Retoriske feltstudier er betegnelsen for en række metoder, der sigter mod at undersøge retorik in situ, det vil sige imens og hvor den finder sted. De er således del af den interesse, der omtales som den «participatoriske vending» (se Endres et al. 2016, 513) og som, inspireret af etnografisk metode, betyder, at nogle retorikforskere vender blikket væk fra allerede nedskrevne tekster og i stedet sætter egne kroppe på spil for at dokumentere, erfare og i forskellige grader deltage i retorisk praksis, mens den udspiller sig. I hvert fald siden år 2010 har der været en fornyet interesse for metodiske og metodologiske spørgsmål og overvejelser i retorisk forskning (se Bengtsson, Berg og Iversen 2020). Del af disse overvejelser sigter på, hvordan feltstudier/feltarbejde/feltmetoder kan bidrage til og udvide mulighederne for retoriske undersøgelser. Metoder der typisk omtales som del af retoriske feltstudier er deltagerobservation og kvalitative interviews, men andre metoder bliver også brugt, og betegnelserne feltstudier, feltarbejde, feltmetoder, participatorisk retorik, in situ retorik, etnografisk retorik bruges til tider om det samme, til tider med nuanceforskelle. Kernen er, at det er metoder der bruges i retoriske undersøgelser til at få indsigt i retorik, der ikke allerede er nedskrevet eller som ikke er baseret på sprog og at man opholder sig der, hvor den retorik, man interesserer sig for, udfolder sig, og/eller taler med de mennesker, der er med til at producere den, modtage den, opleve den (McKinnon et al. 2016, 4). Selvom feltarbejde er en nyere metodisk udvikling i retorisk forskning, er det en klassisk retorisk tankegang, at man kan opnå indsigt om retorik gennem observation af og deltagelse i praksis (se Chevrette et al. 2023; Hess 2018, 72-73).
Det retoriske perspektiv
Feltarbejde er den antropologiske metode par excellence, men hvor antropologer ofte lægger vægt på, at feltarbejde kræver et forholdsvist åbent forskningsspørgsmål og en vis varighed, er retorisk feltarbejde typisk mere fokuseret. Julie Isager kalder af den grund sit retoriske feltarbejde for «et etnografisk inspireret casestudium» (Isager 2020, 268). At tale om retorisk feltarbejde betyder, at man gør det med fokus på, hvordan nogen eller noget yder indflydelse på andre og deres forståelse af verden (se Endres et al. 2016, 511; Hauser 2018, 17). Men som Iben Brinch Jørgensen foreslår, kan det også betyde, at retorikforskeren/kritikeren trækker på sin egen retoriske phronesis med et mål om at styrke demokratisk praksis (Brinch Jørgensen 2019). Feltarbejde gør det muligt at undersøge andre former for retorik og stille andre forskningsspørgsmål end tekstbaseret retorisk analyse kan hjælpe med at besvare. Samtidig giver det anledning til nye overvejelser over hvad det overhovedet er interessant at undersøge i retorisk sammenhæng, og nye overvejelser over begreber, der spiller en vigtig rolle i retorisk teori, blandt andet spørgsmål om den rolle forskeren/kritikeren selv spiller og om hvad der udgør en tekst og en kontekst.
Kritikeren, teksten og konteksten på feltarbejde
Der er store forskelle på, hvordan retorisk feltarbejde mere konkret udføres og med hvilket formål, men der peges ofte på tre forhold, der er vigtige for retorisk feltarbejde samlet set, og hvor det adskiller sig fra tekstbaseret retorisk kritik: 1) kritikeren – som i endnu højere grad er skabende af sit materiale, 2) teksten – som skal skabes og som ikke nødvendigvis er sprogligt baseret og 3) konteksten – der ofte er bredere eller viser sig at være en anden, når man tager udgangspunkt i deltagelse og medtager andre deltageres perspektiver (se Chevrette et al. 2023; Isager 2020, 263; Bengtsson et al. 2020, 18; Brinch Jørgensen 2019; McKinnon et al. 2016, 12; Senda-Cook et al. 2019, 2; Middleton et al. 2015, 1). I retorisk kritik der hviler på nærlæsning, er kritikeren tydeligt til stede med sin viden og sensibilitet (Iversen og Villadsen 2020, 34). Som Stefan Iversen og Lisa Storm Villadsen beskriver det, «står og falder [retorisk nærlæsning] med mødet mellem kritikeren og analyseteksten» (30). Dette gør sig også gældende for kritikeren in situ, men på en tilspidset måde, idet mødet typisk er fysisk og tilstedeværelsen således er anderledes konkret. På samme måde som i en nærlæsning optræder kritikeren som sit eget forskningsværktøj (Hess 2011, 129; Isager 2020, 265). Det samme gælder kritikerens rolle i skabelsen af analysematerialet. Som Michael McGee gjorde opmærksom på i 1990 er alle tekster fragmenter af større tekst-kontekstkomplekser, og det er kritikerens opgave at producere et materiale, der kan analyseres (McGee, 1990). Hvad angår feltarbejde skaber kritikeren analysematerialet på ganske konkret facon, fx ved at skrive feltnoter eller transskriptioner. Man kan sige, at hvor tekstbaseret retorisk kritik handler om at observere, analysere og fortolke (historisk betydningsfuld) retorik, handler retorisk kritik in situ om at dokumentere, analysere og fortolke (flygtig hverdagslig) retorik, der ellers ikke ville blive gemt for eftertiden og om at skabe retoriske tekster, der kan analyseres og fortolkes (se Senda-Cook et al. 2018, 1-2). Retorisk feltarbejde har ligeledes udvidet forståelsen af, hvad der anses som kontekst, fordi kritikerens egen deltagelse åbner for nye perspektiver og fordi processer og andre deltageres forståelser og forhandlinger af konteksten kan tænkes med. Feltarbejde udvider således mulighederne for hvad det er muligt og interessant at undersøge som retorisk kritiker.
For nogle er dette grunden til at udføre retorisk feltarbejde, for andre handler det desuden eller snarere om en motivation om at løfte og fremme marginaliserede gruppers retorik. Særligt i Nordamerikansk sammenhæng er «participatorisk kritisk retorik» (Middleton et al. 2015) slået an. Participatorisk kritisk retorik er særligt orienteret mod magtforhold og marginaliserede gruppers retorik og kritikere kan vælge at advokere side om side med den marginaliserede gruppe, hvis retorik de er interesseret i (Hess, Senda-Cook, Endres & Middleton 2020, 874). Participatorisk kritisk retorik bedrevet af retoriske kritikere baseret i Norden findes hos blandt andre Pamela Pietrucci (2022), Frida Buhre (2025) og Thore Keitum Fisker (2025). Der findes desuden en del studier der uden eksplicit at trække på participatorisk kritisk retorik, nærmer sig retningen, fx i en interesse for, hvordan kritikeren i felten kan være med til at styrke demokratisk deltagelse (Brinch Jørgensen 2019), i aktionsforskning der gennem feltarbejde løfter og styrker marginaliserede stemmer, som fx Christina Matthiesen, der organiserer og studererer skriveworkshops for unge hjemløse (Matthiesen 2014) og Kira Skovbo Mosers igangværende ph.d.-projekt, der også er aktionsforskning, med fokus på manifester og processen der leder frem til et manifest (se Villadsen og Bruhn 2023, 163).
Kritikeren
Feltarbejde gør det tydeligt, at kritikeren aldrig skriver fra en distanceret og neutral position, men fra en situeret og interessefyldt position. Der forventes af samme grund ofte en vis mængde transparens om denne position i den færdige retoriske kritik. Overhovedet at få adgang til «felten» kræver desuden, at kritikeren kan opbygge tillid. Kritikeren selv kan, som nævnt, ses som forskningsinstrument i feltarbejdet og kan være endog meget involveret som fx når Pietrucci navigerer mellem insider/outsider-positioner i feltarbejde med fokus på aktivisme efter jordskælvet i L’Aquila, hendes egen hjemby (2015), når Fisker deltager med egen krop i den danske klimakampagne Nødbremsens motorvejsblokader (2025) eller når Iben Brinch og Jorun Ulvestad undersøger omstillingsretorik gennem feltarbejde ved eget universitet (2023). I feltarbejde er kritikeren altså på den ene side på konkret facon medskabende af tekst og kontekst, på den anden side giver feltarbejde netop muligheder for at inddrage og give plads til andre perspektiver, erfaringer og stemmer.
Ligesom man som forsker i felten kan være deltagende i og bidrage til praksis, kan informanter også deltage i og bidrage til forskningen. Med henvisning til Caroline Gottschalk Druschke (2019) og Marisol de la Cadena (2015) kalder Kristine Marie Berg fx sit samarbejde med Siegfried Christiansen, anti-atomkraft-aktivist gennem flere årtier, for «co-labor» (Berg 2024, 93), som en måde at betegne et samarbejde, hvor informanten bidrager med mere og andet end informanter som regel gør og ordet «informant» derfor synes utilstrækkeligt, men hvor der på den anden side heller ikke er tale om et forskningssamarbejde, men alligevel et samarbejde, hvor begge parter er interesserede i at lære fra hinanden og på den måde bidrager til fælles vidensproduktion. I forbindelse med sit feltarbejde blandt unge klimaaktivister i Fridays for Future (FFF) omtaler Frida Buhre sig selv som en «adult ally» (2025, 1414). Hun gør rede for sin position som voksen forsker fra det globale Nord, hvordan hun navigerer i felten og arbejder for at få tilgang til mangfoldige perspektiver, blandt andet med hjælp fra informanter:
Aware of the problematic positionality inherent in being a global North scholar, I have developed long-standing working relations with the Most Affected Peoples and Areas (MAPA) group of Fridays for Future. MAPA is a term used by environmental and climate justice groups to name the areas and peoples disproportionately affected by climate change and environmental degradation and with least resources to adapt and protect their societies to these harms. This globally diverse group within the FFF has given me entry points to find interviewees, take part in mobilization strategies, and given cues to where to observe at what time. (1415)
Af ovenstående grunde har inddragelse af feltarbejde ført til mange nødvendige diskussioner af kritikerens og kritikkens rolle og ansvar. Når man er til stede, hvor retorikken udfolder sig, har indflydelse på hvordan den udspiller sig og direkte kontakt med både retorer og publikummer, trænger etiske spørgsmål sig på. Disse spørgsmål er også til stadighed præsent i antropologisk forskning (se Hirslund et al. 2018) og kan ikke klappes af med informeret samtykke. Spørgsmål som hvem forskningen er til for og god for – og tidligere har været til og god for – hvilke sociale og politiske konsekvenser forskningen kan have og hvilke interesser valg af fokus og teori understøtter, er og bør være genstand for kontinuerlige overvejelser (se Bengtsson et al. 2020, 17; Isager 2020, 276; Chevrette et al. 2023), ligesom spørgsmål om hvordan forskeren kan give noget tilbage til felten bør være det (se fx Kolling 2018).
Teksten
Feltarbejde gør det muligt at undersøge andre slags analysematerialer end allerede nedskrevne tekster, og indsigter fra feltarbejdende retorikere medvirker til at udvide, hvad der anses for at være retorik og af retorisk interesse. Med feltarbejde får kritikeren muligheder for at få indsigt i blandt andet publikums erfaringer, retoriske processer, kropsliggjort retorik, stedslig retorik med mere, og brug af feltarbejde påvirker og påvirkes af den materielle vending, hvor fokus vendes bort fra en menneskelig retor, og i stedet mod fx netværk, cirkulation (Gries & Brooke 2018), økologier (Edbauer 2005), og hvor interessen inkluderer ikke-menneskelige aktører (se fx Rai & Gottschalk Druschke 2018; Gottschalk Druschke 2019). Truls Strand Offerdal, Sine Nørholm Just og Øyvind Ihlen (2021) bruger fx feltarbejde i deres studier af norske sundhedsmyndigheders ageren under covid-19-pandemien og får på den måde mulighed for at undersøge processer, der leder frem til forskellige retoriske strategier. Dermed får de indsigt i, hvordan strategier udtænkes og tages op til revision under stadigt skiftende retoriske omstændigheder. I sit ph.d.-projekt bruger Klara Härgestam feltarbejde i de svenske skove for at forstå, hvilken rolle folks tilknytning til skoven spiller i den polariserede svenske debat om skoven (se Villadsen & Bruhn 2023, 156). Sabina Schousboes feltarbejde foregår i en dansk faktatjekorganisation og har til formål at forstå faktatjekkernes hverdagslige praksisser, hvordan de i praksis tilskriver forskellige aktører og udsagn autoritet, ekspertise og vished. Pietrucci bruger feltarbejde til at forstå stedslig «lokal retorik» i et område efter en jordskælvskatastrofe i Italien (2022) og til at undersøge aktivisme der forsøger at etablere en moddiskurs til den gældende fremstilling af området (2015). En del retoriske kritikere baseret i Norden anvender feltarbejde for at få indsigt i forskellige undervisningssituationer. Som nævnt ovenfor undersøger Matthiesen unge hjemløses modtagelse af hendes skriveundervisning (2014). Fisker undersøger krop og politisk orientering gennem feltarbejde i et ungdomsakademi ved en dansk borgerlig-liberal tænketank (Fisker 2025). Isager undersøger danske skoleelevers forberedelse til mundtlig eksamen og interesserer sig for deres forståelse af det publikum, de har til eksamen og hvordan den forståelse påvirker deres måde at forstå eksamenssituationen på (Isager 2020). Her giver feltarbejde hende mulighed for at få indblik i publikumsforståelser under udvikling. Cecilia Olsson Jers bygger sin forskning i tværfaglig vidensudveksling og -udvikling blandt svenske ph.d.-studerende på videooptagelser, egen tilstedeværelse og på noter fra sin «lærerdagbog» (Olsson Jers 2015). I alle disse eksempler må kritikeren på forskellig vis balancere mellem insider/outsiderperspektiver og bruger feltarbejde til at undersøge retorik, der ikke kan tilgås gennem allerede nedskrevne tekster eller som ikke er sproglig baseret.
Konteksten
Ligesom man med feltarbejde kan undersøge andre former for retorik og retorisk praksis, kan man også inddrage andre perspektiver på konteksten. Et museumsbesøg påvirkes af den rute, man tager for at komme derhen (Dickinson, Ott & Aoki 2018), stemningen til et seminar præges af den musik der spilles, når man ankommer og de fotografier der hænger på væggen (Fisker, 2025), de retoriske vilkår kan være under konstant forandring (se fx Pietrucci 2015; Offerdal, Just & Ihlen 2021). At opholde sig i de sammenhænge hvor retorikken, man interesserer sig for, sker eller interviewe folk, der har været til stede, kan give indsigt i andre dele eller forståelser af konteksten end man som kritiker ellers umiddelbart har adgang til. I feltarbejde kan tekst og kontekst være svære at skille ad. Begrebet «retorisk økologi» (Edbauer 2005) kaster lys på alle de forbindelser, retorik er vævet sammen af, og problematiserer en forståelse af kontekst som en afgrænset enhed, retorikken opstår i eller skaber (Edbauer 2005). Med sådan en forståelse bliver skabelsen af en tekst, der kan analyseres en kompleks affære, hvor feltarbejde kan være meningsfuldt. Jenny Edbauers udlægning af retorisk økologi, hviler fx på hendes observationer af spredningen af et bestemt slogan i hendes hjemby, Austin, Texas (Edbauer 2005). Karoline Krabbe og Laura Hjortkjær supplerer deres indsamling og analyse af debatindlæg om fødendes vilkår med interviews med skribenter for at få indsigt i, hvordan de med deres forskellige indlæg har gødet jorden for hinandens argumenter og mod til at tage ordet (Krabbe & Hjortkjær 2023). I sit studie af et kendt antiatomkraft-logos retoriske økologi interviewer Berg både antiatomkraft-aktivister, unge brugere af nye versioner af logoet og proatomkraft-aktivister for at forstå logoets spredning, tiltrækningskraft og levedygtighed i over 30 år (Berg 2024).
For at forstå retorikkens vilkår og konsekvenser i den verden vi deler, er det vigtigt at retoriske kritikere inddrager mangeartede perspektiver og forståelser af kontekster i analyser og fortolkninger, og det kan retoriske feltstudier netop bidrage til. Men som Frederik Emil Appel Olsen gør opmærksom på, er, hvad det vil sige at være til stede, overvejelser værd (til stede hvor og hvornår?) Klima- og biodiversitetskollapset er allestedsnærværende og man kan ikke meningsfuldt sige, at man tilgår eller forlader «felten» i denne sammenhæng, som Appel Olsen argumenterer (Appel Olsen 2023, 198). Spørgsmålet om hvad det vil sige at være til stede rejses også (implicit) af Anders Johansen, når han kalder sit store retorikkulturhistoriske arbejde i Komme til orde. Politisk kommunikasjon 1814-1913 (2019) for «Feltarbeid i fortiden» (2021): «Å arbeide med å gjøre seg kjent med det norske 1800-tallet er å bevege seg inn i omgivelser som er fremmede, til dels vilt eksotiske. For så vidt dreier det seg her om et slags antropologisk kulturstudium: Man utsetter seg for situasjoner der lite er selvsagt og mye er gåtefullt, og der det stadig trenger seg på med spørsmål av typen: Hva er det som foregår her, hva skal dette bety?» (2021) Når Johansen kalder det feltarbejde og deltagende observation, er det fordi han i fem år har «opholdt sig» i 1800-tallet, men mest sigter det til det antropologiske blik han kaster på sit materiale, måden han har udvalgt og bearbejder det med interesse for hvilke grundlæggende værdier, «betydningsproduserende prinsipper», der kan forklare at man kunne udtrykke sig, som man gjorde og reagere, som man gjorde (2021).
Det digitale
Sideløbende med den participatoriske vending i retorikforskning, er der sket en vending mod det digitale både som genstandsfelt og som metodisk mulighed (Bengtsson et al. 2020, 11), og retoriske kritikere har de senere år også brugt forskellige former for feltarbejde for at undersøge digitale miljøer. Feltarbejde har, som nævnt, bidraget med rige undersøgelser af blandet andet kroppe, steder og processer, men det fysiske og det digitale er ikke (længere) to adskilte sfærer (se Hess, 2014, 4). At være til stede hvor retorik produceres, udfolder sig og erfares betyder derfor også at være online. I Mette Bengtssons og Anna Schjøtts studie af opbyggelsen af en modoffentlighed af covid 19-skeptikere er det netop hybride (digitale/fysiske) protesttaktikker, de undersøger, og de er både fysisk til stede ved pot og pande-protester og gennemfører interviews med udgangspunkt i blandt andet deres informanters facebook-sider (Bengtsson og Schjøtt, 2023). I Buhres studier af unge klimaaktivisters proteststrategier er både digital og fysisk tilstedeværelse ligeledes afgørende for at opnå indsigt i de modsætningspar, der kendetegner aktivisternes dissensus-retorik (Buhre, 2025). John Magnus Dahls studie af teenage-drenge og deres forhold til smarttelefoner og hinanden følger en gruppe drenge i Bergen, både når de mødes fysisk og online. Dahl viser blandt andet, hvordan smarttelefonen tilbyder især minoritetsdrenge muligheder for øget frihed og handlekraft. Selvom studiet ikke er typisk retorisk, synes dens blik på kommunikation som handling og dens fokus på verdensskabelse, «worldmaking», at være det. Dahls feltarbejde er i øvrigt et eksempel på et langvarigt retorisk feltarbejde, idet det forløb over to år.
Som disse og andre studier viser, er det er i stigende grad meningsfuldt som retorisk kritiker in situ at tænke tilstedeværelse på tværs af det fysiske og digitale.
Videre læsning
Brinch Jørgensen, Iben. 2019. «Retorisk feltmetode – En producerende og refleksiv demokratisk praksis». Rhetorica Scandinavica 79 (23). DOI: https://doi.org/10.52610/EPHI4318
Isager, Julie M. «Etnografisk feltarbejde». 2020. I Retorik og Metode, redigeret af Mette Bengtsson, Kristine Marie Berg & Stefan Iversen. Samfundslitteratur.
McKinnon, Sara L., Robert Asen, Karma R. Chávez & Robert Glenn Howard, red. 2016. Text + Field: Innovations in Rhetorical Method. Penn State University Press.
Middleton, Michael, Aaron Hess, Danielle Endres & Samantha Senda-Cook. 2015. Participatory Critical Rhetoric: Theoretical and Methodological Foundations. Lexington Books.
Senda-Cook, Samantha, Aaron Hess, Michael K. Middelton & Danielle Endres, red. Readings in Rhetorical Fieldwork. Routledge.
Rai, Candice & Caroline Gottschalk Druschke. (red.) 2018. Field Rhetoric: Ethnography, Ecology, and Engagement in the Places of Persuasion. The University of Alabama Press.
Litteratur
Berg, Kristine Marie. 2024. «Perseverance and Zeal? Yes Thanks: The Ecology and Endurance of a Protest Logo». Res Rhetorica 11 (1): 86-106. https://doi.org/10.29107/rr2024.1.5
Bengtsson, Mette, Kristine Marie Berg & Stefan Iversen. 2020. «Retorik og metode: Introduktion». I Retorik og Metode, redigeret af Mette Bengtsson, Kristine Marie & Stefan Iversen. Samfundslitteratur.
Bengtsson, Mette & Anna Schjøtt. 2023. «Counterpublicness and Hybrid Tactics across Physical and Mediated Spaces». I DataPublics: The Construction of Publics in Datafied Democracies, redigeret af Jannie Møller Hartley, Jannick Kirk Sørensen & David Mathieu. Bristol University Press, s. 49-71. DOI: https://doi.org/10.2307/jj.5590543.8
Brinch, Iben & Ulvestad, Jorun. 2023. «Omstilling i høyere utdanning som retorisk praksis – en fortolkende kritikk av tillit og agency». Rhetorica Scandinavica 85. DOI: https://www.doi.org/10.52610/rhs.v27i85.291
Brinch Jørgensen, Iben. 2019. «Retorisk feltmetode – En producerende og refleksiv demokratisk praksis». Rhetorica Scandinavica 79 (23). DOI: https://doi.org/10.52610/EPHI4318
Buhre, Frida. 2025. «Dissensus Rhetoric in Youth Climate Justice Activism». Environmental Communication 19 (8): 1411-1427. DOI: https://doi.org/10.1080/17524032.2025.2470881
Cadena, Marisol de la. 2015. Earth Beings: Ecologies of Practice across Andean Worlds. Duke University Press.
Chevrette, Roberta, Jenna Hanchey, Michael Lechuga, Aaron Hess & Michael K. Middleton. 2023. «Rhetorical Field Methods/Rhetorical Ethnography». Oxford Research Encyclopedias. DOI: https://doi.org/10.1093/acrefore/9780190228613.013.1378
Dickinson, Greg, Brian L. Ott & Eric Aoki. 2018. «Spaces of Remembering and Forgetting: The Reverent Eye/I at the Plains Indian Museum». I Readings in Rhetorical Fieldwork, redigeret af Samantha Senda-Cook, Aaron Hess, Michael K. Middleton & Danielle Endres. Routledge.
Edbauer, Jenny. 2005. «Unframing Models of Public Distribution: From Rhetorical Situation to Rhetorical Ecologies». Rhetoric Society Quarterly, 35:4, 5-24, DOI: 10.1080/02773940509391320
Endres, D., A. Hess, S. Senda-Cook og M. K. Middleton. 2016. «In Situ Rhetoric: Intersections Between Qualitative Inquiry, Fieldwork, and Rhetoric». Cultural Studies – Critical Methodologies 16 (6): 511-524.
Fisker, Thore Keitum. 2025. The Body Politic in Motion: A Critical Rhetoric of Moving Bodies in Politics and Activism. Ph.d.-afhandling. Københavns Universitet.
Gottschalk Druschke, Caroline. 2019. «A Trophic Future for Rhetorical Ecologies». Enculturation. https://enculturation.net/a-trophic-future
Gries, Laurie & Collin Gifford Brooke. 2018. «Introduction: Circulation as an Emergent Threshold Concept». I Circulation, Writing, and Rhetoric, redigeret af Laurie Gries & Collin Gifford Brooke. University Press of Colorado. DOI: https://doi.org/10.2307/j.ctt21668mb
Hauser, Gerard. 2018. «Attending the Vernacular: A Plea for an Ethnographic Rhetoric». I Readings in Rhetorical Fieldwork, redigeret af Samantha Senda-Cook, Aaron Hess, Michael K. Middleton & Danielle Endres. Routledge.
Hess, Aaron. 2014. «You Are What You Compute (and What Is Computed For You): Considerations of Digital Rhetorical Identification». Journal of Contemporary Rhetoric 4 (1/2): 1-18.
Hess, Aaron. 2018. «Critical-Rhetorical Ethnography: Rethinking the Place and Process of Rhetoric». I Readings in Rhetorical Fieldwork, redigeret af Samantha Senda-Cook, Aaron Hess, Michael K. Middleton & Danielle Endres. Routledge.
Isager, Julie. M. 2020. «Etnografisk feltarbejde». I Retorik og Metode, redigeret af Mette Bengtsson, Kristine Marie Berg & Stefan Iversen. Samfundslitteratur.
Johansen, Anders. 2019. Komme til orde. Politisk kommunikasjon 1814-1913. Universitetsforlaget
Johansen, Anders. 2021. «Feltarbejde i fortiden». Kairos. https://magasinetkairos.no/feltarbeid-i-fortiden/#post-2842-endnote-28
Kolling, M. 2018. «Hvad vil du give tilbage?» Tidsskriftet Antropologi, 77.
Matthiesen, Christina. 2014. «Poetic Signs of Third Place: A Case Study of Student-driven Imitation in a Shelter for Young Homeless People in Copenhagen». Community Literacy Journal, 9(1), 1-17.
McGee, Michael Calvin. 1990. «Text, Context and the Fragmentation of Contemporary Culture». Western Journal of Speech Communication 54 (3).
McKinnon, Sara L., Robert Asen, Karma R. Chávez & Robert Glenn Howard. 2016. «Introduction: Articulating Text and Field in the Nodes of Rhetorical Scholarship». I Text + Field: Innovations in Rhetorical Method, redigeret af Sara L. McKinnon, Robert Asen, Karma R. Chávez & Robert Glenn Howard. Penn State University Press. DOI:10.5325/j.ctv14gp46w.4
Middleton, Michael, Aaron Hess, Danielle Endres & Samantha Senda-Cook. 2015. Participatory Critical Rhetoric: Theoretical and Methodological Foundations. Lexington Books.
Offerdal, Truls Strand, Sine Nørholm Just & Øyvind Ihlen. 2021. «Public Ethos in the Pandemic Rhetorical Situation: Strategies for Building Trust in Authorities’ Risk Communication». Journal of International and Risk Communication 4 (2): 247-270. DOI: 10.30658/jicrcr.4.2.3
Olsen, Fredereik Appel. 2024. Anthropocene Conjunctions. Scientist Activism and Ethos in the Climate and Ecological Emergency. Ph.D.-afhandling. Københavns Universitet.
Olsson Jers, Cecilia. 2015. «Respons på forskningskommunikation: forskarstuderandes tvärvetenskapliga möten». Rhetorica Scandinavica 69: 46-68.
Pietrucci, Pamela. 2022. «Inventing Local Rhetorics: Towards a Topographic Critical Praxis». Res Rhetorica 9 (4): 4-28.
Pietrucci, Pamela. 2015. «YES WE CAMP! Protest Rhetoric in Times of Disaster». Comunicazione Politica 1: 43-65.
Rai, Candice & Caroline Gottschalk Druschke, red. 2018. Field Rhetoric: Ethnography, Ecology, and Engagement in the Places of Persuasion. The Univeristy of Alabama Press.
Senda-Cook, Samantha, Aaron Hess, Michael K. Middelton & Danielle Endres, red. Readings in Rhetorical Fieldwork. Routledge.
Hirslund, Dan V., Hanne Veber og Bo Wagner Sørensen. 2018. «Antropologisk etik: Redaktionelt forord». Tidsskriftet Antropologi 77. DOI: https://doi.org/10.7146/ta.v2018i77
Villadsen, Lisa Storm & Stefan Iversen. 2020. «Nærlæsning». I Retorik og Metode, redigeret af Mette Bengtsson, Kristine Marie Berg & Stefan Iversen. Samfundslitteratur.