Persona

Persona (i flertal: personae eller personaer) betegner retors stiliserede karakter, som den manifesterer sig i retorisk praksis. Ordet persona er latin og betyder «maske», «rolle» eller «karakter», og forbindelsen til antikt drama er en relevant nøgle til at forstå personabegrebets særlige perspektiv på retorisk karaktertegning. Som supplement til etos, det klassisk retoriske karakterbegreb, der retter opmærksomhed mod retors personlige troværdighed og vederhæftighed, sættes der med persona i højere grad fokus på den personlige optræden som netop en optræden. Ikke med henblik på at betragte retorik som skuespil, men for at beskrive hvordan bestemte karaktertræk forstærkes og måske også åbenlyst overdrives i retorisk praksis for at understøtte en retors udtryk og optræden i bestemte situationer. Med persona som linse sættes karakterfremstillingens performative, affektive og æstetiske kvaliteter og funktioner i forgrunden.

Den karakteristiske situerede optræden kan række ud over den enkelte lejlighed og skabe bestemte forventninger til bestemte aktører over længere tid og på tværs af kontekster og platforme. Også i dagligsproget refererer man til fx en bestemt kunstner, influencer eller politikers persona som et genkendeligt udtryk for vedkommendes retoriske stil og profil i offentligheden. Den udvikles også løbende i samspil og forhandling med offentligheden. Ens offentlige persona kan således tage form intentionelt og aktivt, men kan også udfordres af omstændighederne, udvikle sig ufrivilligt og af og til ligefrem tage magten fra én. Her spiller det ind, at individuelle retorers personaer gerne konstrueres og fortolkes i relation til et kollektivt, konventionelt repertoire af personaer. Det kan fx være en moder-, ekspert- eller præsidentpersona, som forbindes med særlige handlemåder og ideologier. Kulturelt og socialt bestemte rolleforventninger er med andre ord centrale for enkeltpersoners personakonstruktioner.

Persona beskrives her i udgangspunktet med reference til retor og dennes selvfremstilling eller selviscenesættelse, der typisk er sammenfaldende med en tekst eller tales grammatiske første person: oftest et «jeg», af og til et «vi» (McMillan m.fl. 2018). Men også de parter i en retorisk situation, der tiltales og omtales i grammatisk anden og tredje person (foruden dem, der ekskluderes eller underforstås), kan beskrives som personaer, der er formet efter bestemte lejligheder og retoriske formål, og som afspejler retors verdenssyn eller ideologi. Særligt den retoriske positionering og konstituering af publikum som en teksts «anden persona» (Black 1970), det indskrevne publikum, har været genstand for omfattende retorikfaglig interesse (se også artiklen Publikum).

Før disse udvidede, forgrenede personastrukturer beskrives nærmere, skitseres i det følgende først ordets oprindelse og retorikfaglige relevans og dernæst: relationen imellem persona og etos i retorisk kritik af individuelle retorers karakterfremstilling. Herefter belyses personabegrebets inventive eller produktive funktion i relation til taleskrivning og «stemme» som tekstkvalitet i skriftlig retorik. Afslutningsvis placeres retoriske personastudier i relation til personastudier som et selvstændigt, tværfagligt felt, der er blomstret op siden årtusindskiftet i takt med bl.a. den udbredte og intensiverede selvfremstillingspraksis i digitale netværk og fællesskaber.

 

Ordets oprindelse og retoriske relevans

På latin er «maske» den primære betydning af persona med direkte reference til græsk og romersk teater. På græsk er glosen prosopon en klar pendant til persona med beslægtede betydninger som « ansigt» og «fremtoning» eller netop «rolle» og «maske», men hvorvidt og i givet fald hvordan ordene er afledt af hinanden, er ikke klarlagt (Robichaud 2018). En både udbredt og retorikfagligt appellerende etymologi knytter persona til verbalformen per-sonare («lyde igennem», «klinge igennem») med reference til teatermasken, der med sin udskårne mund formidler og forstærker den menneskelige stemme i henvendelsen til publikum (se fx Ong 1962, 54; Fafner 1997 [1988], 9; Marshall og Barbour 2015, 2). Den romerske forfatter og grammatiker Aulus Gellius (ca. 125-180 e.Kr.) gengiver denne udlægning i sin essayistiske tekstsamling Attiske nætter således:

Gavius Bassus’ vittige fortolkning af ordet persona og hans forklaring på dets oprindelse.

1. 1. Gavius Bassus har vittigt og kyndigt givet en forklaring på ordet persona («maske») i de værker, han har skrevet Om ordenes oprindelse [Fragment 8]; han formoder, at det kommer af persono («genlyder»). 2. Han siger nemlig: «Hovedet og ansigtet er dækket af masken og lader kun stemmen komme ud ad én vej, og eftersom denne hverken er bred eller udstrakt, men sender stemmen samlet og forenet ud gennem blot én udgang, gør den lydene mere klare og harmoniske. Eftersom dette dække af ansigtet bevirker, at stemmen bliver klar og giver genlyd, bliver den af denne grund kaldt persona, idet bogstavet o er forlænget på grund af ordets dannelse». (Gellius 5.7, oversat af Weber-Nielsen)

Denne betydningsforbindelse, der knytter persona til (forstærkning af) stemme og lyd, er simpelthen smuk, som Fafner påpeger (1997 [1988], 9), men allerede Gellius præsenterer det altså som en «vittig fortolkning» eller etymologisk tilsnigelse.

Bedst belæg er der i dag for at sige, at persona er afledt af det etruskiske ord for maske, phersu, der kan have været navnet på en bestemt person eller dæmon (OLD 1968, 1356; Elliott 1982, 19-20; Robichaud 2018, 28). Elliott (1982, 20) omtaler to forskellige vægmalerier fra det 6. årh. f.Kr., hvor ordet – eller navnet – optræder i forbindelse med en maskeklædt skikkelse. Det ene maleri findes i et etruskisk gravkammer, hvor en mandsfigur, der dirigerer eller griber ind i en gladiatorkamp, ses iført maske og benævnes Phersu i en ledsagende indskrift. At ordet persona i sproglig praksis altid har været knyttet til masker, roller og offentlig optræden – og iøvrigt går forud for afledte ord som person og personlighed – ligger i al fald fast.

Stilhistorisk fik persona allerede i antikken en bredere betydning som betegnelse for de mange forskellige karakterer, der i retorisk praksis fx bliver gjort til genstand for lovprisning, indskrives i en sagsfremstilling eller konstrueres stilistisk som fiktion, fx i en retorisk dialog, sermocinatio, med forskellige formål (Lausberg 1998 [1960], 735-6). Desuden ser man persona brugt i forskellige fremstillinger med reference både til publikum og til taleren selv, ligesom det er tilfældet i moderne retorik.

Samlet set kan maske-etymologien tjene til at betone, at persona-begrebet betegner ikke bare persuasiv karakterfremstilling, men typisk en forstærket eller stiliseret karakterfremstilling.

 

Persona versus etos i retorisk kritik

Selvom termen persona optræder med en vis selvfølgelighed i moderne retorisk analyse og kritik, har begrebet været underteoretiseret i retorikfaglig kontekst (Cherry 1988; Brooke 2006 [2001]). Det gælder især i sammenligning med det beslægtede begreb etos, der har haft en entydigt central status i retorikfaget fra og med Aristoteles’ Retorik.

Umiddelbart kan persona synes at overlappe med netop en aristotelisk forståelse af etos: et retorikskabt, såkaldt teknisk bevismiddel, der tegner retors karakter ved bestemte lejligheder (se fx Jasinski 2001, 230-31). Men modsat etos-appellen, som den er beskrevet hos Aristoteles, er etablering af troværdighed ikke personakonstruktionens eneste eller primære funktion. Snarere kan persona betragtes som beslægtet med en ciceroniansk forståelse af etos, der ifølge Hoff-Clausen (2011, 255) er fremherskende i online miljøer og beror på «sympati, stil og social autoritet snarere end på fornuftspræget vurdering [af karakter]». Denne relative betoning af performative, affektive og æstetiske funktioner – de træk, der gør retor til «godt selskab» eller en fascinerende skikkelse i sig selv – peger i retning af personabegrebet og gør i øvrigt begrebets forankring i en litterær tradition relevant.

Som en tilskyndelse til at sondre klarere imellem etos og persona i analysen af skribenters selvfremstilling inden for både fiktion og sagprosa, pointerer Cherry (1988) netop, at de begrebshistorisk stammer fra hver sin fagtradition. Hvor etos betegner retors troværdighed som en forudsætning for overbevisning i retorikfaglig tradition, refererer persona til den stiliserede selvfremstilling i en tekst og knyttes til en litterær tradition, herunder til klassisk drama (se Elliott 1982) og moderne fortælleteori (i særdeleshed Booth 1961). Så hvor etos ligger tættere på den historiske retor og trækker den kritiske interesse i retning af et ophav uden for rammerne af teksten, trækker personaperspektivet i retning af den iscenesatte («dramatized») retor, som primært fungerer inden for rammerne af teksten (Cherry 1988, 262-68).

Som Anderson formulerer det (2007, 97) kan netop graden af stilisering i selvfremstillingen kalde på, at kritikeren tager personabegrebet i brug enten selvstændigt eller som supplement til etos: «Depending on the situation, [ethos] may need to be unreal in order to persuade, so much so that it is much better termed persona» (fremhævelse original). Denne oplevelse af forstilthed eller fortegning som begrundelse for at inddrage personabegrebet i en analyse, svarer til en logik for reception af selvfremstilling, at når vi fx i læsningen af ironiske tekster værdsætter retors optræden i forgrunden og krediterer samme retor i baggrunden for den vellykkede selvfremstilling, så «slutter vi fra persona- til ethosniveau» (Isager 2003, 21). Etos tilskrives via persona.

Hvordan en ligefrem heroisk etos kan tilskrives via persona giver Ware og Linkugel et bud på, da de i 1982 lancerer «the rhetorical persona» som redskab for en slags genrekritik inden for retorisk selvfremstilling. Det gør de med fokus på den jamaicanske borgerretsforkæmper Marcus Garvey (1887-1940), der var repræsentant for sort nationalisme og kendt som en medrivende taler. Garvey beskrives som en Moses-skikkelse, en arketypisk befrier-persona, der skabte håb om udfrielse blandt sorte amerikanere i Harlem, New York, i 1920-erne. Tiden var moden og tillod Garvey at realisere befrier-personaens grundform. Dette skabte et stærkt eftermæle, skriver Ware og Linkugel, og reelt kom denne persona til at overstråle og overleve Garveys mere specifikke politiske dagsorden. Ifølge deres analyse er det realiseringen af en arketypisk heltefigurs genkendelige, transcendente form, der får tilhørerne til at overføre en storslået, heroisk etos til Garvey. Og som en genreskabelon med sit eget særegne sæt af retoriske strategier vil denne Moses- eller befrierpersona i teorien kunne udfyldes eller realiseres af andre retorer til andre modne tider.

En form for omvendt logik fremdrages i Brooks’ studie (2011) af en senere borgerretsforkæmper i USA, Fannie Lou Harmer (1917-1977), der i 1960-erne trådte i karakter som politisk taler i kraft af sin vernakulære persona. Med sin kontante, uskolede retoriske stil og profil forblev Harmer tro mod sin baggrund i en dybt fattig såkaldt sharecropper-familie. Samtidig formåede hun at indskrive sin rolle som retor og aktivist i bibelske narrativer, der effektivt flyttede og sammenflettede sorte og hvide amerikaneres referenceramme og selvforståelse. Dette gav Harmer autoritet og gennemslagskraft i samtiden, skriver Brooks, men stod i vejen for hendes eftermæle og overleveringen af hendes retorik. Dels var det i samtiden ikke oplagt at nedskrive og bevare retorik, der fremstod spontan og uforarbejdet, dels frygtede andre ellers ligesindede aktivister, at Harmers optræden skulle bekræfte et stereotypt billede af sorte amerikanere som tilbagestående og dermed risikerede at undergrave den kamp for ligeberettigelse, den skulle tjene til at fremme (Brooks 2011, 537-540). I det lys blev den vernakulære persona både retorisk og politisk opfattet som ustrategisk.

Realiseringen af arketypiske – og potentielt stereotype – roller for retorer indgår også i Kjeldsen m.fl.’s genrebestemmelse af royale krisetaler under Covid-19-pandemien (2023). Gennem sammenlignende læsninger af europæiske monarkers taler sættes her bl.a. fokus på en særlig kongelig karismatisk autoritet (2023, 77-78), der omfatter bestemte personakonstruktioner: «Elizabeth II performs the persona of (grand)mother to the nation», «Margrethe [II] … the moralising mother», «King Willem-Alexander … an older brother or an uncle» (2023, 85, 87-88). Også i Skovgaard og Fiorinis (2006) retoriske kritik af selvfremstillingen hos Åsne Seierstad (f. 1970) som reporter under Irak-krigen 2003-2011, tematiseres arketypiske personaer. Under overskriften «Krigsreporteren som samaritaner og legionær» påpeger forfatterne en konflikt imellem Seierstads personakonstruktioner i henholdsvis reportager og rammefortælling i antologien 101. Hundre og én dag: En reportasjereise. Samaritaner-personaen, som i analysen forbindes med tidstypiske, feminiserede genreforventninger, står over for den mere hårdkogte legionær-persona, der afspejler en ældre, maskuliniseret reportagetradition. Her sættes altså fokus på ambivalente eller konfliktfyldte realiseringer af kønsroller (et tema, der går igen i andre personastudier, fx Öberg 2003; Gibson og Heyse 2010), men også på troværdighed i retorisk håndværksmæssig forstand. I Skovgaard og Fiorinis læsning fremstår Seierstads to personaer således hver for sig konsistente. Når de to versioner af reporter-jeget imidlertid optræder side om side, bliver deres konstruerede præg iøjnefaldende og spiller negativt ind i vurderingen af etos. I denne kontekst er det altså en klassisk norm om ukunstlet, transparent retorisk optræden (se fx Andersen 2001) foruden om konsistens eller harmoni i selvfremstillingen (se Booth 1961, 75; Jasinski 2001, 430), der gøres gældende, og som bliver aktualiseret af den konkrete reportagebogs redigering. I Grues undersøgelse (2007) af norske filmanmelderes personakonstruktioner er det ligeledes redaktionelle forhold og paratekstlige elementer, der drages frem til diskussion. Som korrektiv til Cherry (1988), der udvikler sine begreber i relation til fx bogudgivelser, hvor enkeltpersoner har en relativt høj grad af kontrol over selvfremstillingen, efterspørger Grue et øget fokus på, hvordan institutionel etos i foranderlige medielandskaber betinger forskellige typer personas muligheder og måder at udfolde sig på.

I 2021 sætter Bengtsson og Rønlev specifikt fokus på såkaldte medieprovokatørers evner og strategier for retorisk selvfremstilling i et aktuelt, hybridiseret mediesystem, hvor provokerende personakonstruktioner er blevet en særlig retorisk ressource både for provokatørerne selv og for de medier, der rekrutterer dem (se også Rønlev og Bengtsson 2022). Eva Agnete Selsing (1982-) fungerer her som paradigmatisk eksempel på, hvordan hybride blandingsformer af traditionelle nyhedsmedier og sociale medier muliggør og ligefrem understøtter en retors vej fra læserbrevs- og kronikskribent til etableret medieprovokatør på tværs af genrer og platforme. Som en personamæssig pendant til dynamiske forståelser af etos (McCroskey 2005, kap. 5; Hoff-Clausen 2011, 146-56) anlægges således et udviklingsperspektiv, der beskriver personakonstruktionens transformation sekventielt, idet Selsings personligt investerede indlæg på sociale medier afføder inviterede og endelig fuldt integrerede optrædener i etablerede medier (Bengtsson og Rønlev 2021; Rønlev og Bengtsson 2022). I denne kontekst beskrives den dynamiske personakonstruktion som en måde at skabe etos- og mediemæssig kapital, og det nævnes som en udfordring, at de i længden potentielt trættende, ritualiserede træk ved provokatørpersonaen stiller særlige krav til retors sproglige opfindsomhed (Rønlev og Bengtsson 2022, 1245, 1241-2).

Således indgår persona ofte i retorisk analyse og kritik i følgeskab med etos. De to begreber accentuerer da typisk to forskellige dimensioner af karaktertegning, hvor persona beskrives som en konstruktion, der indvirker på etableringen eller tilskrivelsen af etos. Desuden er det ofte i undersøgelsen af markante, individuelle retoriske profiler og ofte i personlige og kritiske eller polemiske genrer, at retoriske kritikere har været motiveret til at bruge og udvikle personabegrebet.

I forlængelse heraf kan nævnes, at en række studier specifikt sætter fokus på imitatio-dynamikker for at forstå, hvordan bestemte personers personaer har tjent som særligt appellerende retoriske eksempler til efterfølgelse fra Cicero (Scott 1991) over Martin Luther King, Jr. (Leff og Utley 2004) til gonzojournalisten Hunter S. Thompson (Isager 2009 og 2016).

 

Personakonstruktion som retorisk håndværk

Fra den teoretiske og kritiske interesse for aktive og strategiske – og inspirerende eller afsmittende – personakonstruktioner er der kort vej til egentlig operationalisering, hvor personakonstruktion drøftes og udvikles som del af det retoriske håndværk for både menige borgere og professionelle, fx taleskrivere.

I Persona fra 1969 knytter Gibson direkte an fra studiet af personakonstruktioner i både journalistik og fiktion til måder, hvorpå man som skribent kan bruge disse studier til at forfine og udvide sit eget repertoire af konstruerede personaer. Her anvender Gibson termen persona synonymt med både maske og i særdeleshed: stemme (voice).

Med stemmemetaforen, der generelt vandt frem og blev etableret som begreb på det skrivepædagogiske område i 1960erne (se Elbow, red., 1994; Elbow 2007), fremhæver Gibson ikke bare, at en persons personakonstruktioner er personlige og karakteristiske på linje med moduleringer af den fysiske stemme. Han beskriver også persona som en gennemgribende retorisk kvalitet, der er skabt med stilistiske midler og understøtter en grundlæggende oplevelse af levende, menneskelig henvendelse også i skriftlig retorik. Det synes tydeligt, at denne forståelse af persona – og tekstlig stemme – er beslægtet med grundtanken om retoriske teksters «iboende mundtlighed» hos Skandinaviens første professor i retorik, Jørgen Fafner (Fafner 1997 [1988]; se også diskussion hos Kock 1997, 13; Kjeldsen 2001, 20-23). Hos Fafner henvises specifikt til Cicero og en humanistisk retoriktradition, hvor retors intention realiseres, når den fortolkes i praksis af et «talende og erkendende jeg» og «klinger igennem» retors persona i fremførelsen (Fafner 1997 [1988], 9). Med Gibsons ord (1969) er personaer/stemmer noget, vi opfanger forholdsvis intuitivt, når vi læser («Voices We Catch» hedder undertitlen til bogens første del), og også udfolder forholdsvis intuitivt med stilistiske midler, når vi skriver («Voices We Pitch» hedder den anden), men som ikke desto mindre er resultat af et håndværk, der kan trænes.

Skrivehåndværksmæssigt underinddeler Gibson persona/stemme i tre typer retoriske valg, der angår henholdsvis

• tone som udtryk for en holdning til læseren;
• indstilling eller attitude som udtryk for en holdning til emnet; og
• rollespil som udtryk for en relation til skribentens selv uden for teksten (Gibson 1969; xii, 49-87).

På den måde ophæves persona/stemme til et overordnet retorisk kvalitetskriterium, der minder om Booths beskrivelse af «the rhetorical stance»: et ideelt balancepunkt, der rammes, når en tekst på én gang er afstemt i relation til netop hhv. publikum, emnet og retor selv (1963, 141). Booth beskriver denne retoriske position som en selvfremstilling, der undgår at udarte til karikaturer, idet retor indtager hverken hhv. «annoncørens position» ved overdreven leflen for publikum, «pedantens position» ved overdreven optagethed af emnet eller «entertainerens position» ved overdrevent selvoptaget fornøjelse ved fremførelsen (1963, 141-44).

Den klynge af begreber, der tegner sig omkring persona i denne periode, anskueliggør samlet set, at persona er et antropomorft begreb. I kontrast til det mere abstrakte «etos», har persona menneskeskikkelse og træffes gerne i selskab med gloser og begreber, der – også når det handler om skrivehåndværk – knytter sig dels til menneskets fysiske og poserende krop og stemme, dels den umiddelbare oplevelse af at etablere menneskelige relationer. Der synes at være et uudforsket potentiale i studiet af personakonstruktioner som de gestaltes stemmemæssigt og kropsligt i retorisk fremførelse (men se fx Gelang 2008, 116-19; Isager og Just 2012; Barnholdt Hansen 2015, 46-48; Fisker 2022).

I taleskrivning og retorisk rådgivning er personakonstruktion ikke på egne, men på en klients vegne en central komponent, og øvelser i karaktertegning har siden antikken været en central aktivitet i retorisk uddannelse (se fx Eriksson 2002, 76-77). I Kjeldsen m.fl.’s grundbog i taleskrivning fra 2019 er persona ikke noget styrende begreb i kapitlet om karaktertegning (i stedet betones selve den logografiske kompetence med brugen af ethopoeia som nøglebegreb)(119-131). Der skelnes imidlertid specifikt mellem talerens personlighed i form af stemme, kropssprog, sproglige stil og sans for humor på den ene side og talerens etablerede persona som en form for krystallisering af disse træk på den anden («the speaker’s public persona— the strategic image of the person, constructed over a long period», 2019, 120). Igen løftes det kvalitetskriterium i relation til personakonstruktioner frem, at en retors persona – som i øvrigt også her bruges omtrent synonymt med stemme – må være genkendelig og konsistent fra situation til situation, selvom den udvikler sig dynamisk. I denne kontekst begrundes kravet om konsistens med, at hvis taleskriverens professionelle bidrag til karaktertegningen bliver påfaldende, kan det undergrave indtrykket af talerens personlige troværdighed og autenticitet (Kjeldsen m.fl. 2019, 122, med reference til Jamieson 1988, 177; se også Andersen 2001).

 

Personastrukturer

Både i retorisk praksis og i retorisk teori og kritik er retors persona – altså tekstens første persona – bare én dimension i den forgrening, Roer (2023, 27) betegner som en teksts persona-struktur. Personastrukturen omfatter både publikum og den videre kontekst og kan i høj grad være ideologisk betinget. Udtrykket dramatis personae som betegnelse for den samlede rolleliste i et drama kan minde os om, at retor med sin persona altid skriver sig ind i et komplekst, samlet scenario og positionerer sig i forhold til andre aktører. Først og fremmest former tekstens første persona, den indskrevne retor, sig uvægerligt i relation til tekstens anden persona, det indskrevne publikum (Black 1970). Denne relations specifikke realisering i retorisk praksis er central for ideologisk og kritisk orienterede publikumsstudier foruden i analyser af retorisk handlekraft (se Leff og Utley 2004; Bengtsson og Rønlev 2021, 24-26; Berg og Christiansen 2010; Roer 2023; Rønlev 2023).

 

Fra første til anden persona – indskrevet ideologi og moralsk vurdering

Black lancerede sit begreb den anden persona i 1970 med henblik på at muliggøre den moralske vurdering af retorik, som han mener, at retoriske kritikere er forpligtede til at foretage. Også her spiller selve personabegrebets menneskeskikkelse, dets antropomorfe form, en central rolle. Black anfører, at vi har været vant til at tænke på diskurser som genstande eller redskaber, der i aristotelisk tradition primært vurderes i et teknisk perspektiv, eller også, hvis vurderingen skal være kritisk eller moralsk, måles på diskursernes konsekvenser eller effekt (1970, 110). Som et alternativ foreslår Black, at man tilstræber at finde mennesket i teksten, dvs. «[to] explicate the saliently human dimensions of a discourse … [and] discover for a complex linguistic formulation a corresponding form of character» (110, fremhævelse tilføjet). Først anerkender han Booths begreb (1961) om en teksts indskrevne forfatter («the implied author») som «a persona, but not necessarily a person» (Black 1970, 111). Dernæst lancerer Black som modpart på publikumssiden: den indskrevne tilhører. Ifølge Black kan man så at sige dømme en retor på vedkommendes indskrevne tilhører, fordi både eksplicitte påstande og mere subtile stilistiske spor, fx metaforer, kan give os en indikation af, hvilken ideologi – hvilken verdensanskuelse og identitet – retor ønsker, at publikum tager på sig. Dette billede af et menneske (hos Black bare «a man»), der kan fremdrages af teksten, er det, der sætter kritikeren i stand til at fælde en moralsk dom, fordi vi, som han skriver, er vant til at vurdere andre menneskers moral:

The critic can see in the auditor implied by a discourse a model of what the rhetor would have his real auditor become. What the critic can find projected by the discourse is the image of a man, and though that man may never find actual embodiment, it is still a man that the image is of. This condition makes moral judgment possible, and it is at this point in the process of criticism that it can illuminatingly be rendered. We know how to make appraisals of men. We know how to evaluate potentialities of character. We are compelled to do so for ourselves constantly. (Black 1970, 113; fremhævelse tilføjet)

Et skandinavisk eksempel på en second persona-orienteret analyse er Bengtssons (2016) kritik af politiske kommentarer, som er indsamlet under den danske folketingsvalgkamp i 2011 og vurderes som helhed i et genreperspektiv. Den kritiske fremgangsmåde beskrives med afsæt i Black: Med en analyse af materialets vigtigste påstande og stilistiske spor tegnes først et billede af kommentarernes anden persona som en «overordentligt autoritetstro person», der placeres i en passiv tilskuerrolle (63). På det ideologiske niveau holdes dette publikumsbillede derefter op imod forskellige demokratiforståelser, herunder forståelser af borgerrollen, og det indskrevne publikum hos de politiske kommentatorer identificeres som borgere i et konkurrencedemokrati. Endelig foretages en kritisk moralsk vurdering af publikumskonstruktionen, der fx anholder, at kommentatorerne ikke begrunder deres holdninger og dermed misbruger det asymmetriske forhold til publikum. De tre grundtrin i en sådan analyse kan godt, påpeger Lund (2023, 86ff), skilles ad og gennemføres som en analyse uden ideologikritisk ærinde, og trinnene kan naturligvis også på andre måder suppleres og udbygges. Som supplement til Blacks fokus på teksten og det indskrevne niveau, diskuterer fx Bengtsson i førnævnte studie (2016) implikationerne af det indskrevne publikumsbillede i relation også til faktiske publikumsreaktioner på den tildelte eller tilbudte rolle.

 

Tredje persona – hvem holdes udenfor?

Wander argumenterer i 1984 for at udvide personastrukturen og Blacks publikumsbegreb i retorisk teori ved en grundigere kontekstualisering af den indskrevne modtager, der skal give kritikeren øje også for «en modtager, der mangler» (Berg og Christiansen 2010, 14). Wander introducerer således den tredje persona, som bliver signatur-begreb for en ideologisk vending i retorisk kritik. Når billedet af den anden persona tegner sig, ser man også i omrids, som han siger det, hvem eller hvad der negeres, «a Third Persona – the ‘it’ that is not present, that is objectified in a way that ‘you’ and ‘I’ are not» (Wander 1984, 209). Wander pointerer (1984; 2011), at ikke bare retoriske valg, men også fravalg er centrale for analysen af retorisk praksis: Hvilket «jeg» taler, og hvilket taler ikke? Hvilke publikummer tiltales, og hvilke ekskluderes og tiltales ikke?

Den tredje persona spiller en vigtig rolle hos Berg og Christiansen (2010) i deres retoriske kritik af en aktivistisk gadefest i indre København i 2009, der udviklede sig til hærværk og blev genstand for en påfaldende ensidig pressedækning. En kritisk pointe i analysen er, at deltagerne i festen blev marginaliserede og umyndiggjorte, selvom de var i centrum for den journalistiske opmærksomhed. Selvom deres handlinger havde eksplicit politisk karakter, blev aktivisterne beskrevet som «upolitiske autonome» og gennemgående kontrasteret med «borgere». Dermed bliver de frataget både deres identitet som borgere og deres status af retorer. De bliver positioneret som en tredje persona og ekskluderet fra retors fællesskab med det indskrevne publikum.

Også i Roers (2023) nærlæsning af forfatter Martin Andersen Nexøs tale «Fattigper og Fremtiden» fra en folkefest på Dynæs i 1913 identificeres et negeret publikum, en tredje persona, som væsentlig for den retoriske appel. Talens romantiske første persona, den intellektuelle digter, konstitueres i relation til talens anden persona: en «Fattig-Per», der tilhører en ny, global underklassebevægelse. Til gengæld kan «Socialdemokratiet og dets reformistiske, parlamentaristiske politik» identificeres som den tredje part, der bliver ekskluderet: Folketalerens storslåede, patosbårne vision skulle skabe identitetsfølelse, stemning og politisk vækkelse frem for at rejse distraherende overvejelser over partipolitiske tilhørsforhold.

 

Komplekse personastrukturer: Nulte, fjerde, ambi- og 4.0

Forgreningerne af personastrukturerne fortsætter i anerkendelse af de indskrevne relationer og positioners kompleksitet. Af og til figurerer således i retoriske handlinger et indskrevet skyggebillede af talerens første persona, nemlig hvad Cloud (1999) betegner som en null persona, den nulte persona. Denne konstitueres negativt ved hjælp af tavshed eller flertydighed, der henleder opmærksomheden på en social virkelighed, hvor retor selv er undertrykt eller begrænset i at ytre sig frit.

Desuden kan man som retorisk kritiker være opmærksom på, hvad Morris (2002) kalder tekstens fjerde persona, et eksklusivt udsnit af det indskrevne publikum, der har forudsætningerne for at anerkende en forstillelse hos retor, som andre dele af publikum er blinde for eller lader sig narre af. Her er altså tale om et særligt indviet eller indforstået publikum, som taleren kan nikke eller blinke til, uden at det primære indskrevne publikum – «[the] unsuspecting dupes» (230) – er i stand eller overhovedet inviteret til at bemærke det. Også med denne type personakonstruktion er der, som hos Wander, fortielse og negering på spil, men Morris beskriver det som en mere forhåbningsfuld strategi: «Instead of a silence that negates and excludes, as with the third persona, here silence functions constructively as the medium of collusive exchange» (230).

I sin afhandling om flertydighed i politisk retorik efterlyser også Bruhn (2018) retorikfagligt blik og begreb for mere mangfoldige publikumskonstruktioner, end hvad Black 1970 lægger op til, og introducerer begrebet ambipersona. I stedet for som med Blacks anden persona at artikulere et specifikt og ensartet indskrevet publikum, er en ambipersona stykket sammen og orkestreret som en uensartet mangfoldighed af delpublikummer. Ved retors mellemkomst får disse forskellige delmængder et indskrevet praj om, «hur [de] bör vara och hur de bör förhålla sig till varandra» (Bruhn 2018, 261). Ambipersonaen optræder altså som et indskrevet aftryk af et broget fællesskabs indbyrdes relationer.

Endelig kan som en nyere knopskydning nævnes Gibbons’ (2021) ide om den indskrevne «persona 4.0», dvs. algoritmen, der ved sin automatiserede favorisering af bestemte ordvalg kan sørge for, at en online tekst overhovedet bliver fundet via søgemaskiner. Algoritmen fungerer som et indskrevet ikke-menneskeligt publikum, der sætter sit eget præg på retorikken.

Samlet set knytter studiet af komplekse personastrukturer an til nyere, tværfaglige personastudier af de forskelligartede registre, der er på spil i online personakonstruktion, hvor kontekster er uafgrænsede, og fællesskaber overlapper, når både familie og venner, kolleger og fremmede er del af publikum (Marshall og Barbour 2015, 5). Når Marshall og Barbour vælger netop «registre» til at beskrive disse personastrukturer eller -dynamikker, sker det med reference til Goffmanns sociologiske studier af social interaktion (1959 [1956]) og Holliens arbejde specifikt med (fysiologiske) stemmeregistre (1974)(Marshall og Barbour 2015, 5). Igen introduceres altså stemme som begreb i regi af personastudier, og valget mellem enten auditivt eller mere visuelt orienterede metaforer, dvs. betoningen af persona som båret af enten stemmens eller maskens særegne udtryk, synes at fortjene fortsat faglig opmærksomhed.

 

Tværfaglige og retoriske personastudier – nu og fremover

Siden slutningen af 1990erne har der udviklet sig en decideret personakultur, hvor strategisk selvfremstilling – med online kulturer som sit udspring og pulserende nervesystem – dyrkes intensivt, skriver Marshall og Barbour i første nummer af det internationale, australsk baserede tidsskrift Persona Studies (2015, 1). Tidsskriftet er grundlagt med det ærinde at etablere eller konsolidere personastudier som selvstændigt, tværfagligt felt og med overordnet fokus på personabegrebet og «the construction of the public self» i mangfoldige kontekster (https://ojs.deakin.edu.au/index.php/ps; se også Marshall m.fl. 2019). Indtil videre har temanumre af tidsskriftet bl.a. sat fokus på personakonstruktioner inden for design, politik, arbejdspladskultur, videnskab, musik og gaming.

At personabegrebet beskriver og artikulerer forholdet mellem individet og det sociale, beskrives som dets særlige kerne og styrke. Både som litterær betegnelse for digter-jeget hos bl.a. andre den tidlige modernist Ezra Pound (1885-1972) og som dybdepyskologisk begreb hos psykiater C.G. Jung (se også Öberg 2003, 69; Gelang 2008, 117-18) betoner Marshall og Barbour forståelsen af individet, der ikke bare skabes, men næsten kan udslettes af det sociale.

Også førnævnte Goffmann fremhæves som begrebshistorisk pionér. Hans analyser af hverdagslivets selvfremstillinger med en for- og bagscene, m.v., aktiverede personabegrebets rødder i klassisk drama og er altså blevet aktuel for forståelsen også af personakonstruktioner i nutidige digitale rum, hvor personlige og professionelle netværk formes og omformes (Marshall og Barbour 2015, 4).

Af hele, beslægtede forskningsgrene peger Marshall og Barbour på kultur- og mediestudier (cultural studies) og celebritystudier som de væsentligste. Fra et retorikfagligt perspektiv er det værd at bemærke, at et studie af Ciceros forståelse af persona i romersk kultur (Reiss 2003) inddrages i de to forfatteres rids af begrebets forhistorie (2015, 2-3). Endvidere omfatter åbningsnummeret af tidsskriftet en retorisk kritik af, hvordan Julian Assange (1971-) som repræsentant for whistleblower-organisationen WikiLeaks instantierer den informations-aktivistiske persona som socialt paradigme (Munro 2015). Ligesom Rønlev og Bengtsson begrebsliggør medieprovokatøren som en personificering af provokerende retorik (2022), er Munro (2015) her interesseret i den digitale aktivist som personificering eller inkarnation af informations-lækage. Munros studie peger på persona og ethopoetisk praksis som noget, der på én gang fremhæver og skjuler den person, der sætter ansigt på den digitale aktivisme, og som har væsentlige retoriske implikationer, der ikke kan adskilles fra de konkrete læk af hemmelige informationer.

Det er oplagt, at retorikforskere fortsat vil bidrage til både kernefaglige og tværfaglige personastudier på forskellige måder, og nogle tendenser tegner sig. Hvad Jasinski skriver om retorisk personaanalyse og -kritik allerede i 2001, synes i vid udstrækning fortsat at gælde, idet retoriske studier på feltet som beskrevet ovenfor især tilstræber at:

identify recurrent personae, trace the emergence and evolution of these personae, describe the essential discursive characteristics (e.g., argumentative, stylistic) of the personae, describe how specific individuals might manage multiple personae (polyphony), and assess the impact of particular personae in particular situations (Jasinski 2001, fremhævelse tilføjet; se også Hart m.fl. 2018).

Med Jasinskis opregning her står det klart, at retoriske personastudier anlægger en form for genreperspektiv på mennesker, der optræder i offentligheden. Mønstergenkendelse og typificering står centralt. Til gengæld betones mønstrene og typerne som dynamiske og foranderlige, og den retorikfaglige interesse retter sig mod studiet af specifikke individers forvaltning af disse mønstre og typer i specifikke situationer.

Den retoriske tilgang til personastudier er i stigende grad præget af opmærksomhed på materielle, sociale og ideologisk bestemte mulighedsbetingelser, men fastholder også fokus på retorisk kompetence og kreativitet. Personaer betragtes gennemgående som socialt bestemte, men ses typisk samtidig som noget, retor «skaber for sig selv i en tekst i kraft af sine argumentative og stilistiske valg» (Bengtsson og Rønlev, 2021, 26, fremhævelse original). I citatet her fremhæves det tekstligt manifeste aspekt, der i overensstemmelse med Cherry (1988) lægger sig i den litterære tradition med fokus på det fortællende eller optrædende «jeg».

Jasinski (2001) anfører, hvad der ellers kan lyde modsatrettet, at persona kan opfattes dels som en teksts formodede eller indskrevne ophav («a type of controlling consciousness behind the text», dvs. i stil med Booths (1961) «implied author»), dels som billedet af den talende, der kommer til syne i teksten. Sidstnævnte synes at være klart den mest udbredte. Som vi har set, forstås persona i mange retorikstudier som et tekstligt manifest udtryk, «den avser avsändarjagets roll och röst i uttrycket,» som Bruhn siger det (2018, 101, n31), der er adskilt fra retors etos, men som kan give grundlag for at vurdere etos eller beskrive og belyse måske især karisma-orienteret, ciceroniansk etos, og som kalder bl.a. på stilistisk opmærksomhed.

Her er imidlertid ikke tale om nogen samlet konsensus på feltet, og personaforståelser synes ikke bare at være i skred, begrebet vinder også større udbredelse bl.a. på baggrund af den teknologiske udvikling og den øgede opmærksomhed på strategisk selvfremstilling på overlappende områder af vores liv og samfund. I grundbogen Rhetoric in Civic Life (Palczewski m.fl. 2016) bruges persona som det samlende overbegreb, hvad angår analysen af retorer og deres rolle i retorisk praksis: «The rhetorical persona is the ethos, roles, identity, authority, and image a rhetor constructs and performs … during a rhetorical act” (165, fremhævelse original). Med opmærksomhed på at udvikle sprogbrugen i relation til personabegrebet understreger forfatterne i forlængelse heraf, at persona er en optræden – det er noget man gør, ikke noget man har. Genitivformer – altså referencer til persona som personlig ejendom – går ikke desto mindre igen i en del personastudier. På skandinaviske sprog optræder dette ejefald af og til i kombination med engelsk influerede ordforbindelser som «at performe sin persona». Hvordan afledninger af performance bruges i personastudier på skandinaviske sprog, kræver i det hele taget løbende, konkret overvejelse.

Persona-begrebet har siden antikken bevaret sin menneskeskikkelse og aktiverer bl.a. derfor den klassisk humanistiske – og performative – side af retorikfaget. Samtidig spiller begrebet en større og større rolle i vor tids mediesamfund, imens vi både nærmer, forbinder og fjerner os fra hinanden på nye måder ved nye teknologier, modaliteter og strategiers mellemkomst, herunder ikke mindst: generativ kunstig intelligens. Persona er gledet ind i hverdagssproget som en velkendt betegnelse for menneskers personlige og professionelle og ofte specifikt deres online optræden og tilstedeværelse. Der er god grund til fortsat at udvikle og skærpe persona som retorikfagligt begreb til kvalificeret forståelse og diskussion af, hvordan man, som Anderson siger det (2009, 91), «gør sig selv retorisk» i relation til sin omverden og med hvilke mulige implikationer for retoriske fællesskaber og samfundets samlede og komplekse personastrukturer.

 

Litteratur

Andersen, Øivind. 2001. «How Good Should an Orator Be». I The Orator in Action and Theory in Greece and Rome: Essays in Honor of George A. Kennedy, redigeret af Cecil Wooten. Brill.

Anderson, Dana. 2007. Identity’s Strategy. Rhetorical Selves in Conversion. The University of South Carolina Press.

Barnholdt Hansen, Jette. 2015. «Gør som jeg: Imitatio i retorisk stemmebrugsundervisning». Rhetorica Scandinavica 70: 38-50.

Bengtsson, Mette. 2016. «Det indskrevne publikum i politiske kommentarer.» Rhetorica Scandinavica 71/72: 51-70.

Bengtsson, Mette og Rasmus Rønlev. 2021. «En medieprovokatør bliver til: Personakonstruktioner og -transformationer i Eva Selsings retorik.» Rhetorica Scandinavica 83: 22-39.

Berg, Kristine Marie og Tanja Juul Christiansen. 2010. «Retorisk eksklusion: Festen i Hyskenstræde som retorisk handling». Rhetorica Scandinavica 54: 7-28.

Black, Edwin. 1970. «The Second Persona». The Quarterly Journal of Speech 56 (2): 109-119.

Booth, Wayne C. 1963. «The Rhetorical Stance». College Composition and Communication 14 (3): 139-45.

Booth, Wayne C. 1961. The Rhetoric of Fiction. University of Chicago Press.

Brooke, Robert E. 2006 [2001]. «Persona». I Encyclopedia of Rhetoric, redigeret af Thomas O. Sloane. Oxford University Press.

Brooks, Maegan Parker. 2011. «Oppositional Ethos: Fannie Lou Harmer and the Vernacular Persona». Rhetoric and Public Affairs 14 (3): 511-548.

Bruhn, Tommy. 2018. Delade meningar. Retorisk flertydighet och den pluralistiska publiken i politiska förnyelsesprocesser. Retorikförlaget.

Cherry, Roger D. 1988. «Ethos Versus Persona: Self-Representation in Written Discourse». Written Communication 5 (3): 251–276.

Cloud, Dana. 1999. «The Null Persona: Race and the Rhetoric of Silence in the Uprising of ‘34». Rhetoric and Public Affairs 2(2): 177-209.

Elbow, Peter, red. 1994. Landmark Essays on Voice and Writing. Hermagoras Press.

Elbow, Peter. 2007. «Voice in Writing Again: Embracing Contraries». College English 70: 168-88.

Elliott, Robert C. 1982. The Literary Persona. University of Chicago Press.

Eriksson, Anders. 2002. Retoriske övningar. Afthonios» progymnasmata. Nya Doxa.

Fafner, Jørgen. 1997 [1988]. «Retorikkens brændpunkt». Rhetorica Scandinavica 2: 7-19.

Fisker, Thore Keitum. 2022. «Konstitutiv actio. Stemmeføring og kropssprog i retoriske identifikationsprocesser». Rhetorica Scandinavica 26: 60-75.

Gelang, Marie. 2008. Actiokapitalet – retorikens ickeverbale resurser. Retorikforlaget.

Gellius, Aulus. Attiske nætter. Oversat af Carsten Weber-Nielsen. AIGIS 9 (2): https://aigis.igl.ku.dk/aigis/2009,2/Gelle/Gelle5.mellel.pdf

Goffmann, Erving. 1959 [1956]. The Presentation of Self in Everyday Life. USA: Anchor Books.

Gibbons, Michelle G. 2021. «Persona 4.0.» Quarterly Journal of Speech 107 (1): 49-72.

Gibson, Walker. 1969. Persona: A Style Study for Readers and Writers. Random.

Gibson, Katie L. og Amy L. Heyse. 2010. «‘The Difference Between a Hockey Mom and a Pit Bull’: Sarah Palin’s Faux Maternal Persona and Performance of Hegemonic Masculinity at the 2008 Republican National Convention». Communication Quarterly 58 (3): 235-256.

Grue, Jan. 2007. «Filmanmeldelsens retorikk: Personlig ethos, institusjonell ethos og persona». Rhetorica Scandinavica 42: 21-30.

Hart, Roderick P., Suzanne M. Daughton og Rebecca Lavally. 2018. «Analyzing Persona and Role». I Modern Rhetorical Criticism. Fourth Edition. Routledge.

Hollien, Harry. 1974. «On vocal registers». Journal of Phonetics 2(2): 125-43.

Hoff-Clausen, Elisabeth. 2011. Online ethos – webretorik i politiske kampagner, blogs og wikis. Samfundslitteratur.

Isager, Christine. 2003. «Reporteren og hans persona: Selvironi som retorisk strategi». Rhetorica Scandinavica 26: 20-36.

Isager, Christine. 2009. «Hvem vil være wannabe: Gonzojournalistik på nudansk». I Et løft(e) til journalistikken, redigeret af Troels Mylenberg og Peter Bro. Syddansk Universitetsforlag.

Isager, Christine. 2016. «Playful Imitation at Work: The Formation of a Danish ‘Gonzo Thingummy’». Literary Journalism Studies 8 (1): 78-96.

Isager, Christine, og Steffen Moestrup. 2021. «Portrayal by Inappropriate Interaction: Persona Meets Persona in Journalistic Profiling». Persona Studies 7 (1): 77–89.

Isager, Christine, og Sine Nørholm Just. 2012. «En helt tredje Charlotte: Efterlignende fremførelse og karakterdannelse i ‘Forklædt som nazist’». Rhetorica Scandinavica 16: 57-74.

Jamieson, Kathleen Hall. 1988. Eloquence in an Electronic Age: The Transformation of Political Speechmaking. Oxford University Press.

Jasinski, James. 2001. «Persona». I Sourcebook on Rhetoric. Sage.

Kjeldsen, Jens E. 2001. «Skandinavisk retorikvidenskab: Mediesamfundets udfordringer til to afgrænsninger af retorikken som videnskab og fag». Rhetorica Scandinavica 20: 18-31.

Kjeldsen, Jens E., Amos Kiewe, Marie Lund og Jette Barnholdt Hansen. 2019. Speechwriting in Theory and Practice. Palgrave Macmillan.

Kjeldsen, Jens E., Jaap de Jong og Judi Atkins. 2023. «The Genre of the Royal Crisis Address: Six European Monarchs’ Rhetorical Responses to the Covid-19 Pandemic». Rhetorica Scandinavica 85: 73-94.

Kock, Christian. 1997. «Retorikkens identitet». Rhetorica Scandinavica 1: 10-19.

Lausberg, Heinrich. 1998 [1960]. Handbook of Literary Rhetoric. A Foundation for Literary Study, redigeret af David E. Orton og R. Dean Anderson. Brill.

Leff, Michael, og Ebony Utley. 2004. «Instrumental and Constitutive Rhetoric in Martin Luther King Jr.’s ‘Letter from Birmingham Jail’». Rhetoric & Public Affairs 7 (1): 37–51.

Lund, Marie. 2023. «Retorisk publikum». I: Retorikkens aktualitet. Grundbog i retorisk kritik, 4. udg., redigeret af Hanne Roer, Marie Lund og Carsten Madsen. Hans Reitzels Forlag.

Marshall, David, og Kim Barbour. 2015. «Making Intellectual Room for Persona Studies: A New Consciousness and a Shifted Perspective». Persona Studies 1 (1): https://doi.org/10.21153/ps2015vol1no1art464

Marshall, David, Christopher Moore og Kim Barbour. 2019. Persona Studies: An Introduction. Wiley Blackwell.

McCroskey, James C. 2005. An Introduction to Rhetorical Communication: A Western Rhetorical Perspective. 9^th ed. Routledge.

McMillan, Jill J., Katy J. Harriger, Christy M. Buchanan og Stephanie Gusler. 2018. «The New Civic Persona. Organizational/Institutional Citizenship Reimagined.» I The Handbook of Organizational Rhetoric and Communication, redigeret af Øyvind Ihlen og Robert L. Heath, 215-227. Hoboken, NJ: Wiley-Blackwell.

Morris III, Charles E. 2002. «Pink Herring and the Fourth Persona: J. Edgar Hoover’s Sex Crime Panic». Quarterly Journal of Speech 88 (2): 228-244.

Munro, Andrew. 2015. «Assange and WikiLeaks: Secrets, Personas and the Ethopoetics of Digital Leaking». Persona Studies 1 (1). https://doi.org/10.21153/ps2015vol1no1art452

OLD/Oxford Latin Dictionary. 1968. Oxford: Oxford at the Clarendon Press.

Ong, Walter J. 1962. The Barbarian Within and Other Fugitive Essays. Macmillan.

Palczewski, Catherine Helen, Richard Ice og John Fritch. 2016. Rhetoric in Civic Life. Strata.

Reiss, Timothy J. 2003. Mirages of the Selfe: Patterns of Personhood in Ancient and Early Modern Europe. Stanford University Press.

Robichaud, Denis J.-J. 2018. Plato’s Persona: Marsilio Ficino, Renaissance Humanism, and Platonic Traditions. University of Pennsylvania Press.

Roer, Hanne. 2023. «En folketaler med socialistisk patos Martin Andersen Nexøs tale: ‘Fattigper og Fremtiden’». Rhetorica Scandinavica 85: 21-39.

Rønlev, Rasmus. 2023. «Aktivistisk journalistik med måde: Når journalister hyldes for at tilskrive sociale bevægelser retorisk handlekraft». Rhetorica Scandinavica 86: 122-140.

Rønlev, Rasmus, og Mette Bengtsson. 2022. «The Media Provocateur: A Rhetorical Framework for Studying an Emerging Persona in Journalism». Journalism: Theory, Practice & Criticism 23 (6): 1233-49.

Scott, Izora. 1991. Controversies Over the Imitation of Cicero in the Renaissance. Routledge.

Skovgaard, Camilla Gry og Maria Fiorini. 2006. «Krigsreporteren som samaritaner og legionær: Åsne Seierstads selvfremstilling i Hundre og én dag». Rhetorica Scandinavica 37: 21-32.

Wander, Philip. 1984. «The Third Persona: An Ideological Turn in Rhetorical Theory». Central States Speech Journal 35 (4): 197-216.

Wander, Philip. 2011. «On Ideology: Second Thoughts». Western Journal of Communication 75 (4): 421-428.

Ware, B.L. og Will A. Linkugel. 1982. «The Rhetorical Persona: Marcus Garvey as Black Moses». Communication Monographs 49 (1): 50-62.

Öberg Lisa. 2003. «‘Den som ej äger en lätt gång måste öva sig’: Om kroppens och dräktens retorik i sjuksköterskyrket 1850-1950». Rhetorica Scandinavica 27: 68-82.