Indledning
«Stil» kommer af stilus (lat.), som egentlig betyder en griffel til at skrive i voks, og bruges om den måde, man skriver eller taler på. Ordets oprindelse – med henvisning til en konkret teknik – har hængt ved stilbegrebet også i den retoriske tradition. Derfor finder vi ofte retorisk stil beskrevet i retoriske håndbøger med anvisninger til, hvordan man kan skrive og tale godt og korrekt. Det er i den klassiske tekst Rhetorica ad Herennium af en ukendt forfatter, at der introduceres til de tre stilniveauer lav, middel og høj. I bog nummer otte og ni af Quintilians Instituio Oratiora får vi præsenteret stilkvaliteterne systematisk og bliver også præsenteret for en lang række stilfigurer. Disse generelle introduktioner og oversigter over figurer bliver gentaget i andre klassiske tekster og også videre gennem middelalderen og op til moderne tid. Vi finder således stil i retoriske håndbøger i Skandinavien fra latinskolerne, præsenteret på måder som ligner sine klassiske forlæg. Et eksempel er den norske latinskolelærer og bibliotekar Jacob Rosteds Forsøg til en rhetorik i ett udtog af Hugh Blairs forelaesninger over rhetoriken, med hensyn til underviisningen i de laerde skoler som udkom første gang i 1810. Bogen bygger på den skotske forfatter Hugo Blairs Lectures on Rhetoric and Belles Lettres, som udkom i 1783 i London. Samlet set kan vi sige, at forståelsen af, hvad der menes med stil i en retorisk sammenhæng er blevet til i en intertekstuel proces og på tværs af skrift-, tekst- og uddannelseskulturer gennem to tusind år.
Stil er blevet tæt knyttet til skrivning (eng. composition) på den ene side og til analyse på den anden – særligt analyse af skønlitterære genrer og lyrik. Wolfgang G, Müller skriver i sit opslag om stil i Encyclopedia of Rhetoric (Sloane, 2001): «Style, or elocutio, is crucial in the process of textual composition, since it is responsible for the manifestation of the text as text.» (s. 745). Det skrivetekniske er i moderne tid fusioneret med andre nærlæsende tekststudier og kan ofte genfindes i håndbøger om at skrive, for eksempel i Den gode opgave af de danske skriveforskere Lotte Rienecker og Peter Stray Jørgensen (Rienecker et al. 2022). Gradvist er de direkte henvisninger til den retoriske tradition for mange håndbøgers vedkommende forsvundet ud, noget som Den gode opgave kan illustrere, idet kapitlet om retorik i de første udgaver fra 1997 og 2000 ikke blev beholdt i senere udgaver, og pointer om for eksempel klarhed ikke længere tilskrives retorikken.
Brug af stilbegrebet finder vi i adskillige håndbøger om både det at producere tekster selv og det at analysere stil i tekster med eller uden direkte henvisning til retorik. Ifølge den amerikanske retoriker Jeanne Fahnestock henviser begrebet retorisk stil først og fremmest til produktion af påvirkende diskurs (Fahnestock 2005, 216). Forfatterne af denne artikel er enige med Fahnestock i, at retorisk stil er en central dimension ved hensigtsorienteret kommunikation, men vurderer det som hensigtsmæssigt at undersøge retorisk stil som både produktion og analyse.
I en klassisk retorisk inddeling af retorik behandles stil som det konkrete sprog, der bruges af taleren. Taleren forholder sig til stil under elocutio, den tredje af i alt fem dele (partes rhetorices), som karakteriserer talerens arbejdsopgaver (institutio oratoris). De fem arbejdsopgaver består i 1) at udvikle og finde vægtige argumenter der kan gøre fremstillingen troværdig (inventio), 2) at arbejde med talens opbygning (dispositio), 3) at bearbejde sprog og stil (elocutio), 4) at udarbejde talen, så taleren kan lære den udenad (memoria), og endelig 5) at foregribe talens fremførelse ved at arbejde med at beherske bl.a. stemmeføring og gestik (actio). Retorisk stil er i en klassisk kontekst først og fremmest knyttet til verbalsproglig fremstilling i form af ordvalg, sætnings- og frasekonstruktion samt bestræbelserne på at udforme hele taler og tekster. Interessen for retorisk stil har også i dag sit ophav i den klassiske teori om elocutio, særligt fordi stil blev forbundet med valg af sproglig form, det vil sige, at retor med elocutio arbejder intentionelt med, at sproget også æstetisk skal tjene et formål og søge en effekt. Omvendt kan en analyse af stil i en retorisk ytring eller tekst sige noget om retors valgsituation forstået som forudsætninger i forbindelse med retors karakter, skaberevne og handlemuligheder – og i form af de økonomiske, praktiske, teknologiske, sociale og kulturelle omstændigheder.
Generelt bruges ordet «stil» til at beskrive fremtrædende træk ved fremtoning ikke bare ved verbalsproglige ytringer og tekster, men også hos enkeltmennesker, grupper af mennesker og institutioner samt ved tilvirkede ting som tøj og møbler, haver og hus, eller ved designede, digitale former, fx en webside. Vi finder også stil i arrangerede og kuraterede sammensætninger og opstillinger som på en festival eller på en udstilling på et museum. Stil anvendes med andre ord til at beskrive, hvordan nogen eller noget bærer et bestemt æstetisk præg, som kan komme af fx kunstnerens personlighed, principper for formgivning hos en gruppe forfattere, fra situationen eller fra emnet, som formen giver et udtryk, eller fra genren, kulturelle strømninger, skriftkulturen eller tekstkulturen. Når vi taler om mennesker, som bruger stil til at præsentere sig selv, er brugen af tøj og anskaffelsen af bestemte ting tydelig, og så vil det ofte dreje sig om mode eller trends. Særligt tøj har siden antikken været anerkendt som en retorisk måde at bruge talerens fremtoning retorisk. Hvis denne type stilmarkering anvendes til at kommunikere med, til at påvirke med eller skabe reaktioner med, kan vi tale om retorisk stil også når det gælder beklædning og ting.
Fahnestock påpeger, at det inden for den retoriske tradition aldrig har givet mening at opretholde en kategorisk skelnen imellem fiktion og fakta eller mellem litterære og funktionelle tekster (Fahnestock 2005). Hun påpeger, at det netop er retorisk stil, som viser, at tekstgenrer ikke endeligt kan kategoriseres ud fra sine fremtrædelsesformer. Stil er retorisk, og derfor må udtrykket underkastes et kritisk og analytisk blik, for at fortolkeren kan forstå og forklare, hvordan form står i et mer- og medbetydende forhold til meningsindholdet.
I en udvidet betydning bruges stil til at karakterisere synlige mønstre og typiske måder et menneske fører sig frem på eller lever sit liv – karakter, livsstil eller habitus (Bourdieu 2005). En stilanalyse på tværs af æstetiske udtryksformer som litterære sagprosatekster, skønlitteratur, arkitektur, billedkunst, skulptur, film, fotografi, gadekunst osv. Kan fortælle om en tidsånd eller doxa. Vi vil kunne lede efter kulturelle brydninger, udviklinger af, overskridelser af og nedbrydelse af grænser mellem klasser, genrer, kulturer osv. Når det kommer til fortolkning og vurderingen af stil, vil følelser og holdninger, som opstår som et resultat af relationen mellem den eller det, som udtrykker stilen, og den som fortolker og vurderer, ofte være udslagsgivende (Brummett 2008, x-xi). De forskellige stilformer bliver navngivet et godt stykke tid efter, at de fremtrædende former opstod, og navnet har ofte ophav i beskuerens, læserens eller lytterens fortolkning og siger dermed lige så meget om fortolkerens perspektiv som om selve fremtrædelsesformen. Navn på stiltyper kommer ofte som et resultat af sammenligning af stiludtryk enten diakront, altså over tid, eller synkront, altså med andre udtryk, som er samtidige. Stiludtryk og stilbetegnelser vil være i stadig ændring, sådan som vurderingen af kvaliteten af stil vil være det. I den udstrækning at stilbetegnelser fæster sig kulturelt, taler vi ofte om stereotypier. Stereotypier bygger på abstraktioner, kategorier, konstruktioner og generaliseringer, og kan – når de ikke misbruges – hjælpe os til at handle retorisk (Brummett 2008, xi) og til at analysere brugen af stil.
Stil i den retoriske tradition
Et tidligt eksempel på strategisk anvendelse af stilistiske virkemidler finder vi hos Gorgias (ca. 480 – ca. 380 f.v.t.), forfatter til bl.a. talen «Helenas pris» (2007). Hans taler gjorde sig bemærket ved bestemte stiltræk, som man senere har kaldt gorgianske figurer. Sætningerne er korte og staccato-agtige, og han bruger retoriske figurer som antiteser, parallelismer, isokolon, rim, allitteration, gentagelser af ord og etymologiske ordspil. Tilsammen danner stiltrækkene en symmetri i lyd, rytme, sætninger og indhold, der skaber balance, men også dækker over modsætninger. Virkningen af en retorisk figur som fx en parallelisme er samtidig argumentatorisk. Som Søren Sørensen formulerer det, skal stilens symmetri «befordre en symmetri og ’pointe’ i tanken, og dér ligger argumentet.» (Sørensen 2002, 45). Den provokerende opvisningstale til Helena er et eksempel på talens magt – der også demonstreres i sproget.
Aristoteles (384-322 f.v.t.) behandler stilen (lexis) i tredje bog af Retorik med hovedvægt på, at stilen skal være klar og passende (to prepon). Han anbefaler, at arbejdet med stilen foregår så ubemærket som muligt, og han betoner, at stilen må virke naturlig i munden på den som taler og vil overbevise et publikum. Det gælder også for metaforer, der når de bruges i retorisk tale, må være interessante og passe til taleren og emnet. Aristoteles henviser i øvrigt til Poetikken, hvor der er en mere detaljeret redegørelse for stil, og det er også her, han udfolder sin teori om metaforen, som han forstår som en analogi.
En systematisk tilgang til stil og sprog er udviklet af elever af Aristoteles, bl.a. Theofrast, og senere overtaget af Cicero (106-43 f.v.t.) og Quintilian (35-98), der strukturerer stil som fire krav eller dyder for godt sprog. Stilkvaliteterne er, at sproget være korrekt (puritas), klart (perspicuitas), passe til situationen (aptum) og besidde pragt eller skønhed (ornatus). Korrekthed handler primært om grammatik, det præcise ordvalg og korrekthed i sammensætningen af ord og syntaks. Visse afvigelser fra den grammatiske norm (licentiae) kan være tilladt af stilistiske hensyn, mens den manglende beherskelse af sproget, fx at bruge ordene forkert, kaldes barbarisme (barbarismus). Klarhed sikrer, at taleren kan gøre sig forståelig for publikum og fremstå troværdigt.
Kriteriet om aptum, at talen skal være passende, er en af de vigtigste kvaliteter for godt sprog i retorikken. De antikke retorikværker har regler og forskrifter, men også refleksioner over det passende, som hos Aristoteles, hvor to prepon er et styrende princip for arbejdet med stilen. Det er svært at opstille generelle regler for, hvad der er passende i det konkrete tilfælde. Cicero betoner derfor, at arbejdet med at kunne sige det passende i den konkrete situation kræver en samlet analyse af situationen, genren, publikum, taleren og sagen (Cicero 2003, De Oratore III, 210-212). Aptum skelnes fra decorum, der har en mere etisk dimension. Quintilian fastslår, at når de to strider mod hinanden, må hensynet til overtalelseseffekten vrages i forhold til hensynet til decorum (Quintilianus 1953, Institutio Oratoria XI.I., 8-9).
Den sidste af de fire stildyder er ornatus, som handler om, at talen være veludstyret og udsmykket, dvs. at sproget skal optræde i fuldt ornat. Som flere retorikhistorikere har anført, er det uheldigt, at ornatus giver associationer til ornamentik, pynt og overflødig udsmykning. Øivind Andersen gør opmærksom på, at det, der ligger i det latinske ornatus og det græske kataskreve snarere er, at sproget er bearbejdet og veludstyret (Andersen 1995, 65). Også George Kennedy betoner, at ornatus er en styrke og en resurse: «… to the Roman ear the world ‘ornament’ suggests distinction and excellence, the possession of resources ready for any challenge» (Kennedy 1969, 81). Walter Ong lægger ligeledes vægt på styrken, når han fremfører, at ornamentum på latin betyder udstyr, en soldats udrustning eller våben, og dermed er noget andet end den rene udsmykning (Ong 1958, 277). Sproget skal være forberedt for at man er beredt i en situation.
I den systematiske inddeling af stilkvaliteter hører de retoriske figurer under ornatus, hvor de udgør den største af flere underkategorier. Retoriske figurer deles oftest op i troper og figurer. Traditionelt bruges betegnelsen troper om ændringen af et enkelt ord, mens figurer gælder flere ord. Derfra sker der yderligere underinddelinger, når figurer deles op i talefigurer, der udnytter ordene selv som virkemidler og tankefigurer. Quintilian inddeler desuden talefigurerne i fire grupper, hvor figurationen finder sted som henholdsvis tilføjelse, udeladelse, omflytning eller udskiftning (Andersen 1995, 76). Allerede Quintilian var dog opmærksom på, at den retoriske funktion af troper og figurer er vigtigere end klassifikation: «Det betyder nemlig intet, hvad man kalder dem hver især, så længe det er tydeligt, hvilken virkning det har for talen» (Quintilianus 1953, Institutio Oratoria IX. 1.7, citat oversat af George Hinge).
Læren om de tre stiltyper eller stilniveauer introduceres i Retorik til Herennius og bliver derefter et fast indslag i klassiske retoriske teorier, der skelner mellem tre niveauer: den høje stil, den midterste og den jævne. Den ophøjede stil bruges ved højtidelige lejligheder og karakteriseres ved komplekst sprog og retoriske figurer. Den jævne stil bruges til emner, der tilhører det praktiske hverdagsliv og er kendetegnet ved almindeligt talesprog. Den midterste stil ligger et sted imellem. Hver stiltype har sin faldgrube, og for den jævne stil gælder det om at undgå den blodfattige eller magre stil, som giver et tarveligt og værdiløst sprog. Den mellemste stil risikerer at blive slap og udflydende, mens den høje stil skal passe på ikke at blive svulstig med søgte ord, klodsede metaforer og højtravende sprog ([Cicero] 1998, 123-128). Forfatteren til Retorik til Herennius betoner, at alle tre stiltyper får værdighed af retoriske figurer og anbefaler i øvrigt, at man varierer sit stilleje gennem talen.
Hos Cicero tilpasses de tre stiltyper talerens tre opgaver. Kravene om at belære (docere), behage (delectare) og bevæge (movere) svarer nemlig til de tre stiltyper, så den jævne stil bruges til at formilde og instruere, middelstilen til at underholde, mens den høje stil egner sig til at påvirke et publikum. Taleren kan skifte mellem stiltyperne, når der er behov for variation, men særligt når emnet tilsiger det. Det væsentlige er, at taleren må vælge en passende stil, dvs. en stil, der passer til emnet, situationen, taleren og publikum. Den generelle idé, der ligger i aptum, at sproget skal passe til situationen, gælder her, og den er også holdbar i dag: jo mere formel lejligheden er, desto bedre passer det sig at anlægge en alvorlig tone, formulere sig i formfuldendte sætninger og bruge retoriske figurer. Nogle af de samme idéer findes inden for moderne teori om taleskrivning, hvor man skelner mellem en tradition for højstemt veltalenhed, som fx Kennedy og Obama repræsenterede, og en mere dagligdags, konverserende stil, der karakterer langt de fleste offentlige politiske taler i dag (Jamieson 1988, Kjeldsen 2019).
Interessen for den ophøjede stil genfinder vi i den græsksprogede traktat om den sublime stil fra det første århundrede skrevet af en ukendt forfatter, men tidligere tilskrevet Longinus. Den er udgivet på dansk som Den store stil ([Longinus] 1934). Det sublime kræver storhed i tanken og fremkaldes gennem en forening af patos og kontrol i både indhold, struktur og sprog. Værket handler især om følelsernes rolle i at fremkalde effekt, og forfatteren beskriver fem kilder, der gennem en syntese kan bruges til at opnå det sublime, bl.a. forholdet mellem den veludviklede idé og publikums følelsesmæssige respons og troper og figurers bidrag til at ophøje sproget. Bratte skift og overraskende sammenstillinger skaber ifølge Longinus oplevelsen af det sublime. Værkets analyser og eksempler spænder over både taler, religiøse tekster, filosofi og litteratur, for det sublime kan findes i alle genrer, men på forskellige måder. Værket er også blevet betragtet som litteraturkritik, hvor det sublime er en målestok for den virkning, som litteraturens kombination af følelser og store idéer har på læserne (Herrick 2018, 124, Kock 2012, 98-102).
I Topik des Stilbegriffs (1981) diskuterer Wolfgang G. Müller stilbegrebet i videre kulturel og æstetisk sammenhæng. Han afdækker, hvordan to konkurrerende forståelser af stil, to topoi, har domineret tænkningen om stil fra antikken til det 20. århundrede. Den første topos, «stil som beklædning» («style as dress», «der Stil als Einkleidung des Gedankens»), er funderet i elocutio-traditionen og inkorporerer en forståelse af stil som en tilføjelse til tanken (Müller 2001). Denne topos har sin storhedshed i 1700-tallet, hvor sprog og opførsel forbindes med samfundsmæssig rang og decorum, dvs. idealer om, hvad der passer sig socialt og etisk. Den anden topos, «stil som manden» («style as man», «style as the incarnation of thought»), identificerer stilen med talerens personlighed. Selv om denne topos historisk set er beslægtet med en ældre, moralsk opfattelse af retorik – bl.a. den romerske retoriker Quintilians ideal om at kun en god mand kan blive en fuldkommen taler (vir bonus) – er den især forankret i romantikken. Her fortrængte den endelig idéen om stilen som tilføjelse sammen med topoi som at stil inkarnerer tanken eller den nationale ånd . I bogen An Argument on Rhetorical Style (2017) argumenterer Marie Lund for, at der er behov for en tredje topos til at gøre rede for en forståelse af stil, hvor sproget og stilen anses for at skabe mening og identitet. Denne topos er bl.a. nyttig til at åbne for de mere konstitutive aspekter af taleskrivning for andre, sådan at arbejdet med talerens karakter, ethopoiia, ikke er begrænset til reproduktion, men også kan være en udvikling og nyskabelse.
Moderne teorier om stil
Detaljerede beskrivelser af sproglig stil – både med og uden direkte referencer til ophavet i den retoriske tradition – finder vi i Skandinavien ofte i dag under rubrikken stilistik. Stilistikken (eng. literary stylistics) har særlig bidraget til at karakterisere og kategorisere, hvordan det litterære fungerer gennem stiltræk helt ned på bogstavniveau i tekster. Stilistikken har også givet anvisninger til, hvordan man kan analysere stil i tekster, uanset genre eller hvorvidt teksten er skønlitterær eller ikke. Stil henviser til individuelle træk hos en forfatter, en litterær retning eller en epoke; og man kan da fremanalysere udvikling, skift og brud. Helt konkret undersøger man sproglige og tekstuelle træk på ordniveau, sætningsniveau, afsnitsniveau og ved teksten som helhed. En tidlig skandinavisk håndbog i denne tradition er Svensk stilistik. En handbok för stilhistoriske studier af Nils Svanberg (1936). Bogens formål er «icke fråga om normativ stilistik, om regler för språkriktighet», men derimod at fremvise eksempler på «stilkarakteristik» (s. 5). Afslutningsvis i bogen er et kapitel om stilistikkens udvikling med litteraturhenvisninger. Her får man et indblik i, hvilke internationale, særligt kontinentale, forskere, som har banet vejen for stilistikken fra 1700-tallet og frem til 1930-tallet. Svanberg opremser desuden, hvilke svenske forskere, som har arbejdet med stilistik i de først årtier af det 20. århundrede. Svanberg skriver i dette kapitel: «Den klassiske retorikens termer och anda ha i mycket bestått till vår tid» (1936, 149).
Nogle andre skandinaviske eksempeler på håndbøger fra denne tradition er Ulla Albeck Dansk stilistik fra 1969 og danske Keld Gall Jørgensens Stilistik. Håndbog i tekstanalyse fra 1996; norske Willy Dahls Stil og struktur som kom første gang i 1965 og herefter i flere udgaver og norske Olaf Øyslebøs Stilstudier fra 1969 samt Peter Cassirers Stilanalys fra 1972 som var en forløber for Stil, stilistik, stilanalys som kom i 1979 og Stilistik & stilanalys fra 1986. En oversigt over stilforskning og stilteori finder vi i Nils Erik Enkvists Stilforskning och stilteori fra 1973. Der findes også oversatte bøger om stilistik i Skandinavien, fx Stilistikk af Pierre Guiraud som blev oversat til norsk og udgivet i 1960. Af alle de her nævnte forfattere, er det Cassirer som i højest grad har anvendt retorisk teori og bidraget tydeligst til retorikforskningen. De fleste af bøgerne om stilistik har en tyngde i analyser af skønlitteratur og lyrik.
I en række nyere retoriske teorier forstås stil i en udvidet betydning, hvor stil bruges til at karakterisere mønstre i fx et menneskes liv og handlinger. Robert Hariman udvikler et stilbegreb, der kan bruges til at forstå politisk handling og indflydelse. I analyser afdækker han, at politisk magtudøvelse, deliberation og administration foregår gennem følsomhed, smag, manerer, karisma og charme, dvs. æstetiske virkemidler, der tilsammen udgør en stil. Han definerer politisk stil som et sammenhængende repertoire af retoriske konventioner, der bruger æstetik til at nå politiske mål. I analyser af, hvordan stil og politisk kultur er forbundet og udgør et socialt og moralsk normsæt, trækker han bl.a. på det klassisk retoriske begreb decorum. Som et retorisk begreb kan politisk stil anvendes til at analysere og kritisere den æstetiserede politiske og mediekulturelle virkelighed (Hariman 1995).
Når stilen bruges til at «performe» individuel eller kollektiv identitet, fx kønsidentitet, smelter retoriske og politiske formål sammen. Karlyn Kohrs Campbells begreb om feminin stil tager udgangspunkt i Judith Butlers begreb om performativitet. Køn er ifølge disse teoretikere performativt, og for at indtage en subjektposition som kvinde skal man «citere» eller opføre de handlinger og normer, samfundet har for kvinder. I en analyse af 1900-tallets debatter om kvinder i offentligheden indkredser Campbell de emner og argumentationsformer, der var socialt acceptable for kvinder. De retoriske strategier udgør tilsammen det, Campbell kalder feminin stil, som er karakteriseret ved bl.a. fortrolighed, intimitet og anekdotisk bevisførelse baseret på personlig erfaring. Campbell godtgør i en analyse af Hillary Clintons retoriske stil i hendes tid som first lady, at hendes manglende popularitet skyldes, at hun ikke lever op til samfundets normer for kvinders tale og opførsel i offentligheden (Campbell 1998). I skandinavisk sammenhæng har Brigitte Mral arbejdet med at skitsere en særlig feminin form for retorisk argumentation, som kan analyseres frem ved at se på tekstens fremstillingsformer (Mral 2003).
Barry Brummett hævder, at identitet udvikles som et resultat af den stil, man fremfører. Brummetts stilbegreb er bredt og læner sig op ad teorier som livsstil og subkultur, men det er retorisk i den forstand, at udøvelsen af stil gennem fx tøjvalg, gestik og indkøbsvaner bruges til at påstå noget om én selv og andre med den hensigt at opnå bestemte ting (Brummett 2008). Identitet er konstrueret socialt og symbolsk, hvilket betyder, at identitet ikke bare er ustabil og kompleks, men «grounded in style» (Brummett 2008, 83). Stil fungerer retorisk, fordi den baserer sig på menneskers sans for stil (sense of style), som i bund og grund bygger på erfaring med, hvad der fungerer og med hvilken effekt. Brummet har en performativ tilgang til stil, altså at stil er noget, vi gør gennem brug, forbrug og validering. Samtidig er det sådan, at stilen performer os, lige så meget som vi performer stilen. Det betyder også, at identiteter – for at kunne fungere retorisk til at distingvere individer, subkulturer og tilføre retorisk handlekraft – skal forblive fleksible og altid mulige at eksperimentere videre med og forandre (85). Brummett tager udgangspunkt i et semiotisk tekstbegreb hvor stil fungerer som sociale og symbolske tegn (primacy of the text), men udvider sin retoriske teori om stil til også at inkludere fire andre dimensioner: imaginære fællesskaber (imaginary communities), markedskontekster (market contexts), æstetiske rationaler (aesthetic rationales) og stilistiske homologier (stylistic homologies) (117ff). Disse dimensioner viser i forskellige konstellationer, hvordan retorisk stil fungerer, for eksempel hvordan stilen i en statsministers tale kan etablere sociale grupper, brande politikeren selv, styrke nationale symboler og etablere statsministertalen som genre på én og samme tid.
Andre har fremhævet stil, når man vil forklare meningsdannelsen i postmoderne samfund, der er orienteret mod følelser og æstetik, snarere end traditionelle samfundsmæssige idealer. Ifølge Bradford Vivan er stil og retorik velegnede til at gøre rede for de sociale fællesskaber, der dannes ud fra stil, fælles vaner og smag, og ikke desto mindre er politiske (Vivian 2002). Subkulturer og modstemmer former sig bl.a. gennem fælles æstetiske referencer, der omsættes til stilistiske særtræk i sprogbrugen, men også tøj, frisure, omgangsformer m.m., som deltagerne performer for at bekræfte deres tilhørsforhold i subkulturen. Men den kollektive stil er også en måde for en subkultur at kommunikere sin identitet som magtkritik af mainstreamkulturen (Hebdige 1979).
Et eksempel er den britiske streetart-kunstner med signaturen Banksy, som laver grafitti, der fungerer som samfundskritiske og ofte humoristiske kommentarer til de triste urbane rum, der er ramme om mange menneskers liv og færden, men som man sjældent betragter opmærksomt. Selv om Banksy i dag er berømt og feteret, bevarer hans værker undergrundens stiltræk. Billederne er ulovligt opført og påført med spray, som traditionelt er graffitiens lynhurtige medier, der gør det muligt for kunstnerne at slippe væk uden at blive pågrebet. Billederne virker ofte gennem overraskende sammenstillinger, når en aktør – fx børn, ensomme ældre, en politibetjent eller Banksys ikoniske rotte – placeres i grimme og forsømte byrum mellem affaldsspande, dinglende ledninger eller osende skorstene, som et visuelt oxymoron, der i sammentrukket form udstiller det paradoksale eller kritisable.
De retoriske figurer
Betegnelsen retoriske figurer dækker over både såkaldte troper og figurer og er diskursive valg med forskellige formål, bl.a. det at argumentere. Når den tidligere danse klimaminister Dan Jørgensen brugte ordet «hockeystav» om den danske regerings klimapolitik, søgte han at forklare, hvordan regeringen uden at tage større initiativer kunne nå målet om at reducere CO2-udledningen med to procent i 2030. Metaforen hockeystav blev brugt som et argument for, at det var muligt at udskyde politisk handling, idet teknologisk udvikling ville øge klimareduktionerne eksponentielt og reduktionskurven således visuelt ligne en hockeystav. Efter massiv kritik af regeringens klimapolitik søgte statsminister Mette Frederiksen ved Folketingets afslutningsdebat i 2021 at godtgøre, at regeringens politik var effektiv og kritikken forfejlet. Det gjorde hun ved at pege på konkrete tiltag og med direkte reference til den forkætrede metafor: «Hvis der nogensinde var en hockeystav, så kan vi vist konstatere, at den er knækket.» Det var langt fra alle enige i. På Twitter skrev Kristian Hegaard fra Det Radikale Venstre en kommentar, der udviklede ishockeymetaforikken, men afviste både statsministerens politiske analyse og forsøget på at lægge metaforen – og kritikken – bag sig: «Hockeystaven er bestemt ikke knækket. Tværtimod. Vi er stadig på vej mod strafboks for klimanøl» (Ritzau 2021). Med en nem omskrivning, der genopretter metaforen, udstiller Hegaard, at klimaet ikke reddes af regeringens nemme løsninger. Samtidig introducerer Hegaard med «strafboks for klimanøl» en dømmende instans, der håndhæver vedtagne regler og stiller nationen til regnskab for ikke at opfylde sine internationale forpligtelser. Hermed installeres den retoriske figur antitese en modsætning mellem handling og ikke-handling, såvel som et hierarkisk magtforhold mellem dommer og regelbryder. Som eksemplet viser, bliver metaforen og antitesen brugt til at fremme forståelsen og argumentere, men også til at kritisere, debattere polemisk og vurdere på et ideologisk grundlag. Eksemplet peger på, at retoriske figurer og de konkrete ordvalg og sætningskonstruktioner, som udgør stil, er vitale dele af meningen.
I den traditionelle retoriske systematik hører de retoriske figurer under ornatus, hvor de er placeret som en af flere dyder for godt sprog, kaldet stilkvaliteter. Foruden bl.a. mere grundlæggende krav om, at sproget skal være forståeligt og korrekt, hvad angår ordvalg og stavning, skal sproget også besidde pragt eller skønhed. Retoriske figurer deles op i troper, der er den uegentlige eller overførte betydning af et enkelt ord, og figurer, der gælder flere ord eller større sammenhænge. Herefter sker der yderligere underinddelinger, bl.a. at figurer deles op i talefigurer og tankefigurer. Talefigurerne udnytter ordene selv som virkemidler, beror ofte på en form for gentagelse eller krydsstilling og spiller ofte på lyd og rytme, mens tankefigurer virker på det idémæssige plan. Som tommelfingerregel kan man sige, at en talefigur står og falder med ordene eller ordenes placering, mens man kan ændre en tankefigur, uden at figuren bryder sammen.
Læren om troper og figurer er præget af stor detaljerigdom og af forskellige og ofte uholdbare kategoriseringer. For eksempel findes distinktionen mellem tale- og tankefigurer allerede i Retorik til Herennius fra 1. årh.f.Kr., mens forfatteren til gengæld ikke opererer med troper. De figurer, der i senere fremstillinger kategoriseres som troper, fx metafor, metonymi, synekdoke, symbol osv. findes i Retorik til Herennius i gruppen af tankefigurer. Som videnskabeligt klassifikationssystem er kategorierne i de forskellige opdelinger ikke holdbare, bl.a. fordi kategoriseringen af figurerne blander formelle og funktionelle inddelingskriterier sammen (Fahnestock 2002, 14). Flere moderne teorier om retoriske figurer har da også forladt den traditionelle opdeling i troper og figurer for i stedet at ordne de retoriske figurer i forhold til deres retoriske funktion.
Det gælder også Chaïm Perelman og Lucie Olbrechts-Tyteca, der forbigår den traditionelle distinktion mellem troper og figurer, fordi den ikke bidrager til et argumenterende perspektiv. Deres retoriske argumentationsteori Traité de l’argumentation. La nouvelle rhétorique (1958) undersøger grundlaget for retorikkens funktionelle mål, som er at fremkalde eller øge tilslutning hos publikum. Det udgangspunkt præger også fremstillingen af retoriske figurer, som skal have en funktion i forhold til en overordnet argumentation. I stedet for inddelingen mellem troper og figurer skelner forfatterne mellem argumenterende figurer og stilfigurer. De retoriske figurer er defineret ved, at de har en argumentativ funktion i konteksten. Ifølge Perelman og Olbrechts-Tyteca er en figur argumenterende, når publikum anerkender, at den fører et nyt perspektiv med sig. Ellers forbliver den en stilfigur, som nok kan fremkalde beundring, men ikke en ny forståelse (169). Figurerne grupperes under tre formål, som henholdsvis figurer, der pålægger eller foreslår et valg (fx perifrase eller correctio), fremmer nærvær (fx anafor eller onomatopoeticon), eller øger fællesskabsfølelsen med publikum (fx allusion) (Lund 2023).
Et eksempel på et skandinavisk forsøg på en taksonomi finder vi i bogen Stilistik. Håndbog i tekstanalyse (1996). Her opererer Keld Gall Jørgensen med en taksonomi af retoriske figurer, som på mange måder afspejler et møde mellem den klassiske retorik og sprog- og tekstteori inspireret af J.L. Austins og John Searles sproghandlingsteori. I det som blev til tekstlingvistik i videre forstand, så man på sprog i brug, dvs. på kommunikationen mellem sprogbrugere i konkrete kontekster og situationer. Gall Jørgensen (1996) udpeger imidlertid stilistikken som den del af sprog- og tekstanalyse som – i modsætning til de fleste samtidige tilgange – lægger «hovedvægten på teksten selv, på dens beskaffenhed og kvaliteter» (s. 9), og videre understreger han, at «denne sensibilitet er lige så nødvendig for pragmatikken som pragmatikkens sprogbrugsanalyse er det for stilistikken» (s. 9). Gall Jørgensen etablerer her en dikotomi mellem pragmatik og stilistik, som vi ikke vil opretholde i denne artikel, men vi vil overtage Gall Jørgensens betoning af stil som vigtig for kommunikationen og hans påpegning af, at der behøves en «sensibilitet» overfor sprogets fremtrædelsesformer for at kunne foretage grundige tekstanalyser.
Vi vil videre trække Gall Jørgensens inddeling af troper og figurer frem som et repræsentativt eksempel på en stilistisk taksonomi baseret på verbalsproglig grammatik – en måde at gøre det på med rødder i antikken. Hans taksonomi indikerer, hvor vi kan finde troper og figurer i verbalsproget, og hvordan de fungerer retorisk: «1) formelt ligger troper på ordniveau, mens figurer vedrører ordstillingen; 2) psykologisk taler troper til forstanden, mens figurer appellerer til følelsen; 3) logisk er troper mere radikale i deres omskrivning af realelement til billedelement end figurer, idet førstnævnte ændrer både udtryk og indhold, mens sidstnævnte kun ændrer udtrykket» (s. 67). Der ligger en håndbogsmæssig vejledning i inddelingen, når man skal analysere: se efter troper på ordniveau hvis du skal analysere teksten for tydelige retoriske handlinger, og se efter figurer på sætningsniveau, hvis du vil lede efter patos- og ethosappellen i en tekst. Gall Jørgensens konkrete inddeling af figurer i gentagelsesfigurer, modsætningsfigurer og dramatiske figurer giver et fingerpeg om, hvordan figurerne virker i kraft af henholdsvis rytme, kontrast eller ved at retor «stiller sig frem på scenen». Under dramatiske figurer finder vi blandt andet udråb (lat. exclamico, gr. ecphonesis), retoriske spørgsmål, ironi og selvrettelse. Som vi vil komme ind på i næste afsnit, er vi ikke enige i Gall Jørgensens pointe om at figurer kun ændrer udtrykket; som vi vil vise i flere af vores eksempler, kan stilfigurer også ændre ved forståelsen af indholdet i teksten eller synet på sagen som tematiseres.
Jeanne Fahnestock udvikler sin teori om retoriske figurer i forlængelse af Perelman og Olbrechts-Tyteca, bl.a. i bogen Rhetorical Figures in Science (2002), hvor hun problematiserer både traditionelle inddelinger og gængse definitioner. Hun forstår retoriske figurer som indbegrebet af eller en sammenfatning af et argument. Hvor retoriske figurer i mange retorikteorier siden Quintilian har været defineret som afvigelse fra normal sprogbrug eller som tilføjelse – af fx følelse, skønhed eller styrke – til et allerede fastlagt indhold, har Fahnestock argumenteret for, at retoriske figurer er en del af det substantielle indhold. I stedet for at forstå retoriske figurer som noget, man tilføjer budskabet eller argumentationen, ser Fahnestock dem som konstituerende for betydning og argumentation. Retoriske figurer er ikke bare effektive virkemidler til at fremhæve et allerede fastlagt indhold, men er konstituerende – altså etablerende eller skabende. Fahnestock forbinder forståelsen af retoriske figurer som fortættet argumentation med topik og de mere generelle, strukturelle linjer i argumentationen. Retoriske figurer kan ikke isoleres til elocutio, de bliver en del af inventio.
I sin kritik af, at retoriske figurer er uegentlig sprogbrug, er Fahnestock på bølgelængde med moderne metaforteori som også har forladt tanken om, at metaforen afviger fra normalsproget. At metaforen er grundlæggende for både sprog og tænkning er teoretikere så forskellige som nykritikeren I.A. Richards og den kognitive lingvist George Lakoff enige om. Snarere end at være et rent sprogligt anliggende forstår blandt andre Lakoff metaforen som en udveksling af kontekster, og påviser, at sprogets metaforiske organisering giver indsigt i forholdet mellem sprog, perception og fysisk og kulturel erfaring. I retorisk sammenhæng er perspektivet af den kognitive metaforteori bl.a., at en metafor kan bruges strategisk til at betone visse sider af en problemstilling, mens andre underbetones (Klujeff 2008; Lund 2023, 188f).
Sammenfattende opfattes retoriske figurer og troper i dag som mere end midler til blot at tilføje kvaliteter som skønhed, følelse, værdi eller styrke. Det er i stedet udgangspunktet for filosofiske og lingvistiske undersøgelser, at figurerne besidder en idémæssig kraft og et erkendelsespotentiale foruden at kunne anvendes til at skabe og at ændre. Nyere retoriske teorier har lagt vægten på de retoriske figurers evne til at strukturere tankemønstre og konstituere retorisk handlekraft. De kritiske og produktive perspektiver ligger bl.a. i at forstå retoriske figurer som diskursive valg, der har forskellige retoriske formål. Måden man skriver eller taler på er ikke bare vigtig at rette opmærksomheden imod for retorikere, men kan være selve nøglen til at forstå retorisk kraft.
Retoriske figurer i et funktionelt perspektiv
I forlængelse af ovenstående diskussion har også vores fremstilling af retoriske figurer et funktionelt perspektiv, dvs. vi ordner dem i forhold til, hvad de gør, hvad deres retoriske funktion er. Vi inddeler retoriske figurer i tre grupper, der er gode at kende, når man skal skrive tekster eller taler, som er velargumenterede og interessante, eller foretage en analyse som del af en retorisk kritik. Vores oversigt er langt fra så omfattende som andre fremstillinger af retoriske figurer, fx Retorik til Herennius, der havde 65 figurer, Sister Miriam Joseph, der i bogen Shakespeare’s Use of the the Arts of Language (1947) klassificerede mere end 200 figurer eller Henry Peacham, der i The Garden of Eloquence (1577) oplistede 184 (Corbett 1990, 425). Som Perelman og Olbrechts-Tyteca sigter vi ikke efter at levere en fuldstændig oversigt. Ofte vil en retorisk figur i en given kontekst have flere funktioner.
- Vores første gruppe af retoriske figurer har den retoriske funktion at fremme en fællesskabsfølelse mellem taler og publikum. Den er inspireret af Perelman og Olbrechts-Tytecas tilgang og rummer retoriske figurer som bl.a. allusion og retoriske spørgsmål.
- Vores anden gruppe er reserveret den retoriske funktion at strukturere og konstituere betydning. Den er inspireret af bl.a. Fahnestock og moderne metaforteori og rummer retoriske figurer som metafor, metoymi, synekdoke, antitese og kiasme.
- Vores tredje og sidste gruppe indeholder retoriske figurer, der skaber genklang ved at tale til kroppen,a. gennem gentagelser, rim og rytmiske sætningskonstruktioner. Heri findes nogle af de figurer, som i andre fremstillinger kategoriseres som talefigurer, fx anafor, allitteration og isokolon.
Retoriske figurer, der skaber eller styrker en følelse af fællesskab
Første gruppe samler sig om nogle retoriske figurer, der vedrører relationen mellem taler og publikum. Det drejer sig om fx allusion, citat, humor og ironi og retoriske spørgsmål. Når taleren laver en allusion, dvs. hentyder til noget, som publikum genkender, eller stiller et retorisk spørgsmål (interrogatio), hvor svaret er givet for publikum, styrkes følelsen af at tilhøre et værdifællesskab som i dette eksempel fra den tyske valgkamp i 2021: «Skal klimakampen kæmpes gennem frihed og markedsøkonomi – eller gennem undertrykkelse og regulering?» Også ironi kan bruges til at knytte taler og publikum sammen. Når taleren ytrer noget ved at sige det modsatte, er det kun dem, der fanger den intenderede betydning, som inkluderes i fællesskabet. Ironiens negative understrøm er, at man kan falde udenfor, og det gør den til en risikabel kommunikationsstrategi (se fx Andersen 2006). Vi finder et eksempel på ironi i visesangeren Niels Hausgaards sang om atomkraft «En hilsen fra os» fra 1979. Allerede titlen hentyder til, at sangens ærinde er at konstituere fællesskab og modfællesskab. Det bekræftes af det stilistiske træk, at sangen fremføres i dialekten vendelbomål, som i meget konkret forstand etablerer en ingroup – vendelboer og dem, der forstår vendelbomål – og en outgroup, der ekskluderes. De sidste linjer i første vers leder over i sangens omkvæd (der her citeres på rigsdansk):
Snakken var om vi skulle have atomkraft eller hvad
og det mente vi ikke der kan være tvivl om at vi skal.
Men værket skal ligge på Sjælland har vi tænkt
eller Fyn henne i den østre ende.
For at have det her ved os
nej, det vil vi godt nok ikke
og det vil også nemt komme til at ligge i vejen.
(Hausgaard 1979).
Ironien virker her ved, at Hausgaard påtager sig den politiske modparts, atomkraftstilhængerens, synspunkt og udstiller det dobbeltmoralske og naive ræsonnement. For et publikum af atomkraftmodstandere etablerede sangen derfor – ironisk nok – en fællesskabsfølelse og styrkede dermed bevægelsen mod atomkraft.
Flere retoriske figurer søger at skabe opmærksomhed ved at forstørre sagen retorisk (amplificatio), overdrive eller underdrive. Det gælder bl.a. retoriske figurer som incrementum, en ordning af ord efter et stigningsprincip, hyperbole, en overdrivelse med det formål at fremhæve eller øge effekten, og litotes, en fremhævning af en tanke gennem (negativ) underdrivelse. Den svenske klimaaktivist Greta Thunbergs aktivistiske taler, der henvender sig direkte til politisk magtfulde aktører og kræver omgående politisk forandring, er rige på amplificatio og hyperbler. Et eksempel finder man i Thunbergs tale til Houses of Parliament i London i 2019: «Klimakrisen er både den nemmeste og den vanskeligste problemstilling, vi nogensinde har stået over for. Den nemmeste, fordi vi ved, hvad vi er nødt til at gøre. Vi er nødt til at stoppe udledningen af drivhusgasser. Den vanskeligste, fordi vores nuværende økonomier stadig er helt afhængige af at afbrænde fossile brændstoffer og derved tilintetgøre økosystemerne for at skabe evig økonomisk vækst» (Thunberg 2020, 52).
Retoriske figurer, der strukturerer argumentationen
Som den anden gruppe har vi retoriske figurer, som egner sig til at strukturere argumentationen og forme forståelsen. Det gælder for eksempel metaforen, som tilføjer et ord fra et andet semantisk felt for at skabe en ny pardannelse, der udtrykker en pointe skarpt. Når Greta Thunberg siger, at menneskeheden står ved en korsvej, hvor vi må vælge, hvilken vej, vi vil gå, trækker hun på erfaringer fra at vandre og finde vej til at sige noget om at tage store politiske beslutninger: «Humanity is now standing at a crossroads. We must now decide which path we want to take» (Thunberg 2019). Metaforen korsvej fremmer forestillingen om et afgørende valg, et alternativ mellem den ene eller den anden løsning. Samtidig lukker Thunberg metaforen for al snak om eventuelle middelveje og mellemløsninger.
I denne gruppe finder vi også metonymi, som giver et ord en anden, men beslægtet betydning. Der skelnes i teorien om denne figur, som traditionelt regnes for en trope, mellem følgende hovedtyper, hvor noget abstrakt sættes for konkret eller omvendt, hvor årsag sættes for virkning, bevirker for det bevirkede eller materialet i stedet for genstanden (Eide 1999, 95). Et eksempel på en metonymi, hvor årsag sættes for virkning, har vi, når ”sol og vind” i miljødebatten bruges som metonymier for de mere tekniske energiformer solenergi og vindkraft. Mange kampagner for biodiversitet har metonymiens form, når eksempler på truede arter fra sommerfugle til tårnugler fungerer som håndgribelige eksempler på de mere abstrakte problemer med naturens aktuelle tilstand.
En mere specifik version er en synekdoke, hvor man sætter del for helhed (pars pro toto) eller omvendt helhed for del (totum pro partes). Et eksempel på dette finder vi i det norske Dagbladet, når de i den kritiske diskussion af placeringen af klimatopmødet i Dubai i oliestaten De forenede arabiske emirater forklarer, at «COP-en arrangeres i verdens fem regioner, og i år er det Asias tur.» (Brunstad, 2023). Her bliver kontinentnavnet Asia synekdokisk for mange lande, samtidig med, at der argumenteres for, at klimatopmødet retfærdigvis må foregå et eller andet sted i Asia. Det potentielt problematiske ved netop Dubai glattes dermed ud i kraft af stilfiguren. I samme omgang sker der imidlertid også noget andet, nemlig at resten af landene i Asia sættes i selskab med stedet, som nu udsættes for kritik. Dermed fremmes en forståelse af en polariseret verden med kontinenter med forskellige tilgange til klimapolitik.
En perifrase er et begreb, der bliver udtrykt gennem en mere omstændelig omskrivning, som giver det en værdiladet drejning, for eksempel når Norge i den norske fædrelandssangs første strofe beskrives som «…dette landet, som det stiger frem furet værbitt over vannet» (Bjørnson). En variant er antonomasi, hvor et egennavn erstattes med karakteriserende betegnelse, fx når affaldsindsamlere i en kampagne benævnes «affaldshelte». Den retoriske figur paronomasi betegner ordspil, hvor et ord gentages med en minimal forandring, mens den semantiske forskel, betydningen, er stor. Et eksempel på en paranomasi finder man i en artikel på Dansk Naturfredningsforenings hjemmeside, hvor en rådgiver afviser, at atomkraft bliver aktuel i Danmark: «Men vi følger naturligvis teknologiudviklingen og ser, hvad der sker.» Der er en paranomasi i ordene «ser, hvad der sker,» hvor en meget lille forskel på ordene «ser» og «sker» står i kontrast til en stor semantisk forskel på at handle og passivt at se til (Søgaard 2023).
Andre eksempler på retoriske figurer, der skaber betydning er antimetabole, hvor to ord gentages i omvendt rækkefølge (a-b-b-a) og den løsere kiasme, hvor tilsvarende semantiske eller syntaktiske grammatiske konstruktioner gentages i omvendt rækkefølge. Som varianter af modsætningsfiguren antitese er de begge formfuldendte retoriske figurer, der med en semantisk eller syntaktisk krydsstilling fremstiller en ny idé, der måske sætter sagen i et nyt lys. Samtidig besidder den elegante formulering og den retorisk økonomiske form en overbevisende kraft, der er med til at understøtte budskabet. I en tale Thunberg holder i London ved en klimademonstration arrangeret af Extinction Rebellion i 2019 bruger hun kiasmens krydsstilling til at protestere over tingenes tilstand og kræve radikal forandring: «If standing up for humanity (a) is against the rules (b) then the rules (b) must be broken (a)» (vores kursivering, Thunberg 2019).
Retoriske figurer som polyptoton, en gentagelse af ord i en anden bøjningsform, og ploche, en ordret gentagelse af samme ord, bruges til at skabe opmærksomhed og bearbejde den semantiske og kontekstuelle betydning af et begreb. Et eksempel på polyptoton finder man i overskriften på en debat om flyskam: «No flight movement: Can we stop flying?» Her antyder titlens forskellige bøjningsformer («flight» og «flying»), hvordan bevægelsens krav om ikke at flyve gradbøjes af andre debattører (Roundtable 2019). Eksemplet kan også illustrere hvordan stil kan ses i sammenhæng med stasislæren, idet verbal stil kan bruges til at stadfæste, at noget er tilfældet, definere en sag og til at farvelægge modaliteten eller kvaliteten ved sagen.
Retoriske figurer der skaber genklang i kroppen
Vi er kommet til den tredje og sidste af vores grupper af figurer: retoriske figurer som har evnen til at skabe genklang i kroppen gennem rim og rytme. De såkaldte lydfigurer appellerer til sanserne og gør udtrykket nemmere at huske – både for taleren og for publikum. Den kropslige resonans får udsagnet til virke solidt og rigtigt, og deri ligger meget af den overbevisende kraft. Vi ser mange sådanne figurer i digtet «Stemmeseddel» af den norske lyriker Harald Sverdrup (1923-1992):
STEMMESEDDEL
Stem på havet,
stem på vinden som styrer bølgene og former skyene
stem på havets plankton og hvalens kjærlighetskonserter
stem på skrei, sild, sei og lodde
Stem på grunnfjellet, stem på svaberg
og tankefulle utsikter
stem på grunnvannet og Mose slag på berget
stem på dype daler tonende som trompeter
av bygg og hvete
stem på ballblom, barlind, kålrot og poteter.
Stem på skogen, stem på tjern med abbor, sik.
stem på Nordkap, Sem og Melsomvik.
Stem på byer med trær rundt alle hus
og solsikker i kjørebanene,
stem på langsomme biler med blomsterkasser på taket,
rødkløver og løvetann i hjulene
og solskinn i lyktene.
Stem på veiarbeidernes ansikt av pergament
fordypet i hieroglyfer.
Stem på hans armer av treskurd i solsvidd akantus.
Stem på murerens balansegang med stein på stein,
Stem på hammeren som slår inn sine argumenter
For en fremtid med hverdager, kjærlighetssøndager,
barn og sirkus.
Stem på bondens seige hav som syder mørkt
av møkk og meitemark i bølgeskavl på skavl fra traktoren
Stem på samer, kvener, kvinner.
Stem på Blomster-Ole, Enge-Marie, Eple-Anton,
Guri-Fagerås og Vidar Vannmann
Stem på dem som lever her om hundre år,
Stem på din sønnesønns gråt,
Stem på din datterdatters første smil.
Stem på dem som aldri får fred
før verden blir en munnfull fredeligere.
Stem på brannvesenet som prøve, med et sukk
å slukke helvete.
(Sverdrup 1985)
Figuren assonans fungerer ved gentagelse af enslydende vokaler i betonede stavelse i nærtliggende ord. Vi ser figuren i brugen af vokallyden «y» allerede i anden verslinje «stem på vinden som styrer bølgene og former skyene. Allitteration, en gentagelse af den samme konsonant i begyndelse af tæt forbundne ord, anvendes jævnt i hele digtet, men både i linjen med fisk «stem på skrei, sild, sei og lodde» og i linjen om vilde og dyrkede planter «stem på ballblom, barlind, kålrot og poteter» brydes allitterationen undervejs med «lodde» og «kålrot og poteter», noget som har den umiddelbare virkning, at der indføres variation og brud i det rytmiske, samtidig som digtets budskab om at bevare biodiversiteten og give livets ret til både det for mennesker unyttige og nyttige understreges. Endnu et eksempel på, at netop brugen – herunder afvigelse og variation – af figurer kan skabe mening.
Digtet fungerer imidlertid først og fremmest i kraft af gentagelsesfiguren anafor, hvor flere sætninger eller sætningsdele efter hinanden begynder med samme ord. I dette tilfælde er anaforen «stem på» til og med et verbum i bydeform som almindeligvis bruges i politiske og deliberative tekster og ikke i lyrik. Vi finder dog ikke anaforens modstykke epifor, hvor flere sætninger efter hinanden afsluttes med samme ord. Symploken betyder sammenfletning og opstår, når anaforen og epiforen bruges sådan, at en begyndelse og en afslutning har samme udtryk. Vi ser faktisk også symploken i kompositionen af hele tekser som eksempelvis i en rammefortælling; vi vender tilbage til begyndelsen ved at gentage ord og indhold – og dermed spejler vi begyndelsen og slutningen af teksten. Vi kan naturligvis også nøjes med at gøre dette i et tekstafsnit. Symploken brugt i større tekstmængder kan imidlertid vise, at valg gjort for dispositio også er stilmæssige, hvilket peger på, at elocutio og dispositio hænger sammen.
Sverdrups digt har mange gentagelser, men også en del modsætninger som eksempelvis «stem på havets plankton og hvalens kjærlighetskonserter» hvor vi ser en antitese i betydningsforskellen mellem noget meget småt og noget meget stort. Og vi ser en form for kiasme i sætningem «For en fremtid med hverdager, kjærlighetssøndager, barn og sirkus»: Kiasmen – som opstår når to tilsvarende sætningsled står i omvendt rækkefølge i to påfølgende sætninger – er ikke så tydelig og ganske kompleks i denne sætning: der sker en krydsstilling mellem kontrasterne hverdage – kærlighedssøndage og det ikke-kontrastfylte børn – cirkus, noget som da bidrager til at opløse forbindelserne sådan, at det i stedet for bliver til en samlet kærlighedserklæring til alle livets hverdage, søndage og legende sider. Vi ser også en modsætning i paradokset «Stem på din sønnesønns gråt, Stem på din datterdatters første smil», idet vi skal stemme på tristhed og glæde samtidig.
Den retoriske figur onomatopoetikon defineres som et lydefterlignende ord. Den udgør en sanselig kommunikationsstrategi, som får publikum til at føle eller erfare det, der tales om. I den afsluttende sætning fungerer ordet «sukk» som onomatopoetikon, som skal få læseren til at dele brandmændenes (og digterens) ihærdige, men trættende, forsøg på at påvirke for at undgå apokalypsen. Som ved rim og rytme er den primære retoriske funktion at skabe nærvær og derigennem overbevisning. Vi finder et andet eksempel på denne figur i talen ved det danske folketingsåbning i 2012, hvor den daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt indledte en argumentation for politiske tiltag mod sprøjtegifte med at lade publikum opleve den fælles erfaring af at drikke vand fra hanen. Den erfaring aktiverede hun gennem en genkendelig lyd: «Danmark er et fantastisk land. Tænk bare på en helt dagligdags ting som at drikke et glas vand. Man åbner for hanen. Det klukker i glasset» (Lund 2018, 22). De to eksempler kan illustrere, hvordan figurer kan anvendes til at skabe genklang af både negative og positive følelser, som begge kan anvendes til at engagere og mobilisere til handling.
Isokolon indebærer samme antal stavelser i syntaktisk parallelle led med det formål at markere sammenligning eller modsætning (Eide 1999, 83). Eksemplet «Stem på din sønnesønns gråt, Stem på din datterdatters første smil» ser vi «sønnesønns» og «datterdatters» som en isokolon. Vi ser også figuren i listen på tre elementer – som altså også er en tricolon – i slutningen af ytringen: «Vi er Danmarks største grønne forening, og i årtier har vi stået sammen med vores medlemmer i kampen for en vildere natur, et renere miljø og en bæredygtig fremtid» (vores kursivering, Dansk naturfredningsforening 2023). Isokolen er vigtig i kampagnetekster og slogans, netop fordi de skaber kropslig genklang, som får os til at ville høre noget til ende for at opleve æstetisk nydelse ved at opleve en afsluttet helhed, som indeholder et budskab. Denne type rytmiske figurer kan også få os til at ville være med til at råbe i kor eller bevæge os i takt: Tænk på demonstranterne, som var imod atomkraft i firserne, der råbte: «Hvad skal væk? Barsebäck! Hvad skal ind? Sol og vind!»
Udvidet stilanalyse
I tråd med vores indledende definition af stil som både en handling og et analysebegreb, kan et perspektiv på stil som konstitutiv retorik også anlægges analytisk og kritisk for at se, hvordan stilvalg og stiltræk former budskabet og opfattelsen af den karakter som udtrykker det. Denne forståelse af stil beskrives af Iben Brinch ved at etablere et metaforpar, nemlig serif og giraf (norsk seriff og sjiraff, se Jørgensen 2019). Seriffer er de små designmæssige «fødder» som nogle bogstaver kan have og betegner metaforisk alle de små stilvalg, man kan gøre i en tekst eller se efter i andres tekster. Giraffen bliver helheden i form af den karakter – også kaldet «stemme» – som afsender forsøger at skabe i kraft af sin stil eller som læseren identificerer som ophavspersonen bag alle stilvalgene. Med andre ord vises det i artiklen «hvordan stil både handler om de store linjene (Stil med stor S) og de små finessene (stil med liten s) i en tekst» (104). Stil hænger her sammen med ethos, idet den fremtrædende stil vil associeres med afsender, det være sig en elev, forfatter, en virksomhed osv. Om en stil skaber helhed, er konsistent eller vidner om grundigt forarbejde osv. vil i tillæg til udtrykkets art bidrage til fortolkningen af karakteren. Mistanke om skødesløshed, skjulte citater eller direkte plagiat samt om der er flere afsendere end de navgivne vil også kunne afsløres af en stilanalyse.
Stil findes i sproget som lyd og som ortografisk repræsentation fra små detaljer som gentagelse af vokaler og konsonanter, videre over ordvalg, sætningsopbygning og tekstorganisering med overgange og sammenhænge. Vi finder også stil i det som er fravalgt, i det som den franske filosof og idéhistoriker Michel Ficault benævner det fraværende (Foucault 1978). Det betyder, at meningspotentialet ved en stil også kan ledes efter i pauser og udeladelser, og i brud på typiske måder sproget anvendes på eller i den måde, tekster traditionelt struktureres på. Som tidligere pointeret, finder vi netop retorisk stil der, hvor stilen bærer meningsindhold, intentioner og fungerer i den hensigtsorienterede kommunikationen, eller der hvor stilen konstituerer virkelighedsbilleder, der har til hensigt at overbevise og påvirke på kort eller lang sigt. Vi kan foretage stilanalyse på alle disse niveauer af en tekst, men en retorisk stilanalyse må imidlertid indgå i en hermeneutisk fortolkningsproces, hvor tekstens forhold til andre tekster, den retoriske situation og den kulturelle kontekst tages i betragtning for at afgøre, hvad der er fremtrædende, meningsbærende og konstituerende stiltræk i den enkelte tekst. Det betyder, at stilanalyse ikke kan være en ren teknisk disciplin hvor man leder efter retoriske figurer for at slå fast hvilken effekt diskursen har. Også verbalsproglig stil må ses i en praksiologisk kontekst (Reckwitz 2002, 2020) hvor man afgør, hvordan sproget gøres. Eller sagt på en anden måde: man kan identificere figurer, men må tolke hvilken retorisk kraft de repræsenterer og hvordan de skaber mening i en situation i samhandlingen mellem afsender og en modtager. Afsender kan være en enkelt person eller en form for mere eller mindre afgrænset kollektiv som en virksomhed eller en institution, og en modtager – en lytter, seer, læser – kan være afsender selv, som fx forfatteren af en dagbog, og det kan være den tiltænkte modtager eller en som lever flere århundreder – eller årtusinder – senere. Som alle andre stiltræk er også sproglige stiltræk socialt og kulturelt forhandlet frem; de er semiotiske tegn hvis betydning og meningspotentiale er flydende. Det betyder, at analytikeren må udvikle en kontekstuel sans for hvad stiltræk kommunikerer i den aktuelle sammenhæng – herunder hvad relationen er mellem afsender og modtager.
I moderne retorisk kritik analyserer vi stadig verbalsprog, både talt og skrevet, men ofte undersøger vi også andre såkaldte «modaliteter», fortolker og vurderer hvordan de fungerer retorisk hver for sig og i samspil. Når det gælder mundtlig tale, følges det af para-verbal kommunikation som øjenkontakt, stemmebrug, gæster og ansigtsmimik. I en analyse af leveringen af talen – altså actio – er det ofte netop disse kvaliteter vi ser nærmere på (Gelang 2008). Barry Brummets viser i The Rhetoric of Style hen til en udvidet stilforståelse, hvor grænserne mellem modaliteter ikke er et tema, hvorimod det performative (2008) som en designet helhed karakteriserer stilen, og da er tøj helt centralt i måden, man kan markere sin gruppeidentitet og sin individualitet på samme tid. Når det gælder trykte og digitale tekster, har retorikken særligt udviklet teori for at analysere det visuelle hvor der trækkes på semiotik og multimodalitetsteori (Kjeldsen 2002; Ledin & Machin 2020). Siden årtusindskiftet har der indenfor retorikken været en voksende interesse for analyse af det materielle (se fx Barnett & Boyle 2016) og spatiale – altså stedet, hvor retorikken bliver til eller udspiller sig (se fx. Dickinson et al. 2010). Både ting og steder kan indgå i en stilanalyse og vurderes for sin mer- og medbetydning for hensigtsorientret kommunikation.
Vi har allerede nævnt en tale af Greta Thunberg fra 2019 og hendes brug af stilfiguren kiasme. I det følgende vil vi lave en udvidet stilanalyse af en anden tale fra samme år, nemlig den efterhånden kanoniserede tale ved FNs Climate Action Summit i New York som også betegnes hende «how dare you»-tale (Thunberg 2019b). Grete Thunberg er 16 år på dette tidspunkt, men sidder alligevel i et panel sammen med andre aktivister og klimaforskere. Hun skiller sig ud i kraft af sin alder, men lige så meget ved at stille op i en kraftigt pink skjorte og med et naturligt og neutralt look med lang fletning og ingen sminke. Hendes performative stil markerer, at hun identificerer sig med en anden gruppe end den, hun er placeret iblandt; en stil som snarere skal få andre miljøaktivister blandt børn og unge – børn og unge som heller ikke er optaget af udseende og mode – til at identificere hende som en af dem. Hun bliver introduceret, men begynder sin tale med conclusio: «My message is that we’ll be watching you.» Så tager hun en pause, mens hun ser ud på forsamlingen med en sammenklemt mund. Hun starter altså med at markere både vi’et hun repræsenterer, og publikum som er «alle jer andre som må holdes øje med». Hendes actio i form af mimik og øjenkontakt understreger den retoriske handling, som talen i sin helhed kommer til at blive. Billedet nedenfor er fra dette øjeblik i talen.
Selve det verbalsproglige er derimod langt fra barnligt eller ungdommeligt. Det skiller sig snarere ud ved at være vredt og aggressivt på den ene side og fyldt med detaljer om klimaudslip og klimamål på den anden. Hun bryder konventionerne for et indlæg i FN ved at fremføre talen i et stilleje som er højt og lavt på samme tid: højt med sine fuldendte formuleringer og følelsesladede stemmebrug og lavt ved sin hverdagslige irettesættende tone. Hendes stil etablerer ikke bare kontraster og gentagelser på tværs af modaliteter, hun skaber også en ironisk retorisk figur, hvor det er barnet som er den voksne. I kraft af dette konstituerer hun en forståelse af sagen, klimasagen, altså hvordan verdens voksne burde ændre perspektivet på, hvad som skal gøres og i hvilket tempo for ikke at gøre sig skyldig i barnlig dumhed. Hun karakteriserer sit voksne publikum som dumme fremfor onde gennem et paradoks: «You say you hear us and that you understand the urgency. But no matter how sad and angry I am, I do not want to believe that. Because if you really understood the situation and still kept on failing to act, then you would be evil. And that I refuse to believe.» Det talen blev kendt for var Greta Thunbergs brug af frasen «How dare you!», men ikke bare det verbalsproglige, men den para-verbale stil i actio, som fulgte samt den karakter hun skabte af sig selv i kraft af sin måde at føre sig frem på. Hun konstituerer retorisk handlekraft hos verdens ledere (og alle andre voksne, som lader sig tiltale) ved at tvinge dem til at påtage sig rollen som samvittighedsfulde og ansvarsbevidste aktører, og dette gør hun stilistisk ved at fjerne muligheden for at de kan identificere sig med de karakterer, som fortsætter at indgå i en diskurs præget af passivitet og påtaget uvidenhed.
Tidligere i artiklen lancerede vi tre overordnede funktioner ved retoriske stilfigurer – at fremme en fællesskabsfølelse mellem taler og publikum, at strukturere og konstituere betydning og at skabe genklang ved at tale til kroppen. I en afsluttende vurdering af Thunbergs tale kan vi sige at Thunberg med sin stil risikerer at skabe afstand til sit publikum, men at hun måske også etablerer et nyt publikum i andre miljøaktivister som ser talen live i fjernsynet eller bagefter på en eller anden platform. Barry Brummett skriver om to typer imaginære publikum og Thunberg ser ud til at etablere begge to: Den første typen er næsten altid manifesteret i selve teksten som referencepunkt, og her har vi «jer», de voksne og lederne blandt de voksne. Der er ingen tvivl om at Thunberg strukturerer og konstituerer miljøsagen, og da særligt hvem som burde være de handlende og passive parter. I begyndelsen af talen siger hun: «This is all wrong. I shouldn’t be up here. I should be back in school on the other side of the ocean. Yet you all come to us young people for hope. How dare you! ». Den anden type imaginært publikum er dem som bliver «kaldet» og dermed på tværs af tid og sted former sig som tilhørere, som en offentlighed eller et fællesskab (Brummett 2008, 121); alle de individer og grupper som identificerer sig med Thunberg og/eller hendes sag.
Thunbergs markante fremtoning på scenen og den følelsesladede mimik skaber sammen med det gentagende udråb (lat. exclamico, gr. ecphonesis) «How dare you!» genklang i publikums kroppe. Ikke bare dem som sad på scenen og i salen den dag i 2019, mærkede hendes vrede og harme, også vi, som ser talen gengivet i en videooptagelse, går ikke upåvirket videre. Her er medieringen naturligvis afgørende: at vi faktisk kan høre tonelejet og se Thunsbergs mimik tydeligt. En vigtig retorisk figur som fungerer ved at skabe genklang i publikums kroppe, er accumulatio, altså en gradvis opbygning som skabes gennem en gruppe eumeratio, altså en liste af årsager, effekter, problemer osv., som er det som leder mod den apokalyptiske katastrofe af død og udslettelse for fremtidens generationer. Denne figur former hele midterste del af talen. Figuren er naturligvis helt afgørende for at talen skal have den ønskede effekt, nemlig at den verdens voksne befolkning, og særlig verdens ledere, skal føle et det massive ved klimakrisen og få et umiddelbart behov for at springe op af stolene og skride til gennemgribende handling.
Svenske Thunberg er et internationalt fænomen og en effektiv retor i kraft af sin totale Stil (stil med stor S) med alle de mange retoriske figurer og performative træk (stil med lille s) som skaber den (Jørgensen, 2019). Men hun kan ikke fortsætte at basere sig på denne Stil når hun bliver voksen; den er dybt afhængig af hendes faktiske alder og den generation hun tilhører, og som legitimerer hendes taletid. Dermed viser fænomenet Thunberg at stil som al retorik er kairotisk og stadigt flydende. Selv for det enkelte menneske kan ens fremtrædende fremtoning ikke fikseres, for så vil den ikke fungere retorisk – hverken til at konstituere diskurs eller identitet. Stil altid står i dialog med andre aktører og sin samtid.
Arbejde med retorisk stil i dag
Det at skabe en forfatterstemme handler også om stil, og da naturligvis først og fremmest om at skabe en distinkt verbalsproglig stil. Men det går også på at knytte bestemte sager til sit navn, bestemte genrer, stimulere et bestemt publikum med feeds, optræden og korrespondance, udgive i en bestemt rytme og på et bestemt forlag osv. Og så handler det selvfølgelig også om at skabe en forfatterkarakter som har stjernekvalitet, hvis du virkelig skal have mange læsere. Den tyske sociolog og praksisteoretiker Andreas Reckwitz skriver i The Society of Singularities (2022) om, at det er kun er nogle få individer forundt at opnå en sådan stjernestatus. Alligevel er det sådan i en senmoderne samtid, at de fleste sociale praksisser – og samfundet som helhed – fungerer sådan, at vi alle forsøger at skille os ud og kuratere os selv akkurat som stjernerne gjorde for nogle tiår tilbage. Det som giver værdi, er det singulære, det unikke, det specielle, det med egenart. Ethvert individ, en gruppe, en subkultur, en virksomhed, en by, et land eller en verdensdel tilskrives værdi af sig selv, af hinanden og af andre på baggrund af at blive set og hørt i lys af det singulære. Det betyder, at der opstår en kamp om opmærksomhed og anerkendelse som også kan udvikle sig til markeder – eller allerede er det som fx tøjmode, sådan som Brummett beskriver i A Rhetoric of Style. Brummett viser – som Reckwitz – at stil som unikhed har oprindelse i romantikken, og bruger Lord Byron som kroneeksemplet på, hvordan en forfatterpersonlighed skabes retorisk i kraft af ikke bare distinkt verbalsproglig stil, men også design af forfatterens eget kropslige udtryk og fremtræden på malerier osv.
Hvis vi skal tage Brummetts teori om retorisk stil alvorligt, så er det at udtrykke sin identitet med brug af tekst ikke bare virkningsfuldt og effektivt, men centralt for det senmoderne menneske:
Texts are primary sites for the construction of identity and social affiliation. In a performative world of unstable communities and identities, people create texts to say who they are and to call out to others. Identity and social allegiance merge with texts, which is not to say they become only texts but that all the real stuff of class, race, gender, sexuality, and so forth becomes continuous with texts. Texts become the port by which those real dimensions of life are accessed. And it is by going to shared texts, such as, films, television, and the Internet, that people find common ground. (Brummett 2008, 118)
At arbejde med elocutio, for eksempel ved at skrive, handler altså ikke bare om den enkelte tekst, men om at skabe identitet. Ofte kalder vi det for tekstuel stemme når vi udtrykker identitet tekstuelt. En tekstuel stemme har naturligvis et ophav i en person eller et forfatterkollektiv som en virksomhed eller institution, og den forventede forbindelse mellem tekst og afsender gør, at læseren former et billede af afsenderens karakter på baggrund af teksten. Det at udvikle en stemme er naturligvis dybt retorisk, fordi det baserer sig på, at nogen læser (dig) og ser en karakter som en enhed af stilen, som du lader fremtræde. Det betyder ikke, at skrivning for at udvikle stemme og karakter kun kan foregå, hvis man har et publikum. Selv en dagbog er dialogisk og baseret på socialt konstituerede værdier, måske skriver man til «et tidligere jeg», «et fremtidigt jeg» eller «et bedre jeg»? At skrive notater til sig selv eller lave udkast til tekster er heller ikke beregnet til andre læsere end dig selv (eller måske en vejleder), men tekstarbejdet kan bruges til at opøve retorisk handlekraft ved at opøve en stilistisk fleksibilitet (Jørgensen 2020). Skriveøvelser er altså også en vej mod at retorisk handlekraft, og dermed kan erfaringer med tekstuelt stilarbejde bidrage til at styrke den enkeltes retoriske medborgerskab. At rette opmærksomheden mod stil kan også bidrage til at styrke evnen til kritisk analyse af egne og andres tekster. Der er altså gode etiske grunde til at elever og studerende bør få rigelig erfaring med at skrivning i mange genrer og med forskellige formål gennem uddannelsesforløbet. Udvides stilarbejdet til også at omhandle andre udtryk – og kombinationer af udtryk – kan den enkelte udvikle en vej for kreativitet og innovation, foruden evne til kritisk læsning af og lytning til andres udtryk og kapacitet for kritisk vurdering af actio og den samlede, komplekse performance som mer- og medbetydende.
Litteratur
Albeck, Ulla. 1969. Dansk stilistik. Gyldendal.
Andersen, Lars Pynt. 2006. ”Ironi som reklamestrategi”. Rhetorica Scandinavica 37: 34-52.
Andersen, Øivind. 1995. I retorikkens hage. Universitetsforlaget.
Aristoteles. 1991. Retorik. Oversat af Thure Hastrup. Museum Tusculanums Forlag.
Aristoteles. 2002. Poetikken. Hans Reitzels forlag.
Bjørnson, Bjørnstjerne. 1859. “Ja, vi elsker dette landet”.
Barnett, Scot, and Casey Andrew Boyle (red.). 2016. Rhetoric, Through Everyday Things. University of Alabama Press.
Bourdieu, Pierre. 2005. Udkast til en praksisteori. Indledt af tre studier i kabylsk etnologi. Hans Reitzel.
Brummett, Barry. 2008. A Rhetoric of Style. Southern Illinois University Press.
Brunstad, Lene. 2023. Fortsetter forhandlinger på overtid. Dagbladet 12.12.2023. https://www.dagbladet.no/nyheter/fortsetter-forhandlinger-pa-overtid/80661942
Campbell, Karlyn Kohrs. 1998. „The Discursive Performance of Femininity: Hating Hillary.“ Rhetoric & Public Affairs 1 (1): 4-19.
Cassirer, Peter, 1986. Stilistik & stilanalys. Biblioteksförlaget
Cassirer, Peter. 1979. Stil, stilistik, stilanalys. AWE/Gebers.
Cassirer, Peter. 1972. Stilanalys. Almqvist & Wiksell.
Cicero, M. Tullius. 2003. Retoriske skrifter 1-11. Syddansk Universitetsforlag.
[Cicero]. 1998. Retorik til Herennius. Oversat af Søren Hindsholm. Gyldendal.
Corbett, Edward P.J. 1990. Classical Rhetoric for the Modern Student. Oxford University Press.
Dahl, Willy. 1995. Stil og struktur. Linjer i norsk fiksjonsprosa gjennom to hundre år, 3. udg. Eide forlag.
Dansk Naturfredningsforening www.dn.dk/vi-arbejder-for/biodiversitet/ (besøgt 7.6. 2023)
Den grønne ungdomsbevægelse www.dgub.dk (besøgt 7.6. 2023)
Dickinson, Greg, Carole Blair, and Brian L Ott. 2010. Places of Public Memory. University of Alabama Press.
Eide, Tormod. 1999. Retorisk leksikon. Spartacus Forlag.
Fahnestock, Jeanne. 2002. Rhetorical Figures in Science. Oxford University Press.
Fahnestock, Jeanne. 2005. Rhetorical stylistics. Language and Literature 14 (3): 215–230. https://doi-org.ezproxy1.usn.no/10.1177/0963947005054478
Fahnestock, Jeanne. 2011. Rhetorical Style: The Uses of Language in Persuasion. Oxford Academic.
Foucault, Michel. 1978. The history of sexuality: The will to knowledge. Oversatt av Robert Hurley. Allen Lane.
Gelang, Marie. 2008. Actiokapitalet : retorikens ickeverbala resurser. Retorikförlaget.
Gorgias (2007). ”Helenas pris.” Oversat af George Hinge. Rhetorica Scandinavica 41: 4-8.
Guiraud, Pierre. 1960. Stilistikk. Oversatt av Joh. A. Dale. Det norske Samlaget.
Hariman, Robert. 1995. Political Style. The Artistry of Power. The University of Chicago Press.
Hausgaard, Niels. 1979. “En hilsen fra os”. Kunst. Medley Records.
Hebdige, Dick. 1979. Subculture: The Meaning of Style. Routledge.
Herrick, James A. 2018. The History and Theory of Rhetoric. Routledge.
Jamieson, Kathleen Hall. 1988. Eloquence in an Electronic Age. The Transformation of Political Speechmaking. Oxford University Press.
Joseph, Sister Miriam. 1947. Shakespeare’s Use of the Arts of Language. Columbia University Press.
Jørgensen, Iben Brinch. 2019. ”Seriffer og sjiraffer. Stilistikkens plass i akademisk skriving.» I Kreativ akademisk skriving, redigeret af Iben Brinch Jørgensen og Norunn Askeland. Univeritetsorlaget. DOI: 10.18261/9788215031613-2019-06
Jørgensen, Iben Brinch. 2020. «Skrivning som metode.» I Retorik og metode, redigeret af Mette Bengtsson, Kristine Marie Berg & Stefan Iversen. Samfundslitteratur.
Jørgensen, Keld Gall. 1996. Stilistik. Håndbog i tekstanalyse. Samlerens bogklub.
Kennedy, George A. 1969. Quintilian. Twaine.
Kjeldsen, Jens E. et al. 2019. Speechwriting in Theory and Practice. Palgrave Macmillan.
Kjeldsen, Jens E. 2002. Visuel retorik. Doktorafhandling. Institutt for medievitenskap, Universitetet i Bergen.
Klujeff, Marie L. 2008. ”Retoriske figurer og stil som argumentation.” Rhetorica Scandinavica 45: 28-48.
Kock, Christian. 2012. Ordets magt. Retorisk tænkning der holder. Samfundslitteratur.
Lakoff, George & Johnson, Mark. 2002. Hverdagens metaforer. Hans Reitzels Forlag.
Ledin, Per, and David Machin. 2020. Introduction to Multimodal Analysis. Second edition. London: Bloomsbury Academic.
[Longinus]. 1934. Den store stil. Oversat af Niels Møller. København.
Lund, Marie. 2017. An Argument on Rhetorical Style. Aarhus Universitetsforlag.
Lund, Marie. 2018. „Det første skridt er altid det største.“ Retorik Magasinet 107: 21-23.
Lund, Marie. 2023. ”Retorisk stil.” I Retorikkens aktualitet. Grundbog i retorisk kritik, redigeret af Hanne Roer, Marie Lund og Carsten Madsen. Hans Reitzels Forlag.
Mral, Brigitte. 2003. ”Motståndets retorik: om kvinnors argumentativa strategier.” Rhetorica Scandinavica (27): 34-50
Müller, Wolfgang G. 1981. Topik des Stilbegriffs. Zur Geschichte des Stilverständnisses von der Antike bis zur Gegenwart. Impulse der Forschung Band 34. Wissenschaftliche Buchgesellschaft.
Müller, Wolfgang G. 2001. „Style“. I Encyclopedia of Rhetoric, redigeret af Thomas O. Sloane. Oxford University Press.
Ong, Walter. 1958. Ramus. Method and the Decay of Dialogue. Harvard University Press.
Pechham, Henry. 1971. The Garden of Eloquence. Menston Scholar.
Perelman, Chaïm & Olbrechts-Tyteca, Lucie. 1969. The New Rhetoric. A Treatise on Argumentation. University of Notre Dame Press.
Plett, Heinrich F. 1991. Einführung in die rhetorische Textanalyse. Helmuth Buske Verlag.
Quintilianus, M. Fabius. 1953. Institutio Oratoria I-XII. Oversat af H.E. Butler. The Loeb-Classical Library.
Reckwitz, A.hele fornavn. 2020. Society of singularities. Polit.
Reckwitz. A. 2002. “Toward a theory of social practices.” European Journal of Social Theory 5 (2): 243–263. https://doi.org/10.1177/13684310222225432
Richards, I.A. 1963. The Philosophy of Rhetoric. Oxford University Press.
Rienecker, Lotte, Peter Stray Jørgensen & Signe Skov, red.. 2002. Den Gode Opgave: Håndbog i opgave-, projekt- og specialeskrivning. Samfundslitteratur.
Ritzau: “Statsminister gør op med udskældt klima-hockeystav.” Agriwatch 2.6. 2021 https://agriwatch.dk/Nyheder/politik/article13024842.ece (besøgt 7.6. 2023)
Roer, Hanne. 2023. ”Spørgende og begrebsorienteret retorisk kritik.” I Retorikkens aktualitet. Grundbog i retorisk kritik, redigeret af Hanne Roer, Marie Lund og Carsten Madsen. Hans Reitzels Forlag.
Rosted, Jakob. 1810. Forsøg til en rhetorik i ett udtog af Hugo Blairs forelaesninger over rhetoriken, med hensyn til underviisningen i de laerde skoler. Christiania J. Rosted. https://archive.org/details/forsgtilenrhet00rostuoft
Roundtable TRT World. 2019. ”No flight movement: Can we stop flying?” https://www.youtube.com/watch?v=nbMNvnjJy_U. (besøgt 7.6. 2023)
Sloane, Thomas O. 2001. Encyclopedia of Rhetoric. Oxford University Press.
Svanberg, Nils, 1936. Svensk Stilistik. En handbook för stilhistoriska studier. C. E. Fritzes Bokförlags Aktiebolag.
Sverdrup, Harald. 1985. «Stemmeseddel». Lysets øyeblikk, erotiske dikt og utrygge fredsnotater. Aschehoug.
Søgaard, Julie. 2023. ”Kontroversiel udvikling: Dansk virksomhed står bag mini-atomreaktor” Natur og Miljø. Besøgt 21.11. 2024. https://www.dn.dk/nyheder/kontroversiel-udvikling-dansk-virksomhed-star-bag-mini-atomreaktor/.
Sørensen, Søren. 2002. Ordets magt. Gorgias og retorikken. Klassikerforeningens kildehæfter.
Vivian, Bradford. 2002. „Style, Rhetoric, and Postmodern Culture“. Philosophy and Rhetoric 35 (3): 223-243.
Thunberg, Greta. 2019a. Tale ved Extinction Rebellion demonstration i London 21. april 2019. Besøgt 07.06.23. https://www.youtube.com/watch?v=hKMX8WRw3fc .
Thunberg, Greta. 2019b. Tale ved The U.N. Climate Action Summit i New York, 23. september 2019. Besøgt 03.07.23. https://www.npr.org/2019/09/23/763452863/transcript-greta-thunbergs-speech-at-the-u-n-climate-action-summit.
Thunberg, Greta. 2020. Ingen er for lille til at gøre en forskel. Politikens forlag.
Øyslebø, Olaf. 1969. Stilstudier. Universitetsforaget