Argumentation

Retorisk argumentation defineret ud fra dens formål

Mange, ikke mindst inden for filosofien, har defineret retorisk argumentation ved at den handler om hvordan man kan «vinde» i argumentation – dvs. «få ret». Det er en definition ud fra formål. Denne synsmåde på retorik går tilbage til Platon, der i Gorgias lader Sokrates sige: «det, retorikken udbyder, er overtalelse … Hele dens virke har det som sit endemål» (453a). Man kan også beskrive denne opfattelse ved at sige at argumentation kaldes retorisk når den har til formål at være effektiv. Platon mente at datidens såkaldte «sofister» (med Gorgias og Protagoras som hovedskikkelser) havde denne rent effekt-orienterede indstilling, og i hans øjne repræsenterede de retorikken – en betegnelse Platon vist var den første til at bruge; retorik var for ham veltalenhed uden reelt indhold, som blot bestod i at «lefle» for tilhørere og samtalepartnere med det formål at få medhold og måske vinde en diskussion.

Den «platoniske» forståelse af hvad retorik (og dermed retorisk) argumentation er, har sat sit præg lige siden og genfindes stadig hos mange der ikke selv er retorikere – blandt andet mange filosoffer. Filosoffen Schopenhauers delvis ironiske, efterladte skrift Die Kunst, Recht zu behalten fra omkr. 1830 (dansk udgave 2010) er, hvis man bruger denne definition på hvad der er retorisk argumentation, et stykke retorisk argumentationslære; værket er også kendt under navnet Eristische Dialektik og indeholder 38 «kunstgreb» der kan hjælpe en debattør til at få ret, eventuelt med uærlige midler.

I nutiden har f.eks. den retning inden for argumentationslære der kalder sig «pragma-dialektik», på tilsvarende måde opfattet retorik som en lære om at «manøvrere strategisk» i argumentation, dvs. vælge og forme sin argumentation sådan at den har den bedst mulige chance for at vinde over en modpart. Pragma-dialektikkens grundlægger Frans van Eemeren  taler f.eks. om at det gælder om at forene «the ’dialectical’ aim of reasonableness and the ’rhetorical’ aim of effectiveness’» (van Eemeren 2009, 80 – og mange andre steder). (Om pragma-dialektik, se nedenfor; der er også en særskilt artikel her i bogen.) En anden retning i nutidig argumentationslære, uformel logik («Informal Logic»), definerer den retoriske tilgang til argumentation ved at den prioriterer effekt (dvs. at overbevise eller overtale) frem for at prioritere sandhed. Den canadiske filosof Ralph Johnson, en af grundlæggerne af «Informal Logic», bruger begrebet «acceptability» om det som retorisk argumentation efter hans opfattelse har til formål – dvs. at få sit standpunkt accepteret, altså at overbevise; se f.eks. ‘‘Informal Logic should tend to favor the truth requirement over the acceptability requirement, whereas rhetoric will, I believe, take the reverse view’’ (Johnson 2000, 271).

Både pragma-dialektik og uformel logik har trods denne opfattelse vist positiv interesse for retorikken og mener at den har meget at bidrage med. Men hos begge ligger der en latent forestilling om at der i retorisk argumentation, fordi den har effektivitet til formål, er en iboende risiko for at effektivitetsravet kan komme i konflikt med sandhed og «reasonableness» (som det netop udtrykkes i citatet fra Johnson). Det stemmer med hvad mange tænkere, især filosoffer, gennem tiden har ment: Der retoriske, antages det, er at være «strategisk», dvs. overvejende at stræbe efter effekt, altså efter at vinde, om det så skal være på bekostning af sandhed og ærlighed.

 

Retorisk argumentation defineret ud fra dens virkemidler

En anden hyppig synsmåde på retorisk argumentation definerer den ud fra de virkemidler den bruger: Argumentation er altså retorisk hvis den bruger troper, figurer og andre stiltræk, fortælling, følelsesmæssig påvirkning, indstuderet fremførelse, m.v. – virkemidler som mange retorikere har behandlet. Denne synsmåde findes hos en del af de tænkere i renæssancen der var med til at skabe fornyet interesse for begrebet retorik, bl.a. Rodolphus Agricola i hans De inventione dialectica (1479), og Pierre de la Ramée (Petrus Ramus), hvis værker fra midten af 1500-tallet gjorde retorikken til en lære om stil. Alt det indholds- og argumentationsmæssige hørte for ham (ligesom for Agricola) ind under dialektikken. Utallige senere tænkere der ikke selv har været retorikere, f.eks. inden for filosofi, litteraturvidenskab, politisk teori m.v., har ment at stilistiske egenskaber er hvad der gør argumentation retorisk. Den franske forsker Gérard Genette har i en artikel om «den  begrænsede retorik» (1998) beskrevet hvordan retorik gennem tiden er blevet opfattet stadig mere snævert.

Den snævre, virkemiddel-baserede opfattelse af hvad retorik (og dermed retorisk argumentation) er, afspejles f.eks. i at retorik i decimalsystemet «DK5», som bruges i danske offentlige biblioteker, står retorik (80.8) som en underkategori inden for «Litteraturteori og litteraturforskning i almindelighed».

 

Retorisk argumentation defineret ud fra dens domæne

Den tredje måde at defineret retorisk argumentation på bruges især af tænkere der selv opfatter sig som retorikere: Argumentation er retorisk ved at den primært handler om et bestemt domæne af emner. Dette domæne er samfundslivet, dvs. fælles anliggender for mennesker i fællesskaber alle enhver art. Og disse anliggender har især været dem de havde at gøre med værdier, beslutninger og handlinger.

Denne forståelse af retorik finder man hos en række af retorikkens egne vigtigste tænkere. Isokrates (436-338 f.K.) betragtede retorik ud fra dens rolle i samfundet – som han anså for central. Han nævnte ikke selve ordet «retorik», men skrev: «i og med at vi har evnen i os til at overtale hinanden og muligheden for at gøre os selv klart, hvad vi måtte ønske, er vi ikke alene befriet fra at leve på dyrenes vis, men vi har også kunnet slutte os sammen og grundlægge byer, og vi har fastsat love og opfundet håndværk og kunster» (Antidosis, stk. 254).

Den første systematiske teoretiker inden for retorik var Aristoteles. Hos ham er der ikke noget begreb der præcis dækker det samme som «argumentation» (et ord med latinske rødder), men hans tænkning om logos og om topik, hhv. topoi, dækker meget af det samme område som nu kaldes argumentationsteori. (Om disse begreber er der særskilte artikler her i bogen.) Aristoteles definerer retorik ud fra dens rolle i samfundet, som han (også i sin etiske og politiske tænkning) anså for central. I indledningen til sin Nikomakæiske etik (1094a) argumenterer han for at den «politiske videnskab» er den højeste i samfundet – og under den hører de «mest ansete» fag: «krigskunst, økonomi og retorik». Han betoner også at retorik bruges når vi skal rådslå (gr. bouleuein; bl.a. Retorik 1357a) – hvilket kun er relevant når det gælder ting vi selv kan beslutte. Aristoteles beskriver også retorikken ud fra de tre hovedtyper eller -genrer af retorik som han mener der findes; af dem handler både den «deliberative» og den «retlige» ret klart om handlinger og beslutninger (en dom i retten er jo også en beslutning om hvad der skal ske); den tredje, den «epideiktiske», handler ikke direkte om handlinger og beslutninger, men man kan sige at dens indirekte funktion er at slå til lyd for bestemte værdier – som kan siges at ligge til grund for den deliberative og retlige retorik.

De fleste senere retoriske tænkere har tilsvarende defineret retorikken ud fra at den handler om beslutninger og handlinger, derfor er den vigtig i samfundet (herom Kock 2009); det gælder f.eks. den anonyme forfatter til lærebogen Rhetorica ad Herennium (ca. 90 f.K.), Cicero (XXX), Quintilian og Hermogenes i oldtiden, Georg af Trapezunt og Thomas Wilson i renæssancen, Giambattista Vico i oplysningstiden, og Chaïm Perelman, Lloyd Bitzer, Gerard Hauser og mange flere i moderne tid. For Perelman (se nedenfor) er «retorik» faktisk det samme som «argumentation», der igen er defineret som et domæne hvor man kan give grunde for og imod noget, men ikke føre bevis («démonstration»).

Vi ser altså at en kæde af retorikkens førende tænkere fra oldtiden til nutiden betoner at retorik, derunder retorisk argumentation, primært er defineret ved sit domæne, nemlig kommunikation i samfundet med hovedvægt på hvad hvilke handlinger det samfund skal beslutte og iværksætte.

Men hvad så med det som vi ser at andre fags repræsentanter har lagt mere vægt på, nemlig at retorik, derunder retorisk argumentation, kendetegnes ved at lægge vægt på at  «vinde» og/eller ved at bruge et bredt spektrum af virkemidler? Disse kendetegn er ikke forkerte. De tænkere der lige er nævnt, har bidraget med mange begreber og indsigter om retorisk argumentation og beskrevet virkemidler en retor kan anvende, som kan hjælpe denne retor til at vinde medhold. Men disse kendetegn er ikke ifølge retorikkens egne tænkere de definerende træk ved retorik og retorisk argumentation; de er egenskaber der følger af den grundlæggende definition.

Retorisk tænkning fra antikken i betydelig grad har præget eller foregrebet senere tiders opfattelse af argumentation; herom, se Kock (2021).

 

«Den nye retorik»

Hvordan antik retorisk tænkning foregriber nutidig argumentationsteori, kan vi se ved at gå nærmere ind på en banebrydende og omfattende indsats inden for retorisk argumentationslære i moderne tid: den såkaldte «nye retorik», der har Chaïm Perelman (1912-1984) som hovedskikkelse. Perelman ønskede at igangsætte en genopvækkelse af retorikken efter lang tid hvor den mest blev betragtet (og ringeagtet) som en lære om sproglig pynt. Perelman, der var belgier med polsk-jødiske rødder, var fra 1938 filosofiprofessor i Bruxelles og deltog i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig.

Et tidligt forskningsprojekt resulterede i hans bog De la justice («Om retfærdighed», 1945). Han var påvirket af den «logiske empirisme», som havde stor opbakning blandt filosoffer og videnskabsfolk i mellem- og efterkrigstiden. De mente at kun udsagn som kunne efterprøves empirisk, eller som kunne bevises logisk, var meningsfulde. Perelman ville undersøge om man kan føre logisk bevis for hvad der er det mest retfærdige princip til at fordele samfundets goder.

Svaret blev et nej. Med logikkens hjælp kan man kun bevise et helt formelt, ukonkret retfærdighedsbegreb: ens tilfælde skal behandles ens. Man kan imidlertid godt fremføre mange konkrete, relevante principper for hvad retfærdig fordeling af goderne er, bl.a. disse: Alle skal have det samme. Alle skal have efter hvad de fortjener. Alle skal have efter hvad de yder. Alle skal have efter deres behov. Alle skal have efter deres rang. Alle skal have det som loven tildeler dem. Men man kan ikke «bevise» ét bestemt princips forrang frem for de andre. Det er en indsigt der foregriber Perelmans arbejde med retorisk argumentation.

Skal man sige noget mere substantielt, kan man ud fra en logisk-empiristisk opfattelse slet og ret betragte «retfærdighed» som lig med «gældende ret», dvs. den retspraksis der rent faktisk håndhæves. Dette grundsynspunkt fremførtes bl.a. af den danske retsfilosof Alf Ross (1899-1979), der spillede en stor rolle i uddannelsen af danske jurister helt op i 1970’erne. Deraf syntes at følge at menneskers værdibegreber (f.eks. dem der ligger i de nævnte principper) ikke med mening kan fremføres i filosofisk eller politisk diskussion; de bygger jo ikke på empiri. Det resultat var Perelman, der jo havde sat livet på spil imod nazismen, utilfreds med. Et menneske kunne ikke bare anse alle udsagn om værdier for meningsløse – som nogle af den logiske empirismes tænkere faktisk gjorde. At man ikke kan bevise én bestemt værdis afgørende vægt i en diskussion om politiske eller etiske spørgsmål, indebar ikke at man ikke kan argumentere for den værdi og tillægge den vægt i en konkret sag. Sammen med sociologen Lucie Olbrechts-Tyteca (1900-1987) startede Perelman et nyt projekt: Hvordan argumenterer folk rent faktisk om værdier når de ikke kan «bevise» at de har ret? Han undersøgte blandt andet, som en af de første filosoffer, den retoriske tradition fra Aristoteles og frem, og den fandt han sig i samklang med; frem for at konkludere at man slet ikke kan argumentere meningsfuldt om værdier, konstaterede de at det gjorde folk faktisk – opgaven var så at studere hvordan. I 1958 udgav de, efter mange års arbejde, bogen Traité de l’argumentation: La nouvelle rhétorique.

Argumentation, fastslår de her, er noget andet end logisk bevisførelse (démonstration). Sidstnævnte kender vi fra logikken og matematikken, der begge undersøger hvilke konklusioner der nødvendigvis følger ud fra givne præmisser; kun sådanne konklusioner kalder logikken «gyldige». Men argumentation – som ifølge Perelman er det retorik handler om – beskæftiger sig med temaer hvor der ofte kan gives relevante argumenter for modsatte konklusioner; derfor kan ingen af konklusionerne følge af argumenterne med nødvendighed, og derfor kan argumentationen ikke være «gyldig» i logisk forstand. I stedet drejer argumentation sig om at vinde øget tilslutning hos modtagerne. Temaer hvorom der kun kan argumenteres retorisk, er centrale i politik, ret og etik, men også i folks daglige samtaler. Afgørende i den slags argumentation er ikke kun argumenter om hvad der er tilfældet, men også om hvad der er ønskeligt, dvs. om hvad vi vil. Og dermed kommer værdibegreber ind i argumentationen.

Da retorisk argumentation tager sigte på tilslutning, er det essentielt at al retorisk argumentation er henvendt til et publikum; men indebærer det så at god argumentation slet og ret er den der effektivt overbeviser sit publikum, uanset hvem publikum er, og hvordan det sker? Netop den opfattelse af «god» argumentation har filosoffer siden Platon kritiseret retorikken for at lægge til grund. Her svarer Perelman bl.a. med begrebet det «universelle publikum». Det er summen af alle fornuftige og kompetente mennesker. Når man taler med dette publikum i tankerne, tager man udgangspunkt i fakta, sandheder og værdier som ingen fornuftigvis kan benægte. Ud fra Perelmans tankegang kan man sige: Jo mere en retor i sin argumentation henvender sig til det universelle publikum (og jo mere han altså appellerer til de holdninger hos det konkrete publikum som et universelt publikum ville kunne anerkende), desto bedre er argumentationen. Perelmans idé om det universelle publikum har været meget diskuteret, bl.a. af Mats Rosengren (1997) og Charlotte Jørgensen (2009), både mht. hvad den egentlig går ud på, og om den er holdbar. Generelt gælder at man i argumentation altid må tage udgangspunkt i noget som publikum (modtagerne) allerede anerkender. Man må etablere et fælles udgangspunkt med tilhørerne og derpå forbinde dette udgangspunkt med den sag man taler for.

Det er centralt for Perelman at alle aspekter af en argumenterende ytring virker som argumentation (dvs. er med til at skabe tilslutning) – ikke kun «indholdet», men også ytringens formelle og «rent sproglige» aspekter. Man påvirker modtagernes tilslutning med alle de valg man træffer, både mht. hvilke argumenter man bruger, og hvordan man præsenterer dem. En sag virker f.eks. stærkere på modtagerne, jo mere nærværende dens emne fremtræder. Nærvær (présence) er et nøglebegreb. Ét er at indse rent intellektuelt at noget er vigtigt, noget andet er at det vigtige bliver nærværende for vores oplevelse og sanser.

Det er en af årsagerne til det centrale forhold at tilslutning findes i alle mulige grader – den er ikke som i logikken et enten/eller. Virkemidler der kan skabe eller forstærke oplevelsen af nærvær, er fx forskellige slags gentagelser, ophobning af parallelle historier/eksempler, detaljerigdom og konkrethed. Al argumentation henvender sig til en oplevelse – den søger at øve en påvirkning af en vis styrke på modtageren, vel vidende at man i argumentation netop intet kan bevise, men kun vinde tilslutning ved at påvirke stærkest muligt.

Perelmans og Olbrechts-Tytecas store fælles indsats indeholder også en systematisk oversigt over måder at argumentere på. Argumentation handler jo om forbindelser, så derfor søger man enten – med alle sprogets midler – at forbinde en præmis som modtageren/modparten på forhånd anerkender, med en tese, holdning eller beslutning modparten ikke på forhånd anerkender. Eller man søger at opløse en sådan forbindelse, f.eks. ved at adskille eller «drive en kile ind» i et nøglebegreb hos modparten (dissociation). Der er altså tale om to grundlæggende argumenttyper: dem der forbinder, og dem der adskiller (= opløser forbindelser). Især inden for forbindelsesargumenter opstiller bogen et stort system af undertyper, illustreret med konkrete eksempler.

Nedenfor er Perelmans og Olbrechts-Tytecas typologi sat op i et skema. Inden for dem der forbinder, er første hovedtype de «kvasi-logiske» – dvs. dem hvor man argumenterer ud fra hvordan noget nødvendigvis («rent logisk») må være – f.eks. at hvis der er modstrid mellem to udsagn, kan ikke begge være rigtige. Der er flere andre af disse typer, men de har alle denne «nødvendige», dvs. deduktive karakter.

Anden hovedtype er argumenter der handler om «virkeligheden» og ikke om logik. Her er den første undertype «argumenter der går ud fra virkelighedens struktur» – man understøtter sin tese ved at inddrage en mere almen viden, hentet fra erfaring eller det som er «almindeligt kendt» om hvordan virkeligheden hænger sammen. Disse argumenter er «deduktive» på den måde at de går ud fra hvordan noget generelt plejer at være i virkelighedens verden, f.eks. at visse forhold følger af hinanden eller sameksisterer. De ligner de kvasi-logiske argumenter ved at man argumenterer «ovenfra og ned», dvs. man går ud fra noget mere alment og når derved frem til noget mere specifikt. Men argumenter med appel til det virkelige bygger på erfaring eller empiri, ikke på hvad der er logisk nødvendigt. Der er to hovedtyper af virkeligheds-baserede argumenter: dem der handler om følge (årsager, virkninger, midler, mål), og dem der handler om sameksistens (sammenhæng) ved at f.eks. at tale om sammenhæng mellem en persons handling og hans væsen, mellem en person og hans troværdighed, m.v.

Den anden undertype af virkelighedsorienterede argumenter er «argumenter der opstiller virkelighedens struktur», dvs. argumenter der går ud fra konkrete tilfælde og derudfra når frem til almene udsagn om virkeligheden. Den slags argumenter kaldes ofte «induktive» – de går «nedefra og op». Her kan man især skelne mellem eksempel-argumenter, hvor eksemplet repræsenterer en almen klasse af fænomener, og analogi-argumenter, hvor én slags fænomener sammenlignes med en anden.

Sidst men ikke mindst er der alle de argumenter der bruges i mod-argumentation, dvs. dem der opløser forbindelser. Fælles for dem er at sige at en bestemt forbindelse kun er tilsyneladende, men ikke virkelig. Man kan sige at alle disse argumenter er beregnet til at drive en kile ind. Det kan ske på mange måder, f.eks. ved at man opstiller en sondring mellem det subjektive og det objektive, mellem «lovens ånd og bogstav», og mange andre sondringer.

 

Argumenter handler om forbindelser
Argumenter der skaber forbindelser								Argumenter der opløser forbindelser
Kvasi-logiske (de-duktive) argu-menter	Virkelighedsbaserede («empiriske») argumenter
	Argumenter der går ud fra virkelighedens struktur («deduktive»)		Argumenter der opstiller virkelighedens struktur («induktive»)
Bl.a. Modstrid Definition Begrebs­analyse Lighed Gensidig-hed Ude-lukkelse Sand-synlig­hed …	Følge	Sameksistens	Enkelttilfælde			Sammenstilling		Tilsyneladende~virkelig
	Årsag~ virkning Mål~middel «Glide­banen» «Udvik­lingen» …	Person~ handling Kilde~ tro­værdighed Gruppe~ medlem Handling~ væsen …	Ek-sempel	Illu-stra­tion	For­billede	Ana­logi	Meta-­for	Mål~middel Relativ~absolut Subjektiv~objektiv Mangfoldig­hed~enhed Individ~fællesskab Konkret~almen Sprog~tanke Bogstav~ånd …

 

Det vigtige ved den perelman’ske ny-retorik er ikke kun dens omfattende system af argumenttyper, men også at den distancerer sig fra både relativisme og absolutisme: Vi kan ikke logisk bevise vores standpunkter om menneskelige værdier og handlinger (dermed afvises absolutisme); men også standpunkter man ikke kan bevise, kan der være gode grunde til, og disse grunde og bør vi lægge frem, dvs. argumentere om (dermed afvises relativisme).

Ny-retorikken er (jf. ovenfor) en teori der definerer retorisk argumentation ud fra dens domæne – nemlig emner hvorom vi ikke logisk og empirisk kan bevise noget. Det er et stort og sammensat domæne, men det er tydeligt at handlinger og beslutninger er dets kerne. Det er også klart at når diskussionen gælder den slags emner, er værdier uomgængelige at bygge på. Den store palet af argumenttyper som Traité … opstiller, og betoningen af bl.a. nærvær og af alle retorikkens traditionelle sproglige virkemidler og deres rolle i argumentation, følger som konsekvenser af at retorisk argumentation er et domæne der ikke muliggør logisk-empirisk bevisførelse. Centralt i det retoriske domæne står ifølge Perelman «the vast sphere of all that is concerned with action» (1979, 30); logisk empirisme tilbyder nemlig ikke nogen teknik til at foretrække den ene handling frem for den anden. Når man skal beslutte at handle på en bestemt måde, indgår der jo flere forskelle formål eller hensyn, som ikke alle kan opfyldes fuldt ud. Disse hensyn bygger på værdibegreber, og vi kan ikke bevise at den ene værdi er vigtigere, eller vægtigere, at lægge til grund for sine beslutninger end den anden. Ny-retorikken handler om dette domæne; den giver en teoretisk begrundelse for retorikkens nødvendighed i samfundet og beskriver hvordan den bruges i praksis.

 

Toulmins argumentationsteori

1958, samme år som Perelman og Olbrechts-Tyteca udsendte deres værk, udgav den engelske filosof Stephen Toulmin (1922-2009) The Uses of Argument – en anden bog der stærkt har påvirket retorikeres beskæftigelse med argumentation. Han havde studeret i Cambridge, bl.a. hos den banebrydende filosof Ludwig Wittgenstein (1889-1951) og var inspireret af dennes tankegang om at sproget udfører mange væsensforskellige funktioner («sprogspil»); tilsvarende er menneskelig tænkning og argumentation mange forskellige ting, alt efter hvilket domæne («field») der er tale om. Hvad der er gyldig tænkning eller argumentation på ét område, har sin særlige regelsæt, der er forskelligt fra dem der gælder på andre områder. I sin første bog, An Examination of the Place of Reason in Ethics (1950), undersøgte Toulmin hvordan etisk argumentation indeholder mindst to principielt forskellige argumentationstyper – dels argumentation ud fra principper, dels ud fra konsekvenser. I etiske spørgsmål er der derfor – i lighed med hvad vi så hos Perelman – forskellige typer af argumenter, eventuelt modstridende, der kan fremføres med gyldighed, og ingen formel analyse kan entydigt afgøre hvilken type der har mest vægt i en konkret sag. I sin bog fra 1958 gjorde Toulmin denne tankegang generel: Gyldighed i argumentation er ikke én ting, som logikken traditionelt har doceret, men mange ting, afhængigt af domæne («field») og af den konkrete kontekst.

Bogen er ikke mindst kendt for Toulmins «argumentmodel». Den ses her med de danske og engelske betegnelser indsat.

Elementet «hjemmel» (warrant) er centralt. Man kan definere det som den art og grad af gyldighed som et givet belæg har til understøttelse af påstanden. Her ligger kernen i Toulmins budskab: Der findes mange arter og grader af gyldighed i argumentation: “Warrants are of different kinds, and may confer different degrees of force on the conclusions they justify» (93). Hjemlen er altså ikke, som nogle kritikere mener, bare et nyt navn for den almene præmis («major») i den traditionelle logik; den er en konkret, områdespecifik regel for belæggenes art og grad af gyldighed.

Denne idé er egentlig et opgør med en tankegang der går ca. 300 år tilbage til René Descartes, og som bl.a. kaldes rationalismen; Toulmin kalder den «modernismen». Det er troen på at man på alle områder af menneskelig tænkning kan bruge den «geometriske» tænkning som forbillede – dvs. ræsonnere sig frem til absolut, universel viden,  sådan som man har gjort i geometrien siden de gamle grækere (hvilket inspirerede Platon); hvert skridt i ræsonnementet skal ifølge denne synsmåde være nødvendigt og ubetvivleligt.

Dette ideal havde fået et stærkt løft i 1600-tallet bl.a. i kraft af filosofferne Descartes og Thomas Hobbes, men især på grund af Isaac Newtons fysiske teorier, der med matematiske formler bl.a. forklarede planetbevægelserne ud fra tyngdekraften. Dette ideal har ifølge Toulmin understøttet en illusorisk drøm for den vestlige tænkning og videnskab. Det er, mener Toulmin, forbundet med den «absolutistiske» statstænkning, der fra samme tid kom til at præge Europas enevældige regimer med deres statsreligioner, etc. Det er imidlertid med ringe held og store intellektuelle omkostninger at filosoffer og videnskabsfolk har prøvet af lægge alle fagområder ind under én (matematisk inspireret) model. Først i de seneste årtier er man ifølge Toulmin begyndt at «vågne op» af drømmen og vender sig fra rationalisme til fornuft – det er budskabet i Toulmins sidste værk, Return to Reason (2000). «Reason» er den pluralistiske, område-specifikke, ikke-matematiske opfattelse af argumentation som Toulmin beskriver, hvor universalitet og nødvendighed ikke altid er gyldighedskrav.

Toulmins argumentteori blev køligt modtaget af hans fagfæller, filosofferne; én kaldte den hans «anti-logik-bog». Det er sandt at den bl.a. gør op med logikken, men opgøret var rettet mod at logikkens ensartede og entydige definition af «gyldighed» (nemlig at konklusionen følger deduktivt, dvs. med tvingende nødvendighed, af præmisserne) være den altbestemmende norm på alle intellektuelle områder. Her ligger et grundlæggende fællestræk med Perelmans ny-retorik.

For at forstå Toulmins opgør kan man prøve at tænke på hvor forskelligt vi faktisk argumenterer, og hvor forskellige «gyldighedsregler» der eksisterer på områder som matematik, økonomi, historievidenskab, litteraturvidenskab, etik, æstetisk vurdering, retsvæsen, m.fl. Med andre ord, argumentation på forskellige områder kan være «warranted» på mange forskellige måder og i alle grader. Den danske ækvivalent for «warrant» har siden Jørgensen og Onsbergs Praktisk argumentation (1. udg. 1987) været «hjemmel». Det er nyttigt at tænke på at dette ord også kendes fra juridisk sprog i ord som «lovhjemmel» (= tilladelse til at gøre noget) og «rejsehjemmel» (= billet). Jørgensen og Onsberg valgte oversættelsen belæg for de argumenter (dvs. grunde, «data») som får deres gyldighed af en hjemmel.

Hjemmel (Warrant)

Rygdækning (Backing)

Belæg (Data, Grounds)

Påstand (Claim)

Styrke-markør (Qualifier)

Gendrivelse (Rebuttal)

Hvis man læser Toulmins forfatterskab ud over The Uses of Argument, opdager man også at det er på videnskabernes område at han dér angreb den matematiske rationalismes indflydelse. Indtil meget senere havde han ikke, trods sin oprindelige interesse for etisk argumentation, noget forhold til begrebet retorik, som jo i høj grad er en tænkning om at argumentere for eller imod handlinger. Noget der ændrede hans forhold til retorikken, var bl.a. at han opdagede at hans argument-bog, der jo var ringeagtet af mange filosoffer, solgte godt i USA – nemlig til lærere og studerende i retorik og «speech communication», der ledte efter noget andet og mere end logik som grundlag for arbejdet med praktisk argumentation. En anden impuls var hans samarbejde med bioetikeren Albert Jonsen, der resulterede i deres bog The Abuse of Casuistry (1988). De rettede fokus mod praktiske valg i forbindelse med bl.a. konkrete patienter og behandlingsformer. Bogen forsvarede kasuistikken, en tradition for etiske overvejelser som bl.a. praktiseredes af jesuitter-ordenen omkr. 1600, og som bl.a. filosoffen Pascal angreb. Modsat rationalismen ville kasuistikken tage udgangspunkt i konkrete tvivlstilfælde og ikke lade forudgivne generelle principper diktere – hvilket Toulmin kalder «the tyranny of principles» (1981). Toulmin siger at det er svært at anvende principperne «udadtil» på de konkrete fænomeners verden. Derfor må man i bedømmelsen af hvad man skal gøre i konkrete tilfælde, ofte «nøjes med» at sammenligne tilfældet med andre man har mødt, og lede efter analogier (eller forskelle) der kan lægges til grund for handlemåden i den aktuelle sag. Ofte vil flere konkurrerende principper og handlemåder kunne fremføres, men deres relevans kan være diskutabel, og den relative vægt de hver for sig bør tillægges, kan også være et åbent spørgsmål. Jonsen og Toulmin fastslår: “ethical arguments have less in common with formal analytic arguments than they have with topical or rhetorical ones» (327). Ordet retorik forekommer mange gange i deres bog.

Skønt Toulmins argumentteori fra 1958 har været brugt i mange lærebøger og kurser i praktisk-retorisk argumentation, skal man altså huske at den primært var et opgør med en bestemt opfattelse af videnskabelig argumentation; at den skulle bruges til at tale om konkret, handlingsorienteret argumentation, der jo af mange retorikere anses for retorikkens kerneområde, var ikke oprindelig meningen. Det kan forklare nogle af de svagheder og styrker den har. En styrke er at den tillader en grundig analyse og bedømmelse af de komponenter som et fuldt udfoldet argument har – også selvom flere af disse komponenter i praksis gerne er udeladt, underforstået eller slet ikke overvejet. Det gør at den bl.a. er velegnet til at bedømme videnskabelig argumentation og også som en nyttig målestok ved udarbejdelse af akademiske opgaver (se Hegelund & Kock 2000). En svaghed er at den handler om at analysere ét argument ad gangen, ikke om situationer hvor mange argumenter ud fra forskellige hjemler foreligger, og hvor deres relative vægt er diskutabel.

 

Toulmin i retorisk argumentationsdidaktik

Blandt de første inden for retorik der tog Toulmins argumentationstænkning til sig og brugte den pædagogisk, var de to amerikanere Wayne Brockriede og Douglas Ehninger (1960). De fandt at Toulmins model og teori var bedre end traditionel logik til at tydeliggøre det der sker i retorisk argumentation: Den viser hvordan konklusionen (eller «påstanden») understøttes i forskellig grad og på forskellig måde, selvom den ikke kan bevises (hvilket jo er et kendetegn ved retorisk argumentation). De forskelligartede elementer der kan optræde i en retorisk argumentation, er klart defineret, navngivet og holdt ude fra hinanden i modellen. Med sit blik for forskelligheder i hvordan der argumenteres i forskellige sager og på forskellige domæner, muliggør Toulmins teori og model en realistisk oversigt over typer af argumenter. Hovedtyperne kobler Brockriede og Ehninger til en typologi over «sagstyper «, bygget på en omfortolkning af den antikke lære om stasis; efter denne typologi kan man diskutere 1) hvorvidt noget er tilfældet, 2) hvordan det skal defineres, 3) hvordan det skal vurderes, og 4) hvad der i den anledning skal gøres. I retoriske diskussioner indgår alle disse typer ofte i kombinationer og mellemformer. På denne måde ser de to retorikere Toulmins indsats som begyndelsen på «a new, contemporary, dynamic, and usable logic of argument» (53).

Opgøret med den logiske traditions dominans inden for videregående undervisning i at tænke og ræsonnere begyndte i Nordamerika i 1960’erne og manifesterede sig bl.a. fra 1970’erne i forskningsretningen «Informal Logic» (herom nedenfor). I Danmark var formel logik ofte en fast bestanddel af kurset «filosofikum», som frem til 1971 var obligatorisk for nye universitetsstuderende.

I Danmark har den udbredte lærebog Praktisk argumentation af de to retorikere Charlotte Jørgensen og Merete Onsberg (1987 og flere senere udgaver) videreført Toulmin i en fortolkning der minder om Brockriede og Ehninger, kombineret med begreber, problemstillinger og erfaringer fra den retoriske tradition.

 

Opgør med den stivnede «fejlslutnings»-lære

Også andre filosoffer efterlyste i sidste halvdel af det 20. århundrede ny teoridannelse om argumentation. Australieren Charles Hamblin (1922-85) gennemgik i Fallacies (1970) teorierne om argumentationsfejl eller «fejlslutninger» og kritiserede den måde hvorpå man hidtil i logik og lærebøger hidtil havde set på dette emne. Traditionelt var læren om bestemte fallacies (i reglen var der 20-30 stykker, med diverse betegnelser) blevet fremført som en kohærent teori, men det var den ikke; i praksis var det f.eks. ofte let at vise at en given fallacy ikke uden videre var fejlagtig. Dommen over «fallacies» skulle være nuanceret og burde fældes med hensyntagen til den konkrete tekst og den konkrete situation. Denne indsigt ligner synsmåder som altid har ligget mere eller mindre implicit i retorikken, bl.a. at argumenter ofte har en vis grad af værdi eller styrke – modsat traditionel logisk synsmåde: at de enten er helt fejlagtige, eller også «beviser» de den konklusion de skal støtte. At argumenters gyldighed er gradueret, kontekstafhængig og variabel fra tilfælde til tilfælde, er en klassisk retorisk opfattelse. En yderligere indsats fra Hamblins side der understøtter et klassisk retorisk standpunkt, var bogen Imperatives (udgivet posthumt 1987); her undersøgte han den principielle forskel som han finder er mellem udsagn om hvordan tingene er, og om hvordan tingene skal være (imperativer). Det er netop typisk for retorisk argumentationslære at se en stærk forskel mellem argumentation om hvad der er tilfældet, og hvad der skal gøres.

Canadierne Douglas Walton (1942-2020) og John Woods byggede videre på Hamblin i en serie artikler omkring 1980, og Walton fortsatte med en lang række bøger og artikler hvori han gennemanalyserede og diskuterede stort set alle de traditionelle fallacy-typer.

Waltons overordnede tilgang er typisk at standard-opfattelsen af en fallacy er forsimplet. En argumentationsmåde som traditionelt har været stemplet som fejlagtig, viser sig at være rimelig i visse former og visse situationer, men andre gange kritisabel. F.eks. gennemgår han forskellige undertyper af den velkendte argumenttype ad hominem (at «gå efter manden i stedet for bolden»). Det blotte og bare angreb på modpartens person vil man nok som hovedregel finde forkastelig, men der kan være rimelighed i at betvivle modpartens troværdighed ved at pege på noget i hans omstændigheder – f.eks. at han er i familie med en person han argumenterer for at ansætte. Det kan også være rimeligt at pege på at en modpart er forudindtaget – hvis f.eks. en musikanmelder er en erklæret hader af hiphop, kan hans mening om Snoop Doggs nye album næppe tillægges stor vægt. Argumenttypen tu quoque («også du»), f.eks. når man angriber en persons kritik af en anden ved at påpege at den samme kritik kan rettes mod ham selv, kan ligeledes godt have noget på sig. Som man kan se, er spørgsmålet om hvorvidt et ad hominem-argument er relevant eller ej, nuanceret og komplekst. Et traditionelt logisk standpunkt ville gå ud på at alle ad hominem argumenter er irrelevante, eftersom ingen oplysning om en person nødvendigvis medfører at hans argumenter er forkerte. Men den simple opfattelse kan man slet ikke nøjes med i virkelighedens verden. I nogle situationer har visse former for ad hominem-argumenter en vis relevans og en vis vægt i en vis henseende.

 

Walton om dialogtyper

Walton har også bidraget til en nuancering og differentiering inden for argumentationslære ved at han opererer med forskellige dialogtyper; i hans mest udbyggede version (2007) er der syv. Om en bestemt argumenttype er «fejlagtig», afhænger (blandt andet) af hvilken dialogtype den bruges i. Et typisk eksempel er at den ene part i dialogtypen forhandling godt kan tillade sig at fremsætte en trussel – f.eks.: «Hvis vi ikke får lønforhøjelse, strejker vi». Er man derimod i gang med at overbevise den anden part, er det en fallacy at gribe til trusler. At gøre det betegnes traditionelt som argumentum ad baculum, «stokke-argumentet»; her er det som om man pludselig skifter den persuasive dialog ud med en art forhandling. Walton ønsker på denne måde at beskrive mange af de traditionelle fallacies som illegitime skift mellem dialogtyper.

Nedenfor ses et skema med Waltons syv dialogtyper, beskrevet ud fra udgangssituation og mål. Bemærk at den enkelte deltager godt kan have (og i reglen har) et mål der er et andet end dialogens fælles mål.

Dialogtype	Udgangssituation	Deltagerens mål	Dialogens mål
Overbevisning (Persuasion)	Konflikt mellem standpunkter	Overbevise den anden part	Løse eller klargøre sagen
Undersøgelse (Inquiry)	Behov for bevis	Verificere beviser (evidence)	Bevise hypotese
Udforskning (Discovery)	Behov for forklaring	Finde en hypotese	Understøtte hypotese
Forhandling (Negotiation)	Interessekonflikt	Få det man mest ønsker	Fornuftig løsning som begge parter kan leve med
Informationssøgning (Information-Seeking)	Behov for information	Få eller giveinformation	Udveksle information
Afvejning, overvejelse (Deliberation)	Dilemma eller praktisk valgsituation	Koordinere mål og handlinger	Beslutte den bedst mulige handlemåde
Eristisk dialog (Eristic)	Personlig konflikt	Verbale udfald mod modpart	Afsløre dybere grundlag for konflikt

 

Man kan have forbehold over for udvalget og beskrivelsen af typer i denne typologi; men hovedtanken er at argumentation forekommer i forskellige dialogtyper med helt forskellige funktioner, som man bør tage højde for når man vil bedømme bestemte argumenter og argumenttyper. Denne synsmåde er beslægtet med et retorisk syn på argumentation.

 

Argumentskemaer

Waltons interesse for mangfoldigheden i argumentation ses også i hans analyse af argumentskemaer. Hvor analysen af fallacies handler om at se på hvad der måske er galt med en argumentation, handler argumentskemaer om hvilke argumenttyper der må anerkendes under hvilke betingelser. Faktisk er de fleste fallacies eksempler på argumentskemaer der er blevet brugt fejlagtigt, dvs. hvor betingelserne for dem ikke har været opfyldt. Walton, der var ekstremt produktiv, foreslog forskellige lister eller fortegnelser over argumentskemaer. De minder på mange måder om f.eks. de lister over topoi der findes hos Aristoteles eller hos andre retoriske tænkere der skriver om topoi eller loci. Nogle af typerne er f.eks. ekspertargument, analogiargument, konsekvensargument eller glidebaneargument. Waltons definerer argumenttyperne ud fra at de indeholder de og de præmisser og den eller den konklusion, og til hvert skema er knyttet et sæt kritiske spørgsmål, som den der fremfører argumentet, skal kunne besvare tilfredsstillende for at argumentet er acceptabelt. F.eks. kan «ekspertargumentet» defineres som i skemaet nedenfor, hvor de tilhørende kritiske spørgsmål til argumentet også er angivet.

Waltons skema for ekspertargumentation
Præmisser	E er ekspert på området O
	E siger at påstanden P er sand
	Påstanden P ligger inden for området O
Konklusion	Vi kan med rimelighed antage at P er sand
Kritiske spørgsmål	Er E en ægte ekspert inden for O?
	Sagde E virkelig at P er sand?
	Er ekspertens udsagn gengivet i direkte citat? Hvis ikke, er der en henvisning til den oprindelige kilde? Kan den kontrolleres?
	Hvis ekspertens udsagn ikke er direkte citeret, ser det så ud som om vigtige informationer eller forbehold kan være udeladt?
	Hvis mere end én ekspertkilde er anført, bliver hver ekspert så citeret direkte? Kan der tænkes at være uenigheder mellem de nævnte eksperter?
	Er det klart hvad eksperten har sagt? Er der brugt tekniske termer der ikke er tydeligt forklaret? Hvis ekspertens udsagn er udtrykt i dagligsprog, tyder det så på at det er oversat fra en anden udtryksform som eksperten har brugt?
	Er påstanden P relevant for området O?
	Er P overensstemmende med hvad andre eksperter på området O siger?
	Er P overensstemmende med kendte data inden for O?

 

Walton vælger at sige at et argument hvor der er givet rimelige svar på de kritiske spørgsmål, er «gyldigt», dog ikke på den logiske måde, men på en præsumptiv måde: som en antagelse der gælder fra nu af, indtil der måske kommer noget som igen sætter den ud af kraft. (Vi kender præsumptionsbegrebet bl.a. fra strafferetten: En anklaget anses præsumptivt for uskyldig indtil hans skyld eventuelt er bevist.)

Præsumptionsbegrebet har den skavank at man – selv om den deduktive logik er forladt – kommer til se argumenter som enten gyldige eller ugyldige, bare på en præsumptiv måde. Men tager man en typisk politisk/moralsk sag som f.eks. debatten om fri uddeling af narko til stofmisbrugere, så er det et argument for sådan en ordning at den kan medvirke til at undergrave det kriminelle narkomarked (et konsekvensargument). Fremsættes der så et argument på den modsatte side, f.eks. at narkouddeling er umoralsk, så skifter vi næppe vurdering af konsekvensargumentet fra at det er (præsumptivt) gyldigt til at det er (præsumptivt) ugyldigt. Det er mere rimeligt at sige at både konsekvensargumentet og det moralske argument er argumenter af en vis relevans og vægt, men på hver sin side. Spørgsmålet er derfor ikke om de er «gyldige», heller ikke på en «præsumptiv» måde, men derimod hvilken side man synes der alt i alt har de mest vægtige argumenter.

I det hele taget er det et problem både ved Waltons teorier og andre synsmåder bygget på logik og filosofi at man har svært ved at tage højde for hvordan argumenter kan have forskellige grader af vægt og ligeledes af relevans – og endnu sværere har man det med at argumenters grad af vægt og relevans legitimt kan indeholde subjektive komponenter; at disse forhold anerkendes, er derimod grundlæggende i retorisk argumentationslære. Med en tilspidset formulering kan man sige at når man i retorisk argumentationslære siger at et argument har en vis vægt, så betyder det i virkeligheden at det har en uvis vægt.

 

«Konduktiv» argumentation

Traditionelt har man i den filosofiske argumentationslære – også den uformelle logik – været tøvende med at se på situationer hvor der er «gode» argumenter på begge (eller alle) sider i en sag. Man har typisk været mest optaget at bedømme hvert enkelt argument for sig ud fra en antagelse om at det enten er godt eller dårligt; denne tendens til at ville bedømme argumenter binært findes også, som omtalt ovenfor, hos bl.a. Walton. Desuden har der i logikken været tradition for at definere et godt argument ved at den argumentation det understøtter, følger af det. Derfor vil en del filosoffer være utilbøjelige til at anerkende situationer hvor der er «gode» argumenter på begge sider af en sag, og hvor der derfor ikke er én rigtig løsning. I retorisk tænkning er det derimod en standard-situation, jf. Aristoteles’ konstatering af at de sager vi rådslår om i retorikken, er dem der kan falde ud både til den ene og den anden side (Retorik 1357a).

En argumentforståelse hvor man anerkender eksistensen af mange gode argumenter samtidig, men på forskellige sider af en sag – og de situationer som en retorisk argumentationsforståelse typisk retter sig imod, er netop ofte af den art – har kun få filosoffer fremført. En af dem er Carl Wellman, der i Challenge and Response (1971) definerede begrebet conductive reasoning. Den nye betegnelse «konduktiv» sidestilles med de kendte begreber «deduktiv» og «induktiv» og skal indfange at man om mange emner har brug for at «sammen-stille» flere argumenter – som ofte trækker hver sin vej.

Flere argumentationsforskere, især i Canada, har taget konduktivitets-begrebet op, til dels under andre navne. Det gælder især Trudy Govier (f. 1944), som har diskuteret konduktiv argumentation grundigt både i teoretiske artikler og i sin udbredte lærebog A Practical Study of Argument (første udgav 1991, mange senere udgaver). Hun har desuden beskæftiget sig med argumentation i sociale og politiske sammenhæng, derunder nationale forsoningsprocesser, terrorisme, m.fl.

 

«Uformel logik»

Både Walton og især Govier kan ses som eksponenter for «uformel logik». Det som de uformelle logikere har imod formel logik som argumentationsteori, er ikke primært at den er «formel» (altså at den udtrykker sig med symboler og tegn), men derimod dens tendens til en kategorisk og binær argumentvurdering, bl.a. med begrebet «gyldighed» (validity), hvor gyldighed er lig med deduktiv gyldighed (se s. xx).

For de uformelle logikere er det derimod grundlæggende at et argument for f.eks. en ny lov eller en bestemt handlemåde kan være et «godt» argument, selvom det ikke med nødvendighed medfører den konklusion det er argument for.  Hvis man f.eks. argumenterer for at indføre atomkraft ved at sige at atomkraftværker ikke udsender CO₂, er det uden tvivl et relevant argument for atomkraft. Men det følger ikke med nødvendighed at man så skal indføre atomkraft. Skulle man følge traditionel logik, skulle argumentet derfor erklæres ugyldigt. Men det viser kun at logik hvor deduktiv «gyldighed» er kriteriet for god argumentation, ikke er nok til at analysere og vurdere argumentation. Logik er derimod velegnet til at afsløre debattører der påstår (eller lader som om) at deres argumenter har deduktiv gyldighed. Kriteriet om logisk «gyldighed» slår ikke til i diskussioner om etik, politik og i det hele taget om praksis, dvs. handlinger.

I den uformelle logik anlægger man ikke desto mindre, ligesom i traditionel logik, en normativ tilgang, dvs. man er interesseret i at vurdere argumentation. Men denne vurdering kan ikke udføres med deduktiv logik alene. Og det normative er især at man er på vagt over for dårlig argumentation. En anerkendt lærebog, skrevet af to ledende uformelle logikere (Anthony Blair og Ralph Johnson, første udgave 1977, flere senere udgaver), er typisk nok Logical Self-Defense. Blot skal vurderingen være mere nuanceret end den formelle logiks gyldig/ikke-gyldig. I stedet opstiller nogle uformelle logikere en tredimensional målestok for hvert enkelt argument. Denne målestok har Govier (2010) betegnet med forkortelsen ARG: Er argumentet Acceptabelt? Er det Relevant? Er der tale om Gode grunde? Her er nærmere forklaring af disse begreber:

Acceptabelt: Dvs. er argumentet til at tro på? Skal vi acceptere det som retvisende i forhold til virkeligheden? Eller udelader det f.eks. noget vigtigt, sådan at vi forledes til at tro noget forkert?

«Acceptabelt» dækker faktisk det man ellers plejer at kalde «sandt». Men de uformelle logikere undgår gerne «sandheds»-begrebet, fordi det fører ud i endeløse diskussioner. I praksis er vi alle vant til at acceptere udsagn som reelt handler om noget vi tror eller noget vi synes – f.eks. videnskabelige udsagn om at universet blev til for ca. 14 milliarder år siden ved et Big Bang, eller vurderende udsagn som «Ingen er større end Elvis», eller udsagn der bruger vage begreber som «Frankrig er sekskantet». Man kunne også i stedet for «acceptabelt» bruge begrebet «rigtigt».

Relevant betyder: Understøtter argumentet faktisk påstanden? Toulmin (se s. xx) ville sige: Har dette belæg en hjemmel (warrant)? I så fald: Hvilken? Kan hjemlen anerkendes? Hvor god er den? Falder argumentet (belægget) faktisk ind under den?

Her er et eksempel der belyser begrebet «relevans» og viser hvordan det er forskelligt fra «acceptabilitet»: Bliver jeg stoppet for at have kørt for hurtigt, siger jeg måske til betjenten: «Jamen jeg vidste ikke der var fartbegrænsning her!» Dette argument er muligvis rigtigt (= «sandt», «acceptabelt» – dvs. vi antager at jeg faktisk ikke vidste det) – men det er irrelevant, dvs. det «gælder» ikke som argument.

Gode grunde: Dette begreb handler om at man tillægger et argument som man i øvrigt finder acceptabelt og relevant, en vis styrke eller «vægt». Er denne vægt stor nok til at man finder det rationelt at anerkende den konklusion argumentet skal støtte?

Begrebet «vægt» er måske bedre at bruge her end det meget vage udtryk «gode grunde». Vi taler jo også i dagligdagen om «vægtige» argumenter. «Vægt» er i denne sammenhæng en metafor – men den passer dog kun i visse henseender. Et arguments vægt er ikke uforanderlig eller objektiv – modsat vægten af lodderne på en købmandsvægt. Vægten af de enkelte argumenter er noget vi «synes» – og den kan påvirkes af argumentation. Andre kan synes at et argument er mindre vægtigt end jeg synes. Og jeg kan selv skifte mening, sådan at det argument som jeg før anså for meget vægtigt, nu forekommer mig indre vægtigt – eller omvendt. Ydermere skal det gerne være sådan at argumenterne for noget, f.eks. en bestemt politik, bliver «lagt sammen» og derpå vejet op mod argumenterne imod den; så kan man bedømme hvilken side der til sammen har de vægtigste argumenter. I den afvejning må vi også spørge: Er der relevante argumenter på en af siderne som vi ikke kender eller ikke har tænkt på?

Andre «uformelle logikere» har beskrevet de tre dimensioner i argumentvurdering med ordene «Accurate, Relevant, Sufficient». Her kan man bl.a. diskutere om ordet «sufficient» (tilstrækkelig) er et godt valg. Det er et ord der typisk har en «enten-eller» karakter: Har man f.eks. «tilstrækkelig» tid til at nå sit tog eller ikke? I matematikken bruges ordet bl.a. sådan at hvis p er en «tilstrækkelig betingelse» for q, så følger q nødvendigvis af p. Men derved forsvinder de vigtige nuancer der ligger i at bruge ord som «vægt» eller «styrke».

Kort sagt er argumentvurdering altså en meget mere sammensat sag i uformel logik end i den «gamle», formelle logik. Og komplikationerne slutter ikke her. Ralph Johnson (2000) har indført begrebet «dialektiske forpligtelser». Det handler om at en person der argumenterer, også må være forpligtet til i en eller anden forstand at forholde sig til kritik, modargumenter og indvendinger. Johnson skelner derfor mellem to niveauer i argumentation. På det ene niveau ligger alt som en debattør fører frem til fordel for sit eget standpunkt; det andet niveau er det «dialektiske» niveau, som er det debattøren siger om sin modpart og dennes argumenter. Hvis man f.eks. ikke besvarer et modargument, eller hvis man giver en fortegnet fremstilling af hvad modpartens standpunkt eller af hans argumenter, så begår man en fejl på dette niveau; man svigter en «dialektisk forpligtelse».

 

Tindale om retorisk argumentation

En vigtig teoretiker med tilknytning til de uformelle logik, men med et stort slægtskab med retorikken, er Christopher Tindale (1953- ). I en omfattende produktion af bøger og artikler (jf bl.a. 1999, 2004, 2020) betoner han mange af de samme egenskaber ved retorisk argumentation som tænkere i den retoriske tradition. Han betragter det som grundlæggende at ethvert eksempel på argumentation er en handling i en konkret kontekst, hvor især modtageren (den man søger at påvirke med sin argumentation) er afgørende faktorer; retorisk argumentation er altid «in audience». Argumentation er andet og mere end grunde der fremføres som støtte for en påstand. Den er en samtalesituation, et «sted» hvor mennesker mødes i samtale. Meget kan ske i de deltagendes oplevelse af situationen og deres indstilling til hinanden og verden, ikke blot at nogen overbevises. Det retoriske perspektiv på argumentation er grundlæggende i forhold til de to andre perspektiver der typisk er blevet lagt på forståelsen af argumentation: det logiske og det dialektiske. Det er afgørende for analysen og bedømmelsen af en konkret argumentation hvem den er stilet til. Ligeledes er afsenderens identitet og karakter af central betydning – en problemstilling som retorikken traditionelt har behandlet med brug af begrebet «etos». Det som undertiden kaldes det dialektiske niveau i argumentation, nemlig hvad man har sige til modpartens argumenter og holdninger, er allerede inkorporeret i hvad de samtalende siger til hinanden fra starten, ikke føjet til som et separat niveau. Også i bøger der sæter fokus på «fejlslutninger» (Fallacies, 2007) og sofisterne i det antikke Grækenland (2012), samt i en række artikler, har Tindale ud fra et standpunkt der minder meget om den retoriske tradition, behandlet emner som retorikere og filosoffer er fælles om at interessere sig for. Tindale er en filosof og filosofihistorieker hvis nøgleideer på næsten alle punkter kan deles af retorikere. Han bygger dog ikke på den selvforståelse som ifølge nærværende fremstilling er grundlæggende for retorisk argumentationslære, nemlig at retorisk argumentation primært er defineret ud fra sit emnemæssige domæne (det samfunds- og handlingsorienterede); man kan snarere sige at Tindale opfatter retorisk argumentation som et meget bredere kompleks af fænomener, spredt over alle domæner med mangfoldige formål og mangfoldige virkemidler. Argumentation der tager udgangspunkt i det konkrete «kognitive miljø» (cognitive environment) hvori den finder sted, er definitionen på retorisk argumentation i Tindales tænkning. Dermed kan man på en måde sige at hans definition er domæne-baseret.

 

Pragma-dialektikken

Man taler ofte om «skoler» i humanistisk forskning, men det er gerne en løs betegnelse. «Pragma-dialektikken» inden for argumentationsteori kan imidlertid godt kaldes en skole i ret snæver forstand. Om pragma-dialektik er der en særskilt artikel her i bogen. Nærværende artikel omtaler nogle vigtige berøringspunkter såvel som nogle uenigheder mellem den retoriske og den pragma-dialektiske tilgang til argumentation. Grundlæggerne af retning, Frans van Eemeren og Rob Grootendorst (1944-2000), ønskede at opbygge en videnskabelig argumentationslære og lod sig bl.a. inspirere af den såkaldte dialogiske logik (som hos Barth & Krabbe 1982, der taler om «formel dialektik», påvirket af den tyske matematiker og logiker Paul Lorenzen). Ideen i dialogisk logik er at logisk ræsonnement, frem for at være én persons tænkning efter logiske regler, er en dialog mellem to, der så i dialektisk samtale bevæger sig fremad mod en fælles konklusion. Begge parter følger bestemte, objektive spilleregler når derved frem til et resultat som begge må anerkende – ligesom f.eks. i skak (her vil taberen jo normalt ikke kunne benægte at han har tabt). Typisk har den ene fremført en påstand, og den anden kommer med kritiske indvendinger, som den første enten kan tilbagevise eller må acceptere. Til slut er begge parter enige, idet påstanden enten har holdt stand mod indvendinger (så må udspørgeren frafalde sin tvivl), eller den er blevet gendrevet (så må den der fremsatte påstanden, frafalde den). En anden vigtig inspiration var Karl Poppers videnskabsteori, der definerede videnskab som det at fremsætte og forsvare teser der kan modstå forsøg på falsifikation; heri ligger at en endegyldig verifikation af en videnskabelig teori principielt ikke kan tænkes. Denne form for dialog gjorde van Eemeren og Grootendorst til prototypen på al argumentation under betegnelsen «kritisk diskussion». Idealet om «kritisk diskussion» minder om den dialektiske samtale hos Platon, især hans tidlige dialoger, hvor Sokrates betoner at den alene er en sag mellem de to samtaleparter.

Her er både fællestræk og modstrid med en retorisk synsmåde. At se diskussion eller debat som grundlæggende og nødvendig er et fællestræk, men at parterne ved «korrekt» debatadfærd vil blive ledt hen til (eller nærme sig) enighed (konsensus), tror tænkere i den retoriske tradition ikke på. Især på kerneområdet i retorisk argumentation (samtale om værdier, beslutninger og handlinger) er der gode grunde til at mennesker er uenige og kan vedblive at være det; man kan sige at en retorisk argumentationslære tror på det som samfundsfilosoffen John Rawls har kaldt «reasonable disagreement» eller «reasonable pluralism». Derfor betragter retorikere typisk debat og diskussion som aktiviteter der primært udføres af hensyn til tredjepart (publikum), som begge parter med deres argumentation søger tilslutning hos.

van Eemeren og Grootendorst har fremlagt adfærdsregler for den kritiske diskussion, bl.a. i form af «ti bud» (de har dog flere versioner af deres regelsæt, hvoraf nogle med noget flere end ti regler). Overtrædelse af dem er deres definition på fallacies. Reglerne handler om hvilke træk eller manøvrer der enten er tilladte, forbudte eller påbudte for diskussionsparterne i givne situationer – f.eks. at de ikke må angribe et standpunkt som den anden ikke har fremført (at gøre det kaldes ofte at opstille en «stråmand»). Mange retorikere mener også det er vigtigt at definere regler eller normer for debat, især offentlig debat, og afvisning af stråmænd er eksempel på en regel mange retorikere vil anerkende. Pragma-dialektikken regler er formuleret med brug af begreber fra teorien om «sproghandlinger» (speech acts) som udformet af Austin, Searle, m.fl., og det at betragte ytringer som sproghandlinger harmonerer med den retoriske tradition. Retorikere kunne utvivlsomt også med fordel orientere sig mere i sprogfilosofi og lingvistisk pragmatik. Men retorikere vil typisk definere debatters formål anderledes end pragma-dialektikken, nemlig at de skal opfylde en demokratisk funktion ved at give publikum det bedst mulige beslutningsgrundlag.

Andre centrale ideer i den pragma-dialektiske argumentationslære er også fremmede over for en retorisk tilgang. Det gælder dels ideen om at argumentationsstudier skal følge helt bestemte metodiske principper, dels at argumentation altid kan betragtes som inddelt i fire «stadier»: (konfrontationsstadiet, åbningsstadiet, argumentationsstadiet og afslutningsstadiet). Retorikere der studerer argumentation, vil typisk tage udgangspunkt i de konkrete studerede genstande og ikke på forhånd antage at et sådant begrebsapparat skal anvendes.

Fra sin begyndelse i 1980’erne indtog pragma-dialektikken en meget kritisk holdning over for retorik – der bl.a. blev anset for at have et «relativistisk» syn på argumentation. Men omkring 2000 begynder en fase, hvor van Eemeren, efter Grootendorsts død, især har publiceret sammen med kollegerne Peter Houtlosser (1956-2008) og Bart Garssen. Nu indtager man en mere imødekommende holdning over for retorik (se f.eks. van Eemeren & Houtlosser, 2002; 2006), og der indgår mange empiriske projekter hvor man ser på konkrete tekster og på konkrete modtageres reaktioner – som retorikere også kunne have gjort. Teorien udvides, især med begrebet «strategisk manøvrering» (strategic maneuvering), der kan ses som et forsøg på at indoptage retoriske indsigter. Strategisk manøvrering består i at en diskussionspart i noget af sin sproglige adfærd er drevet af det motiv at få ret, dvs. «vinde» diskussionen. Det ytrer sig i tre dimensioner: 1) topisk udvælgelse (dvs. man vælger de argumenter som man tror gavner ens «vinder»-chancer mest); 2) tilpasning til publikum; 3) stilistiske greb.

Fra et retorisk synspunkt kan man hilse pragma-dialektikkens anden fase velkommen. Det er let at se at de tre typer af «strategiske manøvrer» omtrent svarer til nogle af de traditionelle emner inden for retorisk teori. Men andre nøgletemaer inden for traditionel retorisk teori synes at mangle, f.eks. refleksioner om etos og om den retoriske situation.

Fra en retorisk synsvinkel kan man også tvivle på at hvordan debattører på den ene side kan være motiveret af det «strategiske» ønske om at vinde debatten, men på den anden side skal følge det fælles dialektiske mål at nå til enighed, selvom det måske betyder at de skal frafalde deres standpunkt. Pragma-dialektikerne mener ikke der behøver være en modstrid mellem disse to mål; er der det, taler man om at den strategiske manøvrering er «afsporet» (derailed).

Overordnet kan man sige at pragma-dialektikken hele vejen igennem har været tilbøjelig tl at definere retorik (og retorisk argumentation) ud fra der anses for at være dens formål (nemlig at «vinde»), og ikke, sådan som de fleste retoriske tænkere har gjort, ud fra argumentationens domæne: samfundets fælles anliggender.

 

Retorikere om argumentation

Gennem de sidste ca. 50 år har de to omtalte skoledannelser, uformel logik og pragma-dialektik, været meget aktive, og de har været dagsordensættende med hensyn til at gøre argumentationsstudier til en forskningsdisciplin. Det er bl.a. sket gennem flere årtier i form af konferencer, tidsskrifter, udgivelsesrækker og frugtbare forskningsmiljøer i henholdsvis Holland, Canada og USA, i de seneste 10-20 år også i mange andre lande i alle verdensdele. I samme periode har stadig flere retoriske forskere været aktive inden for argumentationsstudier, foruden at forskere også fra andre fag har arbejdet med argumentation som et nøglebegreb – det gælder bl.a. inden for jura (f.eks. McCormick 2005) og samfundsvidenskaber samt på et område som bibelske studier.

Herunder omtales kort nogle retoriske forskere der har ydet vigtige bidrag til argumentationsstudier. Til sidst omtales et lidt bredere udvalg af retoriske forskere i Skandinavien der har leveret bidrag til feltet.

Michael Leff (1941-2010) fortjener omtale i en oversigt over retorisk argumentationslære selvom han ikke har leveret større systematiske bidrag til den. Han har skrevet et antal forbilledlige analyser og nærlæsninger af hvordan udvalgte retoriske dokumenter argumenterer og overbeviser. Disse analyser handler typisk om «klassiske» retoriske dokumenter som Martin Luther King’s «Letter from Birmingham Jail» og er selv blevet klassiske blandt retorikere i kraft af deres iagttagelsesevne og skarpsindighed parret med teoretisk perspektivrigdom.

Robert L. Ivie har især skrevet om amerikansk retorik i forhold til krige, enten regulære krige i fortid og nutid eller situationer hvor krig er blevet gjort til dominerende metafor, som f.eks. «den kolde krig» og «krigen mod terror». Han har i høj grad inddraget kritisk argumentationsanalyse. Han har slået til lyd for en politisk samtale i samfundet der er robust og ikke appellerer til konsensus, men hvor modparterne heller ikke ser hinanden som fjender eller umennesker.

David Zarefsky er en anden amerikansk retoriker som har leveret betydelige bidrag til argumentationslære, især ved konkrete, præcise argumentationsanalyser af både historiske og aktuelle retoriske dokumenter. Han har også arbejdet med den amerikanske tradition for debatttræning og debatkonkurrencer.

Thomas Goodnight har ligeledes været indflydelsesrig inden for retoriske argumentationsstudier, bl.a. i kraft af sin idé om «argumentationssfærer» (

Jeanne Fahnestock er en af de ret få retorikere der primært har forsket inden for argumentationslære. Hun har bl.a. (sammen med kollegaen Marie Secor, 1983) skelnet mellem grundtyper af argumentation ud fra arten af fremførte påstande; der er: 1) kategoriske påstande (om hvad noget grundlæggende set «er»); 2) kausale påstande (om emnets årsager eller virkninger); 3) evaluerende påstande (om værdien af det pågældende emne; 4) handlingsforslag («proposals» om hvad der skal gøres). En senere version (1988) opstiller, med en nyfortolkning af oldtidens stasis-lære, en typologi med fem typer: argumentation om fakta, definition, kausalitet, værdi eller handling. Bevidsthed om disse sondringer har ikke blot teoretisk betydning, men er også afgørende i praktisk retorik og er et kendetegn for retorisk argumentationslære, idet mere filosofiske baserede retninger vil hælde til sige at al argumentation handler om hvad der er sandt.

Selvom man betragter handlingsorienteret argumentation som det centrale domæne for retorisk argumentationslære, er også videnskabelig argumentation fuld af retoriske valg og virkemidler. Det hænger sammen med at også naturvidenskaberne i høj grad må sikre sig modtagernes interesse, tiltro og tilslutning. Fahnestock (1999) viser hvordan det man ofte betragter som et separat lag i videnskabelig diskurs, nemlig dens sproglige og visuelle side, ikke blot bidrager til argumentationen, men også i mange tilfælde leverer selve dens grundlag og struktur.

I et værk om retorisk stil (2011) sætter Fahnestock de stilistiske virkemidler som retorikere altid har udforsket, i relation til deres argumentatoriske funktioner. Gennemgangen af stiltræk omfatter alle aspekter af sprogbeskrivelse, fra ordvalg til sprogets «interaktive dimension» og opbygningen af længere passager.

Også tyske retorikforskere har leveret mange bidrag til argumentationsforskning. Et vigtigt navn er Joseph Kopperschmidt (1937-2022), der gennem flere årtier satte de to begreber retorik og argumentation i relation til hinanden i en række bøger og artikler. Manfred Kraus har været skrevet mange artikler der fremlægger en retorisk tilgang til argumentation, gerne med baggrund i antikkens tænkning og litteratur.

I fransksproget forskning med relevans for argumentation er der ydet mange bidrag hvor retoriske begreber og perspektiver i forskellig grad inddrages, bl.a. af forskere som Michel Meyer (1950-2022), Ruth Amossy, Marianne Doury, Christian Plantin og Emmanuelle Danblon. En En retning i sprogvidenskab, der kalder sig «Argumentation i sproget», og som, med Oswald Ducrot (1930-2024) og Jean-Claude Anscombre som vigtigste navne, påkalder sig særlig interesse fra et retorisk synspunkt. Denne retning ser sproget som retorisk i sit væsen i og med at argumentation er sprogets , snarere end «reference», er sprogets grundlæggende funktion. De opponerer imod en udbredt opfattelse i sprogvidenskaben af hvad betydning er, ifølge hvilken et udsagns betydning er de «sandhedsbetingelser» der skal være opfyldt for at udsagnet er sandt. I stedet definerer de betydningen af ord og udsagn ud fra hvad de kan bruges som argumentation for. Tag f.eks. udsagnet «Badevandet er næsten 18 grader». Det ligger i betydningen af ordet næsten at uanset hvad man vil bruge udsagnet som argument, vil «Badevandet er 18 grader» være et endnu stærkere argument for det samme – f.eks. «Lad os gå i vandet». Her er der en underliggende antagelse om at «jo varmere badevandet er, des bedre er det at bade i». Det er et eksempel på hvad man – med et retorisk udtryk – kalder en topos. Dette begreb minder om Toulmins warrant («hjemmel»). Eksemplet med næsten viser at man kan beskrive sproglige størrelsers betydning mere dækkende ved at tale om hvad de kan bruges til, snarere end ved at tale om hvad de beskriver eller refererer til. Det tydeliggør slægtskabet mellem «Argumentation i sproget» og retorik.

I antologien Rhetoricians on Argumentation (Kock 2022; oprindelig et særnummer af tidsskriftet Argumentation) har flere nutidige retorikere, bl.a. den danske retorikprofessor Lisa Villadsen, bidraget med artikler der uddyber og konkretiserer den retoriske tilgang til argumentation. David Zarefskys bidrag bringer klar begrebsmæssig oversigt om emnet.

 

Skandinaviske retorikere om argumentation

I Skandinavien var lærebogen Praktisk argumentation af Charlotte Jørgensen og Merete Onsberg (1. udgave 1987, mange senere udgaver) et af de første initiativer i de nordiske lande til at betragte argumentation som en retorisk aktivitet snarere end som en art videreudviklet logik. Charlotte Jørgensen har desuden skrevet en række forskningssartiler med mere teoretiske emner inden for argumentationsstudier, bl.a. Perelmans begreb om det universelle publikum, og hun har anlagt en normativ tilgang til offentlig politisk debat, som hun betragter som en central og uundværlig demokratisk institution. Charlotte Jørgensen, Christian Kock og Lone Rørbech udgav den omfattende empiriske undersøgelse Retorik der flytter stemmer (1994, 1998), hvis metode og resultater kom til at præge tilgangen til argumentation på Københavns Universitet.

Christian Kock skrev i fortsættelse af synsmåden i dette kollektive værk en række artikler hvori han analyserede grundlæggende kendetegn ved retorisk argumentation, samlet i bogen Deliberative Rhetoric (2015). Blandt disse egenskaber er at retorisk argumentation har sin kerne i diskussion om beslutninger, f.eks. i den politiske sfære; at den ofte involverermodstridende værdibegreber eller normer («multidimensionalitet»), og at den anerkender forekomsten af vedvarende og legitim uenighed. Det skyldes bl.a. at der kan være legitim uenighed om relevansen eller gyldigheden af de normer som de uenige parters argumenter bygger på, og især at der kan være legitim uenighed om den relative vægt af argumenterne i en sag, selv når de anerkendes som relevante. Når det gælder retorisk argumentation, kan selv argumenter der tillægges relevans og vægt, principielt ikke anses for at «medføre» deres konklusioner på en logisk tvingende (deduktiv) måde. Alligevel vil retorisk argumentationslære interessere sig for at bedømme kvaliteten af uenige parters argumenter og af hele deres argumentations-adfærd; f.eks. vil en retorisk bedømmelse ofte nå frem til at et givet argument har en «vis» vægt – men det er faktisk en «uvis» vægt, som parterne legitimt kan være uenige om. Kvalitativ (normativ) bedømmelse af argumentation anses i den retoriske tradition for vigtig, fordi kvalificeret debat mellem uenige parter anses for værdifuld og ligefrem nødvendig i ethvert fællesskab, f.eks. et samfund der ønsker være demokratisk og levedygtigt. Kock har redigeret antologierne Rhetoricians on Argumentation (2022) og (sammen med Marcus Lantz) Rhetorical Argumentation: The Copenhagen School (2023).

Jens Kjeldsen har været produktiv inden for de fleste grene af retorikken. Inden for argumentationslære har han især gjort sig gældende med en række arbejder om argumentation i visuelle og multimodale artefakter. Han har desuden arbejdet med argumentation på specifikke debatområder, deriblandt indvandringsdebat og debatten om Covid-pandemien.

Jonas Gabrielsen har leveret vigtige bidrag til retorisk argumentationslære, især ved sit arbejde med begrebet topik, til dels udført sammen med Christina Pontoppidan og Heidi Jønch-Clausen – siden antikken en lære om at der er «steder» hvor man kan hente argumenter om enhver given sag. Han har også arbejdet med bl.a. argumentation inden for retsvæsen og virksomhedsledelse.

Den svenske retoriker Anders Sigrell har især arbejdet med den pædagogiske side af retorikfaget, men med sin bog om at overbevise «mellem linjerne» (2001) har han undersøgt den rolle underforståelse spiller i politisk argumentation. Anders Eriksson har i en række skrifter undersøgt argumentation i bibelske tekster.

En overskuelig fremstilling af emnet argumentation set fra et retorisk perspektiv er Jørgensen og Kock (2023).

 

Litteraturhenvisninger

Anon. 1964. Ad C. Herennium: De ratione dicendi (Rhetorica ad Herennium), with an English translation by Harry Caplan (Loeb Classical Library, 403). Cambridge: Harvard University Press.

Aristoteles. Retorik. oversat med introduktion af Thure Hastrup. København: Museum Tusculanum, 1983.

Aristotle. 1926. The works of Aristotle translated into English under the Editorship of W. D. Ross, Vol. xxii. The Art of Rhetoric (trans: Freese, J.H.) (Loeb Classical Library, 193). Cambridge: Harvard University Press.

Bitzer, Lloyd F. 1968. The rhetorical situation. Philosophy and Rhetoric 1: 1–14.

Brockriede, Wayne, & Ehninger, Douglas. (1960). Toulmin on argument: An interpretation and application. Quarterly journal of speech, 46(1), 44-53.

Fahnestock, Jeanne, & Secor, Marie. (1983). Teaching argument: A theory of types. College Composition and Communication, 34(1), 20-30.

Fahnestock, Jeanne, & Secor, Marie. (1988). The stases in scientific and literary argument. Written communication, 5(4), 427-443.

Fahnestock, Jeanne. (1999). Rhetorical Figures in Science. Oxford University Press, USA.

Fahnestock, Jeanne. (2011). Rhetorical Style: The Uses of Language in Persuasion.

Gabrielsen, Jonas. «Retorisk argumentationsteori i et topisk perspektiv». Rhetorica Scandinavica 9 (1999), 30-41.

Gabrielsen, Jonas. «Rationaler og potentialer i moderne retsretorik: En kortlægning af feltet». 2017, Rhetorica Scandinavica. 75, 50-73.

Genette, Gérard. (1970). La rhétorique restreinte. Communications, 16(1), 158-171. På dansk: “Den begrænsede retorik». Rhetorica scandinavica 7 (1998), 8-19.

Goodnight, G. Thomas. (1982). The personal, technical, and public spheres of argument: A speculative inquiry into the art of public deliberation. The Journal of the American Forensic Association, 18(4), 214-227.

Goodnight, G. Thomas. (1993). A “new rhetoric» for a “new dialectic»: Prolegomena to a responsible public argument. Argumentation 7, 329-342.

Govier, Trudy A Practical Study of Argument (første udgave 1991).

Hamblin, Charles L. Fallacies, London, Methuen, 1970

Hamblin Charles L. Imperatives. Basil Blackwell, 1987

Hauser, Gerard .A. 2002. Introduction to rhetorical theory, 2nd ed. Prospect Heights, IL: Waveland.

Hegelund, Signe. and Kock, Christian. (2000). “Macro-Toulmin: The argument model as structural guideline in academic writing». In Argumentation at the Century’s Turn, C. Tindale, H. V. Hansen, and E. Sveda (eds.). Peterborough, Ontario: The Ontario Society for the Study of Argumentation (CD-Rom, proceedings from the OSSA 1999 conference). Optrykt i Christian Kock: Deliberative Rhetoric, 318-332.

Isokrates: Fire taler. Oversat at Thure Hastrup. København: Museum Tusculanum, 1986.

Johnson, Ralph H. 2000. Manifest rationality: A pragmatic theory of argument. Mahwah, N.J: Lawrence Erlbaum Associates

Johnson, Ralph H. and Blair, Anthony. (1977). Logical self-defense. 3rd ed., 1993. Toronto: McGrawHill Ryerson. U.S. ed., 1994. New York: McGraw-Hill.

Jonsen, A. R., Toulmin, S., & Toulmin, S. E. (1988). The abuse of casuistry: A history of moral reasoning. Univ of California Press.

Jørgensen, C., & Onsberg, M. (2008). Praktisk argumentation (3. udgave, 1. oplag.). Kbh.: Nyt Teknisk Forlag. Og senere opdaterede udgaver.

Jørgensen, C., Kock, C., & Rørbech, L. (1998). Rhetoric that shifts votes: An exploratory study of persuasion in issue-oriented public debates. Political Communication 15(3), 283-299.

Jørgensen, Charlotte, & Kock, Christian. “Argumentation». I Charlotte Jørgensen & Lisa Villadsen (eds.) Retorik: teori og praksis. 3. udg. Frederiksberg: Samfundslitteratur, 2023.

Jørgensen, Charlotte. “Interpreting Perelman’s Universal Audience: Gross versus Crosswhite.» Argumentation 23 (2009): 11-19.

Jørgensen, Charlotte. “Public Debate: An Act of Hostility?» Argumentation 12 (1998): 431-443.

Jørgensen, Charlotte. “The Relevance of Intention in Argument Evaluation.» Argumentation 21 (2007): 165-174.

Jørgensen, Charlotte. “To studier i offentlig debat». Retorik Studier 9 1991): 3-62.

Jørgensen, Charlotte. «Debattens væsen og uvæsen: Om fjendtlighed i offentlig debat». Retorik Studier 10 (1995): 3-43.

Jørgensen, Charlotte. «God og dårlig debatadfærd: To indlæg for et prostitutionsforbud». Rhetorica Scandinavica 59 (2011): 108-118.

Jørgensen, Charlotte. «Mytilene-debatten som paradigme for deliberativ retorik». I Den analytiske gejst, ed. Lars Heltoft and Carol Henriksen, 113-124. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag, 2001.

Jørgensen, Charlotte. «Snyd med sproghandlinger: Et retorisk casestudie fra den danske politiske debat». Sakprosa 4 (2012).

Jørgensen, Charlotte, and Christian Kock. «Debattørens forrådskammer: Elementer i politisk tema-argumentation». Retorik Studier 10 (1995): 44-76.

Kjeldsen, J. E. (2007). Visual argumentation in Scandinavian political advertising: A cognitive, contextual, and reception oriented approach. Argumentation and Advocacy, 43(3-4), 124-132.

Kjeldsen, J. E. (2009). Billeders retorik. I Roer, H. & Lund Klujeff, M. Retorikkens aktualitet. Grundbog i retorisk kritik. København: Hans Reitzels forlag.

Kjeldsen, J. E. (2012). Pictorial argumentation in advertising: Visual tropes and figures as a way of creating visual argumentation. In Topical themes in argumentation theory: Twenty exploratory studies (pp. 239-255). Dordrecht: Springer Netherlands.

Kjeldsen, J. E. (2013). Strategies of visual argumentation in slideshow presentations: the role of the visuals in an Al Gore presentation on climate change. Argumentation, 27, 425-443.

Kjeldsen, J. E. (2015). The study of visual and multimodal argumentation. Argumentation, 29(2), 115-132.

Kjeldsen, J. E. (2018). The rhetoric of sound, the sound of arguments. Three propositions, three questions, and an afterthought for the study of sonic and multimodal argumentation. Argumentation and Advocacy 54(4), 364-371.

Kjeldsen, J. E. (2018). Visual rhetorical argumentation. Semiotica, 2018(220), 69-94.

Kjeldsen, J., & Hess, A. (2021). Experiencing multimodal rhetoric and argumentation in political advertisements: a study of how people respond to the rhetoric of multimodal communication. Visual communication, 20(3), 327-352.

Kjeldsen, Jens. 2012. Pictorial Argumentation in Advertising: Visual tropes and Figures as a Way of Creating Visual Argumentation. I Eemeren, Frans H. van; Garssen, Bart. 2012. Topical Themes in Argumentation Theory. Twenty Exploratory Studies. Springer 239-256

Kjeldsen, Jens. 2015. The Rhetoric of Thick Representation: How Pictures Render the Importance and Strength of an Argument Salient. Argumentation 29: 197-215.

Klujeff, Marie Lund. 2011. “Rhetorical Figures and Style as Argumentation». I Studies in Rhetoric: Rhetorica Scandinavica 1997-2005. Åstrop: Retorikforlaget , 302-322.

Kock, C. (2021). The reception of ancient rhetoric in modern argumentation theory and pedagogy. In Brill’s Companion to the Reception of Ancient Rhetoric (pp. 489-513). Brill.

Kock, C. (Ed.). (2022). Rhetoricians on Argumentation. Springer Nature.

Kock, Christian, & Marcus Lantz. 2023. Rhetorical Argumentation: The Copenhagen School. Windsor: Windsor Studies in Argumentation.

Kock, Christian. (2012). Ordets magt: retorisk tænkning der holder: Før 1900. Bind l.

Kock, Christian. (2013). Defining rhetorical argumentation. Philosophy & Rhetoric, 46(4), 437-464.

Kock, Christian. (2015). Deliberative rhetoric: Arguing about doing. Windsor: Windsor Studies in Argumentation.

Kock, Christian. (2019). “Introduction: Rhetoricians on Argumentation». In Rhetoricians on Argumentation (pp. 1-9). Cham: Springer Nature Switzerland.

Kock, Christian. “Choice Is Not True or False: The Domain of Rhetorical Argumentation.» Argumentation 23 (2009): 61-80.

Kock, Christian. “Constructive Controversy: Rhetoric as Dissensus-oriented Discourse.» Cogency 1 (2009): 89-112.

Kock, Christian. “Defining Rhetorical Argumentation.» Philosophy and Rhetoric 46 (2013): 437-464.

Kock, Christian. “Fornuftig uenighed». Rhetorica Scandinavica 48 (2008): 64-83.

Kock, Christian. “Why Argumentation Theory Should Differentiate Types of Claim.» I Conductive Argument: An Overlooked Type of Defeasible Reasoning, eds. J. Anthony Blair and Ralph H. Johnson, 62-73. London: College Publications, 2011.

Kock, Christian. «Kan man opstille adfærdsregler for offentlig debat. MedieKultur 24, 44 (2008): 58-65.

Kock, Christian. De svarer ikke: fordummende uskikke i den politiske debat. København: Gyldendal, 2011 (2. udg. 2013).

Kopperschmidt, Joseph (Ed.). (2013). Politik und Rhetorik: Funktionsmodelle politischer Rede. Springer-Verlag.

Kopperschmidt, Joseph. (2016). Argumentationstheorie zur Einführung. Junius Verlag.

Leff, Michael. (1980). Interpretation and the Art of the Rhetorical Critic. Western Journal of Speech Communication, 44(4), 337-349.

Leff, Michael. (2001). «Lincoln at Cooper Union: Neo‐classical criticism revisited». Western Journal of Communication. 65(3): 232–248.

Leff, Michael. “Rhetoric and Dialectic in Martin Luther King’s ‘Letter from Birmingham Jail,’» in F. H. van Eemeren, et. al. eds. Anyone Who Has a View: Theoretical Contributions to the Study of Argumentation (Kluwer, 2003): 255-268.

MacCormick, N. (2005). Rhetoric and the rule of law: a theory of legal reasoning. OUP Oxford.

Perelman, C. 1970. The new rhetoric: A theory of practical reasoning. The great ideas today, 272–312. Chicago: Encyclopedia Britannica Press. Optrykt I The new rhetoric and the humanities: Essays on rhetoric and its applications. Dordrecht; D. Reidel 1979, 1-42.

Perelman, Chaïm, og Lucie Olbrechts-Tyteca. 1958. Traité de l’argumentation: La nouvelle rhétorique. Paris: P.U.F. engelsk udgave, oversat af John Wilkinson and Purcell Weaver: The new rhetoric: a treatise on argumentation. Notre Dame: University of Notre Dame Press.

Perelman, Chaïm. 1945. De la justice. Bruxelles: Université Libre de Bruxelles.

Pontoppidan, Christina, Gabrielsen, Jonas, & Jønch-Clausen, Heidi., 2022, Retorikkens hemmelige steder. København: Hans Reitzels Forlag.

Pontoppidan, Christina, Jonas Gabrielsen, and Heidi Jønch-Clausen. 2022. Retorikkens hemmelige steder. København: Hans Reitzels Forlag.

Rawls, John (1993/1996/2005) Political Liberalism. New York : Columbia University Press.Rosengren, Mats. 1997 (1998). Psychagogia – konsten att leda själar. Om konflikten mellan retorik och filosofi hos Platon och Chaïm Perelman. Stockholm: Brutus Östlings Bokförlag Symposion.

Schopenhauer, Arthur. 2006. Kunsten altid at få ret: 38 måder at vinde en ellers tabt diskussion. Oversat af Hans Christian Fink. København: Informations Forlag.

Sigrell, Anders. (2001). Att övertyga mellan raderna: en retorisk studie om underförståddheter i modern politisk argumentation. Rhetor.

Tindale, Christopher W. (1999). Acts of arguing: A rhetorical model of argument. State University of New York Press.

Tindale, Christopher W. (2004). Rhetorical Argumentation: Principles of Theory and Practice. Sage.

Tindale, Christopher W. (2007). Fallacies and Argument Appraisal. Cambridge University Press.

Tindale, Christopher W. (2012). Reason’s Dark Champions: Constructive Strategies of Sophistic Argument. Univ of South Carolina Press.

Tindale, Christopher W. (2015). The Philosophy of Aargument and Audience Reception. Cambridge University Press.

Tindale, Christopher W. (2020). The Anthropology of Argument: Cultural Foundations of Rhetoric and Reason. Routledge.

Toulmin, Stephen. (1950). An Examination of the Place of Reason in Ethics. New York: Cambridge University Press.

Toulmin, Stephen. (1958). The Uses of Argument. Cambridge: Cambridge University Press.

Toulmin, Stephen. (1981). The Tyranny of Principles. Hastings Center Report, 11, 31– 39

Toulmin, Stephen. (2000). Return to Reason. Cambridge, MA: Harvard University Press.

van Eemeren, F. H. (2009) . Strategic Maneuvering between Effectiveness and Dialectical Reasonableness .In Henrique Jales Ribeiro (ed ). Rhetoric and Argumentation of the XXIst Century. New York: Colombia University Press, 55-72.

van Eemeren, Frans H., and P. Houtlosser. 1999. Strategic manoeuvring in argumentative discourse. Discourse Studies 1: 479–497.

van Eemeren, F.H., and P. Houtlosser. 2000. Rhetorical analysis within a pragma-dialectical framework: The case of R. J. Reynolds. Argumentation 14: 293–305.

van Eemeren, F.H., and P. Houtlosser. 2001. Managing disagreement: Rhetorical analysis within a dialectical framework. Argumentation and Advocacy 37: 150–157.

van Eemeren, F.H., and P. Houtlosser. 2002. Strategic manoeuvring: Maintaining a delicate balance. In The warp and woof of argumentation analysis (Argumentation Library 6), ed. F.H. van Eemeren and P. Houtlosser, 131–160. Dordrecht: Kluwer Academic Publishers.

van Eemeren, Frans H., Bart Garssen, Erik C. W. Krabbe, A. Francisca Snoeck Henkemans, Bart Verheij, Jean H. M. Wagemans (eds.) (2014). Handbook of Argumentation Theory. Dordrecht: Springer.

Walton, D. (2013). Argumentation schemes for presumptive reasoning. Routledge.

Walton, D. N. (2007). Dialog theory for critical argumentation (Vol. 5). John Benjamins Publishing.

Walton, D., Reed, C., & Macagno, F. (2008). Argumentation schemes. Cambridge University Press.

Wellman, Carl. Challenge and Response (1971)

Woods, J., & Walton, D. (2019). Fallacies: selected papers 1972–1982 (Vol. 9). Walter de Gruyter GmbH & Co KG.

Zarefsky, D. (2008). Strategic maneuvering in political argumentation. Argumentation, 22, 317-330.

Zarefsky, D. (2014). Rhetorical perspectives on argumentation: Selected essays by David Zarefsky (Vol. 24). Springer Science & Business Media.

Zarefsky, D. (2019). Underlying assumptions of examining argumentation rhetorically. I Rhetoricians on Argumentation, 11-23. Cham: Springer Nature Switzerland.

[1] I nogle fremstillinger, især engelsksprogede, bliver betegnelsen «argument» brugt om den helhed der består af en påstand og en eller flere grunde. Den sprogbrug undgår vi her i artiklen, bl.a. fordi den kan give tvetydigheder.