Hvordan bliver fællesskaber og kollektive identiteter til ved hjælp af retorik? Dette spørgsmål er de seneste årtier blevet udforsket i studier af alt fra bogmarkedets arbejde med at etablere skønlitterære genrer (Qvarnström 2015) og virksomheders brug af narrativer i krisekommunikation (Rasmussen 2018) til politiske ritualer for trøst (Viklund 2022), royal retorik (Kjeldsen 2019; Kjeldsen, Jong, Atkin 2023; Lund og Tønnesson 2017; Madsen 2017), præsidentielle identitetskonstruktioner (Herron 2014) og den Europæiske Union (Berg 2011; Just 2004; Therkildsen 2022). Trods deres forskelligartede interesser viser disse studier at spørgsmålet om hvordan kollektiver i forskellige størrelsesordner og sfærer skabes og opretholdes, er både relevant og interessant at undersøge fra et retorisk perspektiv.
Idéen om retorikkens konstitutive potentiale kan vi spore helt tilbage til den klassiske retoriks strid om logos: Har sproget et referentielt forhold til virkeligheden, eller skaber sproget virkeligheden? Sofisterne repræsenterede sidstnævnte sprogsyn med deres interesse i hvordan sproget producerer de begreber hvormed vi forstår verden såvel som os selv (Charland 2001, 616; Madsen 2020; Seitz og Tennant 2017, 111–112), men også Isokrates kan placeres i denne gruppe af tænkere som – vel at mærke med moderne begreber – kan siges at have interesseret sig for identifikation og «the constitutive power of logos» (Haskins 2004, 8; Seitz og Tennant 2017, 111–112). Heroverfor kan Aristoteles mere instrumentelle retoriksyn placeres (Haskins 2004), det vil sige tanken om at retorikken tager udgangspunkt i en række allerede givne fænomener og identiteter som anvendes med et persuasivt formål, og begge forståelser har haft stor indflydelse på retorikken som fag i løbet af det 20. århundrede: Den neo-aristoteliske, instrumentelle retorik særligt under århundredets første halvdel, og den konstitutive retorik under den anden halvdel.
Den konstitutive retorik figurerer her som en del af den ideologiske, kritiske vending i 1970’ernes og 1980’ernes amerikanske retorikmiljø med tænkere som Edwin Black (1970), Michael McGee (1975; 1980; 1984), Philip Wander (1983; 1984), Maurice Charland (1987) og Raymie McKerrow (1989; 1991) i spidsen.[1] Men som Michael Leff og Ebony Utley viser, er det ikke produktivt at opretholde en alt for rigid distinktion mellem retorikkens instrumentelle og konstitutive funktion; ofte tjener retorik både konkrete politiske mål og nye forståelser af taleren såvel som publikum (Leff og Utley 2004, 38), en dualitet som er nærværende hos mange af de tænkere denne artikel trækker på.
Som begreb blev konstitutiv retorik møntet af litteraten og juristen James Boyd White (1984; 1985) og retorikeren Maurice Charland (1987) mere eller mindre samtidigt.[2] Trods deres forskellige disciplinære tilhørsforhold hviler deres tanker om konstitutiv retorik på samme grund, og nedenfor følger en redegørelse fore deres udlægninger, senere videreudviklinger og kritikpunkter. Skandinavisk forskning er det primære fokus i artiklen, men andre forskningskilder er inkluderet når det er relevant.
Konstitutiv retorik hos James Boyd White
Med sin juridiske baggrund er James Boyd White grundlæggende interesseret i at udvide og udfordre juraen, både som forskningsdisciplin og som praktik, hvilket han udlægger i to værk: When Words Lose Their Meaning (1984) og Heracles’ Bow (1985). Til dette formål anvender han retorikken som han mener ligger til grund for juridisk tænkning og praksis uden at dette dog anerkendes. Samtidig udfordrer han også den gængse forståelse af retorikken som enten fejlagtig videnskab (da den omhandler det sandsynlige og dermed ikke kan verificeres) eller en afart af propaganda (1985, 31–32). Som et tredje og bedre alternativ præsenterer han sin egen forståelse af retorik som netop konstitutiv. Retorik, skriver han, «should be seen […] as the central art by which culture and community are established, maintained, and transformed» (1985, 28), og længere fremme formuleres det endnu bredere: «It [rhetoric] is the knowledge of who we make ourselves, as individual and as communities, in the way we speak to each other» (1985, 44). Dette kalder han «‘constitutive rhetoric,’ […] or perhaps ‘the poetics of community’» (1985, x).
Det konstitutive er altså ikke blot en retorisk funktion; retorikken er, ifølge White, fundamentalt konstitutiv (1984, xi; 1985, 35). Den er studiet af måden vi igennem vores sprogbrug konstituerer os selv som individer, som fællesskaber og som kulturer, og er dermed meget bredere end en retorikdefinition med fokus på persuasio: «The domain of constitutive rhetoric as I think of it thus includes all language activity that goes into the constitution of actual human culture and communities. Even the kind of persuasion Plato called dialectic, in which the speaker is himself willing, even eager, to be refuted, is in this sense a form of rhetoric, for it is the establishment of a community and culture in language» (1985, 39).
Når White taler om retorikken som en kunst eller en poetik, er det for at understrege at retorik i hans forståelse ikke tager udgangspunkt i generelle regler eller forskrifter, men derimod i den specifikke virkelighed som ikke kan sættes på formel (1985, 40). Det samme gælder hans eget værk. Han pointerer gang på gang at han ikke formulerer en teori om konstitutiv retorik eller om hvordan jura skal forstås som retorik; han viser snarere, igennem sine læsninger af en række forskellige skønlitterære, historiske og klassisk retoriske tekster, hvordan læseren og teksten – og i forlængelse heraf fællesskaber og kultur – indgår i en relation med hinanden hvori de gensidigt og vedvarende (re)konstitueres (1985, x, xii, 35, 41; 1984, 209–211). Denne pointe er også central i hans nærlæsning af den engelsk-irske konservative politiker Edmund Burkes skrift Reflections on the Revolution in France (1790) hvor White viser hvordan Burkes sprogbrug fungerer performativt idet han definerer, omdefinerer og rekontekstualiserer velkendte begreber i et tekstuelt univers som læseren inviteres til at blive en del af (1984, kap. 8). I Burkes udlægning af revolutionens farer og heroverfor the British Constitutions dyder bliver ’constitution’ mere end et substantiv; det har verbets performative, handlende kraft (1984, 218) – det er en aktivitet som byder ind til en samtale hvori «culture and self exist in a reciprocal relation, subject to perpetual change» (1984, 229). Vi bruger og bruges hele tiden af sproget og er dermed på én og samme gang underlagt dens autoritet og i stand til at ændre den.
Enhver tekst etablerer på denne måde et forhold mellem tekstens forfatter og tekstens læsere (184, 14–18). White omtaler dette som karakterer en forfatter giver sig selv og læseren i sin tekst, hvor læseren skal forstås som en slags ideel læser: «There is a sense in which every text may be said to define an ideal reader, which it asks its audience to become, or to approximate, for the moment at least and perhaps forever» (1984, 15). Han pointerer at de tekstuelle forhold mellem forfatter og læser naturligvis blot er tilbud, de er «not imposed on us, and they require our cooperation if they are to become actual; but this does not mean that the offer, or the relations established by the offer, once it is accepted, are not real» (1984, 18). Ifølge White er det netop i disse forhold at teksters etiske og politiske dimension bliver tydelige, og det er disse dimensioner som bør ligge til grund for vores vurdering af en tekst (1984, 18).[3]
Mange af de aspekter som White lægger vægt på ved den konstitutive retorik, kan vi genkende hos Maurice Charland som er mest kanoniseret i den retorikfaglige litteratur, blot anderledes begrebsliggjort. Der hvor de dog adskiller sig markant er i spørgsmålet om teori. Hvor White insisterer på at hverken retorikken som sådan eller og dens forhold til juraen er teoribaseret, er Charlands artikel om den konstitutive retorik netop en teori om hvordan den konstitutive retorik fungerer som genre.
De adskiller sig også når det kommer til spørgsmålet om ideologi. White nævner ideologi blot et enkelt sted og her i relation til hans udvidede sprogbegreb som indbefatter «the basic attitudes and resources that give shape to a particular world, and limit it» (1984, 21). Dette kunne vi også kalde ideologi, skriver han, men han afviser det samtidig med henvisning til de «ukontrollerbare» konnotationer som ideologibegrebet fører med sig og som derfor fjerner fokus fra hans overordnede pointe: at sprogbrug er performativt, og denne performativitet er gensidig og vedvarende. Det er heri juraens retoriske karakter bliver tydelig, og som Jonas Gabrielsen påpeger, placerer White sig dermed indenfor den retsfilosofiske forståelse af forholdet mellem ret og retorik (2017). Retsretorik er for White ikke (kun) en praktik som udleves i retten eller en række metodiske og didaktiske greb som udlæres på universitetet, den er først og fremmest en grundlæggende forståelse af retsretorikkens konstitutive karakter. Gabrielsen fremhæver i denne forbindelse at hvor retorisk tankegods indenfor feltet ret og retorik ofte anvendes i en juridisk kontekst, går processen sjældent den anden vej. Som han spørger retorisk: «Måske en juridisk kontekstualisering af ‘konstitutiv’ kan lære retorikken et og andet om sproglig konstitution?» (2017, 70). Trods den retsfilosofiske position som White indtager, er det ikke svært at læse hans tekster med ideologiske briller – fx i hans læsning og forsvar af Burkes anti-demokratiske forfatningsidé (White, 1984, kap. 8). Maurice Charland, derimod, er som nævnt en af de drivende kritikere i den ideologiske vending i 1970’erne og 1980’erne.
Konstitutiv retorik hos Maurice Charland
I sin artikel «Constitutive Rhetoric: The Case of the Peuple Québécois» fra 1987 (baseret på hans afhandling fra 1983) præsenterer Charland en teori som afdækker den retoriske proces der ligger til grund for kollektiv identitetsdannelse. Konstitutiv retorik påkalder og inviterer sit publikum til at blive en del af den kollektive identitet som netop italesættes i disse retoriske handlinger: På en og samme gang både forudsætter og skaber konstitutiv retorik en specifik identitet (fx dansker, skandinav, europæer, verdensborger). Konstitutiv retorik kan altså defineres både som en genre (et sæt retoriske handlinger med en række specifikke karaktertræk) og en teori som har til formål at forklare kollektiv identitetsdannelse som proces i disse retoriske handlinger (Charland 2001). Jeg vender tilbage til denne distinktion sidst i artiklen.
Kernebegreber: Identifikation og interpellation
Ligesom hos White er sprogbrug og dens performative kraft helt centralt i Charlands teori. Charland tager udgangspunkt i den politiske bevægelse Mouvement Souveraineté-Association som opstod i den canadiske provins Québec i 1967 med et manifest der proklamerede at borgerne i denne fransktalende provins udgjorde et selvstændigt folk: Le peuple Québécois. Bevægelsen kæmpede for Québecs løsrivelse fra Canada og kom i form af Parti Québécois til magten ved valget til provinsstyret i 1976 med 41,4% af stemmerne. I 1979 præsenterede partiet en hvidbog om hvordan den politiske løsning for den foreslåede selvstændighed skulle se ud, og i 1980 skulle Québecs befolkning så stemme om dette forslag. Flertallet var imod, men 45% af befolkningen stemte ja, hvilket indikerer at den retorik som påkaldte disse borgere som Québécois, var overbevisende – trods det politisk nederlag.
Centralt i bevægelsens retorik er etableringen af den diskursive kategori le peuple Québécois som en alternativ subjektposition til den hidtil rådende fransk-canadier. Hvordan kan det være, spørger Charland, at nær ved halvdelen af de stemmeberettigede borgere i Québec-regionen gik fra at identificere sig som fransk-canadier til Québécois? Kravet om selvstændighed hvilede på idéen om et folk som adskilte sig fra den øvrige befolkning, men dette folk, le peuple Québécois, måtte først skabes retorisk. Denne dannelsesproces forklarer Charland ud fra to centrale begreber, interpellation og identifikation, som hentes fra henholdsvis den politiske teoretiker og filosof Louis Althusser og litteraten og retorikeren Kenneth Burke. Le peuple Québécois måtte først påkaldes som sådan, de måtte interpelleres, og publikum måtte identificere sig med dette politiske subjekt.
Ifølge Althusser er interpellation den retoriske handling at påkalde et menneske som genkender sig selv i denne påkaldelse og derfor vender sig om (2006, 115–120). Althussers ofte citerede eksempel er politibetjenten som påkalder et individ på gaden: «Hey, du der!», hvorefter individet vil vende sig om. I og med denne både fysiske og mentale bevægelse accepterer individet påkaldelsen og dermed den subjektposition som følger med – det kan være børn på gaden, bilisten på vejen, forbrugeren i reklamen eller det politiske subjekt: Ungdommen! Europæere! Socialdemokrater! Etc. Publikum inviteres til at være en del af dette kollektive subjekt og dermed at tage del af den ideologi som repræsenteres.
Charland knytter denne interpellationsproces til Burkes begreb om identifikation idet han påpeger at denne proces ikke er resultatet af en persuasiv handling men derimod en identifikationsproces. Det er en konsekvens af det samarbejde som sker i og igennem en retorisk handling: Et publikum må først skabes retorisk før det kan overbevises retorisk, og denne dannelse sker gennem identifikation (Burke 1969b, 55; Charland 1987, 133–134). Identifikation handler grundlæggende om at overvinde splittelse og fremmedgørelse mellem mennesker. En retors behov for at bekendtgøre at mennesker er forenede udspringer netop af det faktum at vi ikke er det – at vi er adskilte fra hinanden (Burke 1969b, 22–23). Det handler derfor om at opdage og italesætte den substans vi har til fælles, de «sensations, concepts, images, ideas, attitudes that make them consubstantial» (Burke 1969b, 21, hans kursiv). Med udgangspunkt i Aristoteles’ tanke om at det er lettere at hylde athenere blandt athenere end blandt lakedaimonere (Retorik, Bog A, 1367b), skriver Burke: «You persuade a man only insofar as you can talk his language by speech, gesture, tonality, order, image, attitude, idea, identifying your ways with his» (1969b, 55, hans kursiv). Og samme passage hos Aristoteles får Charland til at fremsætte følgende argument: «lf it is easier to praise Athens before Athenians than before Laecedemonians, we should ask how those in Athens come to experience themselves as Athenians. Indeed, a rhetoric to Athenians in praise of Athens would be relatively insignificant compared to a rhetoric that constitutes Athenians as such» (1987, 134). Identiteter og subjekter er med andre ord ikke objektive, afgrænsede enheder som eksisterer ude i verden, parate til at overbevises; identitet skabes igen og igen i forskellige (potentielt modstridende) narrativer og fællesskaber igennem forskellige, vedvarende og overlappende identifikationsprocesser (1987, 138). Hvis vi relaterer dette til White, taler han på mange måde om lignende processer: Vi kunne beskrive relationen mellem forfatter/tekst og læser som en identifikationsproces, og når White beskriver hvordan skridtet fra et tekstuelt fællesskab til et politisk fællesskab kræver «active belief, commitment, and participation» fra læserens side (1984, 193), minder det meget om en interpellationsproces.
Dermed tilhører den konstitutive retorik både den epideiktiske og den deliberative talegenre. Som Jon Viklund peger på, kan vi forstå selve dét at være sammen i et følelsesfællesskab som hovedformålet med den konstitutive retorik (2022, 89). Eirik Vatnøy anvender denne indsigt til at påpege at en større forståelse for epideiktikken og den konstitutive retoriks funktioner kan udgøre et vigtigt bidrag til teoretiske skoler som centrerer sig omkring deliberativ demokrati og deliberationsprocesser (2015). I stedet for at se epideiktikken som den fjende deliberativ teori gerne vil overkomme, bør vi i stedet forsøge at forstå epideiktikkens rolle i det deliberative demokrati (2015, 10–11).
Det konstitutive paradoks
Hvis vi går tilbage til Charland, aner vi i forklaringen ovenfor – om at et publikum er nødt til først at blive skabt retorisk før det kan overbevises retorisk – den konstitutive retoriks iboende paradoks: Konstitutiv retorik er nødt til på én og samme gang at forudsætte subjektet som en given enhed der eksisterer uafhængigt af retorikken, og at skabe dette subjekt gennem selv samme retorik. Charland skriver:
The ideological «trick» of such a rhetoric is that it presents that which is most rhetorical as the existence of a peuple, or of a subject, as extrarhetorical. [. . .] Thus this rhetoric paradoxically must constitute the identity of «Québécois» as it simultaneously presumes it to be existing outside of rhetoric and form the basis for a rhetorical address. (1987, 137)
Subjektet er en retorisk, ideologisk skabelse; ikke en ekstra-retorisk størrelse som eksisterer uafhængigt af sprog og ideologi. Paradokset består i at det netop er gennem vedvarende italesættelse af et kollektiv som om det allerede eksisterer at kollektivet vækkes til livs. Dette paradoks tydeliggør også det strategiske element i den konstitutive retorik: Når sociale bevægelser, interesseorganisationer eller politikere baserer deres arbejde og argumentation på en bestemt identitet eller kollektiv (fx kvinder, LGBT+, folket) handler det sjældent om ontologiske påstande om kvinders, LGBT+ personers eller folkets natur eller essentielle karaktertræk, men derimod om en identifikationsstrategi som har til formål at skabe retoriske handlemuligheder og –kraft. Italesættelsen af den kollektive identitet bemægtiger kollektivet til at kunne skabe argumenter og, som resultat af dette, opnå politiske mål.
I Charlands senere encyklopædiartikel om konstitutiv retorik (2001) sætter han det konstitutive paradoks i spil med Jacques Derridas poststrukturalistiske perspektiver på talehandlingsteori. Det konstitutive paradoks forklares her ved hjælp af distinktionen mellem performativer (herunder illokutionære talehandlinger) og konstativer som beskrevet hos John Austin (1976): «As Derrida observes, constitution is an illocutionary speech act that must deny its illocutionary character, and claim authority by posing as a constative» (Charland 2001, 618). Derridas eksempel er USA’s uafhængighedserklæring som taler på vegne af et folk samtidig med at dette folk først skabes i og med underskrivningen af erklæringen.
Derrida er også central i Carsten Madsens artikel om royal konstitutiv retorik hvori han tager udgangspunkt i Derridas begreber om repræsentationsspil og struktur/centrum. Madsen forklarer hvordan den forhenværende danske dronnings konstitutive retorik udmærker sig i forhold til fx en statsminister eller en præsident, idet hun på én og samme gang repræsenterer danskheden og samtidig nødvendigvis må stå uden. Hun er «en ophøjethed, en andethed der løfter sig over fællesskabet for derved at konstituere det» (Madsen 2017, 139). Hun fremstiller ikke sin egen erfaring af danskhed (eftersom den er markant anderledes end befolkningens), men snarere et billede af sin erfaring som danskerne kan spejle sig i (2017, 140). «Vi har her en kompleks fordobling af det repræsenterende og det repræsenterede», skriver Madsen, «hvor identiteten af det fremstillede søges fastholdt gennem symbolske udtryk som en selvidentitet, som om den eksisterede uafhængigt af denne repræsentation, selv om denne identitet, danskheden, i realiteten kun kan finde sted gennem publikums bekræftelse af det repræsentationsspil, hvori identiteten er indskrevet» (2017, s. 141).
Kristine Marie Berg (2011) har også videreudviklet tankerne omkring det konstitutive paradoks i samspil med genreteori. Hun fokuserer på «den anden side» af dette paradoks, nemlig hvordan de retoriske former som vi anvender, konstitueres. På samme måde som Charland mener at vi ikke kan tage publikum for givet, mener Berg at vi ikke kan tage genrer for givet (2011, 274). I EU’s strategipapirer omkring The European Year of Intercultural Dialogue (i 2008), ses det hvordan interkulturel dialog både forstås som mål og middel, som noget vi skal stræbe mod men samtidig også det middel vi skal anvende for at komme dertil. På denne måde italesættes interkulturel dialog som en de facto genre, selvom det snarere bør forstås som en «language ideology» (2011, 230–231; Berg trækker her på Millers definition af de facto genrer, se Miller 1984).
Endelig er det værd at nævne Kenneth Zagackis studie af mislykket konstitutiv retorik hvori han også anvender et begreb om konstitutive paradokser, men hentet fra Burke (Zagacki 2007, 273; Burke 1969a, 331–332). I Zagackis analyse af den amerikanske præsident Georg Bush’ taler i forbindelse med Irakkrigen viser Zagacki hvordan Bush’ konstitutive retorik fejler netop fordi den identitet som Bush tilbyder, og den som det irakiske folk selv oplever, ikke er forenelige: «At one level of paradox, Bush used the word ‘democracy’ to designate what the Iraqis were, but he employed a word that actually designated something the Iraqis were not» (Zagacki 2007, 276). I dette eksempel bliver den konstitutive retorik blotlagt som paradoksal ikke kun temporalt (Charlands paradoks: at forudsætte og skabe på samme tid), men også substantielt (Burkes paradoks: demokrati i Irak var hverken et faktum eller en plausibel nær fremtid uden indgreb fra en udefrakommende magt) hvilket er en central grund til at den fejler. Charlands og Burkes to begreber om konstitutive paradokser bygger grundlæggende på samme mekanisme, og Charland henviser også til Burkes begreb i sin artikel fra 2001. Ikke desto mindre er det værd at være opmærksom på at det konstitutive paradoks kan fungere på to diametralt modsatte måder.
Hvad tilbyder så denne subjektposition som på paradoksal vis både forudsættes og skabes? Den tilbyder et svar på sociale og/eller politiske spændinger: «Tensions in the realm of the symbolic render possible the rhetorical re-positioning or rearticulation of subjects» (Charland, 1987, 147). Hvis vi udgår fra to beslægtede eksempler, EU’s forsøg på at skabe europæisk identitet og Brexit-kampagnens framing af en bestemt britisk identitet, kan vi i det første eksempel forstå europæisk identitet som en løsning på spændinger mellem de forskellige medlemslande – religiøse (protestantisk/katolsk/ortodoks), økonomiske (tidligere vest/øst, men nu også nord/syd) og politiske (grader af demokrati og frihedsrettigheder). Idéen om en supranational europæisk identitet kan potentielt opløse disse spændinger hvis EU kan realisere den idé i konkret politik. I Brexit-eksemplet ser vi derimod europæisk identitet som det der skaber spændinger, først og fremmest kulturelle og økonomiske, og britisk identitet og suverænitet italesættes som løsningen på disse spændinger. Konstitutiv retorik forsøger altså at skabe identifikation ved at transcendere modstridende subjektpositioner og herigennem skabe en ny subjektposition, men den tilbyder samtidig nye perspektiver og motiver og er på den måde også handlingsorienteret (1987, 142).
Tre narrative ideologiske funktioner
Som teori sætter den konstitutive retorik sprog og fortælling i centrum. Det er igennem narrativet at les Québécois, europæerne og briterne får liv: «In the telling of a story of a peuple, a peuple comes to be» (1987, 140). Narrativets formelle træk skaber sammenhæng og kausalitet mellem hændelser som er adskilte i tid og rum idet «the locus of yesterday’s act becomes that of today’s» (1987, 139), og igennem denne sammenhørighed får begivenhederne og de mennesker som er del af dem, mening. Narrativer fremviser på den måde en verden hvori mennesker kan handle, og hvor disse handlinger er meningsfulde. På denne måde tilbyder narrativet en sammenhængende struktur hvori handlekraft får en fremtrædende position.
Det interpellerede subjekt eksisterer således som en narrativ ideologisk effekt eller funktion (funktion foretrækkes her da det understreger den konstitutive retoriks vedvarende og altid uafsluttede karakter). Charland identificerer tre narrative ideologiske funktioner: Konstitutiv retorik forsøger 1) at transcendere det individuelle for at skabe det kollektive subjekt, 2) at positionere det kollektive subjekt i et transhistorisk narrativ og 3) at positionere og betinge det kollektive subjekt med henblik på at det skal handle i overensstemmelse med den narrative logik (1987, 139–41).
Den første funktion handler om hvordan individuelle subjekter bliver del af et kollektivt subjekt. Med udgangspunkt i Burkes idé om ultimativ identifikation forklarer Charland individets deltagelse i det kollektive som et resultat af at individers eller gruppers partikulære interesser transcenderes til fordel for den kollektive identitet (Burke 1969b, 194–195; Charland 1987, 139).[4] Denne proces sker over tid. Konstitutiv retorik er en «rhetoric of socialization» (Charland, 1987, 138), og vi interpelleres nødvendigvis igen og igen (jf. Whites lignende pointe) og eksisterer i forskellige – og potentielt modstridende – subjektpositioner samtidigt som fylder forskellige funktioner i vores liv. Af denne grund vil den kollektive identitet også være forholdsvis ustabil. Som McGee påpeger, er kategorier som fx «folk» abstrakte konstruktioner idet forskellige retorer og publikummer tillægger «folket» vidt forskellige egenskaber og funktioner (1975, 239).[5] På samme måde vil mennesker som identificerer sig som en del af et folk formentlig tillægge dette folk forholdsvis forskellige betydninger.
Den anden funktion drejer sig om det transhistoriske fællesskab som konstitutiv retorik skaber mellem fortidens, nutidens og fremtidens kollektive subjekter. Konstitutive retoriske praktikker indeholder i varierende grad elementer af historieskrivning. Et typisk eksempel i en skandinavisk kontekst er fortællinger om vikingernes liv og færden såvel som kulturelle efterladenskaber (arkitektur, skibe, beklædning, etc.). Sådanne fortællinger er til alle tider men i forskellige grader og betydninger blevet anvendt som vidnesbyrd om en særlig skandinavisk karakter (højtudviklet håndværk, drivkraft, en nysgerrighed i forhold til den omgivende verden) som vi besidder den dag i dag, og som gør skandinaver særligt modstandskraftige. Denne type tranhistoriske narrativ indikerer en kontinuerlig rød tråd og udvikling mellem datidens kollektive subjekt (skandinaver dengang) og samtidens kollektive subjekt (skandinaver i dag) som kan danne grundlag for forskellige politiske agendaer og argumentationer. Det kollektive subjekt henter med andre ord retorisk handlekraft i nuet ud fra en idé om at den kollektive identitet strækker sig gennem tiden, både bagud og fremad, og således transcenderer individets begrænsninger ved ethvert givet historisk øjeblik. Transhistoricitet indebærer at et eller flere karaktertræk transcenderer grænserne mellem fortid, nutid og fremtid, og at de døde og de levende på den måde deler substans (Charland 1987, 140). Til dette kan vi tillægge at ’transhistorisk’ ikke er det samme som ’ahistorisk’ eller ’atemporalt’ i den forstand, at den skulle være uden for indflydelse af historiske begivenheder eller tidens gang; snarere antager transhistoricitet en ensartethed på trods af historiske begivenheder og tidens gang. Det er det, der gør det transhistoriske narrativ ekstraordinært (Therkildsen 2022, 63).
Endelige handler den tredje narrative ideologiske funktion om hvordan konstitutiv retorik positionerer og betinger det kollektive subjekt idet subjektet skrives ind i en historiefortælling med en række motiver og et telos (Charland, 1987, 140). Det kollektive subjekt bliver med andre ord en aktør i en fortælling. Denne aktør påkaldes med det formål at den skal bidrage med «narrative closure». Charland skriver: «While classical narratives have an ending, constitutive rhetoric leaves the task of narrative closure to the constituted subjects» (1987, 143). Men ikke hvilken afslutningen som helst. Med udgangspunkt i Walter Fishers principper om narrativ troværdighed (narrativets interne kohærens) og narrativ sandsynlighed (narrativets overensstemmelse med publikums forestillinger om verdens materielle forhold) argumenterer Charland for at den kollektive aktør motiveres til at handle i overensstemmelse med den vision som fortællingen projicerer for at undgå at underminere sin egen position i fortællingen og dermed sin handleevne (Fisher 1984, 8; Charland 1987, 141).[6] Den teleologiske bevægelse mod et bestemt politisk mål (fx frigørelse eller lighed) som karakteriserer det transhistoriske narrativ, er på denne måde naturlig og, hvis man accepterer interpellationen, tvingende. Her er Charlands eget eksempel med les Québécois tydeligst: Hvis borgerne i Québec accepterer interpellationen les Québécois, karakteriseret som et folk som altid har kæmpet for sine politiske rettigheder, er frigørelse i form af selvstændighed den naturlige konsekvens heraf. Den fortælling som bygges op, leder mod netop dét specifikke mål – selvom denne kobling ikke ekspliciteres (1987, 144). Det er dette materielle aspekt af konstitutiv retorik som tydeliggør dens ideologiske natur: Det konstitutive narrativ griber ind i den virkelige verden og bliver på denne måde materiel – den sigter mod materiel handling (1987, 143).
Selvom narrativer og narrativitet er helt centrale hos Charland, går han ikke i dybden med hvordan vi konkret undersøger disse narrativer. Her har såvel retorikerne Mark Herron (2014) og Esben Bjerregaard Nielsen (2016) som idéhistorikeren John Björkman (2020) bidraget med forskellige uddybninger. De to førstnævnte ved at analytisk koble konstitutiv retorik med narratologiske begreber. Nielsen introducerer begrebet retorisk rammefortælling hvilket skal forstås som «dét masterplot, der i en given tekst indtager en styrende rolle overfor andre retoriske fortællinger og diskursive strategier» (2016, 73). Retoriske ytringer vil som oftest trække på flere masterplots, hvorfor det er relevant og vigtigt at kunne identificere det mest fremtrædende og analysere hvordan det forholder sig til øvrige fortællinger. Nielsen sætter altså fokus på «de interne og intertekstuelle dynamikker» som opstår i større kulturelle fortællinger hvor der ofte er flere indlejrede fortællinger (2016, 74). Herron er ligeledes interessereret i forskellige narrative temaer og strukturer samt deres interne relation. Strukturelt differentierer han mellem narrative anekdoter, gnister (sparks) og buer (arcs) hvor den førstnævnte kun figurerer i den enkelte ytring, og den sidstnævnte indikerer en større kulturel fortælling, tætknyttet til begrebet masterplot (2014, 65–66); på det tematiske niveau skelner han mellem narrativer om selvet, om folket og om nationen (2014, 62–65) og undersøger hvordan de udspiller sig i præsidentiel konstitutiv retorik. Endelig er også Björkman interesseret i hvordan forskellige fortællinger interagerer, hvilket han undersøger i den stockholmske presse i årene 1848–1851 med fokus på konstitutiv klasseretorik. Heri viser han hvordan arbejderen på forskellige måder skrives frem som en ny subjektposition med dertilhørende handleposition og –kraft, men som samtidig adskiller sig fra hinanden og dermed italesætter potentielt modstridende subjektpositioner (2020).
Både kernebegreberne identifikation og interpellation og de tre narrative ideologiske funktioner kan nuanceres, og i den sidste del af denne artikel præsenteres en række viderebearbejdelser af den konstitutive retorik.
Slægtskab med andre begreber og kritik
Konstitutiv retorik kan på mange måder ses som en retorisk teori om publikum. Den bygger videre på og overlapper med andre publikumsbegreber der fokuserer på diskursivt indskrevne publikummer, heriblandt the implied reader, teoretiseret af både Wayne Booth (1961) og Wolfgang Iser (1974), Edwin Blacks the second persona (1970), Walter Ongs fictionalized audience (1975) og Lisa Ede og Andrea Lunsfords audience invoked (1984). Det er udenfor denne artikels fokus at redegøre for dem alle, men Edwin Blacks begreb om den anden persona (1970) skal fremhæves, da Charlands teori er en eksplicit viderebearbejdelse af dette begreb.
Visse typer retorik projicerer «the image of a man» (1970, 113), skriver Black, et billede i teksten som indikerer hvilket publikum der er mest passende for teksten; det publikum for hvem teksten vil være mest meningsfuld (Jf. Whites begreb om en ideel læser). «[A]nd though that man may never find actual embodiment», fortsætter Black, «it is still a man that the image is of» (1970, 113). Den anden persona er altså en tekstuel konstruktion som italesætter et bestemt verdenssyn der ligger til grund for argumentationens forsøg på at overbevise publikum om en vis handling eller holdning. I denne henseende ser vi ligheder med Charlands syn på ideologi: det er den konstitutive retoriks indgriben i den virkelige verden som tydeliggør dens ideologiske karakter. Som Charland noterer, er Blacks begreb dog noget mere afgrænset end konstitutiv retorik. Det redegør ikke for publikums og den anden personas ontologiske status (her lægger Charland, med hjælp fra Burke, vægt på at de er symbolske, tekstuelle størrelser), ej heller hvordan disse to størrelser – den ene fysisk, den anden tekstuel – bliver til ét, altså hvordan publikum interpelleres og identificerer sig med denne persona (Charland, 1987, 137). Dette er en ikke en persuasiv proces, som Charland understreger; det er en identifikationsproces.
Blacks teori om den anden persona er sidenhen blevet fulgt op af teoretiseringer af den tredje (Wander 1984), nulte (Cloud 1999) og fjerde persona (Morris 2002) hvor særligt den tredje persona – det negative spejlbillede af den anden persona – har vist sig som en relevant begrebspartner. Hermed er der også kommet studier som kombinerer det konstitutive perspektiv hos Black og/eller Charland med det negerende perspektiv hos Wander for på den måde at udforske den konstitutive retoriks gensidige og kontinuerlige karakter og spørgsmålet om retorisk handlekraft (Just 2004; Lund og Tønnesson 2017; Therkildsen 2013; 2016). Dette dobbelte perspektiv er beslægtet med studier som påpeger at konstitutiv retorik ikke kun sker via positive identifikationer men ofte sker i samspil med negative, antitetiske identifikationsprocesser og dermed fremhæver antagonistiske perspektiver (Goehring og Dionisopoulos 2013; Mills 2014).
Konstitutiv retorik, både som genre og som teori, er også beslægtet med begrebet identitetspolitik. Forskningen om identitetspolitik baseres ofte på en tilsvarende interesse for og tematisering af kollektive identiteter og deres politiske legitimitet i den offentlige og politiske debat. Men hvor identitetspolitik som empirisk fænomen tydeligvis eksisterer og i høj grad debatteres i medierne, er teoretiseringen ganske mangelfuld, hvilket indebærer at distinktionen mellem genre og teori ofte kollapser: forskere observerer identitetspolitik og forsøger samtidig at forstå det med begrebet identitetspolitik, men uden at teoretisere hvad vi skal forstå herved (Therkildsen, 2022, 49–57). Hvorvidt konstitutiv retorik kan være et hjælpsomt teoretisk apparat for at forstå identitetspolitik som fænomen, er et arbejde for fremtidig forskning at vise, men som Eirik Vatnøy og Dawn Wheatley viser i deres undersøgelse af den irske Justice for Magdalene-kampagne, er særligt Whites begreb relevant i undersøgelser af retorik som arbejder for at opnå anerkendelse (det være sig af en sag eller en identitet) eftersom den netop fokuserer på «the communal capacities of forensic rhetoric» (2022, 535) – juraens konstitutive potentiale.
Den konstitutive retorik er også blevet kritiseret. Som nævnt skelner Charland i den senere encyklopædiartikel (2001) mellem konstitutiv retorik som teori og som genre, om end kun ganske kort. Ifølge Charland kan konstitutiv retorik forstås enten som en «genre of discourse» eller som en teori der redegør for «the process of identity formation that this genre depends upon» (2001, 616). Det er formodentlig dette senere addendum og forholdsvis korte ophold ved distinktionen som har gjort at konstitutiv retorik som oftest anvendes netop som en teori, men også fordi Charland ikke definerer sit genrebegreb. Derfor bliver distinktionen også problematisk, argumenterer Marie Lund: «If constitutive rhetoric possesses the ‘universality’ of a theory, it accounts for rhetoric in general and therefore applies to all rhetorical genres. Simply put, a theory of constitutive rhetoric does not need to be seconded by a category of constitutive genre» (2017, 45). Ifølge Lund er distinktionen unødvendig, men hun tillægger dog at man kunne forestille sig et kontinuum af mere eller mindre konstitutive træk (2017, 45). Hvorvidt teori nødvendigvis behøver være universel, kan diskuteres; i så fald skulle det indebære at teorien om konstitutiv retorik burde kunne appliceres på alle tænkelige retoriske artefakter. Det ville næppe være meningsfuldt, men Lunds kritik handler også snarere om Charlands genrebegreb, eller mangel på samme. Den retoriske genreteori lægger ofte vægt på form, konventioner og det tilbagevendende: Genre er en «recurrent rhetorical form», som skaber forventninger og dermed kan realiseres mere eller mindre vellykket (Campbell og Jamieson 1978, 9); genre er «typified rhetorical actions based in recurring situations» (Miller 1984, 159); der er et begrænset antal sammenlignelige situationer og dermed også et begrænset antal, sammenlignelige svarmuligheder (Black 1965; Bitzer 1992). Formen og de retoriske konventioner, som er skabt ved hjælp af gentagelse, betinger i en vis grad svaret. Hvorvidt konstitutive retoriske praktikker kan siges at udgøre en genkommende form eller situation, en typificeret handling, diskuteres ikke af Charland og kan med fordel undersøges nærmere. Indtil da kan vi pege på at den indeholder både epideiktiske og deliberative træk.
Et andet kritikpunkt handler om den konstitutive retoriks tekstinterne fokus og dermed manglende interesse for det empiriske publikum (Kjeldsen 2016; 2018). Selvom Charland taler om «effekter» og også har empirisk belæg for at den canadiske bevægelse i høj grad lykkedes med at konstituere les Québecois, er det hverken reel effekt eller det empiriske publikum som er fokus for hans analyse, og det samme gælder Black, Wander og White. Der findes dog flere nyere studier som har taget udfordringen op og undersøgt det empiriske publikum i samspil med konstitutiv retorik. I sin undersøgelse af Europakommissionens transnationale debatforum, DebateEurope, der blev søsat efter at Forfatningstraktaten i 2005 blev afvist, undersøger Sine Just fx både hvilke identiteter som tilbydes, og hvordan de tages imod af og bemægtiger debatdeltagerne (2009). Også Zagacki og Helen Tate har undersøgt reelle ideologiske effekter af konstitutiv retorik. Zagacki påviser hvordan Georg W. Bush mislykkedes med at interpellere og bemægtige det irakiske folk igennem sin taler i forbindelse med invasionen af Irak i 2003, først og fremmest fordi han ikke tog højde for de allerede eksisterende og i høj grad divergerende identiteter og grupperinger i Irak (2007). Tate viser hvordan et specifikt forsøg på at konstituere en feministisk identitet under feminismens anden bølge ikke blot mislykkedes, men også blev overtaget af anti-feministiske aktører som på den baggrund succesfuldt underminerede den feministiske gruppes arbejde, bl.a. ved at skabe intern splid (2005). Som Tate bemærker, kan Charlands teori ikke forklare dynamikken mellem forskellige, potentielt konkurrerende narrativer, hvilket både hendes og Björkmans allerede omtalte studie viser er et vigtigt perspektiv at have med (Björkman 2020; Tate 2005, 8).
Justs, Zagackis og Tates undersøgelser viser overbevisende hvordan konstitutiv retorik med fordel kan undersøges i et tekstuelt-intertekstuelt perspektiv (Ceccarelli 2001) for på den måde bedre at kunne identificere og analysere både den konstitutive retorik som lykkes, og den som mislykkes og ikke mindst dens konsekvenser for empiriske publikummer. Heraf opstår spørgsmålet om hvornår vi kan vurdere at den konstitutive retorik lykkes/mislykkes, og hvad dette indebærer. Nogle gange fungerer det overraskende hurtigt, men som Louise Schou Therkildsen viser (2022), er arbejdet med at skabe en kollektiv identitet ofte en kontinuerlig bestræbelse, hvorfor det kan være svært at vurdere effekt ud fra et enkelt afgrænset artefakt eller kortere periode (2022, 270). En afstemning om suverænitet som den i 1960’ernes Québec er et meget håndfast måleapparat der kan give os nogle klare indikationer, men det udgør ikke hele billedet, og i andre eksempler, som eksempelvis EU’s retorik, er effekten svær at belægge empirisk. Derudover kan det pointeres at konstitutiv retorik også kan have en intern, selvrefleksiv funktion og dermed være en måde at konstituere sig selv som en valid (politisk) aktør (2022, 126).
Videreudviklinger af konstitutiv retorik
Her 40 år efter at White og Charland udviklede tankerne om konstitutiv retorik både som retorisk praksis og som teori, er spørgsmålet om sprogets rolle i skabelsen af kollektive identiteter lige relevant. Samtidig er der flere perspektiver som med fordel kan fordybes og videreudvikles, ikke mindst med tanke på at det er en radikalt anderledes verden vi lever i i dag. Vi orienterer os lokalt, nationalt og globalt på samme tid og på tværs af forskellige sfærer, hvilket har øget kompleksiteten. Denne øgede kompleksitet påvirker også den konstitutive retorik, og i det følgende skal vi se nærmere på en række foreslåede videreudviklinger.
Interpellationsbegrebet
Eftersom interpellationsbegrebet er så centralt i Charlands teori, er det relevant at tage nogle af de kritikpunkter som er blevet fremført i forhold til Althussers begreb, i betragtning. En vigtig stemme i denne diskussion er Judith Butler. I deres bog Excitable Speech (1997) og artiklen «Conscience Doth Makes Subjects of Us All» (1995) sætter de spørgsmålstegn ved forholdet mellem taler og publikum og diskuterer hvor den konstituerende magt findes, og hvornår den finder sted. Butler kritiserer Althussers begreb for at tillægge for stor betydning til magtens centrum, til Subjektet. I Althussers differentiering mellem Subjektet (med stort S) og subjektet (med lille s) er Subjektet det eller den som udfører selve interpellationen (arketypiske eksempler er Gud eller loven), den som påkalder subjekter (Althusser 2006, 121–122). Althusser er opmærksom på at loven også behøver nogen for hvem loven skal være virkningsfuld, men Butler indvender at han ikke tilegner gensidigheden i dette forhold nok betydning (hvem kalder egentlig på hvem? Loven på borgerne eller borgerne på loven?) og foreslår derfor et mere dynamisk syn på interpellation. I forlængelse af dette pointerer Butler også at interpellationen kan komme ikke kun fra magtens centrum men fra flere forskellige aktører på én gang, og at disse påkaldelser kan have virkning ikke bare i nuet, i selve udsigelsesøjeblikket, men over en længere tidsperiode (1995, 26; 1997, 31).
Butler adskiller altså interpellationen fra nuet, og fra den enkelte retor og tekst/diskurs. Lovgivende tekster er tydelige eksempler på dette, men det gælder også andre typer tekster som cirkulerer over tid og i forskellige sfærer, som fx hadtale (Butlers eksempel) eller andre mindre grove, men stadig effektfulde påkaldelser (N-ordet, misogyne tiltaler, etc.). I sådanne tilfælde er det vigtigste ikke altid at lokalisere og undersøge ophavet til en påkaldelse (hvem anvendte N-ordet først og hvorfor?); det kan være nok så vigtigt at kortlægge af hvilke aktører og i hvilke fora som denne påkaldelse cirkulerer, og hvordan betydningen har ændret sig over tid og sted (Butler 1997, 79).
Adskillige retorikere har undersøgt forskellige perspektiver af Butlers mere dynamiske interpellationsbegreb. Just udgår fra Butlers tanker i førnævnte analyse af Europakommissionens transnationale debatforum DebateEurope som viser at EU’s interpellationer og de identiteter som tilbydes, «opens up room for a multitude of enactments» (2009, 92). Hun argumenterer for et poststrukturalistisk perspektiv på offentlig meningsdannelse der omfavner pluraliteten af holdninger: «The many diverging opinions on the transnational forum of DebateEurope suggest the constitutive value of the debate – not the opposite» (2009, 93). Et relateret eksempel er tanken om et «europæisk skæbnefællesskab» som fik normativ vægt for første gang i den afviste Forfatningstraktaten fra 2004.[7] Her er det dog ligeså betydningsfuldt at kortlægge hvordan denne tanke og formulering cirkulerer i EU-politikeres retorik i de efterfølgende år i forskellige kontekster – på trods af at forfatningstraktaten som juridisk tekst mislykkedes (Therkildsen, 2022, 230 ff.). Endnu et eksempel er organisationers diskursive arbejde med diversitet som, paradoksalt nok, ofte afspejler et ønske om én gang for alle at kunne fastsætte hvad diversitet går ud på, hvilke parametre og hvilke grupper som bør inkluderes, og hvordan et sådant arbejde bør se ud. Som Tanja Juul Christiansen og Sine Just påpeger, også med udgangspunkt i Butlers reviderede interpellationsbegreb, bør diversitetsarbejdet indeholde en højere grad af refleksion omkring diversitetsdiskursers konstitutive, refleksive og foranderlige karakter (2012). Endelig som Stefan Iversen viser i sin analyse af hvordan betegnelsen «the deplorables» anvendtes af forskellige aktører under præsidentvalgskampagnen i USA i 2016, handler det ikke altid kun om cirkulering mellem forskellige retorer, men også om en appropriering af betegnelser, «appropriating the degradation», for at give dem en delvist anden betydning (Iversen 2018, 96; citerer Butler 1999, 123). I og med at den nedsættende betegnelse vendes «til en positiv identifikationsmarkør […] omstemmes [den] således fra at udgrænse en foragtelig kaste af hadefulde skyldige til at udmærke en udvalgt gruppe af glemte og uretfærdigt marginaliserede ofre» (Iversen 2008, 96). På den måde er selve interpellationen og den subjektposition som interpellationen tilbyder, både betingende og en platform for retorisk handlekraft for publikum.
Det er samme butlerske tanke som Zagacki eksemplificerer i sin analyse af Bush’ konstitutive retorik. Bush «created a paradoxical relationship in which the supposedly freed and yet occupied people of Iraq could only meet the demands of democracy and freedom by acting almost entirely as he and the other coalition ‘liberators’ said they should» (2007, 287). Denne paradoksale position indebærer dog også en række retoriske muligheder: Hvor dele af den irakiske befolkning søger at imødegå Bush’ billede af et demokratisk irakisk folk, «[o]ther Shiites and Sunnis turned around and exercised their autonomy to resist not only the occupation but each other. In either case, the deployment of American power ‘formed’ Iraqi subjects, as it were – subjecting Iraqis to the occupation on the one hand and emboldening Iraqis to resist the occupation on the other» (2007, 277). Interpellationen betinger samtidig med at den tilbyder muligheder.[8]
Berg beskæftiger sig med lignende idéer om sprogets performativitet og socialisering, dog uden brug af Butler. Med begrebet om language alredy in circulation (fra Segal 2005) viser Berg hvordan EU’s begreb om interkulturel dialog er en del af en sproglig cirkulering som kan spores til studier om netop interkulturel dialog og kommunikation, men som bygger på essentialistiske og forsimplede ideer om kultur og kommunikation (2011, 18). Disse idéer videreføres i EU’s strategipapirer og manifesterer sig konkret i de praktikker som opmuntres på denne basis, fx i de historier som er resultatet af den novellekonkurrence rettet mod unge EU-borgere som Berg også undersøger.
Endelig er det værd at nævne Jason Myres undersøgelse af den konstitutive retoriks «other side», nemlig den offentlighed eller det fællesskab som den italesætter og dermed forsøger at konstituere. Ved hjælp af forskellige teorier om offentligheder og Jaques Lacans psykoanalytiske teori om begær, fremhæver Myres offentlighedens aktive rolle i den konstitutive retorik (2018). Selvom han ikke anvender hverken Butler eller interpellationsbegrebet, kan vi se dette som et eksempel på hvordan interpellationen også kan komme fra publikum selv.
Disse nuanceringer af interpellationsbegrebet bidrager med et mere nuanceret blik på den ubestemthed som karakteriserer konstitutiv retorik – den er både centreret og decenteret, den sker både nu og på længere sigt. Et sådant dynamisk syn tilbyder et fokus på den processuelle karakter af kollektiv identitetsdannelse: Hvem kalder på hvem? Hvilke spændinger er den kollektive identitet et svar på, og hvem opfatter disse spændinger? Og det bidrager med en opmærksomhed på at det retoriske arbejde med at skabe kollektive identiteter er kontinuerligt og foranderligt: Konstitutiv retorik tager tid.
Genstandsfelt
En anden central udvidelse af konstitutiv retorik handler om genstandsfelt hvilket flere af de nævnte forskere ovenfor også har berørt: Vi skaber ikke kun kollektive identiteter ved hjælp af mundtlige og skriftlige diskurser; det er en praksis som også indbefatter billeder, figurer, kroppen og stemmen. Charland nævner kort «aesthetic practices» – drama, billeder, musik, arkitektur, design – som praktikker der kan falde ind under den konstitutive retorik, men hans fokus er først og fremmest på tekst (1987, 148; for analyser af konstitutiv retorik i musik, se Kumanyika 2015; Smith 2023; i sport, se Andon 2023; Therkildsen 2022; i reklame, se Stein 2002; i skønlitteratur, se Goehring og Dionisopoulos 2013; i multimediale museumsudstillinger, se Gruber 2014). Derfor argumenterer Therkildsen på et generelt niveau for et bredere syn på den konstitutive retoriks ressourcer med hjælp fra Roland Barthes’ Mythologies (1997). Som Barthes viser, interpelleres subjekter igennem en række forskelligartede kulturelle praktikker og artefakter – tøjmode, monumenter, reklame, film, sport, ikoner, arkitektur, design, legetøj – og bliver herigennem del af et kollektivt subjekt.
Flere af disse konstitutive midler er blevet uddybet af en række skandinaviske forskere. Carsten Madsen fokuserer særligt på det figurale og argumenter for at det ikke blot spiller en vigtig rolle i konstitutiv retorik, men også, i de tilfælde hvor figurale elementer spiller sammen med diskursive elementer, fylder en mere primær funktion. Sansningen er mindre kompleks og går forud for den diskursive betydningsdannelse og kan på den måde prædisponere publikum i en vis emotionel retning (2022, 92). Denne emotionelle prædisposition skaber hvad Madsen kalder «et politisk ubevidste» som udgør en vigtig ramme for den diskursive fortolkning: «figurens affekt konstituerer sit publikum forud for diskursen» (2022, 97). Samme univers gør sig gældende hos Therkildsen som fokuserer på det symbolske niveau i sin analyse af EU’s symboler og hvordan nye traditioner opfindes (emblem, flag, hymne, Europadagen). Hun tillægger et fysisk og geografisk niveau, hvis primære medium er bevægelse: Ved at rejse ud i Europa og gøre sig bekendt med borgere og kulturer i andre medlemslande – via udveksling (Erasmus), socialt arbejde (fx kulturbevarelse), arbejdets fri bevægelighed, fælles europæiske sportsbegivenheder – sammenvæves EU-borgere på tværs af nationale grænser. Visionen er at de trækker tråde på kryds og tværs af EU’s geografiske område (2022, 127–134).
I deres studie af design som triple co-evolution argumenterer Per Liljenberg Halstrøm og Per Galle for at de tre centrale komponenter i designprocessen – problem, løsning og publikum – udvikles og konstitueres – i samspil med hinanden undervejs i designprocessen (2015). Med tre designeksempler (Nintendo Wii, Swatch uret, og en lampe fra et afgangsprojekt på Danmarks Designskole) viser forfatterne hvordan designobjekter ofte ikke præsenterer et argument som sådan, men snarere tilbyder en fortælling om en bestemt type fællesskab, værdier og/eller livsstil som brugerne kan identificere sig med (2015, 3.11). Denne teoretiske pointe – at design ikke nødvendigvis overbeviser brugere om at købe et produkt men snarere tilbyder en fortælling og identitetsposition – kan også være af praktisk, heuristisk nytte i designprocessen, argumenterer Halstrøm og Galle, som en måde at stimulere designeres «quest for quality and creativity» (2015, 3.9).
Thore Keitum Fisker udvider den konstitutive retoriks fokusområde til kroppen og stemmen og præsenterer begrebet konstitutiv actio som et redskab til at kunne analysere dette. Hvor analysen af konstitutiv retorik traditionelt set har taget udgangspunkt i tekster og diskurs, viser Fisker hvordan lokale actio-variationer i stemmeføring og kropssprog er betydningsbærende for retorikkens konstitutive effekt. En og samme interpellation – «hey, du der!» – kan få helt forskellige betydninger i lyset af hvordan retor siger denne sætning, hvor pauserne sættes, volumen og så videre og «kan altså interpellere forskellige subjekter afhængig af retors actio» (2022, 66). Et større fokus på actio i mundtlige situationer udvider perspektivet på konstitutiv retorik ved at vise hvordan krop og stemme «medvirker til at konstituere et kollektivt subjekt og skabe en frihedsillusion, der i sidste ende kræver handling af modtagerne for at opretholde det præsenterede narrativ» – i Fiskers eksempel (Mette Frederiksens Corona-tale, 11. marts 2020) at følge restriktionerne.
Marie Lund introducerer begrebet konstitutiv stil som et komplement til de mere veletablerede topoi stil som dragt og stil som menneske (dvs. stil som henholdsvis ornamental og referentiel) med det formål at bygge en bro mellem to epistemologiske paradigmer: Hvor forestillingen om stil som dragt abonnerer på en forståelse af forholdet mellem form og indhold som adskilt (en dragt kan tages både på og af), bygger forestillingen om stil som menneske på en mere romantisk forestilling om stil som udtryk for ens karakter og substans: Den måde vi taler, skriver, klæder og bevæger os på, er udtryk for hvem vi er (2017, del 1, kap. 1). Til dette begrebspar lægger Lund et tredje, som hverken forstår stil som markør for essentielle karaktertræk eller som helt frakoblet substans. Konstitutiv stil er både ornament og substans, den er performativ og tager dermed højde for både foranderlighed over tid og kontekstens vilkår. Lisa Villadsen undersøger også forholdet mellem form og indhold – stil og ideologi – i bl.a. et konstitutivt retorisk perspektiv. I sin analyse af populistisk retorik i et af Dansk folkepartis nyhedsbreve forfattet af Peter Skaarup går hun i rette med Benjamin Moffitts begreb om politisk stil forstået som et definerende populistisk træk, men samtidig noget i sig selv neutralt. Som hendes undersøgelse af den anden persona, konstitutiv retorik og ikonicitet i nyhedsbrevet viser, er forholdet mellem stil og ideologi ikke så skarpskåret som Moffitt antager. I Skaarups tekst ser vi hvordan «‘high’ style elements are appropriated to fit a ‘low’ style logic, rendering the text ambivalent or even schizophrenic in its ideological and epistemological commitments» (2019, 158). I stedet for at opretholde dette skel, bør fokus netop være på forholdet mellem disse to elementer.
I forlængelse af dette spørgsmål om genstandsfelt ligger spørgsmålet om retorikkens genstandsfelt mere generelt. Som nævnt i indledningen, er retorik for White grundlæggende konstitutiv. Med Charlands senere distinktion mellem konstitutiv genre og teori er det derimod tydeligt at der for ham findes retorik som er konstitutiv – og retorik som ikke er. Samtidig er det også i denne senere artikel at Charland præsenterer idéen om at den konstitutive retorik kan spores tilbage til sofisterne (2001, 616), men som Carsten Madsen bemærker, falder denne bemærkning noget henslængt og fortjener at blive foldet ud hvilket Madsen sætter sig for (2020). Madsen fremfører to argumenter: For det første forklarer han hvordan sofisternes forståelse af logos hører uløseligt sammen med forståelse af eris, strid. Strid, splittelse eller forskel er grundvilkår for logos fordi vi behøver logos for at overkomme splittelsen (Jf. Burkes argument om forholdet mellem identifikation og splittelse præsenteret ovenfor). Nogle retoriske ytringer fremviser åbenlyst talens konstituering af sin sag, hvor andre skjuler denne konstituering, og talen om folket er ofte et eksempel på det sidste (2020, 45). Madsen kommer på den baggrund frem til at «konstitutiv retorik altid [vil] forsøge at fremstille folket for folket som et ontologisk grundvilkår, at fremsætte det sidste og det første ord om folket, som var det skæbnebestemt. En sådan retorik fortier imidlertid hvordan sproget altid allerede vil være gået forud som en strid, splittelse eller forskel, der muliggør dens tale om enighed, sammenhold og identitet» (2020, 46). På denne baggrund argumenterer Madsen for at skabelsen af kollektive identiteter blot er «et særtilfælde af konstitutiv retorik» – retorik er grundlæggende kunsten at «konstituere en sag som en sag» (2020, 46).
Samlet set viser disse studier at vi ved på denne måde at udvide retorikkens og særligt den konstitutive retoriks genstandsfelt bedre vil kunne indfange forskellige dimensioner af konstitutiv retorik. Konstitutiv retorik har naturligvis ikke altid denne flerdimensionelle karakter, og selv hvis den har, er det ikke sikkert at alle dimensioner er lige vigtige. Men en forudsætning for at overhovedet lægge mærke til dem er at vi forstår hvordan disse dimensioner kan fungere og interagere (Therkildsen, 2022, 270–271).
Forestillinger om tid
Et tredje perspektiv som også med fordel kan kompliceres og udvides, er forståelsen af tid og hvordan forskellige temporaliteter griber ind i hinanden og dermed påvirker det transhistoriske narrativ som er centralt for den anden ideologiske funktion. Her hviler Therkildsen sin analyse på Frida Buhres studie (2019) af hvordan forskellige tidsforståelser (om fortiden, nuet, fremtiden og evigheden) ligger til grund for forskellige politiske visioner og praktikker. I sin undersøgelse af EU’s konstitutive retorik, retter Therkildsen særligt opmærksomheden mod forestillinger om fortiden (som karakteriseres af en søgen efter en oprindelsesfortælling, en konstituerende begivenhed) og om evigheden (fx i tanken om et europæisk skæbnefællesskab og karaktertræk og værdier som fødtes i antikken og går igen frem til i dag), men også forestillinger om kontinuitet og progression (hele tiden mod det bedre) og historiske brud (fx første og anden verdenskrig) (2022). En større opmærksomhed på forskellige tidsforståelser kan hjælpe til at vise hvordan transhistoricitet skrives frem i den narrative form, og hvordan forskellige ideer om tid konvergerer eller divergerer heri.
Ideologibegrebet
Som beskrevet er konstitutiv retorik som praksis grundlæggende ideologisk – være sig det udspiller sig i organisationer og erhvervsliv eller i politiske sammenhænge. Konstitutiv retorik er blevet knyttet til både populistisk retorik hvor netop det at hævde at man repræsenterer et «unisont folk» er centralt (Kock og Villadsen 2022, 224; Villadsen 2019) og til den neoliberale tidsalder hvor muligheden for at skabe gruppeidentiteter, «the lifeblood of democratic politics», er udfordret fordi den neoliberale rationalitet fordrer konkurrence i alle samfundets sfærer og italesætter individet som virksomhed (Seitz og Tennant 2017, 113). I en sådan verden er gruppeidentiteter både meningsløse og svære at skabe. Dette spand mellem populisme og neoliberalisme, hvor folket eller gruppen er hhv. essentiel og meningsløs, indikerer også et normativt spand hvor konstitueringen af et folk eller et fællesskab i den ene ende er en problematisk praksis, i den anden ende livsnødvendig for den demokratiske praksis. Dermed bliver det også relevant at kigge nærmere på og uddybe det ideologibegreb som er ikkeeksisterende for White, men grundlæggende for Charlands teori.
Ideologi anvendes flittigt i Charlands artikel, men han skriver ganske lidt om hvad han egentlig mener med ideologi. I en fodnote fremgår det at han lægger sig tæt op ad Anthony Giddens idet han forstår ideologi som et diskursivt system af symboler som er 1) falskt i den bemærkelse at det bygger på terministic screens i burkesk forståelse, 2) fornægter sin egne historicitet og sproglige fundament og dermed foregiver at præsentere verden som den er, 3) fornægter eller omformer modsigelser og 4) legitimerer og strukturerer magtforhold (Charland 1987, 148, note 1; henviser til Giddens 1979). Denne forståelse er central særligt i beskrivelsen af den tredje ideologiske funktion som handler om hvordan det kollektive subjekt positioneres og betinges af narrativets rammer, motiver og telos (Charland, 1987, 140). Den er netop i den tredje funktion at ideologien materialiserer sig i konkrete handlinger og praksisser. Her ser vi også et ekko af Althussers materialistiske ideologibegreb: «[E]very ‘subject’ endowed with a ‘consciousness’ and believing in the ‘ideas’ that his ‘consciousness’ inspires in him and freely accepts, must ‘act according to his ideas’, must therefore inscribe his own ideas as a free subject in the actions of his material practice. If he does not do so, ‘that is wicked’» (Althusser 2006, 113). Ifølge Althusser manifesterer ideologi sig i institutionelle, rituelle og hverdagshandlinger: gå i kirke, i skole, spise i kantinen, deltage i skoleaktiviteter, etc. (2006, 112–115). Ideologiens materialitet gør at den fremstår ægte, som «the real conditions of existence» (2006, 111), men ideologi er ifølge Althusser snarere «an imaginary relation to real relations» (2006, 113). Med andre ord så slører ideologien for noget bagvedliggende som er mere «ægte». Ideologiens primære funktion er altså forvrængning, og selvom dette ægte er uopnåeligt (vi er hele tiden en del af ideologien, vi kan ikke kritisere den fra et sted uden for ideologen som Althusser også beskriver, fx 2006, 118–119), er forestillingen om at dette ægte findes, central hos Althusser. Inspireret af Ernesto Laclaus ideologibegreb som er formuleret på baggrund af en kritik af Althussers, foreslår Therkildsen at genoverveje den konstitutive retoriks ideologiforståelse (Therkildsen 2022). Ifølge Laclau er ideologiens primære funktion ikke forvrængning, men snarere selve idéen om at der findes noget som ikke er forvrænget – idéen om at der findes «real conditions of existence». Laclau skriver: «the original meaning is illusory and the distortive operation consists in precisely creating that illusion – that is, to project onto something which is essentially divided the illusion of a fullness […] that it lacks» (1997, 301). Laclaus ideologibegreb handler altså ikke om forvrængning, men snarere om projicering af en ønskværdig helhed; og ideologikritik handler ikke om at afsløre denne forvrængning, men om at analysere hvordan denne helhed skabes. Selvom Charland abonnerer på et noget anderledes ideologibegreb, er Laclaus forståelse ikke uforeneligt med Charlands teori og kan være en berigelse. Det fællesskab som den konstitutive retorik både hviler på og samtidig skaber er på mange måder en projicering af helhed. De handlinger og praktikker som projiceres i det transhistoriske narrativ og som det kollektive subjekt forventes fuldføre, er meningsfulde netop fordi de bidrager til idéen om det fuldendte, hele fællesskab – på tværs af tidsmæssige, individuelle, kulturelle og klassemæssige skel. På denne måde bliver det interessante spørgsmål ikke hvordan konstitutiv retorik forvrænger eller vildleder sit publikum, men derimod hvordan visioner om det fuldendte og rene fællesskab udformes retorisk, og hvilke funktioner sådanne ideer fylder i forhold til kollektiv identitetsdannelse. Dermed bliver det også relevant at undersøge hvordan narrativer projicerer både konkrete politiske handlinger (såsom folkeafstemninger og debatdeltagelse) og deres normative fundament: demokratiske normer for medborgerskab og de ideologiske visioner som disse normer er en del af (Therkildsen 2022, 249–261).
Referencer
Althusser, Louis. 2006. Lenin and Philosophy and Other Essays. Oversat af Ben Brewster. Aakar Books.
Andon, Stephen P. 2023. «From Save the Crew to Saved the Crew: Constitutive Rhetoric, Myth, and Fan Opposition to Sports Team Relocation». Communication & Sport 11 (1): 72–96.
Aristotles. 2002. Retorik. Oversat af Thure Hastrup. Museum Tusculanums Forlag.
Austin, John L. 1976. How to Do Things with Words. Oversat af James Opie Urmson og Marina Sbisà. Oxford University Press.
Barthes, Roland. 1997. Mythologies. Oversat af Annette Lavers. Hill and Wang.
Berg, Kristine M. 2011. «‘Intercultural Dialogue’ as Rhetorical Form: A Pyrrhic Victory». PhD Thesis. Department of Media, Cognition and Communication, University of Copenhagen.
Bitzer, Lloyd F. 1992. «The Rhetorical Situation». Philosophy & Rhetoric 25 (supplementary issue): 1–14.
Björkman, John. 2020. «‘Må de herrskande klasserna darra’: Radikal retorik och reaktion i Stockholms press, 1848–1851». Doctoral Thesis. Gidlunds förlag.
Black, Edwin. 1965. Rhetorical Criticism: A Study in Method. York: Macmillan.
Black, Edwin. 1970. «The Second Persona». Quarterly Journal of Speech 56 (2): 109–19.
Booth, Wayne C. 1961. The Rhetoric of Fiction. University of Chicago Press.
Buhre, Frida. 2019. «Speaking Other Times: Hannah Arendt and the Temporality of Politics». PhD thesis. Department of Literature, Uppsala University.
Burke, Kenneth. 1969a. A Grammar of Motives. University of California Press.
Burke, Kenneth. 1969b. A Rhetoric of Motives. University of California Press.
Butler, Judith. 1995. «Conscience Doth Make Subjects of Us All». Yale French Studies 88: 6–26.
Butler, Judith. 1997. Excitable Speech: A Politics of the Performative. York: Routledge.
Butler, Judith. 1999. «Performativity’s Social Magic.» I Bourdieu: A Critical Reader, redigeret af Richard Shusterman, 113-28. Blackwell Publishers.
Campbell, Karlyn K. og Kathleen H. Jamieson. 1978. «Form and Genre in Rhetorical Criticism: An Introduction». I Form and Genre: Shaping Rhetorical Action, 9–32. The Speech Communication Association.
Ceccarelli, Leah. 2001. Shaping Science with Rhetoric: The Cases of Dobzhansky, Schrodinger, and Wilson. University Of Chicago Press.
Charland, Maurice. 1987. «Constitutive Rhetoric: The Case of the Peuple Québécois». Quarterly Journal of Speech 73 (2): 133–50.
Charland, Maurice. 2001. «POLITICS: Constitutive Rhetoric». I Encyclopedia of Rhetoric, redigeret af Thomas O. Sloane, 616–19. Oxford University Press.
Christiansen, Tanja J. og Sine N. Just. 2012. «Regularities of Diversity Discourse: Address, Categorization, and Invitation». Journal of Management & Organization 18 (3): 398–411.
Cloud, Dana L. 1999. «The null persona: Race and the rhetoric of silence in the uprising of’34». Rhetoric & Public Affairs 2 (2): 177–209.
Ede, Lisa og Andrea Lunsford. 1984. «Audience Addressed/Audience Invoked: The Role of Audience in Composition Theory and Pedagogy». College Composition and Communication 35 (2): 155–71.
Fisher, Walter R. 1984. «Narration as a Human Communication Paradigm: The Case of Public Moral Argument». Communication Monographs 51 (1): 1–22.
Fisker, Thore K. 2022. «Konstitutiv actio: Stemmeføring og kropssprog i retoriske identifikationsprocesser». Rhetorica Scandinavica 26 (84): 60–75.
Foucault, Michel. 1990. The History of Sexuality. Vol. 1: The Will to Knowledge. Oversat af Robert Hurley. Penguin.
Foucault, Michel. 1991. Discipline and Punish: The Birth of a Prison. Oversat af Alan Sheridan. Penguin.
Gabrielsen, Jonas. 2017. «Rationaler og potentialer i moderne retsretorik: En kortlægning af feltet». Rhetorica Scandinavica 21 (75): 50–73.
Giddens, Anthony. 1979. Central Problems in Social Theory: Action, Structure, and Contradiction in Social Analysis. University of California Press.
Goehring, Charles og George N. Dionisopoulos. 2013. «Identification by Antithesis: The Turner Diaries as Constitutive Rhetoric». Southern Communication Journal 78 (5): 369–86.
Gruber, David R. 2014. «The (Digital) Majesty of All under Heaven: Affective Constitutive Rhetoric at the Hong Kong Museum of History’s Multi-Media Exhibition of Terracotta Warriors». Rhetoric Society Quarterly 44 (2): 148–67.
Halstrøm, Per L. og Per Galle. 2015. «Design as Co-Evolution of Problem, Solution, and Audience». Artifact 3 (4): 3-1-3.13.
Haskins, Ekaterina V. 2004. Logos and Power in Isocrates and Aristotle. University of South Carolina Press.
Herron, Mark. 2014. «Narrator-in-Chief: The Narrative Rhetoric of Barack Obama». PhD Thesis. Department of Media, Cognition and Communication, University of Copenhagen.
Herron, Mark og Esben B. Nielsen. 2013. «Klassikerintro». Rhetorica Scandinavica, 17 (63): 7–11.
Iser, Wolfgang. 1974. The Implied Reader. Johns Hopkins University Press.
Iversen, Stefan. 2018. «Dekorum og fortælling: Trump, Clinton og ‘the Deplorables’». Rhetorica Scandinavica 22 (78): 87–98.
Just, Sine N. 2004. «The Constitution of Meaning – A Meaningful Constitution? Legitimacy, Identity, and Public Opinion in the Debate on the Future of Europe». PhD thesis. Centre for Communication Studies, Copenhagen Business School.
Just, Sine N. 2009. «European Public Debate: Offered Identities and Performed Agencies». I Rhetorical Aspects of Discourses in Present-Day Society, redigeret af Lotte Dam, Lise-Lotte Holmgreen, og Jeanne Strunck, 70–101. Cambridge Scholars Press.
Kjeldsen, Jens E. 2016. «Studying Rhetorical Audiences – a Call for Qualitative Reception Studies in Argumentation and Rhetoric». Informal Logic 36 (2): 136–58.
Kjeldsen, Jens E. 2018. «Audience Analysis and Reception Studies of Rhetoric». Rhetorical Audience Studies and Reception of Rhetoric: Exploring Audiences Empirically, 1–42.
Kjeldsen, Jens E. 2019. «Royal Interventions in the Public Discourse on Immigration: Rhetorical Topoi on Immigration in the New Year’s Speeches of the Scandinavian Monarchs». Javnost – The Public 26 (2): 225–40.
Kjeldsen, Jens E., Jaap de Jong, og Judi Atkins. 2023. «Royal Responses to the Covid-19 Pandemic: A Rhetorical Analysis of Six European Monarchs». Rhetorica Scandinavica 27 (85): 73–94.
Kock, Christian og Lisa Villadsen. 2022. «Populism: A Definition Sought and Tested». I Populist Rhetorics, redigeret af Christian Kock og Lisa Villadsen, 217–47. Rhetoric, Politics and Society. Cham: Springer International Publishing.
Kumanyika, Chenjerai. 2015. «‘We demand justice. We just getting started’: the constitutive rhetoric of 1Hood Media’s hip-hop activism». Popular Music 34 (3): 432–51.
Laclau, Ernesto. 1994. «Why do empty signifiers matter to politics?» Jacques Lacan: Critical Evaluations in Cultural Theory, 305–14.
Leff, Michael C. og Ebony A. Utley. 2004. «Instrumental and Constitutive Rhetoric in Martin Luther King Jr.’s» Letter from Birmingham Jail»«. Rhetoric & Public Affairs 7 (1): 37–51.
Leff, Michael C. 1997. «The Death and Resurrection of the Theory of Ideology». MLN 112 (3): 297–321.
Lund, Marie. 2017. An Argument on Rhetorical Style. Aarhus University Press.
Lund, Marie og Johan Tønnesson. 2017. «Kongens tale ved hagefesten». I Åpne dører mot verden: Norske ungdommers møte med fortellinger om skyld og privilegier, 32–46. Universitetsforlaget Oslo.
Madsen, Carsten. 2017. «Magtens repræsentation af danskhed. Konstitueringen af nationalidentitet i Dronning Margrethes nytårstaler». Passage-Tidsskrift for litteratur og kritik 31 (76).
Madsen, Carsten. 2020. «Retorisk konstituering af en sag. Den græske tradition». Rhetorica Scandinavica 24 (81): 32–47.
Madsen, Carsten. 2022. «Konflikten mellem diskurs og figur: Konstituering af et politisk ubevidste i visuel retorik». K&K-Kultur og Klasse 50 (133): 77–100.
McGee, Michael C. 1975. «In search of ‘the people’: A rhetorical alternative». Quarterly journal of Speech 61 (3): 235–49.
McGee, Michael C.. 1980. «The ‘Ideograph’: A Link between Rhetoric and Ideology». Quarterly Journal of Speech 66 (1): 1–16.
McGee, Michael C.. 1984. «Responses to Wander: Another Philippic: Notes on the Ideological Turn in Criticism». Central States Speech Journal 35 (1): 43–50.
Mckerrow, Raymie E. 1989. «Critical Rhetoric: Theory and Praxis». Communication Monographs 56 (2): 91–111.
Mckerrow, Raymie E.. 1991. «Critical Rhetoric in a Postmodern World». Quarterly Journal of Speech 77 (1): 75–78.
Ong, Walter J. 1975. «The Writer’s Audience Is Always a Fiction». PMLA 90 (1): 9–21.
Miller, Carolyn R. 1984. «Genre as Social Action». The Quarterly Journal of Speech 70 (2): 151–67.
Mills, Robert E. 2014. «The Pirate and the Sovereign: Negative Identification and the Constitutive Rhetoric of the Nation-State». Rhetoric and Public Affairs 17 (1): 105–36.
Morris, Charles E. 2002. «Pink Herring & the Fourth Persona: J. Edgar Hoover’s Sex Crime Panic». Quarterly Journal of Speech 88 (2): 228–44.
Myres, Jason D. 2018. «Five Formations of Publicity: Constitutive Rhetoric from Its Other Side». Quarterly Journal of Speech 104 (2): 189–212.
Nielsen, Esben B. 2016. «Den retoriske rammefortælling: Det styrende masterplot i funktionelt orienteret narrativ kritik». Rhetorica Scandinavica 20 (74): 72–91.
Qvarnström, Sofi. 2015. «Marknaden som stilfrämjare: bokförlag, mediering och retorisering kring förra sekelskiftet». Tidskrift för litteraturvetenskap 45 (2–3): 17–32.
Rasmussen, Rasmus K. 2018. «Krisekommunikation som model for virksomhedsretorik? Forslag til en teori om retorisk konstituerede kriser og organisationer». Rhetorica Scandinavica 22 (77): 46–67.
Segal, Judy Z. 2005. Health and the Rhetoric of Medicine. Southern Illinois University Press.
Seitz, David W., og Amanda B. Tennant. 2017. «Constitutive Rhetoric in the Age of Neoliberalism». Rhetoric in Neoliberalism, 109–34.
Smith, Damariyé L. 2023. «Hussle and Motivate: An Afrocentric Understanding of Constitutive Rhetoric Toward Economic Empowerment in Nipsey Hussle’s Victory Lap Album». Journal of Black Studies 54 (4): 312–33.
Stein, Sarah R. 2002. «The ‘1984’ Macintosh ad: Cinematic icons and constitutive rhetoric in the launch of a new machine». Quarterly Journal of Speech 88 (2): 169–92.
Tate, Helen. 2005. «The Ideological Effects of a Failed Constitutive Rhetoric: The Co-Option of the Rhetoric of White Lesbian Feminism». Women’s Studies in Communication 28 (1): 1–31.
Therkildsen, Louise S. 2013. «Du fødes som dansker: Essentialistiske fortællinger i lærematerialet til den danske indfødsretsprøve». Tidsskrift for Medier, Erkendelse og Formidling 1 (1): 149–65.
Therkildsen, Louise S.2016. «Becoming a Citizen: Knowledge and Identity in European Textbooks for Citizenship Tests». I Rhetoric, Knowledge and the Public Sphere, redigeret af Agnieszka Kampka & Katarzyna Molek-Kozakowska, 93–108. Peter Lang.
Therkildsen, Louise S.. 2022. «A European State of Mind: Rhetorical Formations of European Identity within the EU 1973–2014». PhD thesis. Department of Literature, Uppsala University.
Vatnøy, Eirik. 2015. «Leaders’ Response to Terrorism: The Role of Epideictic Rhetoric in Deliberative Democracies». Journal of Public Deliberation 11 (2): 1–22.
Vatnøy, Eirik, og Dawn Wheatley. 2022. «Mediated Recognition in Campaigns for Justice: The Case of the Magdalene Laundry Survivors». Communications 47 (4): 532–52.
Viklund, Jon. 2022. «Den politiska hanteringen av sorg i coronakrisen: berättelser och ritualer i demonstrativ politisk retorik». I Pandemiska reflektioner: Retoriska och litteratur-filosofiska undersökningar i coronas tid, redigeret af Ingeborg Löfgren, Louise S. Therkildsen, og Mats Rosengren, 62–99. Uppsala Universitet.
Villadsen, Lisa. 2019. «Low Style the High Way: Rhetorical Mainstreaming of Populism». Vox Populi: Populism as a Rhetorical and Democratic Challenge, 140–58.
Wander, Philip. 1983. «The Ideological Turn in Modern Criticism». Central States Speech Journal 34 (1): 1–18.
Wander, Philip. 1984. «The Third Persona: An Ideological Turn in Rhetorical Theory». Central States Speech Journal 35 (4): 197–216.
White, James B. 1984. When Words Lose Their Meaning: Constitutions and Reconstitutions of Language, Character, and Community. University of Chicago Press.
White, James B. 1985. Heracles’ Bow: Essays on the Rhetoric and Poetics of the Law. University of Wisconsin Press.
Zagacki, Kenneth S. 2007. «Constitutive Rhetoric Reconsidered: Constitutive Paradoxes in G. W. Bush’s Iraq War Speeches». Western Journal of Communication 71 (4): 272–93.
[1] Se fx debatten mellem Philip Wander og Forbes Hill samt Lawrence Rosenfield som kan læses i sin helhed i Central States Speech Journal 1983, vol. 34, nr. 1 og 2 samt Central States Speech Journal 1984, vol. 35, nr. 1 og 3. Se også den forudgående debat mellem Forbes Hill og Karlyn Kors Campbell udfoldet i Quarterly Journal of Speech 1972, vol. 58, nr. 4.
[2] Flere fremholder at White var først (hans to hovedværk udkom i hhv. 1984 og 1985), men Charlands artikel fra 1987 er baseret på hans afhandling fra 1983, og en tidligere udgave af artiklen udkom som en konferencebidrag allerede i 1981. Der er dog intet der tyder på at de kendte til hinandens arbejde.
[3] Whites begreb om en ideel læser og ikke mindst hans tanker om hvordan vi fæller dom over en tekst er meget lig Blacks begreb om the second persona (1970; se også nedenfor), og hans idé om den karakter forfatteren skaber for sig selv kan sammenlignes med Wayne Booths begreb om the implied author (1961).
[4] Strengt taget taler Burke her ikke om ultimativ identifikation men om ultimativ orden i marxistisk terminologi, men det giver mening at tænke på det som en ultimativ form for identifikation.
[5] Ultimativ identifikation og McGee’s udforskning af folkebegrebet og hans lidt senere begreb om ”the ideograph” (1980) har i denne betydning meget til fælles med Ernesto Laclaus begreb om den tomme signifikant
(Se fx Laclau 1994; 1997).
[6] Dette er Esben Bjerregaard Nielsen og Mark Herrons oversættelser (2013).
[7] Forfatningstraktaten blev aldrig ratificeret og trådte derfor aldrig i kraft. Den blev dog underskrevet af samtlige stats- og regeringsoverhoveder i EU.
[8] Zagacki trækker her på Butler 1999, som selv trækker på et magtbegreb inspireret af Foucault (se fx Foucault 1990; 1991).