Vernakulær retorik

Ordet «vernakulær» er afledt af det latinske ord vernaculus der betyder indfødt (Jasinski 2001, 599), som igen er afledt af verna der betyder slave født i herrens hus (ibid.; Howard 2005a, 174). Ordets etymologi peger i retning af dets brug i retorisk teori: Vernakulær retorik er den uformelle hverdagsretorik blandt «indfødte» i lokale fællesskaber; samtidig er vernakulær retorik underordnet sit modstykke: den mere formelle og oftest mere magtfulde institutionelle retorik fra politikere, journalister og andre privilegerede retorer (Jasinski 2001, 599). Når retorikforskere undersøger vernakulær retorik, retter de således blikket mod eksempelvis gadens, undergrundsbladenes og kommentarsporenes retorik og dermed mod retorer der grundet institutionaliserede forskelle i retorisk agency typisk har relativt sværere ved at opnå opmærksomhed og taletid i den brede offentlighed end repræsentanter for samfundets institutioner (Rønlev 2014, 43-49). Retorisk kritik af vernakulær retorik kan på den måde bidrage til at skabe opmærksomhed om oversete, undertiden marginaliserede retorer og retoriske praksisser i fortiden (Brooks 2011, 514) såvel som i samtiden (Hauser 2011, 169).

Hopp til seksjon

Ordet «vernakulær» er afledt af det latinske ord vernaculus der betyder indfødt (Jasinski 2001, 599), som igen er afledt af verna der betyder slave født i herrens hus (ibid.; Howard 2005a, 174). Ordets etymologi peger i retning af dets brug i retorisk teori: Vernakulær retorik er den uformelle hverdagsretorik blandt «indfødte» i lokale fællesskaber; samtidig er vernakulær retorik underordnet sit modstykke: den mere formelle og oftest mere magtfulde institutionelle retorik fra politikere, journalister og andre privilegerede retorer (Jasinski 2001, 599). Når retorikforskere undersøger vernakulær retorik, retter de således blikket mod eksempelvis gadens, undergrundsbladenes og kommentarsporenes retorik og dermed mod retorer der grundet institutionaliserede forskelle i retorisk agency typisk har relativt sværere ved at opnå opmærksomhed og taletid i den brede offentlighed end repræsentanter for samfundets institutioner (Rønlev 2014, 43-49). Retorisk kritik af vernakulær retorik kan på den måde bidrage til at skabe opmærksomhed om oversete, undertiden marginaliserede retorer og retoriske praksisser i fortiden (Brooks 2011, 514) såvel som i samtiden (Hauser 2011, 169).

I en vis forstand kan «vernakulær retorik» ses som antonym til «retorik». Retorik som fag udspringer af en samtid med direkte demokrati og gik følgelig oprindelig ud på at uddanne unge til at tage aktivt del i samfundslivet, fx i folkeforsamlingen eller retssalen, og på den måde udøve deres borgerdyd (Hauser 1999, 14-20). Retorikfagets identitet er med andre ord tæt knyttet til demokratisk statsdannelse og samfundsinstitutioner som uddannelsessystemet, det politiske system og retssystemet. Også i nyere tid har retorik som akademisk disciplin i skikkelse af retorisk kritik og specifikt neo-aristotelisk kritik haft en forkærlighed for institutionel retorik, eksempelvis som det er kommet til udtryk i den amerikanske tradition for at studere magthaveres og ikke mindst præsidenters retorik (Hart 1986, 293; Hauser 2011, 157-158; Ono og Sloop 1995, 19-20). Både som fag og som forskningsdisciplin har retorik således historisk set haft en bias mod det institutionelle.

Delvist som reaktion på dette har retorikforskere siden 1990»erne fremsat indtil flere, undertiden ret forskelligartede teoridannelser om vernakulær retorik (Ono og Sloop 1995; Hauser 1999; Howard 2005a). For at forstå disse teorier kan det være frugtbart at se dem i lyset af en række større idehistoriske, samfundsmæssige og mediemæssige udviklinger i det 20. århundrede. Allerede i den første halvdel af århundredet var flere sprog- og litteraturvidenskabelige tænkere optaget af hverdagens symbolbrug, eksempel I. A. Richards, Kenneth Burke og Mikhail Bakhtin, dog uden at dette i første omgang havde den store indflydelse på retorisk kritik (Hauser 2011, 159-164). I den anden halvdel af århundredet blev flere samfundsvidenskaber ligeledes i stigende grad optaget af det hverdagslige og ikke-institutionelle. Eksempelvis udgav sociologen Erving Goffman i 1956 bogen The Presentation of Self in Everyday Life (Goffman 1956) hvis begrebsdannelse om uformel hverdagskommunikation som arena for komplekse sociale rollespil vandt stor udbredelse, også uden for samfundsvidenskaberne, mens antropologen Margaret Lantis i 1960 publicerede artiklen «Vernacular Culture» (Lantis 1960) hvis opfordring til at studere steds- og situationsbestemt kultur fik stor betydning for flere fag, eksempelvis arkitektur (Howard 2005a, 175-176). Parallelt med dette var 1960»erne og 1970»erne en brydningstid hvor en række modkulturelle tendenser og sociale bevægelser udfordrede samfundets institutioner og de hierarkier de var med til at opretholde, hvilket inspirerede retorikforskere til at udvide deres genstandsfelt til at inkludere ikke-institutionelle stemmer og praksisser, om end uden at kalde det vernakulær retorik endnu (Hauser og McClellan 2009, 26-29; Jasinski 2001, 600). Endelig førte udbredelsen af fjernsynsmediet i samme periode til en mere uformel, intim og samtalende offentlig retorik (Fairclough 1995, 37-38; Johannesson 1998, 247-255), eksempelvis når politikere i underholdningsprogrammer blev placeret i en sofa og førte samtaler præget af lethed og lighed også om vanskelige politiske spørgsmål (Johannesson 1998, 253). Da de første teorier om vernakulær retorik blev publiceret i 1990»erne, faldt dette sammen med udbredelsen af digitale netværksmedier, og denne medieudvikling gav i årene efter anledning til såvel stor interesse som optimisme blandt retorikere med hensyn til hvordan nye medier som blogs og andre webbaserede miljøer for brugergenereret indhold ideelt set kunne understøtte vernakulær retoriks indflydelse på offentlig meningsdannelse (Hauser 2007, 338-339; Hess 2007, 827; Howard 2008a, 508; 2010, 242 og 256-257; 2012, 42; 2013, 76 og 82).

Som allerede antydet udspringer de dominerende teoridannelser om vernakulær retorik af det amerikanske retorikmiljø. Ikke desto mindre har de øvet indflydelse på skandinavisk retorikforskning, særligt blandt forskere der er interesserede i retorisk medborgerskab og offentlig meningsdannelse. Denne forskning opsummeres til sidst i dette opslag. Inden da gennemgås de to, mest udbredte teorier om vernakulær retorik samt nyere teoretiske bidrag om den vernakulære retoriks hybride karakter og samfundsmæssige status. Men først knyttes en kommentar til de betegnelser som anvendes i teorier om vernakulær retorik.

 

«Vernakulær» og «institutionel» som betegnelser

Skal man forstå hvad betegnelsen «vernakulær» henviser til i retorisk teori, er det værd at skele til hvad sociolingvister forstår ved vernakulære sprog, også kaldet folkesprog. Lingvister bruger betegnelsen «vernakulær» om det sprog sprogbrugere lærer som det første og bruger til hverdag i uformelle sammenhænge (Wardhaugh og Fuller 2015, 28). Vernakulære sprog adskiller sig dermed fra standardsprog, fx dansk rigsmål, dvs. sproglige varianter som via standardisering er blevet ophævet til sproglig overnorm, og som følgelig nyder høj samfundsmæssig status (ibid., 33-38). Lingvister minder om at skelnen mellem privilegerede standardsprog og mindre privilegerede vernakulære sprog – uanset at den er arbitrær og alene et spørgsmål om konvention – udspringer af og samtidig er med til at opretholde sociale statusforskelle (ibid.). Hvor standardsprog i kraft af deres ophøjede samfundsmæssige status kan bruges til at hævde en sprogbrugers magt, kan vernakulære sprog på trods af og måske netop i kraft af deres underordnede samfundsmæssige status omvendt rumme en stærk solidaritetsappel blandt ligesindede sprogbrugere (ibid., 32). Denne sociolingvistiske iagttagelse peger i retning af hvordan den strategiske brug af forskellige sproglige varianter og normer kan have prægnant retorisk virkning (Fahnestock 2011, 86-88).

Mens retorikere har været relativt konsekvente i deres brug af betegnelsen «vernakulær», har der været større variation i hvilke betegnelser de har brugt om den vernakulære retoriks modsætning. Eksempler er «magtfuld» og «mainstream» (Ono og Sloop 1995, 20-21), «officiel» og «formel» (Hauser 1999, 90-91) samt «specialiseret» (Ingraham 2013, 2-3). I tråd med den amerikanske retoriker Robert Glenn Howards begrebsbrug anvendes i dette opslag betegnelsen «institutionel» (Howard 2005b; 2008a; 2008b; 2010). Som Howard påpeger, er institutioner etableret via en formel, oftest sproglig handling, fx i love, og udgør som følge af dette magtfulde autoriteter i samfundet (Howard 2013, 78). Betegnelsen «institutionel retorik» tjener således til at fremhæve at der er tale om retorik der i kraft af sit tilhørsforhold til samfundets institutioner har særligt gunstige strukturelt betingede muligheder for at øve indflydelse på offentlig meningsdannelse (Rønlev, 2014, 43-49).

 

Vernakulær retorik som undertrykt retorik

De amerikanske retorikere Kent A. Ono og John M. Sloop har siden midten af 1990»erne i flere artikler og bøger teoretiseret vernakulær retorik som undertrykte samfundsgruppers retorik (Ono og Sloop 1995; 1997; 2002). Deres arbejde er et eksempel på kritisk retorik («critical rhetoric») dvs. retorisk kritik der som en videreførelse af 1970- og 1980»ernes ideologiske kritik problematiserer hvordan eksisterende, hegemoniske samfundsstrukturer gennemsyrer offentlig retorik, og hvordan offentlig retorik dermed er med til at opretholde selvsamme hierarkier (Ono og Sloop 1995, 19 og 41; Ono og Sloop 2002, 20). I følge Ono og Sloop bør retorisk kritik af vernakulær retorik have et frigørende sigte og bidrage til samfundsmæssig forandring ved, som de selv formulerer det, «to upend essentialisms, undermine stereotypes, and eliminate narrow representations of culture» (Ono og Sloop 1995, 25).

I 1995 publicerede Ono og Sloop artiklen «The Critique of Vernacular Discourse» hvor de første gang plæderede for vernakulær retorik som værdigt og vigtigt genstandsfelt i retorisk kritik. I artiklen definerede de vernakulær retorik som «discourse that resonates within and from historically oppressed communities» (Ono og Sloop 1995, 20). I Ono og Sloops oprindelige teoridannelse dækker vernakulær retorik altså over retorik der udspringer af fællesskaber der har været og ofte stadig er undertrykte grundet race, kultur, køn, seksualitet mv. Senere har Ono og Sloop bredt denne definition ud så de med vernakulær retorik sigter til retorik rettet mod mindre, lokale fællesskaber modsat retorik rettet mod den brede offentlighed (Ono og Sloop 2002, 12-13). Med deres senere definition afgrænser de altså ikke længere vernakulær retorik til undertrykte samfundsgruppers retorik og nærmer sig dermed en forståelse af vernakulær retorik der ligner Gerard A. Hausers (se nedenfor).

Ono og Sloop har fra første færd understreget at vernakulær retorik ikke i sig selv behøver at være frigørende eller forandringsrettet; tværtimod kan den være med til at reproducere negative repræsentationer af minoritetsgrupper og dermed opretholde hegemoniske magthierarkier i samfundet (Ono og Sloop 1995, 21 og 25; Sloop og Ono 1997, 62-63). For at understrege dette har Ono og Sloop senere suppleret deres begrebsdannelse med modsætningsparret fredløs («outlaw») over for dominerende («dominant») vernakulær retorik (Ono og Sloop 1997, 51-52; 2002, 14-15). Med afsæt i disse begreber skelner de mellem dominerende vernakulær retorik som afspejler og dermed opretholder en majoritetskulturs værdier, og fredløs vernakulær retorik som afspejler et alternativt værdisæt og undertiden aktivt tager afstand fra en majoritetskulturs værdier (Ono og Sloop 2002, 17-18).

 

Vernakulær retorik som uformel hverdagsretorik

Den amerikanske retoriker Gerard A. Hauser har siden årtusindskiftet skrevet en række bøger og artikler hvor han teoretiserer vernakulær retorik som uformel hverdagsretorik blandt «almindelige» mennesker, og hvor han plæderer for denne retoriks afgørende betydning i offentlig meningsdannelse (Hauser 1999; 2004; 2007; 2011). Centralt står bogen Vernacular Voices fra 1999 hvor Hausers overordnede teoretiske og retorisk-kritiske projekt er at formulere et retorisk alternativ til dominerende forståelser af hvad en offentlighed er, og ikke mindst hvad en offentlig opinion er, og hvordan en sådan dannes (Hauser 1999). I tråd med Ono og Sloops udlægning kan vernakulær retorik ifølge Hauser stamme fra marginaliserede grupper (ibid., 277); men generelt anlægger han et bredere perspektiv og inkluderer alle engagerede og aktive borgere – «the actively engaged segment of society» som han kalder det – blandt de «vernakulære stemmer» som han opfordrer til at lytte til (ibid., 276).

Ifølge Hauser bør en offentlig opinion ikke forstås som en intersubjektiv konsensus der er resultatet af rationel deliberation blandt en lille, eksklusiv elite, ej heller en objektiv kendsgerning der kan identificeres via meningsmålinger uafhængigt af offentlig retorik (Hauser 1999, 83-84). Han definerer i stedet en offentlig opinion som «a tendency of common understanding and judgment emerging from citizen conversations» (Hauser 2004, 6). Retoriske kritikere og andre der er optaget af offentlig meningsdannelse, bør derfor vende blikket mod samfundets fortsatte multilog hvor engagerede borgere på tværs af alle sfærer af samfundet anvender praktisk argumentation til at nå en fælles forståelse og vurdering af et kollektivt anliggende og på den baggrund giver udtryk for en egentlig offentlig opinion (Hauser 1999, 65, 74 og 93-108). En central pointe hos Hauser er at retoriske kritikere derfor bør inkludere såvel institutionel som vernakulær retorik som grundlag for at udtale sig om offentlig meningsdannelse (ibid., 89-92, 95, 103, 105-106).

Kritiske fagfæller har imidlertid påpeget at det ikke er helt klart hvad Hauser i sit oprindelige arbejde egentlig mener med betegnelsen «vernakulær retorik» (Cloud 2001, 210; Howard 2005a, 176; Palczewski 2000, 683-684). I sin ph.d.-afhandling om danske netaviser som webmedier for retorisk medborgerskab kommer Rasmus Rønlev i forlængelse af dette med et bud på hvordan Hausers skelnen mellem institutionel og vernakulær retorik kan forstås, nemlig ved at tage udgangspunkt i hvilke retorer der udtrykker sig i hvilke fora, i hvilke kommunikative praksisser, i hvilke tekstarter og i hvilken stil (Rønlev 2014, 58, se Tabel 1 nedenfor). Sammenligningspunkterne kan tjene til at præcisere i hvilken forstand retorik med afsæt i Hausers teori udpeges som henholdsvis institutionel og vernakulær, men også til at tydeliggøre de blandingsformer som retoriske kritikere i stigende grad har udvist interesse for (ibid., 61-62).

 

Tabel 1: Hausers skelnen mellem institutionel og vernakulær retorik, her anskueliggjort med udgangspunkt i sammenligningspunkterne retorer, fora, kommunikative praksisser, tekstarter og stil. 

Institutionel retorik Vernakulær retorik
Retorer Politikere og repræsentanter for pressen Almindelige, engagerede borgere
Fora Især statslige fora og den politiske offentlige sfære, herunder massemedierne Alle sfærer af samfundet uden for staten, herunder i nogle tilfælde massemedierne
Kommunikative praksisser Især én til mange-kommunikation Især én til én- og mange til mange-kommunikation, men også én til mange-kommunikation
Tekstarter Taler, debatter og officielle udtalelser samt den dækning de får via massemedierne Alt fra forberedte taler til bilers dytten, altså både verbal og nonverbal kommunikation
Stil Formel og velordnet Uformel og alt fra kakofonisk til kalkuleret

 

 

Vernakulær retorik som ikke-institutionel hybridretorik

En central pointe i nyere retorisk teori om vernakulær retrorik, ikke mindst i den amerikanske retoriker Robert Glenn Howards arbejde, er at institutionel og vernakulær retorik ikke lader sig adskille klart, men tværtimod optræder i komplekse blandingsformer (Howard 2005b, 354; 2008a, 491 og 497; 2008b, 203; 2010, 249 og 251). Tanken er ikke ny, men optræder hos såvel Ono og Sloop som Hauser. Ono og Sloop betoner således at vernakulær retorik er en pastiche af forskellige kulturelle fragmenter hvor af nogle kan stamme fra en majoritetskultur, eksempelvis som tilfældet er i hip hop der undertiden integrerer elementer af populærmusik via sampling (Ono og Sloop 1995, 23). Tilsvarende beskriver Hauser hvordan institutionelle retorer kan gøre brug af sproglige registerskift og udtrykke sig i en vernakulær stil for derigennem af rammesætte og kontrollere en offentlig dagsorden på strategisk vis (Hauser 2011, 165), en blandingsform som medieforskere har tilskrevet massemediers og særligt tv-mediets indvirkning på politisk kommunikation (Fairclough 1995, 37-38; Schrøder 2016, 386).

Udbredelsen af digitale netværksmedier har imidlertid øget retorikforskeres bevidsthed om at hybriditet er et definerende træk ved vernakulær retorik. Howard har således teoretiseret vernakulær retoriks hybride karakter med afsæt i hvordan vernaulær retorik manifesterer sig i ét knudepunkt i digitale netværksmedier (Howard 2005a; 2005b), på tværs af den slags knudepunkter (Howard 2008a; 2008b; 2012) og endelig i en lang række cases hvor han har studeret alt fra blogs af præsidentkandidater (Howard 2008b; 2010), erhvervschefer og homoseksuelle katolikker (Howard 2008a) til netsteder med religiøse bønner (Howard 2005a), mindesmærker over afdøde kæledyr (Howard 2005b) og fora for diskussion af «naturligt» familieliv (Howard 2013). På tværs af disse ganske forskelligartede studier er grundtanken den samme: Ifølge Howard er vernakulær retorik kendetegnet ved at positionere sig i modsætning til samfundets institutioner og påberåbe sig en anden, alternativ autoritet; det betyder samtidig at vernakulær retorik er afhængig af sit institutionelle modstykke og anerkender det som en nødvendig forudsætning for sin egen eksistens (Howard 2005b, 324-325, 331 og 354-355; 2008a, 495-497 og 508; 2008b, 194-195 og 203-205; 2010, 248-251; 2013, 81). Således er vernakulær retorik kendetegnet ved en dialektik mellem det ikke-institutionelle og institutionelle og ved på et strukturelt niveau altid at være en hybrid af de to (ibid.). Som Howard understreger, betyder der at vernakulær retorik ikke nødvendigvis begrænser sig til bestemte retorer eller bestemte udtryksformer, men derimod er en ikke-institutionel modus som også institutionelle retorer kan gøre brug af (Howard 2010, 241-242 og 248-249), eksempelvis når en traditionelt privilegeret retor som den danske forfatter Carsten Jensen i en demonstrationstale positionerer sig selv og de øvrige demonstranter i modsætning til de politiske magthavere (Berg 2020, 220-221).

 

Vernakulær retorik som lavstatus retorik

Når retorikforskere siden 1990»erne har været optaget af vernakulær retorik, har de været drevet af et ønske om at vende blikket mod samfundets mindre magtfulde retorer frem for mod de magtfulde retorer som traditionelt har løbet med opmærksomheden i retorisk kritik (Ono og Sloop 1995, 20; Ingraham 2013, 12), hvad enten der har været tale om retorer med politisk magt som præsidenter og statsministre, social magt som forskere og forfattere eller magt over medierne som journalister og redaktører (Habermas 2006, 418-419). Som den amerikanske retoriker Chris Ingraham har påpeget, repræsenterer interessen for vernakulær retorik således en vending væk fra «elitens» retorik som i kraft af sit tilhørsforhold til samfundets institutioner traditionelt har haft høj samfundsmæssig status og indflydelse, og mod «massens» retorik som udfolder sig uden for samfundets institutioner og følgelig har haft lavere samfundsmæssig status og mindre indflydelse (Ingraham 2013, 2). Som Ingraham selv er inde på, er en sådan binær skelnen mellem elite og masse ikke uproblematisk (ibid., 12-13; se også Rønlev 2014, 52; Svensson 2017, 32; Vatnøy 2017, 26-27), men den kan ikke desto mindre tjene til at tydeliggøre samspillet mellem vernakulær retorik og samfundsmæssig status og indflydelse.

Særlig i det første årti af det nye årtusinde har flere retorikforskere udtrykt forhåbninger om at digitale netværksmedier som blogs, wikis og sociale medier ville destabilisere magtforholdet og statusforskellen mellem institutionel og vernakulær retorik. Retoriske kritikere har således fremhævet at digitale netværksmedier tilbyder borgere nye muligheder for at sætte en offentlig dagsorden, dele og modtage informationer samt mobilisere hinanden til kollektiv handling, vel at mærke uden institutionel indblanding fra eksempelvis journalister og redaktører (Hauser 2007, 338-339; Hess 2007, 827; Hougaard 2018, 102-103 og 106; Howard 2008b, 192; 2010, 242 og 256-257; 2012, 42; 2013, 76 og 82; Rønlev 2014, 175-176; 2018 , 70). Omvendt har retoriske kritikere – vel at mærke ofte de samme kritikere – understreget at vernakulær retorik er underordnet digitale netværksmediers tekniske rammesætning og disse mediers iboende opmærksomheds- og underholdningslogikker samt etablerede massemediers videreformidling til den bredere offentlighed (Andersen 2020, 139-164; Hess 2009, 427-428; 2010, 118-119; Howard 2008b, 192; 2010, 245-248; 2012, 44; Rønlev 2014, 180-182; 2018, 50 og 68-69). Digitale netværksmedier har med andre ord ikke entydigt ændret på den vernakulære retoriks samfundsmæssige status og indflydelse; snarere har medieudviklingen medført at vernakulær retorik nu er underordnet nye institutioner, ikke mindst de techvirksomheder som kontrollerer mange netværksmedier.

 

Skandinavisk forskning i vernakulær retorik

Ono og Sloops, Hausers samt Howards teorier om vernakulær retorik har siden årtusindeskiftet fundet anvendelse i en række skandinaviske retorikstudier. Denne forskning har givet anledning til flere vigtige (gen)overvejelser af teori og metode i retorisk kritik samt pædagogik i retorisk undervisning.

En vigtig teoretisk overvejelse har angået vernakulær retoriks forskellige samfundsfunktioner, opbyggelige såvel som nedbrydende. Lisa S. Villadsen har argumenteret for at vernakulære udvekslinger i det danske koncept «Samtalesaloner» kan forberede deltagerne på at udøve retorisk medborgerskab i andre, mere formelle fora (Villadsen 2019). Tilsvarende har Christina Matthiesen vist hvordan skriveøvelser med fokus på uformel, hverdagslig retorik kan engagere ellers marginaliserede retorer som unge hjemløse og øve dem i at udtrykke sig i offentlige sammenhænge (Matthiesen 2014). Andre kritikere har betonet at vernakulær retorik kan tjene til at cirkulere borgeres argumenter i sager af offentlig interesse: Eirik Vatnøy har vist at såkaldte «ekspertborgere» tillægger det stor betydning at argumentere på sociale medier, og at de tror på at de derigennem kan opnå samfundsmæssig indflydelse; samtidig argumenterer han for at retorikken i disse medier også tjener en vigtig epideiktisk funktion idet den blotlægger værdier og verdenssyn blandt debattørerne og på den måde understøtter kollektiv identitetsdannelse (Vatnøy 2017). Ida V. Andersen har i et studie af den skandinaviske immigrationsdebat medgivet at vernakulær retorik på sociale medier kan rumme argumenter, men konkluderer ikke desto mindre at retorikken mestendels tjener en rent ekspressiv funktion idet debattører betoner retten til at udtrykke deres holdninger uden at skulle begrunde dem (Andersen 2020). Andre kritikere har peget på at vernakulær retorik i digitale netværksmedier alene i kraft af sit omfang kan tjene til at synliggøre borgeres engagement i en bestemt sag, eksempelvis hverdagssexisme og lægers arbejdsvilkår (Hougaard 2018) eller studerendes økonomi (Rønlev 2014, 120-169; 2018), undertiden uagtet hvad de pågældende borgere egentlig mener (ibid.). Endelig har Jonathan Ovesen argumenteret for at Victor Klemperers værk LTi Det Tredje Riges sprog: En filologs notesbog fra 1947 kan opfattes som et studie af vernakulær retorik, og at Klemperers dokumentation af retorikken i nazitidens Tyskland eksemplificerer hvordan befolkningsgrupper gradvist kan udgrænses i hverdagens retorik (Ovesen 2017). Vernakulær retorik kan med andre ord tjene til at opøve, udøve og frarøve retorisk medborgerskab.

En anden vigtig teoretisk overvejelse har angået afhængighedsforholdet mellem vernakulær retorik og samfundets institutioner. Trygve Svensson har i et studie af Ludvig Holbergs liv og virke argumenteret for at velfungerende samfundsinstitutioner er afgørende for vernakulær retorik, hos Holberg eksemplificeret ved måden han på én gang var formet af og med til at forme etablerede samfundsinstitutioner som det danske sprog, teater og uddannelsessystem så de i højere grad muliggjorde retorisk medborgerskab (Svensson 2017). På beslægtet vis – om end med afsæt i en anden historisk periode – har flere retorikere understreget den betydning som institutionelle rammer har for hvordan vernakulær retorik kan udfolde sig i digitale netværksmedier som netaviser (Rønlev, 2014) og sociale medier (Andersen 2020; Vatnøy 2017), både hvad angår adgang, emner og form. Som Tommy Bruhn og Joanna Doona har vist i en analyse af en offentlig kontrovers udløst af det svenske nyhedssatireprogram Svenska Nyheter, gælder dette også de genremæssige rammer som institutionelle aktører sætter for en debat, om end vernakulær retorik kan udfordre en sådan rammesætning ved at blande forskellige genrer (Bruhn og Doona 2022). Andre har betonet den betydning institutionelle fortolkninger i eksempelvis de etablerede nyhedsmedier har for hvordan vernakulær retorik bliver forstået i den bredere offentlighed, både om vernakulær retorik overhovedet opfattes som retoriske handling (Berg og Christiansen 2010), og i så fald hvilken betydning den handling tilskrives (Rønlev 2014; 2018). Dette afhængighedsforhold kan også komme til udtryk som et topos i selve den vernakulære retorik: Kristine Berg har vist hvordan danske demonstrationstaler på én gang betoner at samfundets institutioner har svigtet og derfor nødvendiggjort demonstrationerne, og samtidig understreger at politisk indflydelse via selvsamme institutioner er mulig og demonstrationerne derfor meningsfulde (Berg 2020).

I tilgift til disse teoretiske overvejelser har den skandinaviske forskning i vernakulær retorik givet anledning til flere metodiske overvejelser. Kvalitativ tekstanalyse indgår stadig som central metode i de fleste studier, men flere kritikere har argumenteret for at tekstanalyse med fordel kan suppleres af andre metoder i studiet af vernakulær retorik. Nogle kritikere har holdt fast i at analysere tekster der allerede foreligger («data found», se Jensen 2013, 117), men bredt deres tekstgrundlag ud til at inkludere historiske publikummers skriftlige reaktioner. Den slags tekstlige-intertekstlige analyser har eksempelvis givet indblik i hvordan vernakulær retorik spiller sammen med institutionel retorik på tværs af digitale netværksmedier og etablerede massemedier (Andersen 2020; Bruhn og Doona 2022; Rønlev 2014; 2018; 2020). I overensstemmelse med Hausers opfordring til at inddrage etnografiske metoder i studiet af vernakulær retorik (Hauser 2011, 169) har andre retoriske kritikere valgt at analysere tekster de selv har taget initiativ til («data made», se Jensen 2013, 117). Eksempelvis har flere kritikere gjort brug af interviews til at få indblik i retorers og publikummers motiver for og oplevelser af vernakulær retorik (Berg 2020; Vatnøy 2017), og om end det endnu er blevet ved opfordringerne, har flere fremhævet potentialet i deltagerobservation med henblik på at få indsigt i den vernakulære retoriks oplevede funktioner (Ovesen 2017; Villadsen 2019). Endelig er førnævnte studie af Matthiesen et eksempel på hvordan aktionsforskning kan bruges til at undersøge vernakulær retorik og dens fordele og faldgruber i forhold til at styrke udsatte retorers retoriske medborgerskab (Matthiesen 2014).

Afslutningsvis har skandinaviske studier af vernakulær retorik afstedkommet pædagogiske overvejelser. Et gennemgående tema i disse overvejelser har angået samspillet mellem vernakulær retorik og forskellige kommunikatørers retoriske kompetence, forstået som evnen til at fungere som henholdsvis afsender af og publikum til retorik i forskellige (halv)offentlige fora (Hauser 1999, 33-34 og 92). Matthiesen og Villadsen har argumenteret for at pædagogiske formater som elevstyret imitatio og samtalesaloner kan kultivere deltagernes generelle retoriske kompetence gennem uformel samtale der ikke er direkte rettet mod at træffe en beslutning eller skabe en forandring (Matthiesen 2014; Villadsen 2019). Matthiesen har i forlængelse af dette vist hvordan udsatte unges evner som afsendere kan næres gennem imitatioøvelser hvor de unge transformerer digte de selv har valgt, til vernakulære pastichetekster (Matthiesen 2014). Omvendt har Ovesen med afsæt i Klemperes bog om nazistisk hverdagsretorik betonet vigtigheden af at retorikfaget udvikler og udbreder en kritisk bevidsthed blandt borgere om sprogets potentielle undertrykkende kraft, også i vernakulær retorik (Ovesen 2017). I forlængelse af dette har Rønlev argumenteret for at det ikke kun er borgeres evner som publikummer til vernakulær retorik der med fordel kan styrkes gennem undervisning i retorik; også retorisk privilegerede retorer som eksempelvis journalister kan med fordel undervises i retorisk argumentationsteori for derigennem at styrke deres evne til at «læse» vernakulær retorik i digitale netværksmedier og fortolke den offentlige opinion den udtrykker (Rønlev 2018), eller genkende de argumenter den (også) indeholder, fremfor kun at fokusere på de postulater og personangreb den ofte klandres for at udbrede (Rønlev 2014; 2020).

 

Anvendt litteratur

Andersen, Ida Vikøren. 2020. Instead of the deliberative debate: How the principle of expression plays out in the news-generated Facebook discussion. Bergen: Universitetet i Bergen. https://bora.uib.no/bora-xmlui/handle/1956/24058

Berg, Kristine Marie. 2020. «Demonstrationstalen». I Danske taler: 20 opbyggelige analyser, redigeret af Marie Lund, 215-227. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Berg, Kristine Marie og Tanja Juul Christiansen. 2010. «Retorisk eksklusion: Festen i Hyskenstræde som retorisk handling». Rhetorica Scandinavica 54: 7–28. https://doi.org/10.52610/rhs.v14i54.168

Brooks, Maegan Parker. 2011. «Oppositional Ethos: Fannie Lou Hamer and the Vernacular Persona». Rhetoric & Public Affairs 14(3): 511–548. https://doi.org/10.1353/rap.2011.0024

Bruhn, Tommy og Joanna Doona. 2022. «Serious Grappling with Satire: Rhetorical Genre Affordances and Invitations to Participation in Public Controversy». Javnost – The Public 29(3): 284–300. https://doi.org/10.1080/13183222.2021.1983303

Cloud, Dana L. 2001. «Which Voices? Whose Democracy?» Argumentation & Advocacy 37(4): 210-213. https://doi.org/10.1080/00028533.2001.11951671

Fahnestock, Jeanne. 2011. Rhetorical Style: The Uses of Language in Persuasion. Oxford: Oxford University Press.

Fairclough, Norman. 1995. Media Discourse. London: Bloomsbury Academic.

Goffman, Erving. 1956. The Presentation of Self in Everyday Life. New York, NY: Anchor.

Habermas, Jürgen. 2006. «Political Communication in Media Society: Does Democracy Still Enjoy an Epistemic Dimension? The Impact of Normative Theory on Empirical Research». Communication Theory 16(4): 411–426. https://doi.org/10.1111/j.1468-2885.2006.00280.x

Hart, Roderick P. 1986. «Contemporary Scholarship in Public Address: A Research Editorial». Western Journal of Speech Communication: WJSC 50(3): 283–295. https://doi.org/10.1080/10570318609374235

Hauser, Gerard A. 1999. Vernacular Voices: The Rhetoric of Publics and Public Spheres. Columbia, SC: University of South Carolina Press.

Hauser, Gerard A. 2004. «Rhetorical Democracy and Civic Engagement». I Rhetorical Democracy: Discursive Practices of Civic Engagement. Selected Papers From the 2002 Conference of the Rhetoric Society of America, redigeret af Gerard A. Hauser og Amy Grim, 1–14. Mahwah, NJ: Lawrence Erlbaum.

Hauser, Gerard A. 2007. «Vernacular Discourse and the Epistemic Dimension of Public Opinion». Communication Theory 17(4): 333–339. https://doi.org/10.1111/j.1468-2885.2007.00299.x

Hauser, Gerard. A. 2011. «Attending the Vernacular: A Plea for an Ethnographical Rhetoric». I The Rhetorical Emergence of Culture, redigeret af Christian Meyer og Felix Girke, 157–172. New York, NY: Berghahn Books.

Hauser, Gerard A. og Erin D. McClellan. 2009. «Vernacular Rhetoric and Social Movements: Performances of Resistance in the Rhetoric of the Everyday». I Active Voices: Composing a Rhetoric for Social Movements, redigeret af Sharon McKenzie Stevens og Patricia M. Malesh, 23-26. New York, NY: State University of New York Press.

Hess, Aron. 2007. «In digital remembrance: Vernacular memory and the rhetorical construction of web memorials». Media, Culture & Society 29(5): 812–830. https://doi.org/10.1177/0163443707080539

Hess, Aron. 2009. «Resistance Up in Smoke: Analyzing the Limitations of Deliberation on YouTube». Critical Studies in Media Communication 26(5): 411–434. https://doi.org/10.1080/15295030903325347

Hess, Aron. 2010. «Democracy through the polarized lens of the camcorder: Argumentation and vernacular spectacle on YouTube in the 2008 election». Argumentation and Advocacy 47(1): 106–122. https://doi.org/10.1080/00028533.2010.11821741

Hougaard, Tina Thode. 2018. «Emotionelle appeller i aktivistiske hashtags: Om #jegharoplevet og #detkuhaværetmig». Rhetorica Scandinavica 22: 99-109. https://doi.org/10.52610/rhs.v22i78.46

Howard, Robert Glenn. 2005a. «A Theory of Vernacular Rhetoric: The Case of the «Sinner»s Prayer» Online». Folklore 116(2): 172–188. https://doi.org/10.1080/00155870500140214

Howard, Robert Glenn. 2005b. «Toward a Theory of the World Wide Web Vernacular: The Case for Pet Cloning». Journal of Folklore Research 42(3): 323–360. https://doi.org/10.2979/JFR.2005.42.3.323

Howard, Robert Glenn. 2008a. «The Vernacular Web of Participatory Media». Critical Studies in Media Communication 25(5): 490–513. https://doi.org/10.1080/15295030802468065

Howard, Robert Glenn. 2008b. «Electronic Hybridity: The Persistent Processes of the Vernacular Web». Journal of American Folklore 121(480): 192–218. https://doi.org/10.1353/jaf.0.0012

Howard, Robert Glenn. 2010. «The Vernacular Mode: Locating the Non-institutional in the Practice of Citizenship». I Public Modalities: Rhetoric, Culture, Media, and the Shape of Public Life , redigeret af Daniel C. Brouwer og Robert Asen, 240–261. Tuscaloosa, AL: University of Alabama Press.

Howard, Robert Glenn. 2012. «How Counterculture Helped Put the Vernacular in Vernacular Webs». I Folk Culture in the Digital Age: The Emergent Dynamics of Human Interaction, redigeret af Trevor J. Blank, 25–45. Boulder, CO: Utah State University Press.

Howard, Robert Glenn. 2013. «Vernacular Authority: Critically Engaging «Tradition»». I Tradition in the Twenty-First Century: Locating the Role of the Past in the Present, redigeret af Trevor J. Blank og Robert Glenn Howard, 72–99. Boulder, CO: Utah State University Press.

Ingraham, Chris. 2013. «Talking (About) the Elite and Mass: Vernacular Rhetoric and Discursive Status». Philosophy & Rhetoric 46(1): 1–21. https://doi.org/10.5325/philrhet.46.1.0001

Jasinski, James. 2001. «Vernacular». I Sourcebook on Rhetoric: Key Concepts in Contemporary Rhetorical Studies, 599–601. Thousand Oaks, CA: Sage Publications.

Jensen, Klaus Bruhn. 2013. Medier og samfund (2. udg.). Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Johannesson, Kurt. 1998. Retorik eller konsten at övertyga. Stockholm: Norstedts Förlag.

Lantis, Margaret. 1960. «Vernacular Culture». American Anthropologist 62(2): 202–216. https://doi.org/10.1525/aa.1960.62.2.02a00020

Matthiesen, Christina. 2014. «Poetic Signs of Third Place: A Case Study of Student-driven Imitation in a Shelter for Young Homeless People in Copenhagen». Community Literacy Journal 9(1): 1–17. https://doi.org/10.25148/CLJ.9.1.009116

Ono, Kent A. og John M. Sloop. 1995. «The critique of vernacular discourse». Communication Monographs 62(1): 19–46. https://doi.org/10.1080/03637759509376346

Ono, Kent A. og John M. Sloop. 2002. Shifting Borders: Rhetoric, Immigration, and California»s Proposition 187. Philadelphia, PA: Temple University Press.

Ovesen, Jonathan. 2017. «Nazistisk ukrudt i retorikkens have – Victor Klemperers metodiske tilgang i LTI som retorisk redskab». Sakprosa 9(2): 1–36. https://doi.org/10.5617/sakprosa.4614

Palczewski, Catherine Helen. 2000. «Vernacular Voices: The Rhetoric of Publics and Public Spheres (review)». Rhetoric & Public Affairs 3(4): 682–684. https://doi.org/10.1353/rap.2000.0013

Rønlev, Rasmus. 2014. Danske netaviser som webmedier for retorisk medborgerskab. København: Københavns Universitet. https://researchprofiles.ku.dk/files/461940334/Ph.d._2014_Ronlev.pdf

Rønlev, Rasmus. 2018. «Brølet i kommentarsporet: Journalisters formidling af den offentlige opinion på politiken.dk». Journalistica 12: 48–77. https://doi.org/10.7146/journalistica.v12i1.105541

Rønlev, Rasmus. 2020. «Tekstlig-intertekstlig analyse». I Retorik og metode, redigeret af Mette Bengtsson, Kristine Marie Berg og Stefan Iversen, 49-69. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Schrøder, Kim Christian. 2016. «Massekommunikation». I Kommunikationsteori: en grundbog (2 udgave), redigeret af Jørn Helder og Jens Lautrup Nørgaard, 359-404. København: Hans Reitzels Forlag.

Sloop, John M. og Kent A. Ono. 1997. «Out-Law Discourse: The Critical Politics of Material Judgment». Philosophy & Rhetoric 30(1): 50–69.

Svensson, Trygve. 2017. «Retorisk medborgerskap i Ludvig Holbergs liv og tekster – Et historisk perspektiv på et moderne begrep». Rhetorica Scandinavica 21: 27–48. https://doi.org/10.52610/rhs.v21i75.55

Vatnøy, Eirik. 2017. The Rhetoric of Networked Publics. Studying Social Network Sites as Rhetorical Arenas for Political Talk. Bergen: Universitetet i Bergen. https://bora.uib.no/bora-xmlui/handle/1956/17262

Villadsen, Lisa Storm. 2019. «Samtalesaloner som propædeutisk retorisk medborgerskab». Rhetorica Scandinavica 23: 19–43. https://doi.org/10.52610/rhs.v23i79.31

Wardhaugh, Ronald og Janet M. Fuller. 2015. An introduction to sociolinguistics (7. udg.). West Sussex: Wiley-Blackwell.