Den klassiske retoriske talesituation involverer en taler, der søger at overbevise sit publikum om et specifikt synspunkt, fx at drage i krig eller at lade være. I en sådan situation kan taleren lykkes eller ej, men evnen til potentielt at overbevise drages ikke i tvivl. Med det moderne begreb om retorisk handlekraft, derimod, sås grundlæggende tvivl om selve potentialet for overbevisning: hvad kan taleren udrette? Og hvad gør talen faktisk? De spørgsmål er kommet til at stå stadig mere centralt i retorikken efter, at den retoriske grundsituation er blevet medieret og fragmenteret; når overbevisning ikke længere er et spørgsmål om, at en konkret person søger at overbevise nogen om noget i en given kontekst, så ændres også grundforståelsen af, hvad evnen til at overbevise er. Når budskaber cirkulerer på tværs af medier og kommunikatører, når forskellige deltagere i kommunikationen mikser og matcher den retoriske ytring på stadigt nye måder, hvem kan så egentlig siges at overbevise? Hvem har retorisk handlekraft?
I dette opslag defineres retorisk handlekraft først og fremmest som både potentialitet og realitet, som handlemulighed og udført handling. Dernæst udfoldes definitionen i en afdækning af de forskellige steder, hvor retoriske kritikere har ledt efter – og placeret – retorisk handlekraft. Det fører til en udvidet definition af fænomenet, hvor retorisk handlekraft etableres som en relationel begivenhed, der opstår i mødet mellem den retoriske situations konstituerende elementer: når afsender, modtager, tekst, kontekst og effekt sammenstilles på særlige måder, realiseres det retoriske potentiale for handling. Det er en begivenhed, der formes af og giver form til et nu og her, men også en begivenhed, der udfolder og omformer sig over tid og på tværs af sted, efterhånden som de forskellige elementer placeres og omplaceres i forhold til hinanden. Ud fra den definition vender opslaget sig mod den skandinaviske retorikforskning, der primært beskæftiger sig med retorisk handlekraft i kontekst af retorisk medborgerskab. Indenfor den ramme har forskningen forgrenet sig i tre hovedretninger, der beskæftiger sig med henholdsvis aktivistisk retorik, relationen mellem handlekraft og affekt og konsekvensen af retorikkens fortsatte medialisering. Efter at have indkredset disse tendenser, peger opslaget afslutningsvis på betydningen af den aktuelle udvikling indenfor digital teknologi, og der anslås en ny dagsorden for studiet af retorisk handlekraft.
Hvad er retorisk handlekraft?
Teoretisk er det spørgsmål knyttet til en poststrukturalistisk vending i særligt amerikansk retorikforskning, hvor der i løbet af 00»erne udfoldede sig en heftig diskussion om, hvad retorisk handlekraft – eller agency, som det hedder på engelsk – er, og hvordan begrebet skal teoretiseres og anvendes i retorisk kritik. Diskussionen tager udgangspunkt i et decentreret subjektbegreb, der afkobler spørgsmålet om overbevisning fra spørgsmålet om intention. Det, der faktisk sker i persuasive processer, kan ikke holdes op mod og vurderes ud fra retors ønske om et udkomme, men må studeres i sig selv, som den retoriske handlekraft udfolder sig. Allerede her slås visse grundtræk ved retorisk handlekraft fast, hvoraf den vigtigste er, at her er tale om et begreb, der spænder over en række klassiske dualiteter: retorisk handlekraft er potentiale for og realiseret handling, proces og produkt, konstitutiv og instrumentel.
Eller som Karlyn Kohrs Campbell (2005) opsummerer det i sin indflydelsesrige diskussion af begrebet: retorisk handlekraft 1) skabes i fællesskab med andre og er derfor formet af ydre omstændigheder, 2) men er samtidig skabt af den, der artikulerer handlekraften (dvs. retor), og 3) udspringer af retors mestring af talens kunst (altså, evne til at forme sit budskab, så det bliver overbevisende), hvilket 4) vil sige, at den retoriske handlekraft effektueres igennem form (konkret sproglig og symbolsk i bredere forstand), men også 5) at den altid kan trækkes tilbage eller ændres. Som Campbell præsenterer det, er retorisk handlekraft «promiskuøs» og «omskiftelig»; den springer fra partner til partner og ændrer selv form for hvert møde.
Som det nok fremgår, er denne definition ikke ligefrem entydig, hvilket har givet anledning til uenighed og debat, særligt om den retoriske handlekrafts placering. Cheryl Geisler (2004) opsummerer den tidlige debat om, hvordan begrebet om retorisk handlekraft skal forstås, som et spørgsmål om at forsone retorikkens fortolkende rolle og pædagogiske mission. Altså, når vi på den ene side anerkender, at retor aldrig har fuld kontrol over sine ytringer og deres effekt, at de er åbne for fortolkning, hvordan kan vi så på den anden side insistere på, at det er muligt at træne talere i at levere overbevisende budskaber effektivt?
Det spørgsmål går, som Geisler peger på, tilbage til kritikken af retor som en autonomt handlende aktør, en kritik, der for alvor slog igennem i den amerikanske retoriske kontekst med Dilip Paraweshmar Gaonkars (1993) udfordring af den moderne retorikforsknings brug af klassiske begreber. I sin bredeste form handler diskussionen om retorisk handlekraft om det helt fundamentale spørgsmål om, hvorvidt og hvordan vi kan overføre klassiske retoriske begreber og forklaringer til nutidige situationer – og mere konkret om, hvordan vi kan oversætte det klassiske fokus på retorisk praksis til aktuel retorisk kritik. Derfra zoomer debatten ind på spørgsmålet om, hvor vi skal placere den retoriske handlekraft. Her er udgangspunktet som nævnt et opgør med forestillingen om, at retor alene besidder den retoriske handlekraft, men man finder dog i debatten forsvar for individets handlekraft, ligesom man finder mere og mindre radikale de- og rekonstruktioner af retors placering i den persuasive proces.
Hvor skal retorisk handlekraft placeres?
I den ene ende af dette teoretiske kontinuum argumenterer Foss, Waters og Armada (2007) for, at taleren bør forblive central, idet de definerer retorisk handlekraft som et spørgsmål om at vælge mellem forskellige handlemuligheder. I den anden ende reagerer Gunn og Cloud (2010) med bemærkelsesværdig direkthed mod Foss, Waters og Armadas position, der kritiseres for at være ideologisk ønsketænkning om «magisk frivillighed». Gunn og Cloud selv advokerer en position, der omvendt kan karakteriseres som «realistisk bundethed», idet de udpeger økonomiske strukturer samt sociale normer som de centrale bindinger på retorisk handlekraft. Hos dem sætter den materielle og sociale kontekst altså både grænserne og rammerne for, hvad taleren kan gøre.
Imellem disse yderpositioner, som sætter henholdsvis retor og kontekst forrest, finder vi bud, der prioriterer andre dele af den kommunikative proces – og relationerne mellem dem. Handlekraft kan fx tilskrives teksten selv, som Lundberg og Gunn (2005) gør det. Her kan man trække en linje til klassisk talehandlingsteori og dermed fremhæve de mange forskellige måder, hvor sproget handler med os, gennem os og af og til endda bagom ryggen på os. Retor er nok den, der ytrer en sætning, men er dermed i lige så høj grad talerør for sætningen som den, der bruger sproget som sit instrument. Hvor Lundberg og Gunn bruger «ånden i glasset» som metafor for denne relation, forstås den i bredere kommunikationskredse også med en metafor om kommunikatøren som både «bugtaler» og «bugtalernes dukke»; som den, der udtrykker sine synspunkter gennem noget andet end sig selv, og den gennem hvilken andres synspunkter kommer til udtryk (Cooren, 2012).
Handlekraft kan også knyttes til effekt og dermed til publikums aktive tilegnelse af talerens budskab. Her er Erin J. Rands (2008) etablering af, hvad hun kalder «queer form» et centralt bidrag. Rand viser, hvordan budskaber cirkulerer i forskellige kontekster og tages op på forskellig vis af forskellige modtagere, der har forskellige formål med at tilgå budskaberne. Helt konkret sker dette hver gang vi som retoriske kritikere kaster os ud i kritik; uanset om vi placerer den retoriske handlekraft hos taleren, i teksten eller konteksten, var det ikke en del af det oprindelige formål, at budskabet skulle (gen-)fortolkes. Og hvad mere er, den aktive fortolkning er måske særligt tydelig i retorisk kritik, men det er ikke et særtilfælde, at budskaber fortolkes aktivt – og ofte anderledes, end de var tænkt. Tværtimod; alle modtagere fortolker altid de budskaber, de støder på og interagerer med, som allerede Stuart Hall (1973; genudgivet i 1980) slog fast. I videreførelsen af den pointe bruger Rand begrebet «queer» i både dets konkrete betydning – studiet tager udgangspunkt i kampen for homoseksuelles rettigheder – og som en generalisering af den indsigt, at form og indhold måske nok hænger sammen, men at denne sammenhæng aldrig er entydig. Der er så at sige en sprække mellem form og indhold, hvor andre fortolkninger kan snige sig ind – hvor noget «queer», i betydningen «mærkeligt» eller «skævt», kan ske.
Med denne indsigt åbnes op for forståelser af retorisk handlekraft, der vægtlægger relationer mellem forskellige aspekter i stedet for at placere handlekraften hos et af de konstituerende elementer. Handlekraften opstår i mødet mellem tekst og kontekst (Just & Berg, 2016), mellem tekst og publikum (Just & Christiansen, 2012), mellem instrumentel intention og konstitueret effekt (Leff & Utley, 2004). Retorisk handlekraft er dermed, ligesom menneskelig handlekraft i det hele taget (Emirbayer & Mische, 1998), grundlæggende relationel; den opstår i kraft af sin konfigurering. Dey vil sige gennem de forskellige måder, hvorpå den retoriske situations konstitutive elementer sammenstilles, adskilles og sammenstilles på ny i og med bredere kommunikative processer – altså, på tværs af tid og sted, gennem forskellige medierede kontekster og via diverse deltageres divergerende forudsætninger og formål. Retorisk handlekraft er en begivenhed – og opstår i og med begivenheden (Miller, 2007).
Retorisk handlekraft i skandinavisk retorikforskning
Den skandinaviske retorikforskning har taget begrebet om den retoriske handlekraft til sig via den amerikanske debat – og har både hentet inspiration fra og bidraget til debatten. Således fremhæver Hoff-Clausen, Isager og Villadsen (2005) den retoriske handlekrafts dobbelthed som potentialitet og realisering, og denne dobbelthed går igen i videreudviklinger af begrebet, især som det er kommet til udtryk i kontekst af retorisk medborgerskab, forstået som borgernes evne til at deltage i og tage stilling til offentlig debat (Kock & Villadsen, 2017; Villadsen, 2008).
Når retorisk handlekraft specificeres i retning af medborgerskab, suppleres traditionelle arenaer for offentlig debat med nye steder og former. Dermed gentages spørgsmålet om, hvem der kan udøve retorisk handlekraft og hvordan (som formuleret hos Geisler, 2004), men med fokus på nordiske empiriske fænomener, bredere begrebsudviklinger og/eller teknologiske udviklinger. Den skandinaviske retorikforskning sætter således retorisk handlekraft i nye kontekster og i relation til andre faglige begreber og empiriske fænomener: 1) begrebet indsættes i studiet af aktivistisk retorik, 2) det trækkes i retning af den bredere affektive vending i kommunikations- og socialvidenskab og 3) videretænkes med udviklingen i nye medieteknologier som omdrejningspunkt.
Interessen for alternative – ofte aktivistiske – former for retorisk handlekraft er et gennemgående empirisk fænomen. Med udgangspunkt i det distinkte initiativ «samtalesaloner» (Lloyd & Pass, 2015) viser Lisa S. Villadsen (2019) for eksempel, hvordan retorisk medborgerskab kan smelte sammen som en både aktivistisk og pædagogisk praksis. Samtalesaloner er rum, hvor borgere kan øve sig på at udøve retorisk handlekraft i et semioffentligt format med et diffust formål; dermed opbygges en ressource som kan mobiliseres fremadrettet (se Guldmann & Holst, 2022 for en konkret afprøvning af samtalesaloners potentiale som mediering mellem forskning og praksis).
Et andet eksempel, der tager sigte på aktivisme som modmagt i mere klassisk forstand, er Kristine Marie Berg og Tanja Juul Christiansens (2010) studie af en såkaldt piratfest, der begrebsliggøres som «retorisk eksklusion». Her er tale om endnu en fordobling af den retoriske handlekraft: de handlinger, som i udgangspunktet ekskluderede individer helt konkret kan manifestere med deres kroppes tilstedevær i gadebilledet, og den eksklusion, kroppene selv udfører som en del af begivenheden. Berg og Christiansens studie eksemplificerer dermed både det fokus på aktivistiske og alternative former for retorisk handlekraft og den øgede optagethed af materialitet, der ifølge Geisler (2004) er en central udvikling indenfor forskningen i retorisk handlekraft. De festende kroppe i gaden er på en gang konkrete materialiseringer af potent handlekraft og diffuse retoriske størrelser: hvad er det, de vil, og hvordan vil de opnå det? Måske kan festen, på samme måde som samtalesalonen, ses som et sted, hvor man øver sig på aktivisme?
Et tredje eksempel på retorisk kritik med fokus på handlekraftens aktivistiske potentiale er Elisabeth Hoff-Clausens (2018) analyse af Greenpeace»s ”Everything is NOT awesome” video, der i 2014 gik viralt med sin opfordring til Lego om at stoppe et mangeårigt samarbejde med Shell – og til modtageren om at støtte op om denne opfordring. Her er vi på klassisk aktivistisk grund, hvor handlingens form og formål er tydelig og effektiv. I Hoff-Clausens analyse lykkes videoen, fordi:
”[den] inviterede til deltagelse med markante følelsesappeller, hvis genklang hos publikum ikke kan ses uafhængigt af krisen som implicit kontekst, og den tilbød den almindelige bruger en enkel form for retorisk handlekraft i relation til klimakrisen, hvor mange ellers har følt sig magtesløse (2018: 38).
Greenpeace lykkes med sin retoriske handling, fordi de inviterer publikum til handling – og invitationen vinder «genklang».
Med denne pointe åbnes et nyt spor i studiet af retorisk handlekraft, nemlig spørgsmålet om handlekraftens affektive dimension, forstået ikke bare som konkrete følelsesappeller, men også en mindre definerbar og kropsligt forankret oplevelse af at blive berørt af noget – og dermed «kaldet» til handling. Affekt står her i modsætning til det konkret artikulerbare: «huden er hurtigere end ordet», som Brian Massumi (1995: 86) lidt populært formulerer det. Men netop derfor er affekt en så grundlæggende retorisk kraft; udenfor spektret af den traditionelle følelsesappel og dog en forudsætning for handling (Just, 2018). Eller som Hoff-Clausen (2021) viser i et nyere studie af metoo-bevægelsens retorik, så kan både en for stærk og en for svag affektiv berøring være begrænsende for den retoriske handlekraft. Vi må som modtagere stemmes for en sag for at mobilisere vilje til at handle på den, men er krop og sind i oprør, kan det som afsender være vanskeligt at få et ord frem. Affekt er dermed et andet tema, hvis betydning for den retoriske handlekraft er blevet etableret – og med fordel kan undersøges yderligere.
Et tredje tema er den retoriske handlekrafts medialisering, herunder betydningen af den fortsatte digitalisering. Rasmus Rønlev (2014) har med undersøgelser af digitaliseringen af traditionelle nyhedsmedier og den dermed følgende mulighed for at «brøle fra kommentarsporet» (Rønlev, 2018) bidraget væsentligt til dette tema. Her er fokus på de nye relationer, der opstår mellem den traditionelle afsenders og modtagers handlekraft, når medierne giver modtager mulighed for at blive deltager – eller bruger, som publikum ofte betegnes i dag (Rosen, 2012). Sammen med Mette Bengtsson har Rønlev desuden peget på den fortsatte betydning af kommentatorer som formidlere af retorisk handlekraft (Bengtsson & Rønlev, 2021; se også Bengtsson 2014, 2016). Her er tale om den retoriske handlekraft, der fortsat besiddes af de få, men observeres af de mange, og som nyhedsmedier og andre traditionelle demokratiske institutioner forbliver gatekeepere for. Når vi åbner studiet af retorisk medborgerskab for nye og alternative rum, der er karakteriseret ved affektive og/eller kropslige praksisser, må vi ikke glemme betydningen af traditionelle arenaer med deliberative normer for diskursiv praksis – om ikke andet fordi de udtrykker den samfundsorden, som alternativerne er alternativ til.
Digitale medier tilbyder nemlig meget mere end strøm til traditionelle medier, hvilket har stor betydning for brugernes (og dermed borgernes) mulighed for at udøve «hverdagslig» retorisk handlekraft – altså, at tage til orde om snart sagt hvad som helst og forhandle det udvalgte emnes betydning og relevans. Her peger Tina Thode Hougaard (2018) for eksempel på den følelsesappel, der ligger i hashtags – og knytter dermed det digitale og det affektive spor sammen. Og Mikkeline Thomsen (2020) har i et studie af danske Facegrupper vist disse foras potentiale som «digitale medborgerhuse», dvs. en ny arena for udøvelse af dagligdags retorisk handlekraft. Her bliver politik i klassisk forstand forhandlet og forvandlet i, hvad man kunne kalde hverdagsaktivisme, når for eksempel medlemmer af grupper for rollespillere diskuterer, om det er racistisk at male sig i ansigtet, hvis man spiller sortelver (Thomsen, 2020: 4). Dette studie peger tillige på de metodiske muligheder, som digitaliseringen rummer, og åbner dermed ikke kun for kvali-kvantitative retoriske analyser, men også for spørgsmålet om de digitale teknologiers egenartede – og potentielt egenrådige – retoriske handlekraft.
Fra retorisk til automatisk handlekraft? Mod en ny forskningsdagsorden
Den aktuelle teknologiske udvikling rykker grænserne for, hvad vi kan tænke som retorisk og hvad vi kan forstå som handlekraftigt. Særligt har udviklingen af generativ AI, der på baggrund af brugerens spørgsmål kan lave tekst, billeder, computerkode og andre produkter, som traditionelt har været udtryk for menneskelig intention, fået forskere såvel som praktikere til at overveje grænserne for, hvad teknologi kan og bør overtage af kommunikative funktioner (Brown, 2022; Žižek, 2023).
I den sammenhæng fremstår Carolyn Millers (2007) undersøgelse af, hvad automatisering kan fortælle os om retorisk handlekraft som nærmest profetisk. Miller viser med et – på daværende tidspunkt – fiktivt eksperiment om automatisering af karaktergivning, at universitetsundervisere sætter (satte?) grænsen for automatisering ved overgangen fra tekst til tale. På den baggrund placerer Miller retorisk handlekraft præcis mellem handlemulighed og realiseret effekt – som den begivenhed, der opstår når retor og publikum gensidigt giver hinanden handlekraft. Selvom handlekraft involverer (menneskelige og teknologiske) aktører, ligger handlekraften i relationen mellem dem; i begivenheden som sådan, ikke i en enkelt aktør eller et andet konstituerende element.
Med den pointe formulerer Miller (2007) automatiseret handlekraft som et etisk såvel som et retorisk problem; et problem, der kun bliver større og mere presserende med den fortsatte automatisering af flere og flere handlinger, der tidligere var forbeholdt mennesker (Just, 2022). I dag er den sammenstilling af aktører og artefakter, der udgør retorisk handlekraft, den retoriske begivenhed i Millers forstand, stadigt oftere orkestreret af algoritmer og udtrykt som data (Lanius & Hubbell, 2018; Reyman, 2018); det betyder, at der er en ny kraft, der handler i, med og gennem os – ikke bare en retorisk, men også en teknologisk kraft, hvis evne til at overbevise vi endnu ikke har set det fulde potentiale af – og endnu ikke helt forstår.
At undersøge og kritisere, men også forme og reformere de digitale teknologiers retoriske handlekraft er en dagsorden, der (lidt ligesom internettet) sandsynligvis er kommet for at blive. Millers (2007) studie viser os, hvordan den etablerede forståelse af retorisk handlekraft forbliver aktuel i den nye digitale kontekst – begrebet er i dag lige så højaktuelt, som det var for tyve år siden, og det er helt centralt for arbejdet med de nye opgaver, som de teknologiske udviklinger stiller den retoriske teori og den retoriske praksis overfor.
Hvis du vil læse mere
Campbell, Karlyn Kohrs (2005): Agency: Promiscuous and protean. Communication and Critical/Cultural Studies, 2(1): 1-19.
Geisler, Cheryl (2004): How ought we to understand rhetorical agency? Rhetoric Society Quarterly, 34(3): 9-17.
Hoff-Clausen, Elisabeth, Isager, Christine & Villadsen, Lisa Storm (2005): Retorisk agency – Hvad skaber retorikken?” Rhetorica Scandinavica, 33: 56-65.
Referencer
Bengtsson, Mette (2014): For borgeren, tilskueren eller den indviede? En praksisorienteret retorisk kritik af avisens politiske kommentatorer. København: Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet.
Bengtsson, Mette (2016): Det indskrevne publikum i politiske kommentarer. Rhetorica Scandinavica, 71/72: 51-70.
Bengtsson, Mette & Rønlev, Rasmus (2021): En medieprovokatør bliver til: Personakonstruktioner og -transformation i Eva Selsings retorik. Rhetorica Scandinavica, 83: 22-39.
Berg, Kristine Marie & Christiansen, Tanja Juul (2010): Retorisk eksklusion: Festen i Hyskenstræde som retorisk handling. Rhetorica Scandinavica, 54: 7-28.
Brown, Luke (2022): AI»en er her: Mister vi alle vores jobs? Kommunikationsforum, https://www.kommunikationsforum.dk/artikler/ChatGPTs-muligheder-og-udfordringer.
Campbell, Karlyn Kohrs (2005): Agency: Promiscuous and protean. Communication and Critical/Cultural Studies, 2(1): 1-19.
Cooren, Francois (2012): Communication theory at the center: Ventriloquism and the communicative constitution of reality. Journal of Communication, 62(1): 1-20.
Emirbayer, Mustafa & Mische, Ann (1998): What is agency? The American Journal of Sociology, 103(4): 962-1023.
Foss, Sonja K., Waters, William J. S. & Armada, Bernard J. (2007): Toward a theory of agentic orientation: Rhetoric and action in Run Lola Run. Communication Theory, 17(3): 205-230.
Gaonkar, Dilip Parameshwar (1993): The idea of rhetoric in the rhetoric of science. Southern Communication Journal, 58(4): 258-295.
Geisler, Cheryl (2004): How ought we to understand rhetorical agency? Rhetoric Society Quarterly, 34(3): 9-17.
Guldmann, Maria H. L. & Holst, Signe (2022): Samtalesaloner: En ny måde at tale om klimaforandringer på? København: Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet.
Gunn, Joshua & Cloud, Dana (2010): Agentic orientation as magical voluntarism. Communication Theory, 20(1): 50-78.
Hall, Stuart (1980): Encoding/Decoding. I: S. Hall, D. Hobson, A. Lowe, & P. Willis (red.), Culture, Media, Language (pp. 128–138). London: Hutchinson University Library.
Hoff-Clausen, Elisabeth (2018): When everything is NOT awesome: Aktivisme, anklager og krisen som kontekst. Rhetorica Scandinavica, 77: 22-45.
Hoff-Clausen, Elisabeth (2021): Berørte kroppe: Forsinkede anklager, affekt og afmagt. Rhetorica Scandinavica, 82: 67-86.
Hoff-Clausen, Elisabeth, Isager, Christine & Villadsen, Lisa Storm (2005): Retorisk agency – Hvad skaber retorikken?” Rhetorica Scandinavica, 33: 56-65.
Hougaard, Tina Thode (2018): Emotionelle appeller i aktivistiske hashtags. Om #jegharoplevet og #detkuhaværetmig. Rhetorica Scandinavica, 78: 99-109.
Just, Sine Nørholm (2018): Affekts effekt: Hvad er meningen med kommunikation efter den affektive vending? Rhetorica Scandinavica, 76: 75-87.
Just, Sine Nørholm (2022): Automatiseret overbevisning – algoritmer og data erstatter retorik og truer demokratiet. Retorisk Arena, https://www.retoriskarena.dk/2022/05/05/automatiseret-overbevisning-algoritmer-og-data-erstatter-retorik-og-truer-demokratiet/.
Just, Sine Nørholm & Berg, Kristine Marie (2016): Disastrous dialogue: Plastic productions of agency-meaning relationships. Rhetoric Society Quarterly, 46(1): 28-46.
Just, Sine Nørholm & Christiansen, Tanja Juul (2012): Doing diversity: text-audience agency and rhetorical alternatives. Communication Theory, 22(3): 319-337.
Kock, Christian & Villadsen, Lisa S. (2017): Rhetorical citizenship: Studying the discursive crafting and enactment of citizenship. Citizenship Studies, 21(5): 570-586.
Lanius, Candice & Hubbell, Gaines S. (2018): The new data. Argumentation amid, on, with, and in data. I: A. Hess & A. Davisson (red.), Theorizing Digital Rhetoric (pp. 126-139). New York: Routledge.
Leff, Michael & Utley, Ebony A. (2004): Instrumental and constitutive rhetoric in Martin Luther King»s “Letter from Birmingham Jail.” Rhetoric & Public Affairs, 7(1): 37-52.
Lloyd, Andreas & Pass, Nadja (2015): Samtalesaloner. Små skub, der får folk til at falde i snak. København: Borgerlyst.
Lundberg, Christian & Gunn, Joshua (2005): Ouija board, are there any communications? Rhetoric Society Quarterly, 35(4): 83-105.
Massumi, Brian (1995): The autonomy of affect. Cultural Critique, 31: 83-109.
Miller, Carolyn R. (2007): What can automation tell us about rhetorical agency? Rhetoric Society Quarterly, 37(2): 137-157.
Reyman, Jessica (2018): The rhetorical agency of algorithms. I: A. Hess & A. Davisson (red.), Theorizing Digital Rhetoric (pp. 112-125). New York: Routledge.
Rosen, Jay (2012): The people formerly known as the audience. I: M. Mandiberg (red.), The Social Media Reader (pp. 13-16). New York: New York University Press.
Rønlev, Rasmus (2014): Danske netaviser som webmedier for retorisk medborgerskab. København: Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet.
Rønlev, Rasmus (2018): Brølet fra kommentarsporet: Journalisters formidling af den offentlige opinion på politiken.dk. Journalistica, 12(1): 48-77.
Thomsen, Mikkeline Sofie Skjerning (2020): Danmarks digitale medborgerhuse. Facebookgrupper som fora for digitalt retorisk medborgerskab. København: Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet.
Villadsen, Lisa Storm (2008): Temaintro: Retorisk medborgerskab. Rhetorica Scandinavica, 48: 37-41.
Villadsen, Lisa S. (2019): Samtalesaloner som propædeutisk retorisk medborgerskab. Rhetorica Scandinavica, 79: 19-43.
Žižek, Slavoj (2023): Artificial idiocy. Project Syndicate, https://www.project-syndicate.org/commentary/ai-chatbots-naive-idiots-no-sense-of-irony-by-slavoj-zizek-2023-03.