Fortælling

I 1967 slog semiotikeren Roland Barthes fast, at fortællinger er alle vegne, «like life itself» (Barthes 1975: 237). Nu, mere end 50 år senere, kan man sige det samme om introduktioner til fortællinger. Stort set alle humanvidenskabelige discipliner, og mange discipliner uden for humaniora, har etablerede traditioner for at forske i, hvad fortællinger er, og hvordan de fungerer: litteratur- og kunstvidenskab, medieforskning, lingvistik, historie, sociologi, antropologi, medicin, jura, teologi, psykologi. Interessens massive omfang demonstrerer en indsigt, som de mange tilgange deler: Fortællinger er grundlæggende for de måder, hvorpå mennesker tænker og kommunikerer ved hjælp af symboler. Også i moderne retorikforskning finder man tekster, der tilbyder overblik over feltets eksisterende arbejde med fortællinger.[1] Oversigtsartiklerne fokuserer især på fortællingers betydning for retorisk kritik, og de giver alle megen plads til retorikeren Walther Fishers ide om det såkaldte narrative paradigme, oprindeligt præsenteret i 1985.[2] Fishers ide kommer også til at optage opmærksomhed i denne artikel, selv om perspektivet er bredere. Fordi fortællinger er alle vegne, og fordi stort set alle former for kommunikation kan siges i en eller anden forstand at være retorisk, så er det vanskeligt at afgrænse, hvilke former for fortælleteori, der er nødvendige og tilstrækkelige for at løfte opgaven med at introducere til fortællinger i et retorikfagligt opslagsværk. Det er muligt at udpege forskning, som direkte arbejder med fortællinger i hensigtsbestemt, offentlig kommunikation, men samtidig findes der omfattende forskning i opfundne fortællinger (litteratur, film, spil), i hverdagssprogets fortællinger (samtaler) og i fortællingers betydning for den menneskelige psyke, som også er relevant for at forstå fortællingers retoriske egenskaber. Artiklen kombinerer sig vej frem, dels ved at præsentere fortælleforskning, der direkte indskriver sig i retorikfagligheder, dels ved at inddrage fortælleforskning, som indirekte hjælper os til at forstå og vurdere, hvordan fortællinger overbeviser. Artiklen er bygget op som svar på følgende fire spørgsmål: Hvad er en fortælling? Hvordan virker fortællinger? Hvilke former antager fortællinger? Hvordan vurderer man fortællinger? De fire spørgsmål er inspireret af James Jasinskis klassiske opslag «Narrative” i hans Sourcebook on Rhetoric (2001), mens svarene på en række punkter ser anderledes ud. Det skyldes primært, at artiklen drager fordel af den markante opblomstring, som forskellige fagfelters forskning i fortællinger har undergået de seneste 25 år. Dertil kommer, at artiklen undervejs retter særlig opmærksomhed mod skandinavisk forskning i krydsfeltet mellem retorik og fortælleteori.

 

Hvad er fortællinger?

Set i forhold til fortællingers allestedsnærværelse er det ikke overraskende, at der findes mange forskellige definitioner af, hvad fortællinger er. I Basic Elements of Narrative (2009) foreslår narratologen David Herman, at man på tværs af alle discipliner og tilgange kan tale om tre overordnede opfattelser af fortællinger. Fortællinger er således blevet opfattet dels som tekster med særlige formelle strukturer, dels som redskaber til at kommunikere med, dels som måder at skabe og organisere viden og værdier på. De tre opfattelser hviler på forskellige definitioner, som kaster lys over forskellige dele af det mangefacetterede fænomen, som fortælling er. Opfattelserne komplementerer, snarere end modsætter sig hinanden.

 

Fortælling som struktur

Den første opfattelse, som altså beskriver fortællingen som en formel struktur, tænker fortællingen som en bestemt slags semiotisk objekt. Narratologen Porter Abbott definerer fortællingen som «the representation of an event or a series of events” (Abbott 2008: 13).[3] Selv om definitionen forekommer enkel, så dækker hvert af dens to elementer over diskussioner, der har tråde helt tilbage til antikken. Det ene element angår fortællingers vigtigste indhold, som er «an event”, altså en hændelse eller begivenhed. Fortællinger handler om begivenheder, og begivenheder handler om forandringer af tilstande. Begivenheder eksisterer i og udmåler tid. Idet begivenheder finder sted, adskiller de et tidspunkt «før” fra et tidspunkt «efter”. Ændringer, transformationer og forandringer udgør altså fortællingers primære råstof. Typisk rummer fortællinger mere end en begivenhed i form af det Abbotts kalder «series of events”, det vil sige hændelsesrækker, og med hændelsesrække kommer kausalitet. Fortællingens temporale «efter” er som regel også et kausalt «derfor”. Det tidligste og stadig mest udbredte bud på, hvordan hændelsesrækker er ordnet, finder man hos Aristoteles. I sin Poetik hævder han, at tragedien «afbilder et handlingsforløb” (Aristoteles 1992: 20) ved at sammenstille tre slags begivenheder: en begyndelse (bestemt som det, der ikke følger efter noget andet, men som noget andet følger efter), en slutning (bestemt som det, der følger efter noget andet, uden at noget andet følger efter det) og en midte (bestemt som det, der både selv følger efter noget andet og har noget andet til følge). Tredelingen er siden blevet udvidet og nuanceret til forskellige formål.[4] Det er dog fortsat tredelingen, der står som standardmodellen for en handlings overordnede forløb.

Den strukturelle definitions andet element er «representation”, hvilket kan oversættes til «repræsentation”. At en fortælling re-præsenterer vil sige, at dens begivenheder og hændelser ikke blot folder sig ud, men at de kommer til syne i kraft af fremstillende handlinger. Begivenhederne præsenterer sig ikke bare af sig selv, de repræsenteres, og det bliver de via en fremstillende instans. Den fremstillende instans kan have form som en decideret fortæller, sådan som man kender det fra hverdagens eller den skrevne fiktions jegfortællinger, hvor en bestemt person fremstiller fortællingens hændelser. Den fremstillende instans behøver dog ikke være en del af selve fortællingen, ja behøver end ikke at have menneskelignende træk. I et drama sker fremstillingen af fortællingen fx ved hjælp af skuespillere, scenografi og dramaturgiske virkemidler; i en film er den fremstillende instans en kompleks samtidighed af visuelle og hørbare elementer så som kameraindstillinger, baggrundsmusik og klipning; i en tegneserie fremstilles fortællingen gennem kombinationer af streger, farver og ord; i et computerspil sker det i vekselvirkninger mellem spillerens interaktion med spilverdenen og denne verdens audiovisuelle elementer. En logisk konsekvens af, at fortællinger er fremstillinger, er, at fortællingers begivenheder principielt set befinder sig i to forskellige ordner. Den ene er den kronologiske orden, som en fortællings hændelser antages at være sket i. Den anden er selve fremstillingens orden, som fordi fremstillingen repræsenterer noget, der forudsættes allerede at være sket, kan bytte rundt på rækkefølgen af de hændelser, den handler om. Mange vittigheder og næsten alle kriminalromaner virker kun, fordi teksten fremstiller hændelserne i en anden rækkefølge end den, de antages at være foregået i: Fremstillingen begynder med det fundne lig og slutter med afsløringen af morderen, mens den kronologiske række af hændelser begynder med mordet.

Ideen om en fortællings begivenheder som eksisterende på to forskellige, forbundne niveauer stammer fra 1920’ernes russiske formalister. De bestemte fortællingen som en struktur af sjuzhet og fabula, hvorved de forstod dels fremstillingen af hændelser og gerninger (sjuzhet), dels den kronologisk ordnende række af disse hændelser (fabula). 1960’ernes franske strukturalistiske narratologi overtog skellet (de talte om historie og discourse), og det er fortsat en grundlæggende distinktion i både tysk, fransk og engelsksproget fortælleforskning. På engelsk taler man om story og discourse (Chatman 1980). I skandinavisk fortælleforskning bruger nogle fremstilling og forestilling (Iversen og Zetterberg-Nielsen 2023) til at skelne mellem fortællingens begivenheder, som de fremstilles for publikum, og fortællingens begivenheder, som publikum forestiller sig, at de har udspillet sig.[5] Opfattelsen af fortællingen som en bestemt, ofte tredelt struktur, defineret som repræsentation af forbundne hændelser, indfanger essensen af, hvad der kendetegner en fortælling som en ting, et semiotisk objekt i form af fx en skrevet tekst, en film eller et drama, og opfattelsen har været grundlæggende for arbejdet med fortællinger i fx kunstvidenskaberne. Den strukturelle definition siger ikke direkte noget om en fortællings umiddelbare kontekst, fx dens afsender, modtager eller mulige formål.

 

Fortælling som kommunikativt redskab

Der er til gengæld fokus på formål og hensigt i en række tilgange, som i deres definitioner fastholder, at fortællinger også altid har kommunikativt indebyrd. Her ses fortællinger som meddelelser, der indgår i interaktioner mellem mennesker, altså som former for handlinger med symboler. Mens disse tilgange medtænker indsigterne i fortællingers opbygning og elementer, så rettes opmærksomheden især mod fortællingers funktioner, set gennem forhold mellem afsender og modtager og med fokus på intention og formål. Litteraturforskeren James Phelan definerer en fortælling som ”somebody telling somebody else on some occasion, and for some purpose(s), that something happened” (Phelan 2017: 5). Definitionen, som trækker på ideer fra Barbara Herrnstein Smith (Smith 1980), både udvider og forskyder den klassiske definition af fortællingen som en repræsentation af forbundne hændelser. Udvidelsen kommer i stand, fordi Phelan tilføjer en anledning (occasion), et formål (purpose), en afsender (somebody telling) og en modtager (somebody else). Fortællinger er i denne forståelse midler, hvormed en afsender i en situation udveksler information med en modtager, hvorfor fortællinger har bestemte hensigter. Opfattelsen forskyder ideen om fortællingen som en struktur, fordi fokus i højere grad bliver på fortællingen som en hændelse end på fortællingen som et semiotisk objekt. Fra en anden faglighed lægger psykologen Michael Bamberg endnu mere tryk på ideen om, at fortællinger bedre kan forstås som handlinger end som færdige tekster: “narration is first of all a verbal act that is locally and bodily performed in situated, interactional contexts, and from here could begin to migrate into other, differently contextualized media (e.g., writing, film, and opera” (Bamberg 2011: 10). Fortællinger er her handlinger, situeret i bestemte kroppe, tider og steder.

 

Fortælling som erkendelsesform

En tredje type af definitioner ser først og fremmest på fortællinger som mentale redskaber, der er afgørende for de måder, hvorpå mennesker forstår deres egne og andres handlinger og liv. En spidsformuleret version af denne tilgang hævder, at fortælling og levet liv ikke blot hænger sammen, men at de simpelthen er uadskillelige, fordi mennesket lever sit liv som en fortælling. Filosoffen Alasdair MacIntyre skriver, at “man is in his actions and practice, as well as in fictions, [is] essentially a story-telling animal” (MacIntyre 1981: 216), og han taler direkte om, at “the narratives we live out have both an unpredictable and a partially teleological character” (MacIntyre 1981: 216). Større tilslutning har der været til en mildere udlægning af forbindelserne mellem fortælling og liv. Det sker hos tænkere som Hayden White, Frank Kermode og Nelson Goodman, der satte sig for at “explore the role of narrative in social and psychological formations, particularly in structures of value and cognition” (Mitchell 1981). Man taler om et ”narrative turn” ^[6] på tværs af videnskaber som psykologi, antropologi, og historie, og nøgletekster er to særnumre af Critical Inquiry i 1980 og 1981. Forskelle ufortalt finder man her positioner, som på den ene side fastholder, at fortællinger om liv og levet liv er to væsensforskellige ting, og som på den anden side tilskriver repræsentationsakten mere vægt og betydning end de strukturelle forståelser. For disse tilgange fremstiller fortællinger ikke blot begivenheder; de fremstiller meninger, forståelser og værdier. Idet en fortælling binder ellers løsrevne og enkeltstående hændelser sammen til en helhed, opstår der erkendelser, som er større end summen af de enkelte dele.

Hos psykologen Jerome Bruner er fortællinger en måde at tænke på, der eksisterer på lige fod med, men er anderledes end den stringente form for regelfølge, der kendes fra matematikkens og logikkens tænkning: ”the narrative mode [of thinking”], siger Bruner, ”leads […] to good stories, gripping drama, believable (though not necessarily ”true”) historical account. It deals in human or human-like intention and action and the vicissitudes and consequences that mark their course.” (Bruner 1986: 12)”. Bruner bestemmer altså i højere grad fortælling som en proces med særlige funktioner end som en formel struktur med særlige former: Ordet ”fortælling” er her mindre et substantiv (som i: ”en transformation”), og mere et verbum (som i: ”transformeres”); fortælling er noget, man gør, en proces, der handler om og giver mening til menneskelige ønsker, behov og intentioner.

Lignende ideer findes hos Fisher, som i 1980’erne var den første, der førte retorikfaglighedens traditioner for at undersøge argumentation sammen med ideerne om fortællingen som et epistemologisk redskab, blandt med direkte henvisninger til netop MacIntyres ideer om mennesket som et fortællende væsen. Under overskriften ”det narrative paradigme” talte Fisher for en radikal opvurdering af fortællingers betydning, både i den offentlige debat og i mange andre af livets valgsituationer. Han bestemte ”narration” som ”en teori om symbolsk handling – ord og/eller handlinger – som har sammenhæng og mening for dem, der lever, skaber, eller fortolker dem” (Fisher 2013: 13). For både fortælleren og publikum er fortælling en handling, som skaber mening og sammenhæng ud af ellers adskilte fænomener, og, hvilket er afgørende for Fisher, herigennem får fortællinger magt til at give mening til og begrunde handlinger, der ligger uden for fortællingerne. Individer såvel som samfund finder vej i livet ved at vælge mellem forskellige fortællinger: ”verden er en række historier, som man skal vælge imellem for at leve det gode liv i en kontinuerlig genskabelsesproces. For at opsummere, så er sund fornuft essensen af fortællinger“ (Fisher 2013: 21). Fishers interesse for verden som en række af større, delte historier, der former og inspirerer handlinger, genfindes i forskellige former hos forskere på tværs af discipliner[7], og artiklen her vender tilbage til emnet flere gange nedenfor.

Set samlet er det tydeligt, hvordan de tre opfattelser af fortællinger forholder sig forskelligt til, hvorvidt det overhovedet er produktivt at lave en endegyldig definition af, hvad en fortælling er. Hvis man primært ser fortællingen som en særlig ting eller struktur, så er det både meningsfuldt og muligt at opstille de nødvendige og tilstrækkelige betingelser, som en definition kalder på. Hvis fortælling snarere ses som et sæt af hermeneutiske eller epistemologiske operationer, så er det anderledes vanskeligt at fastlåse i en formel, også fordi den slags operationer som oftest optræder i forskellige blandingsformer og grader. Ved siden af (eller som erstatning for) ideen om fortællingen som en bestemt ting, taler forskere i forskellige felter derfor om narrativitet som et sæt af egenskaber, tekster i større eller mindre grad kan besidde. ^[8] I skandinavisk retorisk fortælleforskning møder man forslaget om narrativitetsmarkører som samlebetegnelse for de træk ved et stykke kommunikation, som får det til at virke mere eller mindre som en fortælling. Ideen om narrativitetsmarkører kombinerer definitioner af fortællinger som strukturer med ideer om narrativitet som særlige egenskaber ved fortællinger, idet den skelner mellem fire sådanne markører: kausalitet, konflik, oplevethed og værdi.[9]

 

Hvordan virker fortællinger?

Fortællinger virker, som det gerne skulle være fremgået, på en lang række forskellige måder i stort set alle former for menneskelig kommunikation: De underholder, de oplyser, de informerer, de opildner, de forfører, de forklarer, de klargør, de fordrejer, de sammenfører, de adskiller osv. Spændet i funktioner er stort; der er langt fra eventyrets opfundne moraler til krigsretorikkens agiterende kollektive erindringer til den spontane mundtlige historiefortælling ved middagsbordet. Selv når man indsnævrer interessen til at se på, hvordan fortællinger fungerer i offentlige, hensigtsbestemte sammenhænge, så tilbagestår man med et væld af bud og forklaringsmodeller. Jasinski har foreslået, at man kan skabe et overblik over de måder, hvorpå fortællinger virker i retorik ved hjælp af det, han kalder de tre grundlæggende ”effects of rhetorical practice”, nemlig æstetiske virkninger, persuasive virkninger og konstitutive virkninger. (Jasinski 2001: 5). Det er mere reglen end undtagelsen, at en eller flere af de tre funktioner overlapper i praktiske kommunikationssammenhænge, og artiklen her låner især tredelingen, fordi den har pædagogisk værdi. I første del af afsnittet behandles de tre funktioner således for overskuelighedens skyld adskilt. Anden del af afsnittet vender sig derefter mod nyere fortælleteoretiske paradigmer, som sammentænker især de persuasive og de konstitutive funktioner.

 

Æstetisk funktion

Aristoteles var den første til systematisk at behandle fortællingers æstetiske virkninger. I sin Poetik udfolder han en teori om tragediens form, som samtidig er en teori om de særlige aftryk, fortællinger kan sætte i et publikum. Han siger om tragedien, at den ”fremstiller handlinger, der er alvorlige, fuldkomne og af et vist omfang (…) idet den fremkalder frygt og medlidenhed og skaber renselse af den slags følelser’ (Aristoteles 1992). Aristoteles bruger ordet katharsis til at beskrive en følelse af renselse, som publikum kan opleve som tilskuer til en tragedie. Ved hjælp af detaljerede skildringer af især ubehagelige følelser har tragedien (og, kan man tilføje, fortællingen som helhed) en særlig evne til at uddrive disse følelser. Kvaliteten og intensiteten af katharsis afhænger for Aristoteles af, hvor godt fortællingens handlingsrække lykkes med at forbinde protagonistens anagnorisis (genkendelse eller indsigt) med handlingens peripeti (omvendingspunkt). I dramaet om Ødipus opstår hovedpersonens anagnorisis, idet Ødipus indser, at hans nye kone faktisk er hans mor, hvilket øjeblikkeligt leder til en irreversibel omvending i handlingen. Inden indsigten leder alt op til den, og efter indsigten er alt anderledes.

Moderne teorier om fortællinger har udvidet Aristoteles’ omslagstænkning med mere dynamiske og fleksible modeller. I et psykologisk spor arbejde nogle videre med dialektikken mellem følelsesophobning og –forløsning. I Reading for the Plot (1984) forklarer Peter Brooks lysten til at følge komplicerede hændelsesrækker til deres slutning ved at forbinde den til en psykoanalytisk inspireret forståelse af lyst i det hele taget. I bogen Loiterature (1999) foreslår Ross Chambers, polemisk vendt mod netop Brooks teleologiske læsebegær, begrebet digression til at tale om fortællinger, som snarere end den direkte vej mod slutningens forløsning bøjer af fra handlingstråden uden bestemte mål for øje. I en skandinavisk retorisk sammenhæng har Christian Kock i Retorisk Poetik (2008) foreslået et sæt af greb, hvormed man kan ”finde og analysere de egenskaber ved litterære tekster som er afgørende for deres æstetiske virkning på læseren” (Kock 2008: 17); ved litteraturens fortællinger drejer det sig især om de komplekse måder, hvorpå fortællende fiktion blander synsvinkler og fortællerforhold samt hvordan fiktion udnytter fortællingens dobbelte temporalitet.

Interessant for en retorisk omgang med fortællingers æstetiske egenskaber er også teorier, som undersøgere et bredere felt af publikumsreaktioner end disse primært psykologiske og emotionelle. Fordi fortællinger fremstiller karakterers handlinger i bestemte situationer, så inviterer fortællinger publikum til både at overvære og at fælde moralske domme, mens handlingsrækken udvikler sig. Retorisk eller etisk narrativ teori i traditionen fra litteraten Wayne C. Booths The Rhetoric of Fiction (1961) stiller skarpt på just sådanne domme ud fra en ide om, at fortællingers handlingsrækker er retoriske, forstået på den måde, at deres afsender vil sige noget med dem til nogen. Ifølge denne opfattelse rummer handlingsrækker derfor også flere etiske indebyrd, fordi de fx fremstiller bestemte personer som hjælpsomme eller egoistiske eller fremstiller bestemte handlinger eller hændelser som forbilledlige eller skadelige. Afsenderen søsætter med sin fortælling bestemte sæt af etiske problematikker, som læseren, i kraft af tekstens formelle træk, gives mulighed for at positionere sig i forhold til. Phelan beskriver forbindelserne mellem fortællingens æstetiske valg og publikums domme og vurderinger således: “the rhetorical act of telling a story entails a multileveled communication from author to audience, one involving the audience’s intellect, emotions, and values (both moral and aesthetic), and that these levels interact with each other” (Phelan 2007: 6). I centrum af den retorisk narrative teoris nuancerede begrebsapparat står ideen om progression, som samtidig viderefører både Aristoteles og den strukturelle narratologis indsigter: Fortællinger opnår først og fremmest deres særlige æstetiske virkninger gennem deres forløb. Ud af spændingen mellem på den ene side tekstens forløb og på den anden side udviklingen i publikums forståelsens over tid vokser flerdimensionelle fletværk af intellektuelle, moralske og emotionelle værdier og domme. Retorisk narrativ teori i traditionen fra Booth interesserer sig først og fremmest for fiktive, ambivalente og komplekse fortællinger med kanoniseret litteratur som det prototypiske eksempel, men teoriens indsigter kan i forskellige grader gøres gældende for alle former for fortællinger. Vi vender tilbage til spørgsmålet om fiktionens betydning i afsnittet om de former, retorisk kritik møder fortællinger i.

 

Persuasiv funktion

Aristoteles skelner skarpt mellem fortællingers æstetiske og persuasive virkninger: De æstetiske virkninger hører hjemme i opfundne fortællinger og behandles i hans Poetik, mens de persuasive virkninger hører hjemme i retoriske sammenhænge og behandles i hans Retorik. Moderne retorikforskning og moderne fortælleforskning arbejder ikke med et sådant skarpt skel, men det er stadig interessant at se, hvilke persuasive funktioner Aristoteles tilskriver fortællinger. Hans lære om de tre talearter (det deliberative, det forensiske og det epideiktiske) forbinder fortællinger med to funktioner: Den ene funktion er eksempler (parádiegma), og den anden er sagsfremstillinger (narratio). Fortællinger som eksempler er en enthymemisk bevisform, som enten omtaler ”ting, der har fundet sted tidligere” eller omtaler hændelser, man selv kan ”finde på” (Aristoteles 1992: 163). Eksempler antager mange forskellige former (”fra et stillbillede til en decideret fortælling”, som de skandinaviske retorikere Jonas Gabrielsen og Tanja Juul Christiansen formulerer det (Gabrielsen og Christiansen 2009: 66), men når eksempler anvender fortællinger, så har de som oftest til formål at skabe forbindelser mellem de forhold, rhetor taler om og forhold i den verden, publikum kender i forvejen.

Sagsfremstillinger optræder især i forensiske taler, hvor de tjener til at fremstille kendsgerninger for publikum. Quintillian tager denne opfattelse op, idet han bestemmer narratio som ”the persuasive exposition of that which either has been done, or is supposed to have been done” (Quintilian: 67). I juridiske sammenhænge bruger forsvar og anklager fortællinger, når de præsenterer, hvad de især opfatter som den mest dækkende udgave af den hændelsesrække, som sagens strid står om.

I 1985, i en tekst, der polemiserer mod de generaliserende tendenser i Fisher’s narrative paradigme, kombinerer retorikerne John Lucaites og Celeste Michelle Condit ideerne om fortællings persuasive funktion som eksempel og sagsfremstilling, idet de bestemmer ”a rhetorical narrative” som ”a story that serves as an interpretative lens through which the audience is asked to view and understand the verisimilitude of the propositions and proof before it” (Lucaites og Condit 1985: 94). Et bud på, hvordan fortællingen fungerer persuasivt som del af en reaktion på en bestemt situation, er altså, at fortællingen er en ”interpretative lens”, en tolkningsoptik eller kikkert, der stiller skarpt på og tydeliggør forhold, som eksisterer uafhængigt af fortællingen om dem. Det kan fx være i form af eksemplet, der illustrerer et generelt fænomen, eller det kan være i form af genfortælling af en hændelsesrække, der forbinder handlinger, personer og intentioner.

Blikket på fortællingers persuasive virkninger hæfter sig især ved, hvordan historiefortælling kan bruges til at gøre bestemte synspunkter og positioner mere overbevisende i bestemte situationer. Fortællinger virker imidlertid også på måder, der både er mere dybdegående og mere diffuse; de har nemlig også konstitutive funktioner.

 

Konstitutiv funktion

I tilgift til fortællingens evner til at forstærke det allerede eksisterende finder man fortællingens evner til at frembringe noget, som ikke eksisterede forud for fortællingens fremstilling af det. Disse evner kan man beskrive som fortællingens konstitutive potentialer. For overskuelighedens skyld skelner vi i denne sektion mellem en mere bred forståelse af fortællingers evner til at skabe mening og en smallere forståelse af deres evner til at skabe identiteter.

Den første type konstitutive effekt er den mest grundlæggende, og den drejer sig om fortællingers tidligere beskrevne mulighed for at skabe sammenhængende helheder ud af enkeltstående begivenheder og derved skabe mening. Bruners tidligere nævnte forestillinger om ”a narrative mode” som en særlig form for tænkning udpeger denne virkning, og det samme gør historikeren Hayden White med sine indflydelsesrige ideer om det, han kalder narrativisering. I “The Value of Narrativity in the Representation of Reality” (1980) sammenligner historikeren White ældre annalers punktvise lister over historiske hændelser med moderne, sammenhængende historieskrivning og udnævner narrativisering til at være den vigtigste forskel: Narrativisering er den proces, som forandrer en listes fragmenterede og ustyrede rækkefølge til en helhed. Selve fortælleakten tilfører kontinuitet og kohærens, den hierarkiserer hændelser i et teleologisk design, og den lader hændelserne dreje sig om et oplevende centrum, typisk en hovedperson, hvilket inddrager moralske og magtrelaterede betydninger og vurderinger.

Også Fishers ideer om narrativ rationalitet handler om fortællingers evne til at skabe sammenhænge. Narrativ rationalitet beskriver det forhold, at fortællinger, idet de ordner hændelser i kausale kæder, giver værdier til handlinger og intentioner. Når et individs eller et fællesskabs handlinger og holdninger relaterer sig til værdier, som er indeholdt i på forhånd eksisterende, foranderlige kulturelle fortællinger, så kommer individets eller fællesskabets ellers adskilte oplevelser og erfaringer til at hænge sammen. Konkret foreslår Fisher, at en fortællings konstitutive potentiale afhænger af, hvorvidt den svarer til det, publikum i forvejen antager er tilfældet om menneskets væren i verden. Han udmåler denne svaren-til ved hjælp af to akser: narrative probability (da.: „narrativ sandsynlighed“) og narrative fidelity (da.: „narrativ troværdighed“). Narrativ sandsynlighed afhænger af, om fortællingen hænger sammen internt som en sandsynlig historie, fri for selvmodsigelser. Narrativ troværdighed drejer sig om fortællingens sammenhæng med det, der antages at være tilfældet i den kultur, som fortællingen udfolder sig inden for; den må svare til sund fornuft, dvs. udvise en væsentlig grad af lighed eller slægtskab med en kulturs eksisterende fortællinger.[10]

Den anden, mere specifikke type af konstitutive virkninger handler om de måder, hvorpå fortællinger indgår i skabelsen af identiteter. Retorikeren Maurice Charland gav fortællinger en nøglerolle, da han i ”Constitutive Rhetoric: The Case of the Peuple Québécois” (1987) analyserede, hvordan et fransktalende mindretal i Canada brugte et white paper til at skabe en fælles politisk identitet, et særligt folk. De fransktalendes papir skulle løfte en opgave, der er fundamental for dannelsen af nye fællesskaber, men som samtidig rummer et paradoks: Hvordan om- og tiltaler man en gruppe, som først findes i kraft af om- og tiltalen? Inspireret af Kenneth Burkes forestilling om retorik som identifikation og af filosoffen Louis Althussers begreb om interpellation foreslog Charland at kalde denne form for retorik for konstitutiv, bestemt derved at den både forudsætter og fremsætter en ”fundamental collective identity for its audience” (Charland 2001). Den konstitutive proces forløber gennem tre faser: Den tilbyder publikum en kollektiv identitet, den fremskriver publikum som et historisk subjekt, og den beder publikum handle i overensstemmelse med denne historisk forankrede identitet (Charland 2001). Det afgørende er nu, at det er fortællinger, der “lead us to construct and fill in coherent unified subjects out of temporally and spatially separate events” (Charland 1987: 139). For Charland lægger fortællingens menings- og enhedsskabende logik grunden til de konstitutive processer: “narratives open diagetic spaces, story spaces, which are meaningful because they produce identification with a point of view. Narratives constitute subjects, protagonists, and antagonists” (Charland 2001). Idet fortællinger tilbyder synspunkter på sammenhænge mellem hændelser, tilbyder de samtidigt subjektpositioner og roller i fællesskaber. Frembringelsen af en fælles identitet kan kun finde sted i og som historien om denne identitet, eller med Charlands spidsformulering: “The persona or subject “people québécois” exists only as a series of narrative ideological effects” (Charland 1987: 139).

 

Nyere kombinationer

Selv om Charland primært fokuserer på fortællingers konstitutive funktioner, så ligger der i hans tænkning implicitte ideer om persuasive aspekter; de fransktalendes white paper var også et middel til at nå et bestemt mål i en bestemt situation. I flere positioner i nyere forskning i fortællingers virkninger møder vi modeller og termer, som eksplicit ser det persuasive og det konstitutive, såvel som det meningsskabende og det identitetsskabende som sider af samme sag. Vi opholder os her kort ved to forskellige interessefællesskaber: narrative analysis og forskning i identitet og fortælling samt sociologisk forskning i fortællingers ambivalens. De arbejder begge med typer af tekster og kommunikation, som retorisk kritik interesserer sig for, mens deres indsigter fortsat er på vej til at etablere sig i relation til retoriske teoritraditioner, mere snævert forstået.

Narrative analysis, som kombinerer sociolingvistik, antropologi og psykologi, undersøger sammenspil mellem sprog, identitet og samfund. Feltet retter især opmærksomheden mod de spontane, personlige former for historiefortælling, som man møder i samtaler i en kaffepause, om familiens spisebord eller på sociale medieplatforme online. Tilgangene trækker på ideer om identitet som noget, man gør, snarere end som noget man er (identities-in-interaction), og de analyserer fortællingers funktioner som redskaber i hverdagens identitetsarbejde. En central tekst er antropologerne Ochs og Capps Living Narratives (2001), som undersøger fortællinger i spontane mundtlige samtaler. Ochs og Capps viser, hvordan hverdagens personlige fortællinger fletter persuasive og konstitutive funktioner sammen, når de ofte i en og samme bevægelse dels bruges til at motivere bestemte handlinger i bestemte sammenhænge, dels bruges til at “imbue life events with a temporal and logical” som kan establish cohenrence across past, present, and as yet unrealzed experience” (Ochs og Capps 2001: 2). Ochs og Capps viser også, hvordan hverdagens fortællinger improviseres frem i fragmenterede, prøvende udvekslinger mellem talere.

Præmissen om, at fortællinger altid er ”narratives-in-interaction” (Bamberg 2004), altså at en social fortælleakt finder sted i og udveksler mening med en konkret, kulturel og historisk bestemt situation, er også central i den såkaldte positioneringsteori. Positioneringsteori er udviklet som et konstruktivistisk alternativ til essentialistiske opfattelser af identitet. Davies og Harré (Davies og Harré 1990) var de første til systematisk at forbinde interessen for, hvordan menneskers identitet bliver til gennem interaktioner i kontekster, med en interesse for fortællingers roller i disse interaktioner. I 2004 foreslog Bamberg, at man med fordel kan skelne mellem tre forskellige niveauer, hvis man vil undersøger fortællingers virkninger. Hans genstand er personlig/socialt identitetsarbejde, men en række af pointerne har relevans for retorikfagligheder. Det første niveau ser på, hvordan fortælleren positionerer karakterer og hændelser; det andet niveau ser man på, hvordan “the speaker/narrator position himself vis-à-vis his interlocutors” (Bamberg 2004: 343); det tredje niveau zoomer længere ud og ser på, hvordan fortællerens tekst og fortællerens interaktioner i situationen hænger sammen i forsøg på at positionere den fortællendes identitet i forhold til større spørgsmål om, hvem den fortællende og måske også publikum er eller kan blive. Samlet set adskiller positioneringsanalysen tekst, situation og kontekst på måder, der gør den velegnet til at arbejde med personlige fortællinger i retorisk kommunikation.^[11] Dens fokus på fortællinger i og som interaktion giver blik for mange forskellige størrelser af fortællinger, og den placerer fra begyndelsen spørgsmål om intentionalitet og hensigt i centrum.[12]

Et andet felt af interesse for retorisk kritik samler sig om det, sociologien Francesca Polletta og hendes kolleger kalder “sociology of storytelling”. De stiller spørgsmålene ”what are politically effective narratives effective in doing and how, rhetorically, do they do it?” (Polletta 2006: 167). De søger især svar via analyser af sociale bevægelsers brug af fortællinger som værktøjer til at motivere og skabe social forandring.[13] Som det skulle være fremgået, så er det en udbredt ide, at fortællinger virker ved at binde hændelser sammen på måder, der giver dem betydning og retning, idet de bliver dele af en meningsfuld helhed. Polletta udfordrer og nuancerer denne ide ved at vise, hvordan fortællinger i praksis er underlagt to begrænsninger i forhold til, hvilke former for påvirkninger, de faktisk kan skabe i en given situation. Den ene begrænsning kalder hun ”canonicity”, og den fungerer som en blanding af Fisher’s ideer om sandsynlighed og troværdighed: ”events in a story seem coherent, true, and normatively salient because they conform to stories we have head before” (Polletta 2006: 168). Den mening, en fortælling skaber, afhænger altså mere af de fortællinger, publikum kender i forvejen, end af fortællingen selv. Blandt andet derfor kan den samme fortælling fungere aldeles forskelligt i forskellige kontekster. ”Canonicity” forklarer ikke, hvordan nye fortælleformer opstår og bliver effektive. Det gør til gengæld den anden begrænsning af fortællingens autonomi, som Polletta kalder ”interpretability”. Alle fortællinger, selv de velkendte og kanoniserede, har plads til og brug for et aktivt og meddigtende publikum for overhovedet at blive forstået: “stories require our interpretative participation” (Polletta 2006: 10); ”we expect to have to work to interpret what is going on” (Polletta 2006: 172). Alle former for diskurs kan fortolkes forskelligt, men fortællingen efterlader på grund af sin særlige dobbelte tidslighed og sin udstrakte brug af ironier, metaforer, ellipser, kontrasterende synspunkter og forskellige fortællepositioner langt større rum for flertydigheder: ”We expext ambiguity in narrative” (Polletta 2006: 171). I dette større fortolkningsrum udfolder fortællingens talent for flertydighed sig på måder, der nogle gange, men langt fra altid lykkes med at ændre det institutionelt kanoniserede. Polletta skelner mellem tre former for flertydighed: polysemisk flertydighed (udnytter, at udeladte dele kan udfyldes forskelligt), perspektivisk flertydighed (udnytter, at fortællepositioners uklarhed kan forskyde ideer om handlekraft og agens) og semantisk dissonans (udnytter, at ord og hændelser kan betyde modsatrettede ting samtidigt) (Polletta 2006: 174).

Hvilke former antager fortællinger?

Den moderne forskning i fortællinger drejede sig fra begyndelsen om tekster, som var fortællinger fra start til slut. 1960’ernes narratologi udsprang fra strukturalistisk inspireret litteraturvidenskab, og dens primære genstand var eventyret og 1800- og 1900-tallets roman. Eventyret og romanen er i deres væsen fortællende: selvberoende, komplette handlingsrækker med markante konflikter og tydelige, nagelfaste rollefordelinger mellem afsender, tekst og publikum. Lingvistikkens tidlige teorier om fortællinger tog ikke-fiktive, mundtlige fortællinger som genstand, men ligeledes i former, der var monologiske, sammenhængende og stort set dekontekstualiserede. Labov og Waletzky lavede deres indflydelsesrige analyser af personlige fortællinger i ”Narrative analysis” (Labov og Waletzky 1967) ud fra respondenters svar på spørgsmålet: ”Were you ever in a situation where you were in serious danger of being killed?”. I modsætning hertil er den symbolbrug man fx finder i offentlige debatter og meningsudvekslinger, som regel dybt investeret i konkrete situationer, og den tager kun sjældent form som autonome fortællinger fra start til slut. I de tilfælde, hvor retorikken overvejende er monologisk, optræder fortællinger typisk som elementer i en større kommunikativ helhed, fx som eksempler og sagsfremstillinger eller som henvisninger til større kulturelle fortællinger. I de tilfælde, hvor retorikken er dialogisk og fragmenteret, fx online, bliver fortællingers former og funktioner endnu mere vanskelige at gøre til genstand for analyse.

For overskuelighedens skyld skelner vi her mellem tre niveauer, hvorpå en retorisk kritiker typisk møder fortællinger: et microniveau, hvor fortællinger optræder som mindre dele af større helheder, der ikke kan beskrives som fortællinger, fx en personlig anekdote i en politisk taler eller i et interview; et mesoniveau, hvor fortællinger optræder som selvberoende, sammenhængende historier, som man kender det fra film, selvbiografier, tv-serier eller romaner; og endeligt et macroniveau, hvor fortællinger optræder som bagvedliggende strukturer, der indvirker styrende på kulturelle artefakters udformninger og virkninger, såvel som på menneskers bevæggrunde og handlinger.

 

Fortællinger på mikroniveau

Den danske statsminister Mette Frederiksen holdt i oktober 2022 folketingets åbningstale for, som Grundloven påbyder det, at redegøre ”for rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger”. Frederiksen indledte med ordene ”jeg vil gerne fortælle en historie om tre mennesker”, og hun brugte talens første syv minutter på at flette tre detaljerede og intime fortællinger om afgående kolleger fra forskellige partier sammen med en historie om det særlige ved dansk politik, set fra et socialdemokratisk synspunkt. Først derefter skiftede talen til mere redegørende og argumenterede former. Talens brug af fortællinger var både ekstrem og typisk: ekstrem, fordi de intime fortællinger blev så fremtrædende i talens anatomi; typisk, fordi fortællingerne trods alt forblev mindre elementer i en større tales overordnede struktur. Som helhed betragtet viser talen, hvordan man typisk møder fortællinger i offentlige, hensigtsbestemte tekster: som dele af en helhed, der lever op til andre forventninger end fortællingens. Frederiksens tale var ikke struktureret som en fortælling i sig selv, men brugte fortællinger som væsentlige midler til at nå både konkrete og mere diffuse mål.

Fortællinger kan fremtræde på meget forskellige måder, når de indgår som elementer i større helheder. I skandinavisk retorikforskning findes forslag om at skelne mellem to typer af microfortællinger i hensigtsbestemt kommunikation, nemlig sagsfremstillingen og eksemplet (Iversen 2023). Sagsfremstillingen svarer til den lokalisering af fortællingen, som Quintillian laver, altså ideen om narratio. Her møder publikum (en version) af det hændelsesforløb, som sagen drejer sig om, tydeligst i forensisk diskurs, men også som del af mange andre genrer. Eksempler fremstiller ligeledes konkrete hændelsesforløb, men det er hændelsesforløb, som er tangentielt placeret i forhold til de hændelser, der indgår i en retorisk situation. Eksempler vil som oftest være ikke-fiktive, og de hentes typisk fra retors egen erfaringsverden, vinklet på en måde, der af retor vurderes som relevant for det specifikke publikum. Som tidligere nævnt tjener sagsfremstillinger og eksempler især persuasive funktioner. De fremstiller rækker af hændelser og handlinger på måder, som bedst understøtter en kommunikativ handlings hensigt, eller de konkretiserer abstrakte fænomener, idet de inviterer publikum til at leve sig ind i og identificere sig med en specifik persons oplevelser.

Frederiksens åbningstale indrammer og udfolder sine eksempelfortællinger på måder, der gør det relativt enkelt for en retorisk kritiker at udpege og analysere dem netop som fortællinger, der indgår i en større argumentativ enhed. Men ikke al kommunikation trækker så velopdragne linjer mellem fortælledele og teksthelheder. Det er således mere normen end undtagelsen, at fortællestof optræder antydet, spredt og fragmenteret, især i interaktive former for kommunikation, herunder dem man finder på digitale platforme så som Facebook og Instagram. Under overskriften ”small stories research” har sociolingvister udviklet et finmasket begrebsapparat, som beskriver og analyserer, hvordan fortællinger fletter sig sammen med andre diskursformer, primært i spontane samtaler, men med mulige konsekvenser for arbejdet med retoriske tekster. Inspireret af positioneringsteori (se ovenfor) og af digitale platformes transformationer af privat såvel som af offentlig kommunikation, zoomer forskere som Bamberg og Alexandra Georgakopoulou ind på de fragmenterede, emergente, flygtige og stærkt kontekstafhængige egenskaber ved hverdagshistorier (Bamberg 2004; Georgakopoulou 2007). Denne forskning viser, hvordan små historier, forstået i modsætning til biografiens store, sammenhænge og enstemmige fortællinger, spiller vigtige roller i mange former for social organisering, fra venskabsgrupper til fokusgrupper og professionelle organisationer (Watson 2007; Page 2012 og 2018; Sprain and Hughes 2015). Small stories-tilgangen er samtidig velegnet til at nærme sig de måder, hvorpå fortællinger opstår og cirkulerer på sociale medier. Den tilbyder “a conceptual apparatus for the study of new/social media practices that facilitate the circulation not just of personal stories, but of public and “news” stories too’ (Georgakopoulou 2013: 20), med begreber som “sharing-life-in-the-moment” og “narrative stancetaking”, udviklet til at tale om fortællingers former og funktioner på digital platforme (Georgakopoulou 2017).

 

Fortællinger på mesoniveau

De moderne vestlige offentligheder er fyldt med kulturprodukter, der bruger fortællingens struktur som bærende kompositionsprincip. To eksempler er selvbiografien og romanen. I deres mest udbredte versioner fremstiller de begge, hvordan en eller flere personer udvikler sig i mødet med en omverden i forløb, der bevæger sig fra stilstand via uro til ny tilstand. Her styrer fortællingens logik normalt hele teksten, og alle stilistiske og kompositoriske valg tjener til at indlemme publikum i de stadigt mere intense oplevelser, som udgør protagonistens transformative rejse frem mod historiens slutning, som typisk også er tekstens slutning. Det er fristende at kalde sådanne tekster for selvstændige eller autonome fortællinger, men det er lidt af en tilsnigelse. Der gives nemlig ingen tekst uden kontekst, ingen fortællinger, som er helt løsrevne fra den virkelighed, som afsender og publikum befinder sig i. Det fysisk/materielle udgør en første kontekst. Alle fortællinger materialiserer sig, forstået på den måde, at de eksisterer som fx trykte tekster eller levende billeder. Disse materialiteter indvirker på fortællings betydning og mening for publikum via omslagsillustrationer, genrebetegnelser osv. Andre kontekster findes i de kommunikationskredsløb, som tekster lever i. Selvbiografien er et tydeligt eksempel: Dens hovedperson og fortæller er nemlig også dens forfatter, hvorfor en sådan fortælling er uadskillelig fra en biografisk eksisterende person, som i hvert fald i en periode lever uden for fortællingen. Selvbiografien gør mere end bare at fortælle om forfatterens tidligere handlinger, den er også selv en handling, som rejser spørgsmål om intentioner og hensigter. Endelig afhænger selvstændige fortællingers meninger også i større eller mindre grad af bredere sociale og kulturelle kontekster, både i relation til deres produktion (hvad kan fortælles på et givent tidspunkt og i en given kultur?) og i relation til deres reception (hvad giver mening og hvordan for et givent publikum?). Ikke sjældent indgår selvberoende fortællinger i egentlige retoriske situationer, motiveret af påtrængende problemer, som de forsøger at motivere publikum til at engagere sig i.

Mange af kulturens selvberoende fortællinger hører under det, man normalt betegner fiktion: De opfinder personer, hændelser og fortællesituationer i genrer, hvis historiske konventioner sikrer, at både afsender og publikum har styr på forskellene på det opdigtede og det virkelige. Traditionel er opfundne fortællinger blevet opfattet som noget, man kun finder i fiktion, altså i bestemte genrer. Men op gennem 2010’erne og særligt i skandinavisk fortælleforskning[14], har der været en stigende interesse for at se opfundne fortællinger som noget, der både kan findes i og uden for de genrer, der normalt kaldes fiktion. Man taler om, at fortællinger i alle former for kommunikation potentielt kan være fiktionaliserede. Denne tilgang opfatter fiktionalitet som en kommunikativ ressource, altså som en form for retorik. Paradigmet tager udgangspunkt i den ide, at fiktionalitet er en potentiel egenskab ved alle former for kommunikation, og at denne egenskab er et produkt af modtageres antagelse om, hvordan hun bedst gør en given kommunikation relevant: “Listeners attend on the presumption that such a communication is relevant to them, which is to say that there is some context of assumptions within which this modification offers a cognitive benefit” (Gammelgaard et al. 2022: 3). I mødet med en ytring vurderer modtageren forholdet mellem tekst og kontekst og tilskriver på den baggrund mest mulig relevans til ytringen. Det kan ske ved at opfatte ytringen som en henvisning til faktiske forhold, eller det kan ske ved at opfatte ytringen som henvisende til andet end faktuelle forhold (fiktionaliseret). Paradigmet tilbyder flere indsigter til arbejdet med retorik og med retoriske tekster. For det første ser det fiktionaliseret diskurs som en mulighed “for engaging with the actual world” (Nielsen, Phelan and Walsh 2015: 63). Fiktionaliseret diskurs har typisk en eller flere pointer. Den er intentionel og målrettet, selv om dens informationsform står i et indirekte snarere end et direkte forhold til virkeligheden. Fiktionaliserede fortællinger, foreslår Nielsen, Phelan og Walsh, fungerer ofte som en art dobbelteksponeringer: De opfundne hændelser ligger sig ind over virkeligheden på en måde, som lader publikum se andre aspekter af den. For det andet viser paradigmet, hvordan fiktionalitet ikke kun er noget, der findes i de genrer, der typisk betegnes som fiktion (fx romanen eller tv-serien); en afsenders invitationer til at opfatte noget som fiktionaliseret kan optræde i mange andre sammenhænge, også i genrer, som man normalt ikke forbinder med fiktion (fx en politisk tale eller en NGO-kampagne).

Der findes mange forskellige former for fiktionaliserede tekster, og der er store forskelle på, hvor tæt de forbinder deres fortællinger med virkeligheden. I den ene ende af spektret finder man fiktioner, der tydeligt kalder på bestemte udlægninger. Da Aristoteles beskrev det fortællende eksempels persuasive virkninger og fremdrog, hvordan man som taler nogle gange kan bruge opfundne eksempler i stedet for virkelige eksempler, da var det ud fra den præmis, at formålet var at stille de faktiske forhold i et klarere lys. På lignende måde er fabler, allegorier og nogle former for eventyr oplagt fiktionaliserede, men de får især mening ved at publikum accepterer invitationen til at oversætte hændelserne i den opfundne verden til hændelser i publikums egen verden. Såkaldt didaktisk fiktion, som man kender det fra 1800-tallet, rummer ligeledes klare moraler og handlingsanvisninger. Klimafiktion er et aktuelt eksempel på fortællinger, hvis fiktionaliserede fremstillinger til tider kalder på ganske direkte oversættelser.

I den anden ende af spektret finder man fiktionaliserede tekster, som udfordrer eller direkte modsætter sig restløse overførsler af ideer og handlingsanvisninger fra fiktionens til læserens univers. En af de første romaner overhovedet, Miguel de Cervantes’ Don Quixote (1605), har fx som sit klare, didaktisk budskab, at det er skadeligt at læse romaner; en ironisk gestus, der peger frem mod de ambivalenser og kompleksiteter, som mange af de følgende århundredes mere eksperimenterende fiktioner excellerer i.

 

Fortællinger på macroniveau

Mens der er bred enighed om, at fortællinger kan konstituere sammenhænge og identiteter fra niveauer over eller bag en konkret fortællings udformning, så er der anderledes uenighed om, hvor man møder sådanne makrofortællinger, og hvordan de virker. Set fra retorikfagligheden er makrofortællinger en del af doxa, altså de forestillinger og meninger, et givent kulturelt fællesskab tager for givet eller opfatter som common sense.[15] De særlige ved makrofortællinger, sammenlignet med alle mulige andre kulturelle selvfølgeligheder, er, at de har fortællingens egenskaber, altså at ved at forløbe over tid forbinder adskilte hændelser til meningsfulde helheder. De mest udbredte termer til at tale om fortællinger på macroniveau er masterplots og master narratives, som vi her opfatter som synonymer.[16] Abbott definerer masterplots som “recurrent skeletal stories, belonging to cultures and individuals that play a powerful role in questions of identity, values, and the understanding of life” (Abbott 2008: 192). Masterplots er genkommende, skeletagtige hændelsesrækker, som typisk fungerer bag eller over hverdagens udvekslinger af konkrete fortællinger. Første del af termen (“master”) signalerer, at disse fortællinger er indflydelsesrige og styrende, endda magtfulde. Anden del (”plot”) markerer, at selv om deres skeletagtige eksistens bag eller under konkrete ytringer kan få dem til at minde om det, nogle betegner diskurser, så består masterplots af handlingsrækker, der indeholder kausalt forbundne begivenheder. Masterplots/master narratives betegner altså abstrakte, bagvedliggende skemaer, som indvirker på helt grundlæggende opfattelser af, hvordan man kan eller bør leve. Bamberg og Wipff formulerer det således: ”In a general sense, the use of the term master narrative, also called dominant or capital-D discourses, goes back to the assumption of the necessity for a horizon or background against which human sense-making becomes possible.” (Bamberg and Wipff 2021: 76). Deres eksempel på et masterplot / master narrative er ægteskabet, altså fortællingen om, hvordan man “gør” kærlighed. I en skandinavisk (og vestlig) sammenhæng handler fortællingen om ægteskabet typisk om et dynamisk, spontant og mystisk møde mellem to personer, som overvældet af stærke, ukontrollerbare følelser følger deres hjerte. Anderledes ser det ud i samfund, hvor kærlighed i parforhold eksisterer som noget, der kan opstå efter indgåelse af mere pragmatiske aftaler, fx mellem familier. Eksemplet viser, hvordan masterplots tilbyder “’agency constellations’ for individual as well as institutional sense-making strategies” (77) og derfor findes som abstrakte forståelsesrammer, der både er kulturelt formede og kulturelt formende. Et andet eksempel på et skandinavisk masterplot kunne være fortællingen om velfærdsstaten som et samfund, hvor staten ved hjælp af høje skatter og ud fra ideer om lighed og solidaritet tager hånd om borgernes tryghed og rettigheder fra vugge til grav. Masterplots har, ifølge Porter, to vigtige, forbundne egenskaber: De typificerer og de valoriserer. Masterplots handler som regel så meget om karaktertyper eller typiske hændelser, at de bliver stereotypiske. Typificeringen giver masterplottet dets valoriserende egenskaber: Masterplots “create an image of the world in which good and evil is clearly identifiable” (Abbott 2008: 44). Masterplots fungerer som en form for “cultural glue” (Abbott 2008: 44). Deltagere i en given kultur forbinder sig med hinanden, når de bekræfter deres tilhørsforhold ved at abonnere på kulturens bagvedliggende fortællinger. Jo tættere et masterplot er på en given kulturkreds, jo større resonans og betydning har det: “the more culturally specific […] the greater its practical force in everyday life” (Abbott 2008: 43). Selv om masterplots typisk udøver deres indflydelse fra steder bag eller over konkrete fortællinger, så er de ikke immune overfor forhandlinger og indvendinger.[17]

Retorisk kritik har udpeget i hvert fald tre forskellige niveauer af masterplots i den betydning, som vi tidligere citerede Abbott for at foreslå, altså som “recurrent skeletal stories, belonging to cultures and individuals” (Abbott 2008: 192). Det mest generelle niveau taler om kulturelle masterplots som dominerende, men implicitte hændelsesrækker, der cirkulerer og er virksomme inden for en given social kreds: Historien om den grimme ællings snublende og tilfældige vej fra kanøflet outsider til feteret svane tilbyder en fortælling om social opstigning og accept som er ganske anderledes end fx fortællingen om den stridbare individualist, der flytter egne og civilisationens grænser ved at trodse dem. Mødet med sådanne masterplots sker typisk via antydninger og indirekte henvisninger i tekster, der kan være, men ofte ikke udelukkende er fortællende (jf. Iversen og Pers 2020).

På et mere konkret, men stadig abstrakt niveau, møder man det, man kan kalde individualiserede masterplots. Det er større fortællinger, som knytter sig til en bestemt gruppe, person eller fænomen. I en analyse af Ronald Reagans brug af fortællinger fremhæver retorikeren Lewis, hvordan “Reagan never tells the whole of his American story at any one time”, men at en generel fortælling om “American history as a continuing struggle for progress against great obstacles imposed by economic adversity, barbaric enemies, or big government” (Lewis 1987: 282-283) ligger bag al Reagans kommunikation. Ud af eksisterende ideer om amerikansk exceptionalisme og frontier-ideologi udvikler Reagan et individualiseret masterplot, der konstituerer ikke bare en særlig udgave af Amerikas fortid, nutid og fremtid, men også giver Reagan og hans politiske praksis en privilegeret plads i denne historie. Alt dette sker, uden at Reagan direkte fremstiller en endegyldig version af masterplottet. Dets værdisæt og hændelsesrække bliver i stedet et mytelignende fænomen, hvis eksistens beror lige så meget på retors antydninger som på publikums meddigtninger. Moderne former for strategisk storytelling og branding arbejder aktivt for at skabe sådanne masterplots, fordi de effektivt forbinder et genkendeligt sæt af værdier med bestemte produkter på måder, der giver mulighed for dybere former for identifikation (Holt 2004).

Endelig møder man masterplots på et mere tekstnært niveau, nemlig som et fortællende princip, der styrer et givent stykke kommunikation. I et skandinavisk retorisk arbejdet med masterplots funktioner i konkrete retoriske ytringer foreslår Bjerggaard Nielsen ”den retoriske rammefortælling” som betegnelse for ”dét specifikke masterplot, der samler, vinkler og arrangerer andre fortællinger, diskurser og strategier under sig til et større retorisk hele” (Bjerggaard Nielsen 2016: 82).

 

Hvordan vurderer man fortællinger?

Alle former for fortællinger – fra finkulturens stort set enkeltstående, fiktionaliserede helheder over den offentlige debats strategiske styringer af opmærksomhed til hverdagens fragmentariske, kontekstbestemt og indlejrede historiestumper – kan vurderes ud fra de forskellige sæt af generelle kriterier, som retorisk kritik normalt benytter sig af, fx æstetiske, etiske, effektorienterede osv. Det mere specifikke og interessante spørgsmål i vores sammenhæng er, om det særlige ved fortællinger som kommunikations- og erkendelsesformer kalder på særlige vurderingsstandarder. Vi vender os i det følgende mod positioner, som er fælles om at forholde sig normativt til fortællingens former og funktioner, men hvis holdninger er ganske forskellige.

En overraskende stor del af den moderne fortælleforskning indeholder normative overvejelser, hvilket er endnu et tegn på fortællingens særstatus som retorisk fænomen. Mens der er langt mellem genreforskere, der anbefaler en bestemt genre eller stilforskere, der advarer mod metonymier, så blander mange fortælleforskere deskriptive og normative udsagn. Det sker med en klar overvægt af tilgange, som understreger fortællingens positive potentialer. I et psykologisk perspektiv opfattes personlige identitetsfortællinger ikke bare som muligheder, men som nødvendigheder i bestræbelsen på at leve et godt liv. Oliver Sachs hævder fx, at a “man [sic!] needs such a narrative, a continuous inner narrative, to maintain his identity, his self.” (Sacks 1985: 116). Fra et etisk, filosofisk perspektiv hævder filosoffen Martha Nussbaum, at et menneskes “narrative imagination”, altså dets evne til at læse og forstå et andet menneskes liv som en fortælling, er afgørende for eller simpelthen sammenfaldende med dets evne til at udvise empati (Nussbaum 1997). Fortællingen, som den indlever sig i og skaber sammenhænge mellem personlige oplevelser, bliver her en privilegeret indgang til dybere forståelser af ens eget liv såvel som af andres liv ud fra formlen: jo mere fortælling, jo mere sammenhæng eller indsigt.

Denne tiltro til fortællingens overbevisende kraft har siden 1990’erne været en central del af brandings- og organisationsteori, der ser strategisk historiefortælling som “a tool to achieve business purposes” (Denning 2006: 47). Holts analyser af ikoniske brands viser, hvordan de alle lykkes med at bruge fortællinger til at skabe hver deres særlige ”identity myth”, som kunder køber sig afgang til via ”storied products”: ”Customers buy the product to experience (the) stories. The product is simply a conduit through which customers can experience the stories that the brand tells” (Holt 2004: 36). Fra et managementperspektiv har Stephen Denning blandt andet lanceret ideen om en “springboard story” som et ledelsesværktøj, der kan motivere ansatte ved at udnytte fortællingens evne til via enkle fremstillinger at vække personlige, handlekraftige forestillinger (Denning 2000). Disse og lignende ideer om at instrumentalisere og kapitalisere på fortællingers evne til at skabe indlevelse og fascination driver en hel industri af såkaldte ”story-consultants”, som også byder sig til for politisk kommunikation. Titlen på Sacks bestseller Winning the Story Wars. Why Those Who Tell – And Live – the best Stories Will Rule the Future er sigende. Herfra lyder det, at “The winners of the story wars all have a single, compelling message that turns out to be the key lesson of every communication. Good morals are simple, repeatable, and memorable” (Sacks 2012: 24).

Sådanne ensidigt positive udlægninger af fortællingers persuasive og konstitutive herlighedsværdier har medført en række modsvar, der er tilsvarende kritiske. De identitetsrelaterede udsagn er blevet skarpt kritiseret af filosoffen Galen Strawson. Han anholder i “Against Narrativity”, hvad han ser som to forskellige antagelser om disse sammenhænge mellem fortællinger og liv. Den første, som han kalder ”the psychological Narrativity thesis” (Strawson 2004: 428), er ideen om, at mennesker lever og forstår deres liv som en fortælling; den anden, som han kalder ”the ethical Narrativity thesis”, er ideen om, at et liv, levet og forstået som en fortælling, er bedre end et liv, levet uden denne forståelse. Strawson er uenig i begge antagelser: ”There are deeply non-Narrative people and there are good ways to live that are deeply non-Narrative” (Strawson 2004: 429).

Fortællingers tilsyneladende organiske evne til at samle og forandre grupper og samfund blev problematiseret allerede af Charland i 1980’erne. Han kritiserer fortællinger for at få fænomener som kollektiv identitet og subjektivitet til at fremstå som naturgivne og virkelige, selv om de for ham at se snarere er effekter af sprog. Fortællinger “creates the illusion of merely revealing a unified and unproblematic subjectivity” fordi de “occult the importance of discourse, culture and history in giving rise to subjectivity” (Charland 1987: 139). I analyser af strategisk brug af personlige fortællinger giver antropologen Fernandes en lignende kritik, som viser hvordan nogle fortællinger reproducerer, naturliggør og slører eksisterende magtstrukturer: “Narrating one’s story is also a process of neoliberal subject-making, as actors learn how to be entrepreneurial, self-reliant actors who seek upward mobility rather than building class consciousness.” (Fernandes 2017: 18).[18]

Som det fremgår, står uenighederne ikke blot om en eller anden brug af fortællingen. Uenighederne står snarere om selve fortællingens epistemologiske mekanismer: Skaber fortællingen reel forståelse, sammenhæng og forandringer, eller står den med sine individualiseringer og målrettede kausale forbindelser i vejen for analyse, kritik og egentlige ændringer? Pointen for en retorisk kritisk tilgang er ikke, at man må vælge, men snarere at man som udgangspunkt må acceptere, at i tilfældet med fortællingen er normativitet og forståelse to sider af samme sag. For at forstå en fortælling, må man involvere sig i den, og denne involvering rummer altid vurderende aspekter.

Når Fishers teori om narrativ rationalitet har spillet så stor en rolle i diskussionen af, hvordan man vurderer fortællinger i retorisk kritik, så hænger det sammen med, at teorien placerer selve denne vurderingsproces i sit centrum: Ifølge Fisher virker fortællinger ved, at et publikum vurderer dem som tilbydende større eller mindre identifikationspotentiale, som givende mere eller mindre gode grunde til handling: “some stories are better than others, more coherent, more “true” to the way people and the world are – in fact and in value” (Fisher 1984: 76). Fortællinger bliver bedre, jo mere de lever op til det dobbelte krav om kohærens via narrative probability og narrative fidelity.

Retorisk narrativ teori i traditionen fra Booth ankommer til lignende pointer, selv om den som nævnt tager litteraturens fiktive fortællinger som prototypiske genstand. Teorien rummer en række refleksioner over, hvordan man kan skelne mellem gode og mindre gode fortællinger. Centralt står her de æstetiske og etiske positioneringer, som opstår i feedbacklogikkerne mellem afsenders intention, tekstens formation og publikums reception. Booth foreslår, at vi “use the vocabulary of friendship to appraise the patterns of desire that narratives ask us to share” (Booth 1988: 198). Vores forhold til en bestemt fortælling (understået for Booth: fiktionaliseret litteratur) ligner vores forhold til et andet menneske derved, at begge indskriver os i bestemte værdihierarkier, og vi bør følgelig vælge de fortællinger, vi omgås, med samme omhu og ud fra de samme etiske principper, som når vi vælger vores venskaber.

Phelan viderebringer, men forskyder Booths ideer om fortællinger som ”the meeting

of minds between authors and readers (Phelan 2007: 136), idet han skelner mellem tre former for vurderinger eller domme (”judgements”), som en fortælling inviterer publikum til at foretage: fortolkende vurderinger, der bestemmer og bedømmer fortællingens interne værdisystemer, etiske vurderinger, der fælder moralske domme over fortællingens karakterer og over dens fortæller og endelig æstetiske vurderinger, der bedømmer fortællings kunstneriske kvaliteter.

Vi kan se, hvordan den retoriske kritik i traditionen fra Fisher og den retoriske narrative teori i traditionen fra Booth deler en vigtig indsigt: Vurderingen af en fortælling går via vurderingen af den etiske position, som fortællingen automatisk inviterer sit publikum til at indtage (jf. Jasinski 2001: 13). Denne position er en ægte delmængde af det, som Black kaldte en diskurs second persona, altså dens indskrevne publikum. Alle tekster har et indskrevet publikum, men fortællende teksters indskrivninger fordrer en større grad af indlevelse og engagement; Fortællingens fremstillinger virker kun, fordi publikum transformerer dem til deres egne forestillinger, og denne fortolkende proces tilføjer et subjektivt, normativt moment, som ikke kan vælges fra. Før man kritisk vurderer en fortælling, har man allerede, for overhovedet at forstå fortællingen, været i en vurderende position.

Som tidligere nævnt viser Pollettas forskning i fortællinger og sociale bevægelser, hvordan fortællingen i kraft af sin struktur og epistemologi er en ambivalent størrelse, udspændt mellem ”canonicity” og ”interpretability”, mellem på den ene side konservativ genkendelighed i gentagelsen af det eksisterende og på den anden side omkalfatrende innovation i nyskabende kombinationer af fortællepositioner, handlekraft og betydning. Mens mange forskellige udsagn kan vurderes forskelligt, så er især ikke-fiktive fortællinger særlige derved, at bedømmelsen af dem hjemfalder til en decideret modsætning mellem autentisk og falsk: ”I would argue that our views of narrative are even more contradictory because authentic and deceptive truly are opposites” (Polletta 2007: 176). Fortællinger, fastslår Polletta, opfattes “both as authentic and as deceptive (“telling my story” versus “telling stories”). They are seen as universal in their implications and dangerously particularistic – idiosyncratic, even. Storytelling is appreciated, enjoyed, and distrusted” (Polletta 2007: x). Det interessante og vanskelige aspekt ved som retoriker at vurdere fortællinger er altså ikke, at man kan vurdere dem forskelligt, men snarere, at man ikke kan undgå at gøre det.

 

 

Referencer

Abbott, Porter H. 2008. The Cambridge Introduction to Narrative. Cambridge: Cambridge University Press.

Abbott, Porter H. 2019. “Narrativity”. Hühn, Peter et al. (red.): The Living Handbook of Narratology. Hamburg: Hamburg University. URL = http://www.lhn.uni-hamburg.de/article/narrativity [view date:12 Feb 2019]

Andrews, Molly. 2014. Narrative Imagination and Everyday Life. New York, NY: Oxford University Press.

Aristoteles. 1992. Poetik. Kobenhavn: Hans Reitzels Forlag.

Aristoteles. 1996. Retorik. København: Museum Tusculanums Forlag.

Bamberg, Michael. 2004. “Form and Functions of ‘Slut Bashing’ in Male Identity Constructions in 15-Year-Olds”. Human Development, 47:6, 331-353.

Bamberg, Michael. 2011. “Narration and its contribution to self and identity Who am I?”. Theory Psychology 21:3, 3-24.

Bamberg. Michael og Zachary Wipff. 2021. ”Reconsidering counter-narratives.” In Lueg, Klarissa og Marianne Wolff Lundholt (red.). Routledge Handbook of Counter-Narratives. London: Routledge, Taylor & Francis Group.

Barthes, Roland. 1975. “An Introduction to the Structural Analysis of Narrative”. New Literary History New Literary History 6:2, 237-272.

Bjerggaard Nielsen, Esben. 2013. ”Klima, apokalypse og en topos om sted”. Rhetorica Scandinavica 63.

Bjerggaard Nielsen, Esben, 2016. “Den retoriske rammefortælling. Det styrende masterplot i funktionelt orienteret narrativ kritik”. Rhetorica Scandinavica 74, 72-91.

Booth, Wayne C. 1961. The Rhetoric of Fiction. Chicago, IL: University of Chicago Press.

Booth, Wayne. 1988. The company we keep: An ethics of fiction. Berkeley: University of California Press.

Brooks, Peter. 1984. Reading for the Plot, Harvard University Press, Cambridge, Massachusetts.

Bruner, Jerome. 1986. Actual Minds, Possible Worlds. Cambridge, MA: Harvard University Press.

Chambers, Ross. 1999. Loiterature. University of Nebraska Press.

Charland, Maurice. 1987. “Constitutive Rhetoric: The Case of the Peuple Quebecois”. Quarterly Journal of Speech 73:2.

Charland, Maurice. 2001. “Constitutive Rhetoric”. Sloane, Thomas (ed) Encyclopedia of Rhetoric. New York: Oxford University Press.

Chatman, Seymour, 1980. Story and Discourse. New York, NY: Cornell University Press.

Davies, Bronwyn og Rom Harré. 1990. “Positioning: The Discursive Production of Selves”. Journal for the Theory of Social Behaviour, 20:1, 43-63.

De Fina, Anna og Georgakopoulou, Alexandra. 2012. Analyzing Narrative. Cambridge: Cambridge University Press.

Denning, S.. 2000. The Springboard: How Storytelling Ignites Action in Knowledge-Era Organizations. Butterworth-Heinemann, Boston, MA.

Denning, S.. 2006. “Effective storytelling: strategic business narrative techniques”. Strategy & Leadership, 34:1, 42 – 48.

Deppermann, Arnulf. 2015. “Positioning.” De Fina og Georgakopoulou (red.) The Handbook of Narrative Analysis. Hoboken: John Wiley et Sons, 369-387.

Fernandes, Sujatha. 2017. Curated Stories. Oxford: Oxford University Press.

Fisher, Walther R., 1985. “The Narrative Paradigm: An Elaboration”. Communication Monographs 52, 347-367.

Fisher, Walther R. 1987. Human Communication as Narration: Toward a Philosophy of Reason, Value and Action. Columbia, SC: University of South Carolina Press.

Fisher, Walther R. 2013. “Narration som paradigme for menneskelig Kommunikation”. Rhetorica Scandinavica 63, 12-38.

Foss, Sonja K. 2018. Rhetorical Criticism: Exploration and Practice. 5. udgave. Waveland Press, Inc., Long Grove, Illinois.

Frandsen, S., Kuhn, T., og Lundholt, M. W.. 2017. Counter-Narratives and Organization (Vol. 39). London; New York: Routledge, Taylor & Francis Group.

Freytag, Gustav. 1983. Die Technik des Dramas. Stuttgart: Philipp Reclam.

Gabrielsen og Christiansen. 2009. ”Eksempelbrug: Kunsten at konkretisere”. Talens magt. Viborg: Academica.

Gammelgaard, Lasse R., Stefan Iversen, Louise Brix Jacobsen, James Phelan, Richard Walsh, Henrik Zetterberg-Nielsen og Simona Zetterberg-Nielsen. 2022. “Introduction”. Gammelgaard et al. (red.) Fictionality in Literature: Core Concepts Revisited, Ohio State University Press

Genette, Gérard. 1980. Narrative Discourse. An Essay in Method. Ithaca, Cornell University Press.

Georgakopoulou, Alexandra. 2007. Small Stories, Interaction and Identities. Amsterdam; Philadelphia: John Benjamins Publishing.

Georgakopoulou, Alexandra. 2017. “Sharing the Moment as Small Stories: The Interplay Between Practices & Affordances in the Social Media-Curation of Lives”. Storytelling in the Digital Age. Narrative Inquiry 27 (Special Issue): 311–333.

Hauser, Gerald A. 2002. Introduction to Rhetorical Theory. Long Grove, Illinois: Waveland Press Inc.

Hedegaard, Iversen og Wester. 2023. ”Personlige fortællinger som rådgivningsværktøj”. Rhetorica Scandinavica 85: 40-54.

Herman, David. 2009. The Basic Elements of Narrative. Singapore: Wiley-Blackwell.

Holt, D. 2004. How Brands Become Icons: The Principles of Cultural Branding. Harvard Business School Press, Boston, MA.

Hyvärinen, Matti. 2010. “Revisiting the Narrative Turns”. Life Writing 7:1, 69-82.

Iversen, Stefan. 2013. ”Narrativ Retorik”. Rhetorica Scandinavica 63.

Iversen, Stefan. 2014. “Narratives in Rhetorical Discourse”. Huhn et al. (red.): The Living Handbook of Narratology. Hamborg: Hamburg University Press.

Iversen, Stefan og Mikka Lene Pers. 2020. ”Interlocking Narratives: The Personal Story and the Masterplot in Political Rhetoric”. Exploring Fictionality: Conceptions, Test Cases, Discussions, ed. Maagaard et al. Odense: Odense University Press.

Iversen, Stefan og Zetterberg-Nielsen, Henrik. 2023. “Narratologi”. Fibiger, Johannes og Niels Mølgaard (red.): Litteraturens tilgange, 3. udgave. Viborg: Systime Academic.

Iversen, Stefan. 2023. ”Fortællinger og retorik”. Lund, Madsen og Roer (red.): Retorikkens aktualitet, 4. udgave, Hans Reitzels Forlag.

Jacobsen, Louise Brix, Stefan Kjerkegaard, Carsten Stage, Camilla Møhring Reestorff,  Henrik Zetterberg-Nielsen og Rikke Andersen Kraglund. 2013. Fiktionalitet. Samfundslitteratur.

Jasinski, James. 2001. “Narrative”. Sourcebook on Rhetoric: Key Concepts in Contemporary Rhetorical Studies. Sage Publications, Thousand Oaks, Calif.

Krabbe, Karoline og Laura Thinggaard Hjortkjær. 2023. ”Forløsende fortællinger: Fødselsberetninger på tværs af Skandinavien.” Rhetorica Scandinavica, 27:86, 87–104.

Kukkonen, Karin. 2014. “Plot.” The Living Handbook of Narratology, redigeret af Peter Hühn et al. Hamburg: Hamburg University. Tilgået 15 januar 2026. https://www-archiv.fdm.uni-hamburg.de/lhn/node/115.html

Labov, William og Joshua Waletzky. 1967. “Narrative analysis”. J. Helm (red.) Essays on the Verbal and Visual Arts, 12-44. Seattle: U. of Washington Press.

Lewis, W. F. 1987. “Telling America’s story: Narrative form and the Reagan presidency.” Quarterly Journal of Speech, 73, 280–302.

Lucaites, John og Celeste Michelle Condit. 1985. “Re-constructing Narrative Theory: A Functional Perspective”. Journal of Communication 35: 4.

Lueg, Klarissa og Marianne Wolff Lundholt (red.). 2021. Routledge Handbook of Counter-Narratives. London: Routledge, Taylor & Francis Group.

Lyotard, Jean-François. 1984. The Postmodern Condition: A Report on Knowledge. Minneapolis: University of Minnesota Press.

MacIntyre, Alasdair. 1981. After Virtue: A Study in Moral Theory. Notre Dame, IN: University of Notre Dame Press.

Mitchell, W.J.T., (ed.). 1981. On Narrative. Chicago: University of Chicago Press

Mäkelä, Maria, Samuli Björninen, Laura Karttunen, Matias Nurminen, Juha Raipola og Tytti Rantanen. 2021. “Dangers of Narrative: A Critical Approach to Narratives of Personal Experience in Contemporary Story Economy”. Narrative 29:2, 139-159.

Mäkelä, Maria. 2023. ”The Challenges of Narrating the Welfare State in the Age of Social Media: A Narrative-Theoretical Approach.” In P. Haapala et al. (red.), Experiencing Society and the Lived Welfare State, Palgrave Studies in the History of Experience.

Nielsen, Henrik Skov, James Phelan og Richard Walsh. 2015. “Ten Theses about Fictionality.” Narrative 23:1, 61-73.

Nussbaum, Martha C. 1997. Cultivating Humanity. A Classical Defense of Reform in Liberal Education. Cambridge, Mass: Harvard University Press.

Ochs, Elinor og Capps, Lisa. 2001. Living Narrative. Cambridge, MA: Harvard University Press.

Page, Ruth. 2012. Stories and Social Media: Identities and Interaction. London: Routledge.

Page, Ruth. 2018. Narratives online. Shared Stories in Social Media. London: Routledge.

Phelan, James. 2007.  Experiencing Fiction. Judgments, Progressions, and the Rhetorical Theory of Narrative. Colombus, OH: Ohio State University Press.

Phelan, James. 2017. Somebody Telling Somebody Else. A Rhetorical Poetics of Narrative Columbus: Ohio State University Press.

Polletta, F. 2002. Freedom is an endless meeting: Democracy in American social movements. Chicago, IL: University of Chicago Press.

Polletta, Francesca: It Was Like a Fever. Storytelling in Protest and Politics. Chicago, IL: University of Chicago Press 2006.

Quintilian. Institutio Oratoria, Book IV, citeret efter http://penelope.uchicago.edu/-Thayer/E/Roman/Texts/Quintilian/Institutio_Oratoria/4B*.html

Rosengren, Mats. 1998. “Doxa och den nya retorikens kunskapssyn.” Rhetorica Scandinavica 8.

Rowland, Robert, 1989. “On Limiting the Narrative Paradigm: Three Case Studies”. Communication Monographs 56:1, 39-54.

Rowland, Robert. 2021. “The Narrative Perspective”. Kuypers, Jim A. (red.): Rhetorical Criticism. Perspectives in Action. Rowman & Littlefield, Lanham.

Sacks: Winning the Story Wars. Why Those Who Tell – And Live – the best Stories Will Rule the Future 2012: 24

Sacks, Oliver. 1985. The Man Who Mistook His Wife for a Hat and Other Clinical Tales. Summit Books, New York.

Schank, Roger C. 1990. Tell me a story: A new look at real and artificial memory. New York, NY: Charles Scribner.

Salmon, Christian. 2010. Storytelling: Bewitching the Modern Mind. London: Verso-

Smith, Barbara Herrnstein. 1980. “Narrative Versions, Narrative Theories”. Critical Inquiry, 7:1, 213-236.

Sprain, Leah, and Jessica M.F. Hughes. 2015. “A New Perspective on Stories in Public deliberation: Analyzing Small Stories in Discussions About Immigration.” Text & Talk 35 (4): 531–551.

Strawson, Galen. 2004. “Against Narrativity”. Ratio XVII:4.

Stroud, Scott R. 2002. “Multivalent Narratives: Extending the Narrative Paradigm with Insights from Ancient Indian Philosophical Texts”. Western Journal of Communication 66:3, 369-393.

Walsh, Richard. 2018. “Narrative Theory for Complexity Scientists.” Narrating Complexity, ed. Walsh and Stepney. Cham, Switzerland: Springer.

Watson, Cate. 2007. “Small Stories, Positioning Analysis, and the Doing of Professional Identities in Learning to Teach.” Narrative Inquiry 17 (2): 371–389.

Wertsch, James V. 2008. “The Narrative Organization of Collective Memory”. Ethos 36:1, 120-135.

White, Hayden. 1980. “The Value of Narrativity in the Representation of Reality”. Critical Inquiry 7:1, 5-27.

Zunshine, Lisa. 2006. Why we read fiction: theory of mind and the novel. Ohio State University Press, Columbus.

 

 

[1] Se Jasinski 2001, Hauser 2002, Foss 2018, Rowland 2021, Iversen 2014 og 2023.

[2] Se Walther Fisher: “The Narrative Paradigm: An Elaboration” (1985).

[3] Abbotts definition trækker på strukturalistiske bestemmelser af fortællinger, som også findes opsummeret i narratologen Seymour Chatman’s Story and Discourse på følgende måde: ”Structuralist theory argues that each narrative has two parts: a story (histoire), the contents or chain of events (actions, happenings), plus what may be called the existents (characters, items of setting); and a discourse (discourse), that is, the expression, the means by which the content is communicated.” (1980: 19). Chatman’s definition genbruger ideer fra især narratologen Gérard Genette’s definition i Narrative Discourse. An Essay in Method (1980 [1972]: 27), som igen har tråde tilbage til den russiske formalismes skelnen mellem fabula og sjuzhet.

[4] jf. Gustav Freytags såkaldte plottrekant fra Die Technik des Dramas (1983, oprindeligt 1863) samt berettermodellen, der opererer med syv, snarere end tre dele

[5] Begreberne plot og plotning bruges forskelligt af forskellige teoretikere til at tale om forestillinger, fremstillinger og publikums bevægelser mellem de to niveauer. Se Kukkonen 2014 for oversigt, forklaringer og videre henvisninger.

[6] Jf. Hyvarinen 2010 samt de Fina og Georgakopoulou 2012.

[7] Bud på definitioner af store fortællinger, der er kulturelt bestemte og kulturelt bestemmende, finder man i filosoffen Lyotards ide om “metanarratives” (Lyotard 1984), i psykologen Schanks ide om “story skeletons” (Schank 1990), i historikeren Wertschs ide om “schematic narrative templates” (Wertsch 2008), i sociologen Andrews ide om “master narratives” (Andrews 2014) og i sociologen Pollettas ide om et ”cultural stock of plots” (Polletta 2002).

[8] Se Abbott 2019 for definitioner og uddybninger; se også Walsh 2018.

[9] Se fx Hedegaard, Iversen og Wester 2023 samt Iversen 2023.

[10] Jf. Fisher 1985 og Fisher 1987. Se Lucaites og Condit 1985, Rowland 1989, Hauser 2002 og Stroud 2002 for kritiske diskussioner.

[11] Jf. Depperman 2015 for en nyere oversigt.

[12] Se Hedegaard, Iversen og Westers ”Personlige fortællinger som rådgivningsværktøj” (2023), som bruger positioneringsanalysen i arbejdet med fortællinger i taleskrivningsrådgivning.

[13] Se Karoline Krabbe og Laura Thinggaard Hjortkjærs ”Forløsende fortællinger: Fødselsberetninger på tværs af Skandinavien” for Pollettas ideer brugt i en skandinavisk retorisk sammenhæng.

[14] Se Jacobsen et al. 2013 og Gammelgaard et al. 2022 for introduktioner og diskussioner.

[15] I skandinavisk retorikforskning giver Rosengrens ”Doxa och den nya retorikens kunskapssyn” (1998) et bud på forskellene på filosofiske epistemer og retorisk doxa.

[16] Se Mäkeläs ”The Challenges of Narrating the Welfare State in the Age of Social Media: A Narrative-Theoretical Approach” (2023) for en position i nordisk fortælleforskning, der skelner mellem masternarratives og masterplots.

[17] Forskningen i counter-narratives (modfortællinger) undersøger blandt andet, hvordan mindre fortællinger kan bruges til både at forstærke og at problematisere eksisterende bagvedliggende masterplots. Denne forskning undersøger “how some narratives gain dominance over others; how narratives intersect, relate to, challenge and reinforce each other; and how actors ‘inside’ and ‘outside’ organizations co-construct narratives” (Frandsen et al., 2017: 2; se også Lueg og Wolff 2021).

[18] For andre kritiske positioner, se Christian Salmons Storytelling. Bewitching the Modern Mind (2010) og Mäkelä et. als “Dangers of Narrative: A Critical Approach to Narratives of Personal Experience in Contemporary Story Economy” (2021).